Det giver sig selv, at jeg nok kommer til at lave nogle rimelig heftige (og sikkert stærkt fornærmende) generaliseringer, når jeg skal lave sådan en sammenligning - så på forhånd undskyld. Derudover baserer jeg min opfattelse af den danske børneopdragelse på hvordan jeg oplevede den, da jeg boede i Danmark....og ikke havde barn. Så det skal nok gå godt.
Ikke desto mindre er der nogle ret typiske forskelle:
1. Baby året - søvntræning
2. At opføre sig pænt, når man er ude
3. Tålmodig pædagogik
4. Revselsretten
5. Ambitioner
Godt, så har jeg vist fået sorteret de fleste børnetrætte læsere fra:-)
1. Søvntræning
Mit første og meget konkrete møde med forskellen på New York og København kom, da Hugo var 4-6 måneder gammel....og var meget langt fra at sove igennem, for nu at sige det mildt. Når jeg luftede de mørke rander og usammenhængende tale for mine med-mødre i omgangskredsen kiggede de forfærdede på mig og spurgte, om vi dog ikke havde haft søvntræning? Når jeg spurgte lidt ind til konceptet, varierede svarene en del. Den mest rabiate version var at at lukke døren ind til baby, tage ørepropper i (de voksne ører altså) og lade ham/hende græde sig i søvn, så "de kunne lære at sove".
Den mildere version var at gå frem og tilbage til børneværelset og lade bebs forstå, at mor/far stadig var der, men nu var det altså godnat. Men jeg skal være helt ærlig og sige, at størstedelen faktisk benyttede sig af en variant af ørepropper og lukkede døre. Da en af mine bekendte en nat havde lukket døren for første gang og puttet ørepropper i hendes og mandens ører, spurgte jeg hende næste morgen, hvordan hendes søn havde haft det om morgen, da hun gik derind? Han havde været lidt træt....og hæs. Min hjerte kunne næsten ikke holde til det.
Hvis man luftede dén idé i min danske online mødregruppe, er jeg rimelig sikker på, at flere mødre ville overveje at kontakte myndighederne og lige lufte idéen om de evt skulle tjekke op på hende galningen. Bogen "Godnat og sov godt" er vidt brugt i Danmark, og denne metode er lig med den amerikanske "Cry it out"...men jeg vil vove den påstand, at danske forældre kører en ret bevidst og konkret strategi som gør, at de holder øje med deres børn og sikrer sig, at hvis deres børn har brug for dem, så kan de være der for dem.
Igen - jeg skal ikke dømme nogen. Og når begge forældre bliver nødt til at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter 8-12 uger, så har de selvfølgelig brug for at kunne sove om natten. Så det forklarer nok en del af det, som vi i Danmark ville kalde kynisme i bedste fald og børnemishandling i absolut værste fald. Men jeg er helt ærlig overfor disse forældre og forklarer dem, at det kan jeg ikke få mig selv til overfor min søn, fordi jeg er rimelig sikker på, at det har nogle langtidsvirkninger, som ingen af os helt kan sætte ind i et excel ark og diskutere. På den anden side - Hugo er først begynde at vise tegn på at ville sove igennem nu.....i en alder af 2 år. Kunne jeg have sovet trygt og godt i 1,5 år?
2. Indpasning
Så til noget lidt mere positivt: New Yorker børn er helt vildt gode til at være blandt andre mennesker! De lærer allerede i en tidlig alder, at der altså er ret mange mennesker i den her by, så man bliver nødt til at have øjne i hovedet, nakken og helst også ude på ørerspidserne. De zigzagger med smidige ben og med rygsækken pakket godt ind til kroppen ned ad Broadway, og hvis de kommer til at støde ind i nogen, kommer der prompte et "´scuse me" og så ellers videre.
På caféer og restauranter sidder der på selv rigtig pæne steder mange børn i højstole, hvor de sidder og spiser deres mad, leger, tegner, iPad'er eller snakker med deres forældre - uden skrig og skrål. Ok - det giver sig selv, at alle børn har dårlige dage og deklarerer deres selvstændighed med rimelig store ord og/eller spaghetti. Men generelt er New Yorker børn meget meget bedre til at opføre sig pænt ude blandt andre mennesker på gaden, caféer og restauranter.
Min opfattelse af børn på caféer og restauranter i København er, at mange steder sørger for ikke at have højstole til rådighed, fordi de næsten ikke magter at have et 2-årigt monster til at skille deres mad i atomer. Jeg kan godt forstå det - men jeg tror helt ærligt, at alle børn kan lære det, det kræver bare, at de er vant til at blive taget med ud og forstår spillereglerne.
Hvordan min egen søn klarer sig? Han er vildt god til at gå på travle fortorv, hvis jeg må have lov til at prale. Han holder sig til os, kigger sig omkring og går sjældent i vejen for andre....uden i hvert fald at sige "'scuse me". Og han bliver bedre og bedre til caféer og restauranter - mest vist nok fordi han har fundet ud af, at der er god mad i det, hvis han opfører sig pænt.
3. Tålmodig pædagogik
Mnjah.....så er der den med den tålmodige pædagogik. Jeg har nogen gange på fornemmelse, at der ganske enkelt ikke er nok timer i døgnet for New Yorker forældrene og at de fleste virkelig føler sig umenneskeligt presset på deres jobs. Konkurrencen er ganske enkelt hårdere her, fordi der er flere, der kan lave dit job - også bedre og hurtigere, og de er ikke bange for at lade albuerne fortælle det. Så New Yorker forældre er stressede, ingen tvivl om det. Så når mor kommer hjem halv syv/syv efter 10 timer på kontoret, hvor chefen kaldte hende et forkert navn og hendes assistent havde udleveret fortrolige oplysinger til en konkurrerende kollega, og lille Danny hellere vil fortælle om den helikopter han så i dag, end rydde op på sit værelse inden sengetid, og måske ikke helt har ordforrådet til at sige til sin mor, at han bare har savnet hende, så kollapser situationen nogen gange. Jeg er selv sagt ikke inde i alle lejlighederne i byen om aften, men jeg har øjne og ører, så jeg hører desværre ret tit forældre skælde ud på deres børn på tidspunkter, hvor jeg tænker, at børnene vist havde mere brug for et kram eller 10 minutter på gulvet med deres forældre og en legetøjsbil. De er ikke dårlige forældre, og de er ikke uopdragne børn - de er bare stressede, og det er virkelig synd for begge parter.
Nuvel, jeg har også set danske veninder og bekendte rulle med øjnene og tage genveje i pædagogikken med jævne mellemrum. Ingen har særlig meget tålmodighed efter en arbejdsdag, hvor bilen punkterede og kaffen var kold, og ens afkom har fortalt om en bille på vejen i 5 minutter. Men jeg synes generelt, at der er lidt mere tid og mentalt råderum til at slå måsen i gulvet, tage en dyb indånding og kigge ens barn i øjnene i Danmark, når der er brug for det.
4. Revselsretten
Åh, den er så svær den her. Men faktum er, at det er tilladt for forældre i alle 50 stater at fysisk disciplinere deres barn, hvis de finder det nødvendigt. Ja, man må stadig gerne slå sit barn i USA. Og inden I begynder på de forargede smæk med tungen, så husk lige, at Danmark først afskaffede forældres revselsret overfor deres børn i 1997! Det blev forbudt at slå "tyende" (1921), lærlinge (1937) og for lærere at slå børn (1967), før det blev forbudt for forældre at slå deres børn.
Det vil sige, at langt de fleste af os voksne faktisk er vokset op med forældre, som havde lov til at slå os. Spanien afskaffede den først i 2007 og Irland i 2015. Så....hvis vi skal sammenligne den lidt med rygeforbuddet, så går det altså pænt stærkt med holdningsændringen, når først et land sætter ind og afskaffer retten til at slå sit barn. Jeg har siddet og læst lidt debatartikler fra 1997, da man afskaffede revselsretten og tro det eller lad være, men der var faktisk ret stor modstand mod det. Pia Kjærsgaard udtalte blandt andet, at hun var imod afskaffelsen, fordi det var forældrenes ansvar at opdrage deres børn, ikke statens.
Mange af de amerikanske stater har forskellige formuleringer til denne ret - i nogle stater er det tilladt at slå sit barn med en lukket knytnæve, hvor man i andre stater kun har lov til at slå dem over hænderne. I de fleste stater har man formuleringen, at forældrenes disciplinering ikke må efterlade tydelige afmærkninger eller på anden vis skade barnet.
Vi behøver slet ikke diskutere, om det psykologisk skader et barn at blive slået af sine forældre - al forskning fortæller, at det gør det. Punktum. Men det er en tung tung kulturel arv og et meget meget følsomt diskussionsemne.
Faktum er, at der er bred opbakning bag denne ret i USA. Mange unge amerikanske forældre er selv blevet fysisk disciplineret og vil sige, at de ikke tog skade, og at deres forældre opdrog dem kærligt og konsekvent, for at lære dem at skelne mellem rigtigt og forkert.
5. Ambitioner
Jeg nævnte det kort i det forrige indlæg - New Yorker forældre er meget bevidste om deres ansvar som forældre og tager det meget alvorligt, at deres børn skal vokse op og være gode mennesker, dygtige studerende og succesfulde medarbejdere. De går meget op i deres børns uddannelse, helt ned til vuggestuealderen, de lader gerne deres børn sidde med en iPad, men børnene ser såkaldte "educational programs", hvor Elmo fra Sesame Street eller Mickey Mouse fra Mickey Mouse Clubhouse leger bogstaver, tal og gode manerer ind i børnene. Lige nu sidder jeg f.eks og kigger på en mor, som gik på knæ foran sin søn i køen hos Gotan og lod ham tælle mønterne til betalingen. Drengen er cirka 2,5 år. Det kan jeg virkelig virkelig godt lide! Børn ELSKER at lære, så hvorfor skal vi være så bange for at lære dem ting i en tidlig alder?
En af min mands kollegaer fortalte om alle de interviews de går til for tiden på skolerne på Manhattan. Deres søn er 2 år. Børnene bliver observeret, mens de leger, så man kan få en idé om deres "social skills" og faglige niveau mht ordforråd etc. De havde klare favoritter på deres liste over skoler, fordi de havde det højeste faglige niveau og den største procentdel elever, som kom på IVY League skoler. Det er ikke pacing, som jeg opfatter det - de vil oprigtigt bare gerne give deres barn de absolut bedste vilkår og forudsætninger for at skabe sig et godt og trygt liv i en konkurrencepræget by i et meget stort land.
Hvem har fat i den lange ende - New York eller København? Hvis vi skal kigge helt objektivt på det, og diskutere "who's winning", så er det New York, efter min mening. New Yorker børnene er velopdragne, får gode uddannelser og vokser op til at kunne besidde stillinger i verdens måske mest konkurrencepræget by. If you can make it here.....and all that jazz.
Hvis vi kigger på det med mine lilla og rimelig bøjelige briller, så er det København. De københavnske børn vokser op med forældre, som har deres børn som centrum i deres liv. Børnene ved, at deres fysiske og psykologiske behov altid vil blive dækket, at de kan vælge og vrage på uddannelseshylden efter passion, fordi de nok skal blive samlet op af en eller anden statslig institution, hvis de fejler i at finde job som dyrlæge i Tappernøje med speciale i grønlandske isbjørne. Og så vokser de op og får at vide, at de tilhører verdens gladeste folkefærd, så kan de SÅ komme i gang med at være glade!
Som nævnt tidligere, så tror jeg helt ærligt, at de to byer kan lære rigtig meget af hinanden. Det ville oprigtigt talt klæde rigtig mange københavnske curlingforældre at lære deres børn, at solen ikke står op med dem, at det er vigtig at kunne opføre sig pænt blandt andre mennesker og at hvis man gerne vil have et godt job og give ens egne børn gode muligheder, så skal der arbejdes for det. På den anden side ville jeg sådan ønske for mange New Yorker børn, at Det Hele Menneske (TM) blev indført som en del af pensum i forældreskolen. Børn har brug for at blive kigget i øjnene, hørt og krammet, når alting går lidt hurtigt.
Der er mange vuggestuer, børnehaver og skoler, hvor der er fokus på den rummelige pædagogik i New York, især på Manhattan i de ressourcestærke områder. Da jeg spurgte vores vuggestue, om de afstraffede børnene fysisk, kiggede de meget forfærdet på mig og sagde, at hvis jeg ledte efter den slags vuggestue, måtte de nok råde mig til at finde et andet sted.
Den slags sociologisk udvikling har det med at starte i de højtuddannede områder og så sprede den sig - som det var tilfældet i Danmark.
Så jeg burde vel egentlig kunne præsentere det perfekte barn nu, ikk? Dét kan jeg selvfølgelig også.....nogen gange.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar