Duft til kagen, sæt filter på og send til Instagram

For at citere diverse medlemmer af Mads & Monopolet: "Der er en kedelig tendens i samfundet til..." - at være offentligt irriteret over andre menneskers lyst til at broadcaste små detaljer fra deres liv. Det er fair nok - de er for travle, for vigtige og for kendte til at gøre den slags. Fred være med det.

I dag fik jeg dog det store smil på over at overvære netop ovenstående. Jeg havde været til møde på Christianshavn, solen skinnede og jeg blev overhalet (det sker en del) af en nynnende mand på en gammel cykel. Da jeg kommer lidt længere ned ad Islands Brygge, ser jeg en kvinde inde på stien, som står på tæer og med strakte arme, med sin iPhone i hånden. Hun forsøger at fange de nyligt udsprungne træer og den blå himmel i et billede. Hun lignede en, som var på vej fra noget til noget andet og uden den store tid til at stoppe op. Men det gjorde hun alligevel.

Og det gav god mening, se selv (ja, jeg stoppede lige efter hende og tog det samme billede):

Jeg havde egentlig heller ikke tid (og jeg var godt sulten, hvilket plejer at være den korte vej til nedadvendte mundvige og hurtige pedaler), men solen skinnede, træerne blomstrede og folk nynnede. Så SKAL man stoppe op. Hvis ikke jeg havde haft et sted at poste følelsen efterfølgende, var jeg ikke stoppet op. True story.

Der er mange mennesker, som har usandsynlig dårlige social media vaner. De skriver updates, når de er sammen med andre mennesker, de tager billeder af folk på gaden og håner dem i en update til deres venner og de bruger et sprog overfor offentlige personligeheder, som burde bortcensureres.

Men så er der den positive side, og da solen skinner, er det den, som jeg har valgt i dag.

De sociale medier har givet folk som mig en stemme. Jeg elsker at skrive, men jeg glemte at søge ind på journalisthøjskolen og lære at skrive på den rigtige måde, så jeg skriver her i stedet. En kvinde på min venneliste har fået en visuel stemme i form af de fotos, som hun tager i Australien. Hun flyttede til udlandet med sin mand for mange år siden og er CEO i deres hjem. Hun valgte fotos som sit udtryk, købte sig et kamera, tog et fotokursus og poster nu billederne på sin Facebook side - og hun får ros, bekræftelse og viljen til at blive dygtigere og dygtigere.
En gammel folkeskoleveninde er blevet designer og bruger Instagram som test for sine inspirationsbilleder og midtvejsresultater på sit arbejde.

Vi kan dårligt huske livet inden de sociale medier efterhånden, og de har ændret ikke bare vores medievaner, men også vores sociale vaner. Det nye i min verden er dog, at folk stopper op og tager stilling til de ting, som sker for dem, fordi de ser dem, med social dækning for øje.
Når de ser den perfekte middagsret, stopper de op og tager et billede af den, fordi de gerne vil dele den med deres venner. Når de ser en solopgang, som får dem til at tabe pusten, stopper de op og tager et billede og deler det. Jeg har endda lidt på fornemmelsen, at folk nogen gange leder efter motiverne i oplevelsen, for at kunne formidle følelsen.

Det er ikke nødvendigvis negativt eller selviscenesættelse, at dine venner poster billeder af deres mad, deres hjem, deres børn og deres hunde i tæt omfavnelse med hjemmeskoene. Det betyder, at i lige præcis dét øjeblik, der var din ven lige der og havde en følelse, som han gerne ville dele med dig.

Jeg vil gerne dele en helt fænomenal kokos/rabarber/marengs kage med jer - den er fra BRØD på Enghave Plads, og den fås ikke bedre! Ja, jeg er alene hjemme og jeg har tænkt mig at spise den hele selv - DET er en god følelse :-D

No 2 and that ain't bad, part deux

Sidste gang jeg skrev et indlæg herinde var den 10.august - og jeg er tydeligvis ude af form, for jeg har lige omformuleret den første sætning 3 gange - jøsses!
Det har altid været sådan, at jeg kun skrev herinde, når jeg fik en sætning ind i hovedet, som jeg havde lyst til at skrive ned. Det kunne starte med "number two and that ain't bad" - en sætning fra en gammel Jennifer Aniston film tilbage fra 1997 (Picture Perfect), som jeg oversatte til beskrivelsen af verdens andenbedste restaurant. Det var forresten en sød film...

Picture Perfect - bemærk "The Rachel"

Det med film er jo blevet en ganske signifikant del af min hverdag, for jeg nu laver materiale til dem, når de skal lanceres. I forlængelse af dét, er det gået op for mig, at jeg har et noget McDonalds'ish forhold til film. Jeg kan citerer mere eller mindre samtlige Jennifer Aniston film fra 90'erne, har set alle Twilight film (nogen af dem adskillelige gange) og jeg GLÆDER mig til de store filmlanceringer. Til gengæld fangede jeg ingenting af Tree of Life og jeg skynder mig at slå blikket ned, når mine kolleger taler om Gøgereden, Scarface og besynderlige Stanley Kubricks film. Jeg bliver rørt af store følelser, ikke af mental forstoppelse og jeg griner af sproglige ørefigner, ikke af Shakespearean la de da.

Helt ærlig...hvad gik hele kaleidoskop sekvensen ud på?

Jeg skal snart udvælge et klip til mit arbejdes morgenmøde, og det gruer jeg lidt for. Jeg troede egentlig, at jeg vidste lige præcis, hvad jeg ville vise, og jeg gruede allerede for det. Det var en film med Julia Roberts, og absolut ikke en af dem, som hun vandt en Oscar for! Det er en af dem, hvor hun sådan set bare skal være yndig og grine meget højt med sin hestemund. Men som en del af præsentationen skal man begrunde sit valg, og den del havde jeg også styr på. Filmen var Stepmom og grunden til, at jeg ville vise lige nedenstående klip var, at det lærte mig at konfrontere min følelser i forbindelse med min mors sygdom og kommende død. Ja, det ville have været meget følelsesladet og dybt, men det ville også have været ok. Det havde jeg sådan set ikke et problem med..indtil jeg var til filmklub på arbejdet.

Ceci est un flm parfait

Min chef udvælger hver måned til Filmklubben 2 film, som bør være en del af vores almene dannelse, som medarbejdere i et filmdistributionsselskab. Jeg ved det godt - jeg har verdens hårdeste arbejdsplads.  Indtil nu har jeg undskyldt mig på vej ud af døren med "Arrrrmen, chef, jeg er jo den kommercielle, hende den mainstream med alle citaterne fra Pretty Woman...det er jo min rolle - jeg kan ikke se smalle serbokroatiske film!" Men nu ville jeg alligevel prøve, og det gik ud over mit valg til morgenmødet.

For en af filmene var Ponette - en fransk film fra 1996, som handler om en 4 årig pige, som skal håndtere sin mors alt for tidligere død, og filmen er fortalt som børn ser verden. Hold nu op, hvor jeg hulkede gennem den film...helt-ned-i-maven-og-ud-som-utrolig-grim-gråd. Den lille 4 årige pige spillede måsen ud af det i øvrigt utrolig pæne franske børnetøj og vandt i Venedig for Bedste Skuespillerinde i '96. Gad vide hvad hun sagde i takketalen egentlig...Merci m'a fait pleurer?
Jeg har aldrig set noget lignende...aldrig. Min chef fortalte, at Ole Michelsen i Bogart havde givet den 5 stjerner og sagt, at den burde være mærket "forbudt for voksne", og jeg er meget enig. Man er et andet menneske, efter man har set den film og kan man aldrig tale til børn på samme måde.

Så nu er jeg tilbage med tegnebrættet og skal vælge mellem at holde fast i Stepmom eller skifte til Dirty Dancing...