Du går ud til bilen en kold januar morgen og krydser fingre for, at listen holder, når du åbner døren. Gummiet knirker faretruende, og du skynder dig ind i bilen, mens du gnider dine kolde hænder. Du sætter nøglen i tændingen og sender en stille bøn af sted til De Gamle Bilers Barmhjertige Gud - “Kom nu…..bare én tur mere…….så skal jeg nok skifte din olie og huske at sætte dig i garagen imorgen…..please, kom nu……bare én tur mere…..”. Efter et par meget klare afvisninger fra motoren, overgiver din trofaste gamle ven sig, og starter op med et vrangvilligt grynt.
Det er min hjerne i dag.
Så….idé-udviklingen er sat lidt på pause i dag. Til gengæld gør jeg så det, som jeg gør, når jeg mangler overskud til at strukturere og videreudvikle: jeg filosoferer lidt over hverdagsting.
Jeg bliver tit spurgt om, hvordan livet som mor til en 2-årig i New York er anderledes end hvis vi boede hjemme. Mit sammenligningsgrundlag er selvfølgelig udelukkende veninders fortællinger, så tilgiv mig eventuelle generaliseringer og deciderede fejlantagelser.
Den nemmeste sammenligning er nok den kronologiske…
Vores morgen derhjemme ligner nok en dansk morgen med en 2-årig ret meget…intens glæde over, at mor sørme også her til morgen kommer ind og siger godmorgen, når man med sin spæde røst råber “MOOOOOOOAAAAAAARRRRRR” gennem væggen. Herefter skift til “unscented and hypoallergenic” bleer (størstedelen af de solgte bleer i USA er tilsat parfume)og tøj. Morgenmaden består hovedsagligt af økologisk mad og mælk, købt online på New York’s svar på nemlig.com eller i Whole Foods, som er New Yorks svar på en kombination af Mad & Vin og Irma…på Tour de France-værdige steroider. Produktionen af økologiske madvarer i USA er stadig en del år efter Danmark - det koster en bondegård og i mange tilfælde er kvaliteten simpelthen decideret dårlig. Især udviklingen af personlig pleje produkter er ca 10-15 år efter Danmark. Det er umuligt at finde en solcreme til børn f.eks, som ikke efterlader både barn og mor som meget gnavne spøgelser.
Efter morgenmaden tilsnusker jeg mig et bad, med hjælp af Mickey Mouse Clubhouse. Budskabet er pænt klart, når min søn kravler op i min seng og beder om “Goofy, Donald…..Ohhhhh Toooodles!”
Når vi begiver os ned til vuggestuen, foregår det på en rute, som nok ville give de fleste danske forældre stress, men vores søn er vant til ambulancernes udrykninger, isbilens musik, taxachaufførernes skænderier og bilernes konstante dytten. Han vinker til “pretzel guy” på hjørnet, siger “Beep Beep”, når bilerne dytter og griner, når ambulanceføreren tænder for lysene, selvom bilen holder parkeret.
Når vi efter 25 minutters gåtur langs vandet, eller 10 minutter på cykel, når vuggestuen, bliver tingene nok for alvor anderledes end i Danmark.
Vuggestuen hedder Bright Horizons og ligger i Tribeca. Det er ikke nogen hemmelighed, at Tribeca er et ret velhavende område, og derfor har vuggestuen et rimelig striks sikkerhedssystem. Der er flere skuespillere, modeller etc., som har deres børn opstaldet dernede, så der er et hav af papirer der skal underskrives hvert år vedrørende sikkerhed og privatliv. Man vil ikke risikere, at børnene bliver fotograferet eller at lærerne sælger oplysninger til sladderpressen. For at komme ind i selve bygningen, skal man låse sig ind gennem to døre med sikkerhedskode. Når man er kommet ind, skal man logge barnet ind via en personlig kode. Herefter bliver der sendt en e mail til begge forældre om, at barnet nu er ankommet til vuggestuen.
Jeg lader som regel Hugo gå noget af vejen selv, selvom det foregår nær ret travle veje. De andre forældre synes, at jeg er meget laissez-faire. Det er forresten en ret generel holdning til vores måde at være forældre på - at vi er meget…..skandinaviske. Det kommer jeg tilbage til :-)
I modsætning til danske vuggestuer, er der ikke et udendørs areal, hvor børnene kan lege. Huslejepriserne på Manhattan gør det ganske enkelt umuligt. Til gengæld går lærerne ture med børnene to gange om dagen.
Der er ikke fleksible aflevere- og hentetider i vuggestuen. Når du indregistrerer dit barn, vælger du et timeantal (0-6, 7-9 eller 9+ timer) og hvilke timer din barn skal være der. For hvert minut du afhenter dit barn for sent, bliver du opkrævet $1. Så man kommer til tiden!
Vuggestuen er delt op i:
Infant 0-1 år (børnene begynder typisk, når de er 10-12 uger gamle grundet den helt håbløse barselslovgivning i landet)
Toddler (1-2 år)
Young Preeschool (2-3 år)
Preschool (3-4 år)
Pre-kindergarten (4-5 år)
Kindergarten (5-6 år).
På den måde er børnene hele tiden omgivet af alderssvarende børn, og det kan vi godt lide. Ulempen er selvfølgelig, at de skifter rum og lærere hvert år - det kræver lidt tilvænning i et par uger hvert år.
Hugo afleveres med morgensnack, frokost og eftermiddagssnack, som jeg har lavet til ham. Herudover står forældrene også selv for at sørge for, at ens barn har bleer, vådservietter og evt creme liggende.
Og alt dette får man selvfølgelig betalt af staten med en mindre brugerbetaling, ikk? Nope! Hugos vuggestue (og han er kun på såkaldt deltid, 6 timer om dagen) koster $2500/måneden. Hvis han skulle være der 9+ timer om dagen, som langt de fleste børn er, skulle vi betale $3400. Dollaren står cirka i 6,5. Ja tak.
Alligevel synes vi begge to, at de penge uden sammenligning er de bedst brugte penge hver måned. Alle lærerne er uddannede lærere, der er ro på stuerne, ingen stress og der er ekstremt høj service overfor både børn og forældre. Hvis man har en bekymring omkring en lærer eller hvis nogen børn har brug for et specielt hensyn, bliver der lyttet og efterkommet. Børnene starter allerede som babyer med at blive vant til, at dagen er struktureret ved hjælp af et skema - de har musik timer, kunst, spansk, idræt, fysik og matematik. Det hele bliver selv sagt leget ind, men det er reelle timer, hvor der kommer en faglærer ind og underviser børnene. Tillad mig her at prale - Hugo er 2 år og kan på nuværende tidspunkt stave til sit eget navn, synge alfabetet, tælle til 20 på engelsk og til 10 på spansk. Jeg måtte youtube hvordan man tæller på spansk, for det vidste jeg sgu da ikke! Jeg havde bare lige pludselig en søn, der gik rundt og sagde “Siete, Ocho, Nueve, Diez”, og Pretty Fly sangen stopper altså efter une, dos, tres, quatro, cinco, seis, så jeg anede ikke, hvad han havde gang i!
Nu hvor Hugo er blevet 2 år har de også timer med deres lærer, hvor hun lærer dem at sige fra overfor mobning, hvordan man er en god ven og hvordan man hilser på andre børn og voksne.
I løbet af dagen opdaterer lærerne ens personlige tilgang på deres app, så jeg kan se, hvornår Hugo spiser, bliver skiftet og sover. Og så uploader de billeder fra dagens aktiviteter. Det kan en mor godt lide:-)
Når jeg henter Hugo, siger han pænt farvel til sine små venner og sin lærer ved navn (Miss Franny, Mr Levar etc.).
Det er meget udansk at begynde indlæring så tidligt, og jeg er meget taknemmelig for, at det ikke sker på en eller andet hysterisk forberedelse-til-college-måde. Til gengæld synes jeg, at det er en kæmpe gave, at vores dreng stort set altid opfører sig eksemplarisk på legepladsen overfor andre børn og voksne, at han pænt siger “No thank you”, når han ikke vil i bad :-) og at han allerede nu har en forståelse for tal og bogstaver. Det kan umuligt være en ulempe.
Alternativet til vuggestue er at ansætte en nanny. Hun eller han kommer til ens hjem om morgen og passer så dit barn indtil du kommer hjem. Mange nannies laver den mad, som dit barn spiser i løbet af dagen samt forberededer den mad, som forældre og barn spiser om aften, efter nanny’en er gået. I løbet af dagen er det så op til nanny’en hvad de laver i løbet af dagen. Mange forældre sørger for at tegne medlemsskaber af forskellige centre, hvor børnene kan komme i løbet af dagen til musiktimer, rytmik osv. Fordelen for den typiske New Yorker familie er en kombination af pris (det er som oftest billigere end en vuggestueplads) samt fleksibiliteten. Man behøver ikke nødvendigvis være nede i vuggestuen på et specielt tidspunkt og hvis barnet har skoldkopper, kan man stadig komme på arbejde, fordi nanny’en kommer hjem til en. Ja, vi kan diskutere, om det er helt rigtigt at få sit barn passet ved sygdom, men hvis alternativet er, at man bliver fyret, fordi ens arbejdsplads ikke giver fri ved barnets sygedage, så kan jeg egentlig godt forstå forældrene. Det er et hårdt land at have børn i for langt de fleste forældre.
Indskudt observation: nej, der er ikke lige kommet en kendt ind og bestilt kaffe. Til gengæld har en dansker lige sat sig overfor mig på Gotan og begyndt at rådgive sin ven over telefon omkring booking af Norwegian vs SAS fly til New York. Jeg forholder mig tavs, for jeg ELSKER at overhøre danskers samtale, når de tror, at ingen forstår dem. Sådan er jeg:-)
Mht at være en meget anderledes forælder i forhold til de andre forældre nede i vuggestuen, er her et par direkte sammenligninger:
- Da vi indregistrerede Hugo, begrundede vi vores valg af day care med, at vi bla. gerne ville styrke Hugos immunforsvar ved at lade ham socialisere med andre babyer. De kiggede på os, som om vi var galninge, da de normalt tager imod mange mange opringninger fra irriterede forældre i starten, når deres barn konstant er syg de første måneder.
- Jeg bliver dagligt spurgt om, hvordan pokker jeg får Hugo til at spise fisk, grøntsager, brød med kerner etc. fordi de andre børn nægter at spise mad uden sukker tilsat. Jeg sender i den forbindelse en tak til den gode danske mad-opdragelse og kostpyramiden.
- Da Hugo var lille, blev jeg i hvert fald ringet op en gang om ugen med afrapporteringer om, at Hugo havde stødt sit hoved på en pude eller snublet over sine egne ben. Til sidst sagde jeg til dem, at medmindre Hugo blødte eller havde synlige tegn på faldet, ville jeg hellere havde, at de brugte tiden på at give ham et kram, istedet for at ringe til mig.
- Da Hugo begyndte i vuggetuen, ankom vi med hans lille dyne og bamse, som han altid sover med. Lærerne kiggede undskyldende på mig og forklarede, at børnene intet måtte have med ned i deres senge, når de sov lur. Og ja - det er faktisk også en dansk anbefaling, at børn sover helt uden noget i sengene, pga kvælningsfare, men INGEN danske forældre kunne drømme om at efterleve det jo! Som en veninde forfærdet skrev til mig: “Jamen……hvordan skal han så kunne putte??!!” Vi er altså nogen dejlige hygge-dyr, os danskere:-) Jeg fik en læge til at skrive en recept på en dyne, men lige lidt hjalp det - Hugo fik kun dispensation til at sove med sin abe-bamse….og han overlevede.
Som med andre forskelle mellem Danmark og USA, kunne jeg ikke drømme om at udelukkende nedgøre USA og glorificere Danmark - vi gør alle det bedste vi kan (selv Trump er sikkert overbevist om, at han gør sit bedste) for at klare os bedst muligt og give vores børn den bedst mulige opdragelse. Vi kommer også alle med vores egen opdragelse i bagagen, en hel bunke kulturelle pakkenelliker og en toilettaske fyldt med gode intentioner.
Jeg har også lært meget af New Yorker forældrene:
- Børn er ikke lavet af glas, og forældre har brug for at kunne leve deres liv også. Så dit barn bliver taget med til brunch med vennerne på travle caféer, tager subwayen i myldretiden og bliver passet af en barnepige i en weekendaften, så mor og far kan komme ud og pleje deres ægteskab. Og det klarer de fint - om noget udvikler de lidt hårdere hud. Jeg har endnu ikke hørt en Manhattan forælder bruger diagnosen “Særlig sensitiv”. Jeg siger ikke, at det er en fup diagnose - men man skal ikke bo her, hvis man har et barn, som har særlige behov - der er ganske enkelt ikke ressourcerne til at honorere det.
- Det er rigtig rigtig ok at forlange ting af dit barns vuggestue/børnehave/skole. Også ting, som ikke er normen. Vi betaler rigtig mange penge for Hugos vuggestue, og det er også noget af grunden til, at de i høj grad tager vores forslag og krav til efterretning. Men jeg ville gøre det samme i Danmark nu, hvis vi flyttede hjem. Måske ville den danske institutionsleder ikke lytte og efterleve på samme måde, men hvorfor ikke prøve og blive ved med at prøve? Det er min erfaring (fra min omgangskreds), at man i meget høj grad gør tingene, “som vi altid har gjort” i de danske institutioner, men hvis ikke nogen stille krav eller kommer med forslag, så sker der jo aldrig noget.
- Hav nogle ambitioner, når det kommer til de muligeder du gerne vil skabe for dit barn. En Manhattan mor græder også første gang hun afleverer sit barn i vuggestuen (sit 12 uger gamle barn vel at mærke), men hun ved, at det er nødvendigt, hvis hendes barn skal kunne spise ordentlig mad, have et sted at bo og have mulighed for at komme på et godt universitet. Så hun bruger ikke tid på at slå sig selv oven i hovedet - hun løber ned til vuggestuen om aften igen, krammer sit barn og fortsætter opdragelsen. Forældrene her har et mål for deres børn og det holder de altid for øje.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar