Fifty Shades of Marketing

I en boghandel i Atlanta Airport (hold nu kæft, den er stor....lufthavnen), styrede jeg direkte mod bestseller reolen og fandt Fifty Shades trilogien.

Min beslutning var baseret på en artikel i Politiken, forskellige chokeret-hånden-for-munden-updates på Facebook samt omtale i amerikanske magasiner. Med andre ord: en relativ bred palette af mediepåvirkning.

Ekspedienten var en kvinde i 20'erne, som var særdeles dårlig til at skjule et smørret smil. Uhhh....så så man lige os amerikanere være frigjorte og skrive om sex i en bestseller bog. ...helt ærlig.

Klip til mig, som ligger i en solstol ved strandkanten, omgivet af amerikanske par i 30'erne. Langsomt begyndte jeg at folde forside og bagside mere og mere sammen, som jeg kom ind i bogen. Og jeg ved stadig ikke helt hvorfor. Jeg er jo dansker for dælen da! Vi opfandt mere eller mindre pornoen!

Lily Broberg som frigjort

Fifty Shades of Grey startede som fan fiction under titlen Master of the Universe til Twilight bøgerne. Men eftersom E.L.James' sprog var en anelse mere seksuelt eksplicit end Twilight bøgerne, rejste fans sig i protest og James måtte fjerne starten på sin bog fra den pågældende Twilight fanpage.

Det skulle dog ikke holde E.L.James tilbage, og bogen Fifty Shades of Grey udkom i USA. Marketing budgettet var stærkt begrænset, så man kørte en social media strategi, som involverede e-bogs udgivelser, WoM og blog anmeldelser. Det gik sådan set meget godt, kan man sige: 20 millioner bøger solgt på omkring 1 år. Det er rigtig rigtig fint gået, Ms.James!

Og vi mangler stadig pointen, men den kommer her:

I Danmark er det forlaget Pretty Ink, under Rosinante&Co, som udgiver den danske udgave, og de har ligeledes lavet en gennemført social media marketing plan: 

Flere bloggere har efterhånden skrevet, at de har modtaget en first draft kopi i super tjekket indpakning, blandt andet Blogsbjerg og Pust til Mælkebøtten. Derudover bliver der lystigt blogget om den rundt omkring. 

Og så fandt jeg dette microsite: fiftyshades.dk/

Og det er så godt lavet, at jeg sidder og spinner: der er facebook feed, der er link til amerikansk merchandise, der er link til de bloggere, som har skrevet om bogen, der er interview med forfatteren, der er hylesjove youtube videoer med bla. 3 italienske bedstemødre og en højtlæsning med Ellen Degeneres osv osv osv. 

Det er SÅ godt!

Derfor: well done, Pretty Ink! DÉT er lækker markedsføring!

Jeg er helt glad nu:-)

Well done, young padawan

Jeg har et stolt øjeblik lige nu: Kiley Hagerty, som skrev et gæste-blogindlæg her på bloggen (Please welcome... ), har de sidste måneder haft et editorial internship på EatingWell magazine i Vermont. And get this: hun fik det på grund af sit blogindlæg her på bloggen!

Det er overordentlig sejt gået, Ms Hagerty!

Cremet m/lidt sprødt

Som jobsøgende er man en del på Linkedin - i hvert fald hvis man er opmærksom på, hvordan 80% af alle stillinger bliver besat i dag.

Man holder øje med, hvem besøger ens profil og hvilke nye jobs ens kontakter får (for at undersøge, hvordan man evt. kan snige sig ind på deres gamle stilling). Det er meget tæt på en dating-situation, som jeg før har beskrevet. Proaktivt og hvis man ikke er forsigtig: stalkende.

I dag faldt jeg over en gammel besked, som en kontakt i mit Linkedin netværk havde skrevet til mig for et års tid siden. Han skrev blandt andet "bliv ved med at skrive om mad, det gør verden glad".

Og så blev jeg lidt blød i knæene, for mad er jo min store kærlighed. Hvilken kategori er f.eks. den mest besøgte på Pinterest? Selvfølgelig Food & Drink (som i min ensporethed altid bliver til Food & Wine).

Så her er lidt fra mig til jer i kategorien "ARGHHHH! Hvad skal vi have til aftensmad??!!"

Jeg er velsignet med et af Danmarks mest grøntsagsfornægtende mennesker i min husstand. Derfor prøver jeg altid at få sneget de obligatoriske 6 stykker grøntsager og frugt ind i weekendmorgenmaden og aftensmaden. Jeg er sikker på, at hans arbejdsplads på bedste vis forsøger at klare en del af dem til frokosten, men en buffet er jo i sagens natur frit valg. 

Derfor har jeg blandt andet sjusset mig frem til denne opskrift, som jeg håber, at I kan lide. Jeg beklager de manglende mål, men det er som sagt en frem-sjusning.

Fuldkorsspaghetti med grillet peberfrugtsauce og verdens bedste salami

(tilberedning cirka 30 minutter, alt inklusiv)

Fuldkornsspaghetti - mængde efter sult

En pose med røde snack peberfrugter

3-4 dl creme fraiche 18%

Et splash hot sauce

2 fed hvidløg

Salt & peber

Aalbæk Bresaola salami med wasabi/ingefær (fås bla. i Super Brugsen)

Evt. lidt frisk basilikum

Tænd ovnen på 200 grader

Vask peberfrugterne, læg dem på bagepladen og drisl lidt rapsolie over dem

Bag dem i ovnen til de sortner let på den ene side, hvorefter du vender dem og lader dem sorte let på den anden side.

Tag dem ud af ovnen, læg dem i en frysepose og luk posen. Lad dem ligge i 10 minutters tid

Imens sætter du vand over til spaghettien

(Kender I forresten allesammen tricket med at twiste spaghettierne og give slip i gryden? På den måde glider de allesammen lige hurtigt ned i det kogende vand, uden I skal stå med en gaffel og kæmpe med dem-tak, Jamie Oliver!)

Når peberfrugterne har ligget i posen i ca 10 minutter, tager du dem ud og fjerner skindet og kernerne indeni. Det er lidt messy, men det hele værd.

Læg peberfrugterne op i en blender med cirka 3-4 dl creme fraiche (smag dig frem) og de øvrige ingredienser. Blend til det har en ensartet konsistens og smag til.

Hæld saucen op i en gryde og hold den varm

Skær et passende (til du skammer dig) stykke af bresaola salamien og skær det i små terninger, som ristes på en pande.

Dræn vandet fra spaghettien og vend det i saucen. Sørg for at saucen dækker godt - nobody likes dry pasta!

Drys med bresaola salamien og lidt frisk basilikum

Vollerslev Kommunikation, goddag?

Jeg burde starte min egen virksomhed - det tænker jeg nogen gange. Mest af alt fordi...så kunne jeg kaste mig over opgaver, som absolut ingen fællesnævner har, andet end at jeg er utrolig god til dem og elsker at fuldføre dem. Det er ikke nødvendigvis sådan, at en virksomhed sammensætter en stilling nemlig.

Lad mig give et eksempel:

I forrige uge opsøgte jeg en lille kagebutik. Jeg ELSKER denne butik, og ikke kun fordi jeg er et madøre. Alt ved den fungerer og den røde tråd er så tydelig, at en perfektionist som mig slapper helt af, når jeg besøger den.

Men det var ikke gået min næse forbi, at stedets eksterne kommunikation haltede lidt og jeg begyndte at blive nervøs for, om mit yndlingssted passede godt nok på sig selv. Så jeg skrev en mail til indehaveren og fortalte om lidt idéer jeg havde til stedets eksterne kommunikation. Indehaveren ville meget gerne mødes med mig, så det gjorde vi.
Vi talte sammen i halvanden time, hvor jeg hørte om deres voldsomt spændende fremtidsplaner, udfordringerne og alt det som man så gerne ville, men ikke havde tid til. Efter mødet sendte jeg derfor:

En social media plan

En idé til sponsorat

En tekst til en advertorial i forbindelse med sponsoratet

- og jeg elskede at lave de ting! Signaturen på mailen var "Vollerslev kommunikation", som jeg ikke nødvendigvis helt ved, hvem er.  

Ligeledes fik jeg to andre idéer, som involverede kommunikationsrådgivning og medieindkøb til restaurationsbranchen, så dem har jeg idé-oplæg på, til de pågældende virksomheder. 

Når seje kvinder, som de to her, kan - kan jeg vel også?

Signe Wenneberg

Marie Jeng

Og netop nu har jeg set i Børsen, at et unavngiven forlag (ok....Aller Media) leder efter komplementære udviklingsmuligheder, for at modstå presset på deres print medier.
Nu ved jeg da, hvad jeg skal lave de næste par dage - udtænke snedige idéer og sende dem af sted, rundt om hjørnet og over vandet.

Det der fremtid lyder egenlig meget spændende...

Vulnerability TED to the rescue!

Jeg bliver nødt til at dele Brené Brown med jer. I dag var hun skyld i, at jeg kom 30 minutter senere ud af døren til træning, end jeg havde planlagt.

Hun er lidt svær at opsummere med én titel, for som en eventkoordinator sagde til hende, da hun foreslog titlen "Storytelling researcher": "Oh honey.....there's no such thing".

Jeg elsker hende!

DARE GREATLY!

Kvinder i 30'erne

Alle kvinder i 30'erne burde egentlig rejse til Costa Rica alene. Jeg kender dog kun en, som har gjort det, selvom "kender" nok endda er en tilsnigelse. Kvinden er i midten/slutningen af 30'erne, og vi kender hinanden, fordi hun interviewede mig til et magasin og fordi jeg tog kontakt til hende, da hun mistede sin mor. Hun var en voksen kvinde, da hun mistede sin mor, men selv voksne kvinder græder, når de ser de første forårsblomster for første gang, siden deres mor døde. Den slags skal man ikke sidde alene med.

Jeg har aldrig personligt mødt Knirke (for det hedder hun, og det er et helt fantastisk navn), hvilket er forkert og mærkeligt på mange forskellige planer. Vi tog tilløb på et tidspunkt, men jeg tror, at vi begge kom frem til, at det var nok at vide, at vi var derude for hinanden. Jeg tror, at hun ved, at hun altid ville kunne skrive til mig, hvis hun manglede en brik i datter-uden-mor-puslespillet en dag og jeg ved, at jeg altid ville kunne skrive til hende, hvis jeg ville have råd udi "hvordan bliver man modig?"-genren.

Jeg kender ikke historien bag, men Knirke har fået nogle solide tæsk det sidste års tid. Jeg ved, at hun var i et langt forhold med en mand, og eftersom hun nu sidder i junglen i Costa Rica og skriver på en bog, mens hun slås mod flyvende edderkopper (hence det modige) og plejer sit hjerte og sit liv, har jeg antaget, at forholdet er slut. På en grim måde. Knirke forekommer ikke som typen, som overreagerer. Så når hun sælger sin lejlighed og alle sine ejendele for at flytte til Costa Rica i et hus i junglen, så tænker jeg umiddelbart: det burde vi sgu nok allesammen gøre på et tidspunkt.

Jeg elsker især, at hun ikke gjorde det på den tjekkede Tomb Raider måde. Knirke går i kjoler med korset, hun har altid røde læber og hun har en lille hårløs hund med sporadiske hårtotter, som hun ledte efter i 2 dage i junglen, da den blev liderlig og lod sig bedække af en herreløs hund med store brune øjne. Knirke ryger rigtig mange cigaretter og fanger edderkopper med gryder (GRYDER!! Det lille mælkeglas, som vi andre bruger i DK ville MÅSKE kunne fange et af benene - dét er hardcore!). Knirke hører LOC for fuld gas, når hun selv begynder at savne liderlige hanhunde med store brune øjne.

Bottomline er: jeg kunne ikke være mere forskellig fra Knirke. Knirke og jeg ville ikke engang blive venner, tror jeg, ude i den virkelige verden. Men vi har én ting til fælles: vi er i 30'erne og vi har taget gedigent forskud på midtlivskrisen. Igen er kvinderne bare lidt mere modne - vi snupper den 10 år før mændende.

Jeg har ikke tal på, hvor mange i min omgangskreds, som går rundt og er triste, utilfredsstillede, forvirrede, skuffede og stressede. Vi har alle sat os så fast og så hårdt på huset, manden, børnene, jobbet og bilerne, at vi nærmest taber pusten, når tanken "Jeg vil have mere ud af livet" når frem.

Her er reaktioner, som jeg indtil videre har set:

Skilsmisse
Stress
Flere børn
Ung elsker
Gammel elsker
Amager
Kampsport

Man kan argumentere for, at det her ikke er reaktioner, det er bare livet. Det tror jeg sådan set også, at det er. Der var bare ikke nogen, som fortalte mig, at der kommer sådan en omgang i 30'erne! Eller jo - det gjorde min coach (for sådan en har jeg fundet) for 1 uge siden. Med et indforstået smil og nikken med hovedet "Ahhhh....du er 34! Ja, det forklarer jo meget". Gør det? GØR DET? Vidste I andre det? At kvinder har det med at stoppe op i midten af 30'erne og lave den helt store indvendige forårsrengøring under temaet "Er jeg på vej ad den rigtige vej?" Så kunne I fanme godt have sagt det.

Min reaktion blev en blanding af en hel masse ting (nej, husbond - jeg har ikke taget en ung elsker). Det var der mange grunde til, og jeg vil ikke kede jer med dem.
Til gengæld er der kommet noget helt fantastisk ud af en uge i en stue hos min coach i Taastrup, med en enorm stor golden retriever snorkende for mine fødder: Jeg er i gang med at lære tålmodighed og selv-indsigt. Bedre sent end aldrig, kan man sige;-)

Stay tuned...

XXX - Food Porn

Første gang jeg stødte på begrebet food porn var i skuespilleren Neil Patrick Harris', aka Barney Stinson, tweets. Hans størrelse taget i betragtning er det egentlig utroligt, at han kan spise så meget lækker mad, men det kan han! Hver gang han er ude med sin umanerlig pæne mand, er han så hensynsløs, at han poster billeder af den mad, han spiser. Heldigvis er han ikke den store fotograf, så smerten er til at bære.

"Dinner last night in Florence. Sweet heaven, the pizza here is superb"

Skuespilleren har på nuværende tidspunkt taget konsekvensen af sin mad-passion: han har oprettet en Twitter profil, som er dedikeret til food porn (@NPHFoodPorn). Han har min stemme...og follow.

Jeg blev nysgerrig og prøvede at google mig frem til food porn begrebets oprindelse...og det er der delte meninger om. Definitionen er dog:

Food porn is a glamourised spectacular visual presentation of cooking or eating in advertisements, infomercials, cooking shows or other visual media, foods boasting a high fat and calorie content, exotic dishes that arouse a desire to eat or the glorification of food as a substitute for sex. Food porn often takes the form of food photography and styling that presents food provocatively, in a similar way to glamour photography or pornographic photography/Wikipedia

Okay...så definitionen på food porn, i følge Wikipedia, - er, at det er MÅDEN, hvorpå maden bliver vist, som er pornografisk, i dets provokerende og sex-substituerende form. Det findes der desværre nogle rimelig skræmmende eksempler på, som jeg ikke vil udsætte jer for. Men lad os bare sige, at jeg ikke ser klementiner på helt den samme måde længere. 

Hvem startede så med at pornoficere den uskyldige mad? Wikipedia giver følgende eksempler:

1. Jim Lahey brugte det i forbindelse med promoveringen af sit bageri, Sullivan Street Bakery & co 

Restaurant. 

- Bevares, manden er da nydelig på sin hjemmeside, og han binder an med lidt "Get a loaf" (er det overhovedet frækt?), men personlig kan jeg ikke se skyggen af food porn på hans hjemmeside.

2. Nigella Lawson 

- Kvinden som kan få en æggeblomme til at se sexet ud og en køkkenmaskine til at lyde som en orgasme. Hér vil jeg give Wikipedia ret! 

NIgella Lawson - som pasta bør spises

Og så mit eget personlige eksempel: 

3. Paul Cunningham

- Hans kogebog er ikke kun spækket med lækre opskrifter og smukke fotos af samme. Han krydrer det med lidt...inspirationsfotos, om du vil: 

Fra Paul Cunningham "Incognito Royal"

Jeg har nok tabt halvdelen af læserne på nuværende tidspunkt med ovenstående billede, men prøv at scrolle ned, så I ikke kan se damen med blæksprutten og koncentrer jer...

Så er der food porn hjemmesiderne:

www.foodporndaily.com - fantastisk hjemmesidenavn! Vælg mellem sequential og random og vælt dig i dryppende, skinnende, sivende fotos af mad. Hjemmesiden har endda samlet de bedste fotos og opskrifter og udgivet en kogebog ved navn "Food Porn Daily - The Cookbook". 

www.foodporn.net - med undertitlen "if we don't make you hungry, no one will". En hjemmeside som er dedikeret til billederne af mad. Ingen opskrifter, ingen snak. Hardcore porn

www.skinnygourmet.blogspot.com - lad mig starte med at sige: allerede ved navnet på siden, stod jeg af. Det bliver ikke meget bedre i indholdet: en forsker-værdig dissekering af begrebet food porn. Og jeg citerer: 

If we break down a photograph of food as a cultural object, we can better analyze how each of its constituent parts contributes to the final sensation of some photos being more or less "food porny." When we observe a photograph of food, the food object itself may evoke somewhat pornographic imagery, as with dripping sauces or phallic foods. Furthermore, a particularly elaborate or exotic presentation of the food may also draw on pornographic sensibilities.

BESKIDTE profiteroles! Foto: Rick Poon

Så fik vi ligesom drevet alt det sjove ud af food porn.

Og fordi det er min blog, kommer her min definition:

Food porn er:

- at ligge i sin seng og læse kogebøger som aftenlæsning

- at være lækkersulten og blive tilfredsstillet under Food & Drink på Pinterest

- at snige sin iPhone op af tasken og tage billeder af ens mad, når man er sikker på, at ingen ser det, fordi man gerne vil genopleve oplevelsen senere

- at stoppe op i 8 sekunder og beundre en helt perfekt avocado, når man har skåret den igennem

- at holde ægte kaviar i munden uden at tygge, fordi det bare føles SÅ godt

- at holde weekend på sofaen med Masterchef Danmark

- at læse op på Mira Arkins mad blog, inden man læser op på politiken.dk

Food porn er et sjovt begreb og skal ikke tages så seriøst. Det er illustreret passion for mad, og dét kan man kun elske! 

Social Media har fået passionen ud af busken og ind på skærmen, så vi kan dele perversiteterne.  Let's indulge...

Foto: Serenity Cupcakes

Foto: www.yourownchef.co.uk

Foto: Peter Borring for Louisa Lorang

Foto: Mira Arkin

#2...and that ain't bad!

Helt generelt er det lidt tyndt at være nummer 2: man kan dårligt nyde triumfen over at have sneget sig op på skamlen, ligesom nummer 3 kan, til gengæld kan man kigge lige op i vinderens næsebor og ærgre sig.

Men der findes undtagelser: eksempelvis når man er verdens 2. bedste restaurant. Så er man ret fantastisk. Det er El Celler de Can Roca. Jeg skal være 100% ærlig og sige: jeg havde aldrig hørt om stedet før! Tre brødre ejer og driver stedet, og i en artikel i Gastro fra 2011, fik jeg indtrykket af, at de virkelig havde forstået at uddelegere roller i overensstemmelse med hver brors spidskompetencer: vinkort, mad og dessert. Forretningen står den ene brors kone for. Sådan. 

De tre brødre

Min mands fætter + hustru havde ramt hovedet på sømmet, da de valgte bryllupsgave til Christian og mig: et besøg på El Celler de Can Roca i Girona, Spanien. I over 1 år havde de kendt til hemmeligheden, mens vi havde rystet lidt på hovedet, da de i august måned bad os om at reservere en weekend i marts:  måske lige lovlig god tids varsel, til en simpel babysitting af deres børn.

Men i oktober pakkede vi et indrammet billede ud, hvor de inviterede os 2 dage til Barcelona og 1 dag til Girona, hvor vi skulle besøge restauranten. 

Barcelona er sikkert kendt af mange, men jeg havde aldrig været der. Skøn by med masser af historie, skønt vejr og tapas retauranter i hobetal, som konkurrerede om vores opmærksomhed.

Barcelona

Dag 2 besøgte vi La Vinoteca Torres på Passeig de Gràcia. På boulevarden, med masser af mennesker, som havde pakket jakken væk i de 22 grader forårsvejr, dyttende scootere og råbende spanske kvinder, satte vi os på fortorvscaféen og lod armene falde ned i afslappet tilstand.

Min svigerfar havde anbefalet stedet og det var ikke svært at se hvorfor: et bugnende vinkort, skønne enkle retter med gode råvarer og masser af mennesker at kigge på.

La Vinoteca Torres

Min ret bestod af lækkert mørt lammekød, serveret med en fløjlsblød hummus, en stor skål saftige oliven, sprødt brød og kraftig olivenolie til at dyppe i. Himmelsk!

Christian fik cannellonier og Fætter kastede sig ud i risotto med rejer. Alle var vi til fulde meget tilfredse, også med valget af en kølig rosé og et glas champagne til desserten: rum baba.

Således mætte og lettere slingrende satte vi kursen ned ad Ramblaen.

Næste dag skulle slaget stå og efter 100 km i nordlig retning, ankom vi til Girona. Helt helt anderledes end Barcelona. En mindre by med små brostensbelagte gader, hvor ældre mænd med stok kiggede nysgerrigt på os, og hvor unge spaniere sad parvis på murerne, med ansigterne tæt på hinanden og rullede på r’erne. Skøn forårsstemning!

Girona

Lige så charmerende som området omkring Hotel Nord 1901 var, lige så kedeligt og anonymt viste området omkring verdens nummer 2 sig at være. Så vi skyndte os at tage et billede ude foran restauranten og åbnede den tunge dør ind til maden.

Vi blev mødt med åbne arme og en rigtig god idé: en guidet tour rundt i køkkenet (hvor vi måtte komme rundt – det vil sige selvfølgelig ikke til områder, hvor der var mulighed for at inficere råvarerne). Åh, der var så pænt! Alting stod parat i små bøtter, alting var organiseret og utrolig tjekket. Indgangen til køkkenet var eksempelvis domineret af deres idé-tavle, hvor alle kokke havde mulighed for at skrive idéer til retter og menu-sammensætninger. Og så selvfølgelig et par små diskrete awards hist og her.

Troldmandens værksted

Selve restauranten var genialt indrettet: man havde bygget en stor trekant rundt om et beplantet område med smukke høje træer. Det vil sige, at alle sad med udsigt til natur i midten af området, og alle kunne fornemme, at man ikke var de eneste i restauranten, men man havde absolut privatliv, da bordene var adskilt af små reoler, hvor maden blev anrettet, før den ramte bordene.

El Celler de Can Roca-stjålet billede, da aften-billedet ikke ydede stedet retfærdighed

Ligesom med Noma: der kommer ikke en komplet gennemgang af alle retterne, for det ville ikke give mening. Hvis du gerne vil besøge stedet, vil menuen alligevel være skiftet ud. Men her er den menu, som vi nød:

Menuen

”Hvilken slags mad var det?”- er nok det spørgsmål, som jeg har fået flest gange, og det er virkelig svært at besvare. Jeg var som før nævnt så heldig at blive inviteret på noma for kort tid siden, og deres køkken er uendelig nemt at klassificere: nordisk mad, med stor innovation og uovertruffen perfektion i udførelsen.

Forrige år oplevede jeg The Fat Duck med samme mennesker, som jeg var i Barcelona med, og Heston Blumenthals køkken lader sig også nemt beskrive som ”rablende eksperimenterende og totaloplevelse for alle sanser, fordi intet smager, som det ser ud”.

Men hvordan var nummer 2’s køkken så? Det var meget europæisk på den måde, at smagsnuancerne var meget koncentrerede. Saucerne var kogt ind til mætningspunktet, små kartoffelkugler, smagte som kartofler kogt ind til essensen af kartoffel og kødet var tilberedt med fedtet intakt og sværen så knivskarp sprød, at man nærmest skar sig på tungen. Det var mad kogt ind til grund-essensen.

De 3 diskrete vinbøger. Det var ikke helt muligt at skabe kontakt til min elskede mand, før tjeneren fjernede dem igen

Standarden blev sat højt, for appetizerne var vanvittig lækre. Især den første tone, som blev slået an – en træstub, med 5 spyd sat i, hvorpå der var sat 5 kugler af ren smag og nydelse – var imponerende og overraskende. Da den blev serveret, var den omkranset af en papirsglobus.

The World

Trøfle ret komponent 1

Trøfle ret komponent 2

Green salad

Google-stjålet billede af de ansjos-dækkede oliven. Jeg lappede dem i mig uden konkurrence fra mine ledsagere...

Der var mange fiske retter, og en af aftenens absolut lækreste var en hummer ret, omringet af en kraftig bisque. Da vi endelig ankom til hovedretterne, var det nærmest en hel lettelse at sætte tænderne i et fedt og smagfuldt stykke pattegris.

Hummer

Pattegris

Af desserterne skilte især en kaffe mille-feuille sig ud, og jeg havde held til at erobre min mands dessert også heldigvis. Der var lige et stykke uudnyttet mave tilbage. 

Moka mille-feuille

Desserten "Smile" - kærlighed!

Desseretn "Flower bomb", som smagte af sæbe på den meget yndige måde

'Desværre levnede det så ikke meget plads til de FINE stykker petit fours, som ledsagede os ind til kaffen. 

Pretty petit fours

Ligesom vinkortet præsterede at få min mand og hans fætter til at tabe underkæben, kunne jeg se, at begge herrer meget seriøst overvejede at flytte ind, da de så ”de tilstødende gemakker”. I kaffe/te/avec rummet havde man på endevæggen indrettet et walk-in-space, som dels tjente som humidor og dels som opbevaring for spiritussen. Foran glasvæggene til rummet, nød vi den veltillavede kaffe og te i de bløde sofaer.

2 lykkelige fætre

Man skulle ikke tro det, da vi så stedet udefra, for det lignede mest af alt en lav kontorbygning i København NV, men inde bag murerne blev der i dén grad skabt madkunst, med inspiration fra og udsigt til naturen. 


El Celler de Can Roca blev grundlagt i 1986 af brødrene Joan Roca, Josep Roca og Jordi Roca. Restauranten har 3 Michelin stjerner og er blevet udnævnt som verdens andenbedste restaurant af Restaurant Magazine. På samme liste ligger noma nummer 1. 
Can Sunyer 48, 17007 Girona
www.cellercanroca.com

Bocuse Århh!

Sidste uge var en rigtig god uge.

Jeg ankom mandag aften til Bruxelles, hvor jeg blev installeret på det nydelige hotel Sheraton Bruxelles. Rent og pænt og vigtigst af alt: en dejlig stor morgenbuffet.
Med godt fyldt mave gik turen tirsdag morgen til HoReCa Life messen i Brussels Expo.

Hold nu op, hvor har Danmark noget at lære! Alle aspekter af restaurantionsbranchen var repræsenteret, og uden en speciel gruppe var over-repræsenteret. Jeg spiste mig gennem alle boderne og kunne konstatere 2 ting:
Mange kaffe brands er begyndt at tilbyde konceptløsninger til caféer.
Is er det nye chokolade. Sjældent har jeg set is med så mange specielle og til tider mystiske smagsvarianter. Is med foie gras smag anyone?

Men der var jo et højdepunkt, og jeg havde glædet mig som et lille barn til det: Bocuse d'Or - EM for kokke. Danmarks deltager var Jeppe Foldager fra Søllerød Kro, som var sekunderet af assistent Christoffer Brink fra Geranium og Coach Jakob de Neergaard, tidligere Mr Søllerød Kro. Teamet gik på onsdag og fra om formiddagen havde jeg mulighed for at komme helt tæt på det danske tilberedningskøkken ved konkurrencen. Man kunne skære i koncentrationen. Det var utrolig inspirerende at se den grad af perfektion og minutiøs planlægning!
Undervejs kunne jeg ikke lade være med at smile, da Coach Jakob de Neergaard sagde til de hårdtarbejdende danske konkurrencedeltager: "husk nu at drikke noget vand, drenge". Godt han passede på dem, for både temperatur og tempo var høje.

Selvom jeg følte mig særdeles VIP, var der desværre ikke nogen som tilbød mig smagsprøver og jeg modstod fristelsen til at stikke en lillefinger i de forskellige små saucer rundt om i køkkenerne. Nok meget godt.

(Undskyld de rystede billeder - jeg var muligvis lidt eksalteret på daværende tidspunkt)

Og det er jo ikke nogen hemmelighed, hvordan konkurrence endte. Midt i et inferno af ko-klokker, tågehorn og ske-på-gryde larm, blev Norge udnævnt som vinder, Sverige på 2.pladsen og Fantastiske Jeppe på 3.pladsen. Dermed har Danmark sikret sig en plads til verdensmesterskabet i Lyon til januar.

I'm there. Med gaffel, så du siger bare til, Jeppe, hvis jeg skal smage noget til.

(Et glad Team Danmark, inkl. en MEGET glad dansk dommer John Kofod!)