-af Anne-Sofie Hein
Det er ikke nogen hemmelighed: jeg er ikke verdens mest tålmodige mennesker. Ikke engang Vesterbros mest tålmodige menneske og muligvis ikke engang denne lejligheds mest tålmodige, for ARGH - hvor jeg dog ikke duer til at vente på svar efter en samtale!!
Det er muligvis min egen skyld, fordi jeg lægger liv og sjæl i hver ansøgning, som jeg sender ud. Når jeg først læser et opslag, begynder jeg allerede dér at forestille mig selv arbejde i netop dén virksomhed, med netop dén chef og i netop dét område.
Det bliver ikke bedre, når samtalen er overstået. Jeg besøger muligvis deres hjemmeside en del og googler måske også deres medarbejdere lidt på Linkedin. Det er jo godt at kende ens kollegaer lidt på forhånd. En enkelt optimal cykelruteplan bliver det nok også til. Derudover beslutter jeg mig hver gang for ikke at fortælle til nogen, at jeg har søgt den stilling, fordi jeg ikke vil lægge for meget pres på livets karma. Med andre ord: jeg dater et job og endda lidt som en stalker. Jeg er Sarah i Love Actually.
Det er da heldigt, at jeg om 1 uge skal kokkere en 5 kilos gås, 1,5 kilo kartofler, uanede mængder mandler, fløde og en lang liste af andre julegodter. Forhåbentlig er det en meget forstående gås, for den skal høre på min skøn- eller klagesang, mens jeg propper svesker og æbler op i måsen på den.
Stakkels gås either way.
fredag den 17. december 2010
tirsdag den 7. december 2010
Morgen-Middag-Aften
-af Anne-Sofie Hein
Jeg blev medlem af Eat, Pray, Love gruppen på Facebook, efter jeg havde læst bogen, men før jeg havde set filmen. Forstå mig ret - filmen var da ok og havde flotte billeder fra Bali, men den fangede på ingen måde den følelse, som bogen gav mig. Jeg kunne SMAGE hendes måltider i Italien, mine tanker fløj også væk, da hun ikke kunne finde meditationsro i Indien og jeg kunne mærke Felipes arme bære mig i Bali. Men vigtigst af alt: jeg kunne fuldt ud relatere til hendes karakteristisk i Italien: una buona forchetta = madøre.
Nå, men tilbage på sporet: Facebook gruppen. På siden spørger de medlemmerne, hvad deres yndlingsmåltid er: morgenmad, frokost eller aftensmad. Hvorfor ikke bare spørge, hvilket familiemedlem, der er deres yndlings?
Morgenmåltidet er mit ømme punkt og der, hvor jeg er mest følsom overfor min maves præference lige præcis den dag. Hvis jeg ikke har lyst til den sædvanlige AXA müsli med mælk, er der INGEN måde, hvorpå jeg kan få min krop til acceptere det. Jeg kan ikke gå på kompromis med præferencerne om morgen. Niks. For tiden skifter jeg mellem den omtalte AXA müsli, hjemmebagte grovboller og havregryn med rosiner og mælk. Jeg tænker tit, at der inde i min morgen-mave bor en 3 årig kræsen og stålsat pige.
Yndlingstidspunktet er, når jeg drikker den først sip af den varme kaffe og mærker kroppen langsomt vågne, mens jeg bryder den 7-8 timers lange faste.
Morgenmaden skal vække mig nok til at jeg kan tænde min mail og planlægge dagens jobsøgning, opfølgning eller decideret stalking af potentielle arbejdsgivere.
Frokosten er mere fleksibel. Jeg fandt fornylig ud af, at jeg ikke er alene med én af mine yndlingsspiser til frokost: en humpel kernerugbrød med karrysild. Min veninde deler denne forkærlighed og nu har jeg så for første gang lavet high five i SuperBest over karrysild. Det smager fantastisk! Andre favoritter er samme rugbrød med varm økologisk okseleverpostej med økologiske rødbeder. Jeg er ikke fanatisk med økologi, men lige præcis de to produkter smager væsentligt bedre end deres ikke-økologiske fætre. Hvis jeg ikke er i humør til rugbrød, og ikke er ved at dø af sult efter træning (som jeg nu har rykket op til om formiddagen...fordi jeg kan), koger jeg noget grovpasta og vender det med lidt Philadelphia med purløg, salt, peber og røget laks i mini stykker eller måske med lidt tomatbiksbaks og mozarella.
Hovedformålet her er selvfølgelig at tilfredsstille kroppen efter træningen, men jeg kan ikke stå hovedløst bøjet over en dåse tun og et glas kakao. Det skal føles frisk, energifyldt og gerne med lidt bid i, så jeg ikke sløver hen til eftermiddagen, som er en jobsøgendes peak-period.
Om eftermiddag slår virksomhederne og jobsites nemlig deres nye stillinger op. Omkring kl.15-16 sidder jeg derfor parat med en varm kop tempel te og noget crunch. Crunchen kan være hjemmebagte knækbrød, pebernødder eller måske en hjemmebagt bolle. Det skal være comfort food, mens jeg viser bisserne frem og løfter halen, i mine ansøgninger.
Det er også omkring det her tidspunkt, hvor vi i december måned får trukket gardinerne for sollyset og ikke længere kan se, om istapperne kommer susende mod os på gaden. Så det er nok smartest alligevel at blive indenfor. Jeg får nogle af mine bedste idéer i løbet af den blå time, fordi jeg rent kreativt peaker på det tidspunkt. Jeg elsker den blå time og min varme kop te.
Så kommer vi til aftensmaden og det er ingen hemmelighed, at Christian og jeg de sidste 3 år har gjort vores til at forsørge mange caféer og take-way steder på Vesterbro: Høeghs, Thai Away, Taco Shop, Chili Mili, Sticks & Sushi, Kokken & Karry, Gastronomia etc. Når man først kommer sent fra kontoret, er madkreativiteten borte og jeg magter ikke at slås med andre kontortrætte mennesker ved køledisken i Superbrugsen. MEN disse dage får jeg hygget igennem med madlavningen og det er faktisk lykkedes at skabe en form for kompromis mellem Christians forkærlighed for traditionel dansk mad og min for fisk, grøntsager og store smagsnuancer. I aftes f.eks fik jeg kombineret strimlet kylling, stegt på panden med stærk karry, mango chutney, lidt creme fraiche, salt og peber, til sidst vendt med kogt fuldkornspasta og ærter. YUM!
Aftensmåltidet skal forberede min mave på de kommende 7-8 timers faste, mens jeg sover, så det skal mætte godt, uden at slå mig omkuld. Det skal nære, uden at hidse maven op og det skal tilfredsstille alle smagsløgene, så jeg kan lægge mig under dynen nogle timer senere og glæde mig til næste dags jobsøgning, gode idéer og uventede muligheder.
Jeg kan ikke vælge mit yndlingsmåltid, for hvert måltid møder forskellige behov og formål.
Man kan jo ikke være en kreativ jobsøger på tørt brød og myseost, vel?
Jeg blev medlem af Eat, Pray, Love gruppen på Facebook, efter jeg havde læst bogen, men før jeg havde set filmen. Forstå mig ret - filmen var da ok og havde flotte billeder fra Bali, men den fangede på ingen måde den følelse, som bogen gav mig. Jeg kunne SMAGE hendes måltider i Italien, mine tanker fløj også væk, da hun ikke kunne finde meditationsro i Indien og jeg kunne mærke Felipes arme bære mig i Bali. Men vigtigst af alt: jeg kunne fuldt ud relatere til hendes karakteristisk i Italien: una buona forchetta = madøre.
Nå, men tilbage på sporet: Facebook gruppen. På siden spørger de medlemmerne, hvad deres yndlingsmåltid er: morgenmad, frokost eller aftensmad. Hvorfor ikke bare spørge, hvilket familiemedlem, der er deres yndlings?
Morgenmåltidet er mit ømme punkt og der, hvor jeg er mest følsom overfor min maves præference lige præcis den dag. Hvis jeg ikke har lyst til den sædvanlige AXA müsli med mælk, er der INGEN måde, hvorpå jeg kan få min krop til acceptere det. Jeg kan ikke gå på kompromis med præferencerne om morgen. Niks. For tiden skifter jeg mellem den omtalte AXA müsli, hjemmebagte grovboller og havregryn med rosiner og mælk. Jeg tænker tit, at der inde i min morgen-mave bor en 3 årig kræsen og stålsat pige.
Yndlingstidspunktet er, når jeg drikker den først sip af den varme kaffe og mærker kroppen langsomt vågne, mens jeg bryder den 7-8 timers lange faste.
Morgenmaden skal vække mig nok til at jeg kan tænde min mail og planlægge dagens jobsøgning, opfølgning eller decideret stalking af potentielle arbejdsgivere.
Frokosten er mere fleksibel. Jeg fandt fornylig ud af, at jeg ikke er alene med én af mine yndlingsspiser til frokost: en humpel kernerugbrød med karrysild. Min veninde deler denne forkærlighed og nu har jeg så for første gang lavet high five i SuperBest over karrysild. Det smager fantastisk! Andre favoritter er samme rugbrød med varm økologisk okseleverpostej med økologiske rødbeder. Jeg er ikke fanatisk med økologi, men lige præcis de to produkter smager væsentligt bedre end deres ikke-økologiske fætre. Hvis jeg ikke er i humør til rugbrød, og ikke er ved at dø af sult efter træning (som jeg nu har rykket op til om formiddagen...fordi jeg kan), koger jeg noget grovpasta og vender det med lidt Philadelphia med purløg, salt, peber og røget laks i mini stykker eller måske med lidt tomatbiksbaks og mozarella.
Hovedformålet her er selvfølgelig at tilfredsstille kroppen efter træningen, men jeg kan ikke stå hovedløst bøjet over en dåse tun og et glas kakao. Det skal føles frisk, energifyldt og gerne med lidt bid i, så jeg ikke sløver hen til eftermiddagen, som er en jobsøgendes peak-period.
Om eftermiddag slår virksomhederne og jobsites nemlig deres nye stillinger op. Omkring kl.15-16 sidder jeg derfor parat med en varm kop tempel te og noget crunch. Crunchen kan være hjemmebagte knækbrød, pebernødder eller måske en hjemmebagt bolle. Det skal være comfort food, mens jeg viser bisserne frem og løfter halen, i mine ansøgninger.
Det er også omkring det her tidspunkt, hvor vi i december måned får trukket gardinerne for sollyset og ikke længere kan se, om istapperne kommer susende mod os på gaden. Så det er nok smartest alligevel at blive indenfor. Jeg får nogle af mine bedste idéer i løbet af den blå time, fordi jeg rent kreativt peaker på det tidspunkt. Jeg elsker den blå time og min varme kop te.
Så kommer vi til aftensmaden og det er ingen hemmelighed, at Christian og jeg de sidste 3 år har gjort vores til at forsørge mange caféer og take-way steder på Vesterbro: Høeghs, Thai Away, Taco Shop, Chili Mili, Sticks & Sushi, Kokken & Karry, Gastronomia etc. Når man først kommer sent fra kontoret, er madkreativiteten borte og jeg magter ikke at slås med andre kontortrætte mennesker ved køledisken i Superbrugsen. MEN disse dage får jeg hygget igennem med madlavningen og det er faktisk lykkedes at skabe en form for kompromis mellem Christians forkærlighed for traditionel dansk mad og min for fisk, grøntsager og store smagsnuancer. I aftes f.eks fik jeg kombineret strimlet kylling, stegt på panden med stærk karry, mango chutney, lidt creme fraiche, salt og peber, til sidst vendt med kogt fuldkornspasta og ærter. YUM!
Aftensmåltidet skal forberede min mave på de kommende 7-8 timers faste, mens jeg sover, så det skal mætte godt, uden at slå mig omkuld. Det skal nære, uden at hidse maven op og det skal tilfredsstille alle smagsløgene, så jeg kan lægge mig under dynen nogle timer senere og glæde mig til næste dags jobsøgning, gode idéer og uventede muligheder.
Jeg kan ikke vælge mit yndlingsmåltid, for hvert måltid møder forskellige behov og formål.
Man kan jo ikke være en kreativ jobsøger på tørt brød og myseost, vel?
tirsdag den 30. november 2010
Blogsammenføring
-af Anne-Sofie Hein
Jeg har en tilståelse: jeg har skrevet på to blogs på samme tid. Jeg elsker begge meget højt, men der er efterhånden tegn på, at de burde smelte sammen. Mere om det senere...
Det er egentlig tankevækkende, at en blog om jobsøgning føltes uforenelig med en blog om min hobby. Jeg tænkte dog, at min blog om jobsøgning burde være saglig og konkret, hvor jeg kunne baske lidt mere med ordene i hobby bloggen. Lige indtil en veninde gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke baskede nok i min blog om jobsøgning. Hun savnede at kunne se mig i ordene.
Herudover har der i den sidste uge været en del korrespondance frem og tilbage om jobs, som på mange måder drejer sig om mad.
Derfor kommer der nu om lidt 3 indlæg til hygge-læsningen - alle om mad ("Hvorfor mad er så fantastisk", "Madøre" og "Thanks-no-so-giving".
Og for at spinde tråden mellem dem yderligere: i dag udnyttede jeg den bidende kulde og den helt fænomenale søvn, som udspringer af de seneste 2 måneders energi-opladning og komplette mangel på stress i mit liv.
Jeg er ellers ikke en fan af gammeldags dansk mad, men i dag gjorde jeg en undtagelse, fordi min store kærlighed arbejder hårdt og fordi han er min trofaste støtte i alle mine jobovervejelser. Jeg lavede wienerschnitzel. Med brasede kartofler, citron, peberrod, kapers og ærter. Og jeg satte ketchup på bordet af mig selv. DET er kærlighed!
PS. Perchs hvid tempel te er god efter sådan en omgang dansk mad, bare lige for at minde dig selv om, at du stadig er ung. Og lækker.
2 pers.
2 kalveschnitzler, størrelse afhængig af appetit og dine pander
1 æg
God rasp (ikke den der pose til 5 kroner - det er høvlspåner)+salt+peber+den hemmelige ingrediens (nu knap så hemmelig): en knivspids hønsebouillon pulver
Smør og olie til du skammer dig
2 citronskiver
2 tsk peberrod
2 tsk kapers
evt. 2 ansjosfileter, hvis du magter lugten
Kartofler
Ærter
Kog kartoflerne til de er møre, hæld vandet fra og lad kartoflerne kølne lidt af ved at skære dem i halve eller kvarte, afhængig af størrelse.
Tag kødet ud af køleskabet, så det ikke er helt koldt, når du arbejder med det.
Bland imens rasp, salt, peber og hønsebouillonpulver i en dyb tallerken
Pisk ægget sammen i en anden dyb tallerken.
Læg hver schnitzel mellem 2 stykker vitawrap og bank dem tyndere med en bagerulle. De skal ende på cirka 1 cm tykkelse, men det er en smagssag. Personligt kan jeg godt lide dem lidt tyndere.
Dyb herefter schnitzlerne en efter en i først det sammenpiskede æg og bagefter rasp blandingen. Det er ikke særlig kønt eller praktisk, for det sviner en del. Læg herefter kødet på en tallerken, klap lidt ekstra rasp blanding i kødet og lad kødet stå for at trække æg og rasp til sig, i cirka 5 minutter.
Varm en pande op til en lidt over middel varme og lad smøret bruse af. Steg herefter kødet i en blanding af smør og olie, cirka 3-4 minutter på hver side. Pas på at pandevarmen hverken er for høj, så raspen sortner før kødet er færdigstegt eller for lav, så raspen bliver blød.
Når kødet er færdigt, lægges det i et varm fad med sølvpapir over, i nærheden af varmen, mens kartoflerne vendes på panden og får lidt farve og ærterne koges.
På med den lille hat af citronskive+kapers+peberrod+ansjos på kødet og server kartofler og ærter til.
Jeg har en tilståelse: jeg har skrevet på to blogs på samme tid. Jeg elsker begge meget højt, men der er efterhånden tegn på, at de burde smelte sammen. Mere om det senere...
Det er egentlig tankevækkende, at en blog om jobsøgning føltes uforenelig med en blog om min hobby. Jeg tænkte dog, at min blog om jobsøgning burde være saglig og konkret, hvor jeg kunne baske lidt mere med ordene i hobby bloggen. Lige indtil en veninde gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke baskede nok i min blog om jobsøgning. Hun savnede at kunne se mig i ordene.
Herudover har der i den sidste uge været en del korrespondance frem og tilbage om jobs, som på mange måder drejer sig om mad.
Derfor kommer der nu om lidt 3 indlæg til hygge-læsningen - alle om mad ("Hvorfor mad er så fantastisk", "Madøre" og "Thanks-no-so-giving".
Og for at spinde tråden mellem dem yderligere: i dag udnyttede jeg den bidende kulde og den helt fænomenale søvn, som udspringer af de seneste 2 måneders energi-opladning og komplette mangel på stress i mit liv.
Jeg er ellers ikke en fan af gammeldags dansk mad, men i dag gjorde jeg en undtagelse, fordi min store kærlighed arbejder hårdt og fordi han er min trofaste støtte i alle mine jobovervejelser. Jeg lavede wienerschnitzel. Med brasede kartofler, citron, peberrod, kapers og ærter. Og jeg satte ketchup på bordet af mig selv. DET er kærlighed!
PS. Perchs hvid tempel te er god efter sådan en omgang dansk mad, bare lige for at minde dig selv om, at du stadig er ung. Og lækker.
2 pers.
2 kalveschnitzler, størrelse afhængig af appetit og dine pander
1 æg
God rasp (ikke den der pose til 5 kroner - det er høvlspåner)+salt+peber+den hemmelige ingrediens (nu knap så hemmelig): en knivspids hønsebouillon pulver
Smør og olie til du skammer dig
2 citronskiver
2 tsk peberrod
2 tsk kapers
evt. 2 ansjosfileter, hvis du magter lugten
Kartofler
Ærter
Kog kartoflerne til de er møre, hæld vandet fra og lad kartoflerne kølne lidt af ved at skære dem i halve eller kvarte, afhængig af størrelse.
Tag kødet ud af køleskabet, så det ikke er helt koldt, når du arbejder med det.
Bland imens rasp, salt, peber og hønsebouillonpulver i en dyb tallerken
Pisk ægget sammen i en anden dyb tallerken.
Læg hver schnitzel mellem 2 stykker vitawrap og bank dem tyndere med en bagerulle. De skal ende på cirka 1 cm tykkelse, men det er en smagssag. Personligt kan jeg godt lide dem lidt tyndere.
Dyb herefter schnitzlerne en efter en i først det sammenpiskede æg og bagefter rasp blandingen. Det er ikke særlig kønt eller praktisk, for det sviner en del. Læg herefter kødet på en tallerken, klap lidt ekstra rasp blanding i kødet og lad kødet stå for at trække æg og rasp til sig, i cirka 5 minutter.
Varm en pande op til en lidt over middel varme og lad smøret bruse af. Steg herefter kødet i en blanding af smør og olie, cirka 3-4 minutter på hver side. Pas på at pandevarmen hverken er for høj, så raspen sortner før kødet er færdigstegt eller for lav, så raspen bliver blød.
Når kødet er færdigt, lægges det i et varm fad med sølvpapir over, i nærheden af varmen, mens kartoflerne vendes på panden og får lidt farve og ærterne koges.
På med den lille hat af citronskive+kapers+peberrod+ansjos på kødet og server kartofler og ærter til.
onsdag den 24. november 2010
Thanks not-so-giving
-af Anne-Sofie Hein
Gennem mange år har jeg hver november ærget mig sådan over, at jeg ikke havde tid til at svinge en komplet thanksgiving middag sammen. Ikke fordi jeg er vanvittig tosset med kalkun, men fordi det er sådan et dekadent og overdådigt måltid med så meget tilbehør, stuffing og tærter med søde kartofler osv.
Det lyder som en Sisyfos middag og jeg har derfor researchet og lavet excel ark i vildskab gennem de sidste par uger, da jeg ENDELIG havde tiden og endda havde fået overtalt en intetanende tidligere kollega til fortære kalkunen med mig og kæresten.
Men så nemt er det ikke at skabe en original Thanksgiving middag i Danmark viser det sig. Jeg havde først undersøgt kalkun priserne hos min lokale slagter og blevet enig med mig selv om, at hans kalkuner var alt for store og dyre til kun 3 personer. Jeg regnede derfor med, at jeg kunne finde en mindre af slagsen i et almindeligt supermarked. Hvis dette glippede, havde jeg en plan B parat - at stuffe et kalkunbryst.
På indkøbslisten stod der endvidere ingredienserne til en pecan pie, sweet potato mash, onion and apple stuffing, green beans, cranberry sauce and corn bread. Det er trist, men sandt: de danske supermarkeder delte ikke mine begejstring for den amerikanske højtid, og medmindre jeg ville satse på at tø en 5 kilos kalkun op på 12 timer og derudover besøge flere end 4 supermarkeder og finde drem til deciderede amerikanske specialkøbmænd, måtte jeg opgive projektet.
Så i aften står den på pad thai og pecan pie. Men mon ikke også pilgrimmene ville have haft bedre af en sund og nærende omgang hjemmelavet thai mad i virkeligheden? Lad os sige det...
tirsdag den 23. november 2010
Dream a little dream of me
-af Anne-Sofie Hein
Hvad gør man med drømmene?
Hvad er din store drøm at have som arbejde og tjene virkelig gode penge på? Mange af de mennesker, som jeg kender, er ikke meget for at indrømme svaret, for det er tit og ofte et job, som man ikke umiddelbart vil have mulighed for at tjene gode penge på. Hvis man skal have mulighed for at kunne leve af sin gode drøm, hænger det tit sådan sammen, at man skal være mere end gennemsnitlig god til det, og hvis man drømmer om at blive operasangerinde, siger man også indirekte, at man har potentialet til at blive Verdens Bedste, og det er danskerne ikke vanvittig åbne overfor.
Derudover: hvor mange af os, som sidder på kontorstolen lige nu, kan helt ærlig sige, at vi ville kunne komme på podiet, hvis der var en konkurrence i, let's say, verdens bedste medieplanlægning? Det er lidt nemmere og sikrere at gøre vores kompetencer til vores karriere i stedet for vores drømme.
Men hvis man har en drøm om at være skribent (ikke journalist og ikke forfatter - skribent), skal man ikke kun være jeg-hygger-mig-lidt-med-noget-bloggeri-og-et-par-bøger-som-alle-nået-til-side-42. Nej, så skal man være smæk på skillingen fantastisk. Man skal skrive, så andre læser ens ord og føler noget. Man skal kunne hoppe op på skulderen af læseren og ae dem på kinden, slå dem i baghovedet eller kilde dem i nakken. Og hvor mange kan det? Jeg kender kun til en håndfuld i Danmark og mange af dem er endda stukket af fra det, som jeg synes, at de gør så eminent.
Mette Holbæk er en af dem. Hun skrev for mange år siden for Woman. Dengang det var et godt magasin. Hun skrev artikler om at være kvinde og hun gjorde det så sårbart og præcist, at hun op til flere gange har siddet på min skulder og masseret mine følelser. Senere var hun med til at starte Nova magasinet op, som desværre ikke fik en lang levetid. Det var en magasin, som indeholdte alt det, som manglede. Dybdegående artikler om det, som foregår under overfladen, komplet renset for ligegyldig glitter journalistik, uden det nogensinde blev kvalmt og rundkreds-lilla. Jeg savner Mette Holbæks ord. Hun arbejder i dag som konsulent.
Camilla Stockholm er en anden. Man kan mene, hvad man vil om dialog bøgerne med Maise Njor (og jeg mener en del), men hendes ord rammer mig altid. Jeg skrev engang til hende, efter at have læst Cykelstyrt bogen, men det skal vi ikke komme nærmere ind på. Jeg kommer nogen gange til at tro, at jeg kender nogen, uden at de ved det, hvis de skriver rigtig godt. Hun arbejder nu på Politikens kulturredaktion, men jeg ville så gerne se hende noget mere som forfatter. Jeg tror, at hun kunne give en del tavlesvampe baghjul på reolen.
Jeg tror ikke, at hverken at Camilla Stockmann eller Mette Holbæk er millionærer og jeg tror også, at de har været i tvivl om vejen til karrieren undervejs. Men de har holdt fast i ordene og den klikkende lyd på tastaturet, som en skribent elsker, når den følges med en varm kop kaffe og en virkelig god idé. De har fulgt deres drøm og lever af den, på hver deres måde.
Så lad os nu sige, at man drømte om at kunne leve af ordene, kombineret med fantasien, kreativiteten, kollegaerne og markedsføringen - hvordan kombinerer man det med en telefonsamtale lige om et øjeblik med en mand, som måske tilbyder en et fastbetalt job, hvor man skal skrive ord i et excel ark? Kan man tale store drømme med en rekrutteringskonsulent? Ja, jeg ved godt, at der er en risiko for, at han læser disse ord og tænker, at jeg nok ikke er hans kandidat alligevel, men så har vi begge været ærlige.
Gid jeg kunne ringe til Mette og Camilla...
Hvad gør man med drømmene?
Hvad er din store drøm at have som arbejde og tjene virkelig gode penge på? Mange af de mennesker, som jeg kender, er ikke meget for at indrømme svaret, for det er tit og ofte et job, som man ikke umiddelbart vil have mulighed for at tjene gode penge på. Hvis man skal have mulighed for at kunne leve af sin gode drøm, hænger det tit sådan sammen, at man skal være mere end gennemsnitlig god til det, og hvis man drømmer om at blive operasangerinde, siger man også indirekte, at man har potentialet til at blive Verdens Bedste, og det er danskerne ikke vanvittig åbne overfor.
Derudover: hvor mange af os, som sidder på kontorstolen lige nu, kan helt ærlig sige, at vi ville kunne komme på podiet, hvis der var en konkurrence i, let's say, verdens bedste medieplanlægning? Det er lidt nemmere og sikrere at gøre vores kompetencer til vores karriere i stedet for vores drømme.
Men hvis man har en drøm om at være skribent (ikke journalist og ikke forfatter - skribent), skal man ikke kun være jeg-hygger-mig-lidt-med-noget-bloggeri-og-et-par-bøger-som-alle-nået-til-side-42. Nej, så skal man være smæk på skillingen fantastisk. Man skal skrive, så andre læser ens ord og føler noget. Man skal kunne hoppe op på skulderen af læseren og ae dem på kinden, slå dem i baghovedet eller kilde dem i nakken. Og hvor mange kan det? Jeg kender kun til en håndfuld i Danmark og mange af dem er endda stukket af fra det, som jeg synes, at de gør så eminent.
Mette Holbæk er en af dem. Hun skrev for mange år siden for Woman. Dengang det var et godt magasin. Hun skrev artikler om at være kvinde og hun gjorde det så sårbart og præcist, at hun op til flere gange har siddet på min skulder og masseret mine følelser. Senere var hun med til at starte Nova magasinet op, som desværre ikke fik en lang levetid. Det var en magasin, som indeholdte alt det, som manglede. Dybdegående artikler om det, som foregår under overfladen, komplet renset for ligegyldig glitter journalistik, uden det nogensinde blev kvalmt og rundkreds-lilla. Jeg savner Mette Holbæks ord. Hun arbejder i dag som konsulent.
Camilla Stockholm er en anden. Man kan mene, hvad man vil om dialog bøgerne med Maise Njor (og jeg mener en del), men hendes ord rammer mig altid. Jeg skrev engang til hende, efter at have læst Cykelstyrt bogen, men det skal vi ikke komme nærmere ind på. Jeg kommer nogen gange til at tro, at jeg kender nogen, uden at de ved det, hvis de skriver rigtig godt. Hun arbejder nu på Politikens kulturredaktion, men jeg ville så gerne se hende noget mere som forfatter. Jeg tror, at hun kunne give en del tavlesvampe baghjul på reolen.
Jeg tror ikke, at hverken at Camilla Stockmann eller Mette Holbæk er millionærer og jeg tror også, at de har været i tvivl om vejen til karrieren undervejs. Men de har holdt fast i ordene og den klikkende lyd på tastaturet, som en skribent elsker, når den følges med en varm kop kaffe og en virkelig god idé. De har fulgt deres drøm og lever af den, på hver deres måde.
Så lad os nu sige, at man drømte om at kunne leve af ordene, kombineret med fantasien, kreativiteten, kollegaerne og markedsføringen - hvordan kombinerer man det med en telefonsamtale lige om et øjeblik med en mand, som måske tilbyder en et fastbetalt job, hvor man skal skrive ord i et excel ark? Kan man tale store drømme med en rekrutteringskonsulent? Ja, jeg ved godt, at der er en risiko for, at han læser disse ord og tænker, at jeg nok ikke er hans kandidat alligevel, men så har vi begge været ærlige.
Gid jeg kunne ringe til Mette og Camilla...
torsdag den 18. november 2010
Do not google
-af Anne-Sofie Hein
Der findes sætninger og ord, som man ikke bør google. Her er et udvalg:
"Halsbetændelse, feber" (når man har ondt i halsen - kan resultere i adskillige opkald til ens læge om morgenen med stigende insisteren, som til sidst indvilger i en podning og træt må lade en vide: det er bare en ondsindet virus. Du må ikke få penicilin og du skal holde dig i ro. INDTIL du har det bedre).
"Lagersalg", "Day" (lad nu være - du gider alligevel ikke stå op på lørdag kl.8 for at stå i kø ved Øksnehallerne)
"Hvordan finder man drømmejobbet". Lad mig lige tage fat i den her, for selvfølgelig googlede jeg den sætning.
Hvis man googler sætningen "hvordan finder man drømmejobbet" kommer der alskens tests og mere eller mindre selvhjælpsrelaterede sider op. Lad os nu sige, at jeg kombinerede punkt 1 og 3 i dag og rent faktisk læste nogle af dem. I bloggens interesse selvfølgelig. Og lad os nu sige, at jeg ligefrem lave et excel ark over mine svar på en test. Så ville det, måske, se ud som nedenstående skema.
Og lad mig i den forbindelse kombinere det med et citat, som jeg har set diverse steder i diverse udformning: Find a way to get paid for doing what you love. Then every paycheck will be a bonus. Det lyder super! Hvad søger man under på jobindex?
Drømmejobstankerne dukker op mange gange i løbet af et almindeligt liv, tror jeg. Når man er barn, stormer man af sted på sin cykel, mens man forestiller sig, at man er med i Tour de France og er sin generations yet-to-be-discovered stjerne. Når man er teenager, forestiller man sig, at man bliver feteret skuespiller med hele verden som legeplads. Når man kommer i gymnasiet, begynder man at blive lidt mere seriøs og tænker i deciderede titler som læge, advokat og pilot. Den uddannelse, som man så vælger efter gymnasiet, drejer en ind på en vej, som man har en idé om vil være lige, spændende og med pæne træer. Man får sit første job efter uddannelsen og finder hér ud af, om man kendte sig selv godt nok, dengang man valgte.
Langt de fleste, tror jeg, snupper et par omveje, smutveje eller deciderede køren-i-grøften ture. Engang imellem orker man ikke engang overvejelsen om drømmejobsjagten, fordi vejen forude er så nemmere og velkendt.
Hvis man beslutter sig for, at man vil tage jagten op, må man indstille sig nogle slukkede lamper og grus på vejen.
For faktum er jo, at jagten på drømmejobbet tit bliver druknet i hverdagsbekymringer såsom penge til julegaver, møder hos a-kassen, halsbetændelser og den frustrationstype, som jeg kalder instinktfrustationen.
Min mave fortæller mig nemlig, at jeg HAR fundet mit drømmejob. Det er ikke et job endnu, for det er baseret på en forretningsenhed, som ikke eksisterer endnu i en virksomhed, som jeg kender godt. Jeg har udarbejdet forretningsoplæg i mange mange versioner, aktiveret netværk, aktiveret mit netværks netværk, researchet og tænkt meget intense positive tanker og sendt dem ud i universet. Intet svar. Ikke engang en optagettone. Stilhed.
På den måde er jeg nok lidt som en ko, for jeg har mange mavefornemmelser om drømmejobs. Tit flere i løbet af en dag. Og det giver måske meget god mening, når man læser mit excel ark over drømmejobbet, for I guder! hvor kan man passe mange jobs ind under mine karakteristika...
Så måske skal man ikke være bange for at være som en teenager i jagten på drømmejobbet: tro på evig kærlighed hvér gang og risikér nogle manglende opkald eller afslag på vejen.
Der findes sætninger og ord, som man ikke bør google. Her er et udvalg:
"Halsbetændelse, feber" (når man har ondt i halsen - kan resultere i adskillige opkald til ens læge om morgenen med stigende insisteren, som til sidst indvilger i en podning og træt må lade en vide: det er bare en ondsindet virus. Du må ikke få penicilin og du skal holde dig i ro. INDTIL du har det bedre).
"Lagersalg", "Day" (lad nu være - du gider alligevel ikke stå op på lørdag kl.8 for at stå i kø ved Øksnehallerne)
"Hvordan finder man drømmejobbet". Lad mig lige tage fat i den her, for selvfølgelig googlede jeg den sætning.
Hvis man googler sætningen "hvordan finder man drømmejobbet" kommer der alskens tests og mere eller mindre selvhjælpsrelaterede sider op. Lad os nu sige, at jeg kombinerede punkt 1 og 3 i dag og rent faktisk læste nogle af dem. I bloggens interesse selvfølgelig. Og lad os nu sige, at jeg ligefrem lave et excel ark over mine svar på en test. Så ville det, måske, se ud som nedenstående skema.
Og lad mig i den forbindelse kombinere det med et citat, som jeg har set diverse steder i diverse udformning: Find a way to get paid for doing what you love. Then every paycheck will be a bonus. Det lyder super! Hvad søger man under på jobindex?
Drømmejobstankerne dukker op mange gange i løbet af et almindeligt liv, tror jeg. Når man er barn, stormer man af sted på sin cykel, mens man forestiller sig, at man er med i Tour de France og er sin generations yet-to-be-discovered stjerne. Når man er teenager, forestiller man sig, at man bliver feteret skuespiller med hele verden som legeplads. Når man kommer i gymnasiet, begynder man at blive lidt mere seriøs og tænker i deciderede titler som læge, advokat og pilot. Den uddannelse, som man så vælger efter gymnasiet, drejer en ind på en vej, som man har en idé om vil være lige, spændende og med pæne træer. Man får sit første job efter uddannelsen og finder hér ud af, om man kendte sig selv godt nok, dengang man valgte.
Langt de fleste, tror jeg, snupper et par omveje, smutveje eller deciderede køren-i-grøften ture. Engang imellem orker man ikke engang overvejelsen om drømmejobsjagten, fordi vejen forude er så nemmere og velkendt.
Hvis man beslutter sig for, at man vil tage jagten op, må man indstille sig nogle slukkede lamper og grus på vejen.
For faktum er jo, at jagten på drømmejobbet tit bliver druknet i hverdagsbekymringer såsom penge til julegaver, møder hos a-kassen, halsbetændelser og den frustrationstype, som jeg kalder instinktfrustationen.
Min mave fortæller mig nemlig, at jeg HAR fundet mit drømmejob. Det er ikke et job endnu, for det er baseret på en forretningsenhed, som ikke eksisterer endnu i en virksomhed, som jeg kender godt. Jeg har udarbejdet forretningsoplæg i mange mange versioner, aktiveret netværk, aktiveret mit netværks netværk, researchet og tænkt meget intense positive tanker og sendt dem ud i universet. Intet svar. Ikke engang en optagettone. Stilhed.
På den måde er jeg nok lidt som en ko, for jeg har mange mavefornemmelser om drømmejobs. Tit flere i løbet af en dag. Og det giver måske meget god mening, når man læser mit excel ark over drømmejobbet, for I guder! hvor kan man passe mange jobs ind under mine karakteristika...
Så måske skal man ikke være bange for at være som en teenager i jagten på drømmejobbet: tro på evig kærlighed hvér gang og risikér nogle manglende opkald eller afslag på vejen.
| Hvad kan jeg lide at lave | Hvorfor |
| Marketing | Kreativt og struktureret samtidig |
| Se film i biografen | Lukket indblik i en anden verden, fordybelse, fantasi |
| Læse modemagasiner | Inspiration af andres kreativitet |
| Læse madmagasiner | Inspiration til selv at lave mad, inspiration til restauranter, |
| Læse luksus magasiner | Drømme |
| Høre Mads & Monopolet | Indblik i andre folks liv |
| Spise på lækre restauranter | Stimulering, overraskelsen i andre folk kreativitet |
| Gå lange ture | Idé generering, klare hovedet |
| Se serier om karrierekvinder | Inspiration, drømme, drive |
| At snorkle | Indblik i en helt anden verden, ro, harmoni |
| At rejse | Udforske nye verdener, indblik i andre folks liv i andre lande |
| At se madprogrammer | Inspirerende at se andre folk drive og kærlighed til mad |
| At udtænke løsninger på andre folks problemer | At kunne tilbyde en ny vinkel, sparring, inspiration til eget liv |
| At indrette | Tænke i rum, farver, muligheder, shoppe |
| God til | Dårlig til |
| Problemløsning | Salgsforhandlinger |
| Empati | Ensformighed |
| Forretningsudvikling | Salg |
| Gennemskue HR mekanismer i en virksomhed | Ikke at blive kreativt udfordret |
| Struktur | |
| Tænke langt ud af boksen | |
| Drømme | |
| Outdoor medier | |
| Mediestrategi | |
| Engelsk | |
| Skriftlig kommunikation | |
| At skrive levende og gribende | |
| Motivere andre | |
| Sådan arbejder jeg | Livsstil |
| Effektivt | Kigger ikke på klokken |
| Godt under pres | Kan godt lide at arbejde hjemmefra til tider |
| Struktureret | Storkøbenhavn, meget gerne København |
| Ikke bange for afbrydelser | Engagerede kollegaer |
| Bedst med en blanding af rutine, helt nyt og strukturopgaver | Sammenhold på arbejdsplads |
| Bedst til at brainstorme med andre og bagefter løbe med en af boldene alene | Fladt hierarki |
| Ærligt og uden facade |
tirsdag den 16. november 2010
Time out
-af Anne-Sofie Hein
Jeg er midt i en periode lige nu, som mange - lige nu - på deres kontorstol med telefonen bibbende - med mailsene tikkende - med kollegaerne ventende - med chefen trommende - misunder mig.
Jeg har sagt mit job op og leder nu efter mit drømmejob. Det var et job med gode avanceringsmuligheder, med fantastiske kollegaer og en corporate attitude, som passede til min indstilling til livet, arbejdet og alt det indimellem. Så hvorfor, og hvordan er det selvvalgt at have alverdens tid og muligheder?
Jeg tog fra København til Århus i 2004 for at læse på Handelshøjskolen i Århus. Da jeg blev færdig, stod det meget klart, at medie og marketing jobs skete i København og ikke så meget i Århus. Så jeg rejste hjem igen og søgte. Og søgte. Og søgte. Så blev jeg træt af at søge og skrev en blog om at søge. En nyansat mand i en kommunikationsgruppe læste den blog, grinte lidt i overskægget og tænkte "ok, hun har ikke kvalifikationerne på CV'et, men jeg er nysgerrig ved hende". Det lyder mere fedtet, end det var. For jeg skriver, som jeg er, og han havde en god fornemmelse for kemi på skrift, og det endte jo med, at han ansatte mig (ellers ville det også være en virkelig kedelig og uinspirerende historie).
Og så arbejdede vi ellers sammen i 3 år - knoklede hårdt igennem, grinte meget, diskuterede lige så meget og endte med en virksomhed, som fungerede og tjente gode penge og havde tilfredse kunder.
Undervejs fandt jeg ud af, at
1. Jeg har ingen leder ambitioner (til min sidste job samtale var der en relativ lang og larmende tavshed efter dét statement)
2. Jeg har store faglige ambitioner
3. Jeg får virkelig gode forretningsidéer, når jeg brænder for en virksomhed
4. Hvis jeg ikke behøvede at arbejde, ville jeg stadig arbejde.
5. Mit ønskejob involverer marketing, film/TV, humanitære organisationer og medier - hvilket jo unægtelig lægger op til, at jeg burde være business developer for Oprah, men hun ringer aldrig tilbage.
Da ovenstående ikke korresponderede med mit nuværende job, begyndte en længere proces, hvor jeg prøvede at få det til at passe sammen, men til sidst måtte jeg med blikket stift rettet mod min chefs højre øjenbryn og med min kærestes støttende ord messende for mit indre øre, sige min stilling op for at finde ud af, hvor jeg kunne finde smilet, ambitionerne og min mojo igen.
Og hvordan er det så - ikke at arbejde, at have alverdens tid, at kunne gøre præcis hvad man vil og bare tænke på, hvem man gerne vil give sine ambitioner, døgnets bedste timer og ens drive til? Det er meget meget stille. I hvert fald efter nogle uger.
Den første uge var hektisk - alle bordoverflader blev olieret, alt strygetøj blev strøget, alle papirer blev ordnet og sat i mapper og der blev lavet utrolig meget mad. Jeg var vant til at arbejde i et hurtigt miljø, hvor struktureringen af arbejdsopgaver var vanvittig vigtig, hvis ikke man ville væltes omkuld kl.11, så jeg skulle virkelig vænne mig til at have tid.
Noget andet jeg skulle vænne mig til, var den manglende anerkendelse. Som account manager tilfredsstillede jeg kunder, kundeansvarlige og medieudbydere hver dag og fik selvfølgelig en løn for det, men udover lønnen fik jeg hver dag tilkendegivelser for det stykke arbejde, som jeg udførte. Bevares, køkkenbordene sukkede da taknemmelig for olien, men det var ligesom ikke det samme.
Så kom perioden med a-kasse møder, jobcenter møder, mange ture ned til kiosken for at kopiere en mappe med alle mine mest personlige oplysninger, inklusiv 14 (14!!!) måneders lønsedler, opsigelsesbegrundelse (prøv at koge ovenstående ned til én sætning! Den blev til noget i stil med "jeg søger nye udfordringer") og formularer med så sexede navne som arbejdsledighedserklæring og dagpengekort. Forresten - hvis nogen undrer sig over langtidsledige i Danmark, skal de prøve et jobcentermøde, 3 uger efter sidste arbejdsdag. Det er ufattelig motiverende for de innovative og kreative ansøgninger, at en overvægtig mand i sorte jeans og cowboyskjorte med sin skolelærerstemme bræger ud over de 15 fremmødte: "NÅÅÅÅÅÅÅR I så har været arbejdsl....ahøm....ledige i 39 uger, så SKAL I i aktivering". Jeg skrev ikke en eneste ansøgning i 7 dage efter det møde.
Da de første 2-3 uger var overstået og jeg ikke havde flere umiddelbare administrative ting at ordne i forbindelse med min selvvalgte pause, var min krop renset for mit sidste job. Jeg drømte ikke længere om opgaverne, jeg sendte ikke længere sms'er til min tidligere chef for at spørge, hvordan det gik med "Den Nye Mig" og jeg tjekkede ikke længere den mentale flowchart for timing, når jeg så en af mine kunders plakater hænge oppe.
"Så hvad har du fundet ud af?" Én ting har jeg i hvert fald fundet ud af: hvis man prøver at fremtvinge et life purpose, kan man presse, til man er gasblå i ansigtet. Det kommer ikke. Til gengæld får man distancen og roen til at strukturere sine arbejdsønsker.
Og så kommer man i tanke om de ting, som man virkelig nyder at lave og som man aldrig før syntes, at man havde tid til: gå i biografen alene, gå i Frederiksberg Have, læse dybdegående artikler og lade sig selv være syg tiden ud i stedet for at gå for tidligt på arbejde og værer sløj i alt for lang tid bagefter. Det sidste er helt ærlig en kæmpe luksus, som jeg nyder. Det betyder nemlig også, at den træning, som jeg nu ikke har nogen undskyldning for at undgå, kan jeg skulke fra og skrive en blog om at være abejdsl....i tænkeboks.
Jeg havde faktisk glemt, hvor meget jeg elsker at skrive.
Jeg er midt i en periode lige nu, som mange - lige nu - på deres kontorstol med telefonen bibbende - med mailsene tikkende - med kollegaerne ventende - med chefen trommende - misunder mig.
Jeg har sagt mit job op og leder nu efter mit drømmejob. Det var et job med gode avanceringsmuligheder, med fantastiske kollegaer og en corporate attitude, som passede til min indstilling til livet, arbejdet og alt det indimellem. Så hvorfor, og hvordan er det selvvalgt at have alverdens tid og muligheder?
Jeg tog fra København til Århus i 2004 for at læse på Handelshøjskolen i Århus. Da jeg blev færdig, stod det meget klart, at medie og marketing jobs skete i København og ikke så meget i Århus. Så jeg rejste hjem igen og søgte. Og søgte. Og søgte. Så blev jeg træt af at søge og skrev en blog om at søge. En nyansat mand i en kommunikationsgruppe læste den blog, grinte lidt i overskægget og tænkte "ok, hun har ikke kvalifikationerne på CV'et, men jeg er nysgerrig ved hende". Det lyder mere fedtet, end det var. For jeg skriver, som jeg er, og han havde en god fornemmelse for kemi på skrift, og det endte jo med, at han ansatte mig (ellers ville det også være en virkelig kedelig og uinspirerende historie).
Og så arbejdede vi ellers sammen i 3 år - knoklede hårdt igennem, grinte meget, diskuterede lige så meget og endte med en virksomhed, som fungerede og tjente gode penge og havde tilfredse kunder.
Undervejs fandt jeg ud af, at
1. Jeg har ingen leder ambitioner (til min sidste job samtale var der en relativ lang og larmende tavshed efter dét statement)
2. Jeg har store faglige ambitioner
3. Jeg får virkelig gode forretningsidéer, når jeg brænder for en virksomhed
4. Hvis jeg ikke behøvede at arbejde, ville jeg stadig arbejde.
5. Mit ønskejob involverer marketing, film/TV, humanitære organisationer og medier - hvilket jo unægtelig lægger op til, at jeg burde være business developer for Oprah, men hun ringer aldrig tilbage.
Da ovenstående ikke korresponderede med mit nuværende job, begyndte en længere proces, hvor jeg prøvede at få det til at passe sammen, men til sidst måtte jeg med blikket stift rettet mod min chefs højre øjenbryn og med min kærestes støttende ord messende for mit indre øre, sige min stilling op for at finde ud af, hvor jeg kunne finde smilet, ambitionerne og min mojo igen.
Og hvordan er det så - ikke at arbejde, at have alverdens tid, at kunne gøre præcis hvad man vil og bare tænke på, hvem man gerne vil give sine ambitioner, døgnets bedste timer og ens drive til? Det er meget meget stille. I hvert fald efter nogle uger.
Den første uge var hektisk - alle bordoverflader blev olieret, alt strygetøj blev strøget, alle papirer blev ordnet og sat i mapper og der blev lavet utrolig meget mad. Jeg var vant til at arbejde i et hurtigt miljø, hvor struktureringen af arbejdsopgaver var vanvittig vigtig, hvis ikke man ville væltes omkuld kl.11, så jeg skulle virkelig vænne mig til at have tid.
Noget andet jeg skulle vænne mig til, var den manglende anerkendelse. Som account manager tilfredsstillede jeg kunder, kundeansvarlige og medieudbydere hver dag og fik selvfølgelig en løn for det, men udover lønnen fik jeg hver dag tilkendegivelser for det stykke arbejde, som jeg udførte. Bevares, køkkenbordene sukkede da taknemmelig for olien, men det var ligesom ikke det samme.
Så kom perioden med a-kasse møder, jobcenter møder, mange ture ned til kiosken for at kopiere en mappe med alle mine mest personlige oplysninger, inklusiv 14 (14!!!) måneders lønsedler, opsigelsesbegrundelse (prøv at koge ovenstående ned til én sætning! Den blev til noget i stil med "jeg søger nye udfordringer") og formularer med så sexede navne som arbejdsledighedserklæring og dagpengekort. Forresten - hvis nogen undrer sig over langtidsledige i Danmark, skal de prøve et jobcentermøde, 3 uger efter sidste arbejdsdag. Det er ufattelig motiverende for de innovative og kreative ansøgninger, at en overvægtig mand i sorte jeans og cowboyskjorte med sin skolelærerstemme bræger ud over de 15 fremmødte: "NÅÅÅÅÅÅÅR I så har været arbejdsl....ahøm....ledige i 39 uger, så SKAL I i aktivering". Jeg skrev ikke en eneste ansøgning i 7 dage efter det møde.
Da de første 2-3 uger var overstået og jeg ikke havde flere umiddelbare administrative ting at ordne i forbindelse med min selvvalgte pause, var min krop renset for mit sidste job. Jeg drømte ikke længere om opgaverne, jeg sendte ikke længere sms'er til min tidligere chef for at spørge, hvordan det gik med "Den Nye Mig" og jeg tjekkede ikke længere den mentale flowchart for timing, når jeg så en af mine kunders plakater hænge oppe.
"Så hvad har du fundet ud af?" Én ting har jeg i hvert fald fundet ud af: hvis man prøver at fremtvinge et life purpose, kan man presse, til man er gasblå i ansigtet. Det kommer ikke. Til gengæld får man distancen og roen til at strukturere sine arbejdsønsker.
Og så kommer man i tanke om de ting, som man virkelig nyder at lave og som man aldrig før syntes, at man havde tid til: gå i biografen alene, gå i Frederiksberg Have, læse dybdegående artikler og lade sig selv være syg tiden ud i stedet for at gå for tidligt på arbejde og værer sløj i alt for lang tid bagefter. Det sidste er helt ærlig en kæmpe luksus, som jeg nyder. Det betyder nemlig også, at den træning, som jeg nu ikke har nogen undskyldning for at undgå, kan jeg skulke fra og skrive en blog om at være abejdsl....i tænkeboks.
Jeg havde faktisk glemt, hvor meget jeg elsker at skrive.
mandag den 16. august 2010
Madøre
-af Anne-Sofie Hein
Jeg bliver tit og ofte kaldt for et madøre. Forfærdeligt ord! Jeg kommer altid til at tænke på de vacuum pakkede griseører, som jeg sad og bibbede igennem i Prima, efter gymnasiet. De var krøllede, orange og tit rimelig behårede. Det vil jeg gerne være fri for at blive associeret med. Italienerne har et meget bedre ord: una buena forchetta (tilgiv mig for mit utilstrækkelige italienske).
Nu ved de fleste jo, at hvis det ikke står på de første 1-2 sider på google, så kan man ikke finde svaret (google logic), så der findes ikke en forklaring på, hvorfor en person, som er "overordentlig glad for, interesseret i og tænker mere end den gennemsnitlige person på" mad, skal kaldes for et madøre.
I går stod jeg sammen med kæresten og klappede en fælles ven over målstregen til Challenge Copenhagen. Vanvittig flot klaret på under 11 timer! Jeg råbte, hoppede op og ned og baskede vildt med armene for at få en reaktion fra ham før målstregen, så Christian kunne få et billede med øjenkontakt, og det lykkedes.
Da vi bagefter stod og talte med Ironman'en, der var skåret helt ind til benet og som så langsomt begyndte at ryste, fordi kroppen var gået i gang med at restituere, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad jeg ville gå hjem og spise, hvis jeg var ham. Først en skål varm ærtesuppe med sprødt bacon. Så ville jeg få en Halifax burger leveret og drikke et godt glas Brunello til. Til sidst slutte af med en kop varm te, benene op og vente på at jeg kunne trække vejret og strække benene igen.
Man er ikke et madøre, når man tænker på den måde. Man er bare opmærksom på sit brændstof og det faktum, at livet er alt for kort til at gøre tingene halvt.
Et stort tillykke til alle de seje Ironmen og Ironwomen i går - det var satme godt gået!!
Nu ved de fleste jo, at hvis det ikke står på de første 1-2 sider på google, så kan man ikke finde svaret (google logic), så der findes ikke en forklaring på, hvorfor en person, som er "overordentlig glad for, interesseret i og tænker mere end den gennemsnitlige person på" mad, skal kaldes for et madøre.
I går stod jeg sammen med kæresten og klappede en fælles ven over målstregen til Challenge Copenhagen. Vanvittig flot klaret på under 11 timer! Jeg råbte, hoppede op og ned og baskede vildt med armene for at få en reaktion fra ham før målstregen, så Christian kunne få et billede med øjenkontakt, og det lykkedes.
Da vi bagefter stod og talte med Ironman'en, der var skåret helt ind til benet og som så langsomt begyndte at ryste, fordi kroppen var gået i gang med at restituere, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad jeg ville gå hjem og spise, hvis jeg var ham. Først en skål varm ærtesuppe med sprødt bacon. Så ville jeg få en Halifax burger leveret og drikke et godt glas Brunello til. Til sidst slutte af med en kop varm te, benene op og vente på at jeg kunne trække vejret og strække benene igen.
Man er ikke et madøre, når man tænker på den måde. Man er bare opmærksom på sit brændstof og det faktum, at livet er alt for kort til at gøre tingene halvt.
Et stort tillykke til alle de seje Ironmen og Ironwomen i går - det var satme godt gået!!
torsdag den 24. juni 2010
Hvorfor mad er så fantastisk...
-af Anne-Sofie Hein
Perfekt titel til mit første blogindlæg!
Mad er vanvittig effektfuldt og et af mine yndlingsmottos er netop "intet problem er så stort, at det ikke kan kureres med den rette mad". Og det passer:
1. Når man skal fejre en uventet positiv overraskelse, er den bedste måde at fejre det på, med en lækker middag.
2. Når man er træt og kold, skal man spise noget nærende, varmt og velsmagende og føle energien strømme tilbage til musklerne og blodbanerne (eller...det er i hvert fald min oplevelse - en fysiologisk uddannet person vil muligvis tænke noget andet).
3. Når man er hyperaktiv og ikke kan finde ro, kan man enten vælge at bide i noget sprødt og stærkt og flyve videre eller spise noget tungt og varmt og falde ned på jorden igen.
4. Når man er stresset og alt trækker sig sammen og gør ondt, kan maven ikke bestemme sig for sin medicin, og så er det serious business, som skal adresseres LIGE NU!
Jeg bliver så ked af det, når jeg havner i 4.eren, for så kan jeg ikke nyde det bedste her i livet - mad. I aften kommer der for eksempel gode venner hjem i min lejlighed for at se fodbold. Det har været en travlt og hektisk dag, og jeg er helt uinspireret mht. hvilken mad jeg har lyst til og ikke mindst - hvilken mad jeg har lyst til at glæde mine venner med. Det er da topmålet af tristhed!
Til gengæld har jeg planlagt en tur til England i efteråret med nogle gode venner, hvor vi...jeg kan næsten ikke engang holde ud at tænke på det..skal spise på The Fat Duck!
Inspirationen kom selvfølgelig fra kåringen af verdens bedste restauranter. El Bulli er åbenbart ved at lukke ned og helt og aldeles umulig at få et bord i, på denne side af 2020. Noma var vi enige om var madens svar på en Von Trier-film: vi var ikke helt sikre på, at vi var kunsteriske og voksne nok. Men The Fat Duck?! Jaaaarmen altså! Så I måske ikke det DR2 program med Heston Blumenthal, hvor han skulle kreere den perfekte julemiddag? Unbelivable! Manden tog jo for pokker til Lapland for at malke en-eller-anden absurd bjergged, som havde levet i Bethlehem på Jesus tid (jeg er tydeligvis heller ikke religion eller geografi uddannet, så bær over med mig - pointen var, at der blev satme gået til stålet!).
Jeg glæder mig helt ned i maven, som nu begynder at live helt op ved tanken...vi skal da have delikatesse pizzaer med Mad & Vin toppings! Mmmmm......
Abonner på:
Opslag (Atom)