En lille smule magi...

Jeg havde en virkelig rådden New Yorker dag for nogle dage siden. Hen på eftermiddagen, da jeg stod nede i hotellets kælder og igen var kommet op at slås med en gammel vaskemaskine, slog det mig, at dagens hidtige længste samtale, havde været med vaskemaskineoperatøren. Det er den slags, som man skal passe lidt på med i byen - her er så mange smukke bygninger, flotte parker, fænomenal shopping og spændende museer, at man nogen gange helt glemmer at holde den menneskelige kontakt. Hvilket i sig selv er en selvmodsigelse, for man er omgivet af mennesker i den her by, 24/7.

Men der gik ikke mere end to dage, og så havde jeg mit første lille magiske New Yorker øjeblik.

Jeg tjekkede Facebook om morgen, og så at følgende opslag var kommet i "Det Danske Netværk i New York"-gruppen:

Ulrik viste sig at være dansk entreprenør i New York, på den virkelig spændende måde, med en virksomhed (VIA NYC), som jeg personligt syntes var super fed! Vi mødtes på en kaffebar i East Village og inden længe havde jeg fået overdraget 2 sider fra hans hjemmeside, som han meget gerne ville have omskrevet. Han har boet i New York i 18 år, så hans danske sprog er en anelse rustent, ikke meget men nok til at agency blev oversat til agentur osv.

Så jeg tog hjem med to sider i indbakken og sendte ham et oplæg dagen efter. Jeg elsker ord og tekster!
Der kommer ikke mere ud af den lille opgave, heller ikke løn, men det føltes som et lille indblik i den netværksenergi, som driver byen, og jeg elskede at have noget at arbejde med og at møde et nyt inspirerende menneske! Om nogle uger får jeg min arbejdstilladelse, og så får jeg forhåbentlig flere af den slags cool øjeblikke:-)

I dag har jeg travet byen tynd - fra SoHo til Washington Square Garden til Grand Central til Hells Kitchen. Undervejs gav jeg op og besluttede mig for at indvie mit helt nye metrokort. I toget fra Grand Central til Times Square sad en ualmindelig glad og easy chillin' mand, som begyndte at spille på sin guitar og synge lidt hjemmebryggede sange. Efter 2 minutter havde han fået hele vognen med som back up sangere og da vi nåede Times Square, brød alle ud i spontane klapsalver.

Manner, jeg elsker den her by!

Masser af mad

Christian og jeg har lavet en regel, som vi holder indtil videre: vi skal prøve at spise noget nyt hver dag og vi skal lære noget nyt om New York hver dag.

Vi bor stadig på hotellet og bliver her, indtil vores lejlighed er færdig. Derfor kan vi ikke selv lave mad, pånær morgenmad, som efterhånden er en fast og velkørende rutine, bestående af græsk yoghurt, økologisk musli og små kernefri vinduer til mig og corn flakes med mælk til Christian. Jeg havde egentlig fundet skyr, som jeg er vant til at spise hver morgen, i et økologisk supermarked på 8th avenue, men det var en mystisk over-Atlanten-slags, som godt nok havde den rigtige tekstur, men smagte lidt af....hø?

Frokost består for Christians vedkommende af mad fra firmaets egen sandwich/varm ret café, som man selv køber hver dag. For mit vedkommende består det af en bland-selv salat eller sandwich fra et af stederme omkring Central Park, hvorefter jeg går ned i parken og hygger mig med min mad på en bænk, sammen med parkens sjove mennesker. Forleden satte f.eks en smaskende japaner sig ved siden af mig (så flytter man sig pænt hurtigt), den anden dag to kvinder, som havde sat et falsk møde op i deres kalendre, så de kunne dissekere diverse dates og i dag en kronisk selfie-tagende-dame.

I fredags stod der pludseilg en smuk række food carts på Broadway med alverdens lækre mad, så jeg valgte en marokkansk kyllingeret med cous cous, som smagte helt afsindigt godt! Jeg nåede lige at tænke "Hmmm, mad fra en blikspand af en vogn, midt i New York....kommer jeg til at løbe hjem til hotellet bagefter?", men tanken forsvandt hurtigt igen - det var tydeligt, at folk var vant til at købe fra vognene og at hygiejnen var i orden. Sippe-Fie gav sig...

Damen foran mig så faktisk endnu mere sippet ud end mig...

Cous cous, kylling, stærk marokansk sauce og den allestedsværende kale=grøntkål

Aftensmaden er til gengæld næsten hver aften noget nyt. Vi har blandt andet været på et deli-lignende pizzaria med enorme pizza slizes, et lækkert sted i TriBeCa med kale/grøntkål på ALT (grøntkål er af en eller anden grund kæmpe stort herovre), en hyggelig italiensk familierestaurant osv. I går var jeg overskudshustru, og da Christian kom hjem, foreslog jeg, at vi gik ned på Hooters, som jeg havde set lå tæt på hotellet, fordi jeg var så nysgerrig efter, hvordan konceptet egentlig tog sig ud.
Efter at have kigget mistroisk på mig i et par minutter og spurgt, hvad der lå bag forslaget, luntede vi ned til en undseeligt udseende trappe, som førte op til Hooters.

Værtinden slog et kæmpe smil op, da vi kom ind og bød os velkommen. Christian slog et lige så stort smil op, da han kiggede sig omkring. Alle servitricerne er iklædt bittesmå orange hotpants....og hotpants er en overdrivelse - de opfyldte dårligt nok mindstekravet om at dække ballerne....og en stramtsidende hvid v-halset t-shirt. Men her er, hvad jeg virkelig var overrasket over (og ja, jeg burde nok skamme mig): alle pigerne var utrolig kønne og super serviceminded og glemte ikke noget af vores bestilling. Jeg er rimelig sikker på, at de mandlige gæster (og dem var der en del af) ville have tilgivet dem en del, men jeg synes trods alt, at indpakning og indhold skal stemme overens.
Menu kortet var klassisk amerikansk og det samme var indretningen: tosset mange fjernsyn overalt og Cindy Lauper's Girls just wanna have fun i højtalerne. Jeg var vildt godt underholdt! Maden var so-and-so, men oplevelsen til topkarakter.

Luigi's Pizzaria, 936 8th Ave - tell 'em Mario sent you...

Udsigten fra det udendørs bord på Tiny's 135 W Broadway

Min ret: kulmule med "tomato, fava been, baby carrot, papaya lime puree, passion fruit salad, toated pinenuts"

Christian's ret: "Grilled hanger steak, creamed swiss chard, crunchy potatos, blue cheese butter"

Italiano hygge på Bocca di Bacco, 828 9th Ave

Original Hooters, 211 W 56th street

Se, hvor glad han ser ud...og se så servitricen i baggrunden

Således med fyldte maver og små smil, tog vi hjem igen og gentog vores løfte til hinanden:Ikke spise french fries for tit og altid prøve noget nyt, når man kan.

Rejsen til Amerika

I dag er det 1 uge siden, at Christian satte af sted på vores helt egen Rejsen til Amerika.

Siden da er vi:

- tjekket ind på et Hilton "discount" hotel (og det er sådan med hoteller, som er til at betale i New York, at man får 3 overraskende gode dage, og så begynder problemerne at melde sig, skulle det vise sig).

Pæn udsigt fra værelset...det første værelse

 - blevet rimelig ok til at subway'e os omkring (personligt er jeg helt pjattet med konceptet, for det er det ULTIMATIVE menneskelige forstørrelsesglas!)

- blevet blæst omkuld af den mængde af papirarbejde, som ALT i New York kræver - at begynde på et arbejde, at åbne en bankkonto (almindelig bankkonto, vel at mærke, ikke en kreditkonto), at få social security kort, at få lov til at kigge på lejelejligheder og til sidst droningen af dem alle: at få lov til at skrive under på en lejekontrakt på en lejlighed....36 sider!)

Hjem, pr. 15.august - YAY!

- fået fantastisk, og billig, manicure og pedicure (mig, ikke Christian, trods alt)

- fundet et helt genialt økologisk supermarked

- været oppe i det røde felt et par gange, men landet blødt igen, fordi....vi er jo i New York

Jeg begynder at indse, at det forholder sig sådan med den her by, at hun minder lidt om flere af mine elskede veninder: hun rummer så meget, at hun giver mig åndenød over hvor helt igennem smuk hun er! Når jeg kigger op og ser bygningerne tårne sig op over mig, kan jeg simpelthen ikke lade være med at smile. Og så står man der som en lalleglad turist med snuden vendt mod himlen, indtil man er ved at blive trampet ned afalle de mennesker, der har helt ekstremt travlt hele tiden på gaden. 

Så har de heller ikke mere travlt i byen...Boat House i Central Park

Hun rummer endeløst mange gode historier, og jeg bliver aldrig træt af at høre dem, fra alle de mennesker, som er i byen. Eksempel: da jeg sad og ventede 1,5 time på social security kontoret (dyb indånding), sætter en mand, i ca. 50'erne, sig ved siden af mig med sin bunke papirer og smiler venligt til mig. Vi sidder lidt der i tavshed, indtil hans mobil ringer. I den anden ende er en helt utrolig vred kvinde. Han lytter tålmodigt til hendes galde, som jeg kan høre, fordi hun taler så højt. Han prøver at forklare sig roligt et par gange, mens jeg kan høre "you lying piece of....." og "don't you tell what to do, you...."" flyve ind i hans ører. Til sidst kommer der en gangster svada ud af hans mund, leveret helt roligt og i et lavt stemmeleje, som er så imponerende, at jeg ville ønske, at jeg havde optaget den. Vred kvinde pipper "Ok, talk to you later", og så lægger han på, smiler undskyldende til mig og siger "sorry 'bout that". Og jeg kan helt ærligt sige til ham "no problem", for han har lige leveret mig en scene, som jeg er rimelig sikker på, at jeg har set før i en film. 

Nævn en film 1

Og sådan er det med flere af de ting, som sker rundt om mig hver dag: jeg synes hele tiden, at jeg har oplevet det før, fordi jeg har set det i en film eller i en tv-serie. Eller måske er det netop fordi, at jeg simpelthen synes, at jeg kender New York, fordi hun er som mine veninder: altid i fart, knivskarp, fyldt med gode historier, varm(!), kærlig, sjov og sidst men ikke mindst: noget af en bitch, når det passer hende. Det skal man kunne være, hvis der bliver trådt på en og man har brug for at svare igen. Og det kan New York.

Nævn en film 2

I dag gav hun mig en røvfuld, men hun skyndte sig at gøre det godt igen:

Når man lige er flyttet til byen, er alting nyt og alting bliver gjort for første gang: finde den rigtige mælk til morgenmaden, købe frimærker (ja, det er nødvendigt, når der skal sendes sneglepost til offentlige DK), købe den rigtige deoderant, finde de rigtige vitaminpiller, prøve at udvælge et sted at købe frokost (der er jo helt tosset mange valgmuligheder overalt!) osv.

Tak for frokost-spiseplads i Central Park, Ruth & Stan

I dag startede jeg oppe på den høje klinge, på grund af hotellet. Jeg vil ikke kede med detaljerne, men vi er nu på 5.værelse på hotellet, og jeg er ikke sådan en, som klager over noget, medmindre det er helt galt. Det brugte jeg 3 timer på.
Herefter skulle jeg prøve at finde nogle forskellige dagligdagsting, som jeg ikke lige havde regnet med var umulige at få herovre (går New Yorker mænd kun med AXE deo?), når jeg nu til min store fryd havde fundet skyr og speltbrød :-D
Dullen i supermarkedet havde åbenbart set sig gal på mig, for da jeg spurgte efter frimærker til international post, sendte hun mig af sted til et posthus 14 blokke væk. Da jeg nåede frem, fortalte den søde posthusmand mig, at jeg havde passeret 2 andre på vejen. Sæk.

Big Bird, over and out

Så jeg surmulede mig lidt ned ad gaden, snublede over en kantsten og tabte min kaffe. Jeg var lige ved at råbe nogle rigtig grimme ord på dansk, da jeg kiggede op og så en konvoj af blinkende Escalades. Gaden var spærret af og folk stod og kiggede hen mod bilerne. Så satte bilerne i fart, alle vinkede til bilerne, og jeg prøvede at kigge ind af de tonede ruder, da de kørte forbi, men jeg så kun nogle meget alvorlige Secret Service mænd. Jeg gik hen til en politimand og spurgte ham, hvem der sad i bilen, der var kørt forbi, "The First Lady, Mrs Obama, ma'm". Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg fik kuldegysninger og blev lidt rørt.

First Lady on the move

Det kan godt være, at den her by engang imellem bitcher ud på de nyankommende og lige skal sætte sig i respekt, så man ikke fejlagtigt tror, at man kan tæmme hende. Og det er sådan set ok, for efter hun har kørt sin attitude af på en, sørger hun for at give et kærligt kram og minde en om, at man er den heldige, fordi man får lov til at bo i verdens fedeste by, New York.

Ikke mit billede, men se! Hun er så smuk.