mandag den 12. september 2016

Jeg har stadig 10 fingre!

Jeg har hele tiden sagt til mig, at så snart vores søn tillod mig at få lidt søvn og jeg dermed måske igen kunne tænke to sammenhængende sætninger, så ville jeg blogge igen. Efter 14 måneder ser det stadig ikke ud som om, at det kommer til at ske lige med det samme (hvem har i øvrigt vedtaget, at det hedder "at sove igennem", når de sover 5 sammenhængende timer?? Hånden i vejret, hvis du har det super duper efter 5 timers søvn....!). Pt. er vi oppe på 4 timer og resten af tiden skal den lille mand enten lige markere hver time, at han er i live ved at råbe i søvne alternativt sætte sig op og være edderspændt rasende over guderne-må-vide-hvad. Og nej - han er ikke syg/har øreproblemer eller alle de andre ting, som jeg har tæsket Google tyndt for. Han har bare lige så travlt med alt muligt om natten, som han har om dagen. Tak kære husbond for den videreførte energi...

I og med, at det er stille-og-roligt 14 måneder siden (+/-), at jeg har skrevet, bliver det her lidt med helikopter-perspektivet på, for jeg synes ikke rigtig, at det føles rigtigt at hoppe direkte ind og fortælle om en sjov mand, jeg mødte på gaden i dag..Derudover var dagen i går en meget stor dag for vores nye by, og den fik mig til at tænke lidt over vores 2 år på øen.

I går var det 11.september, og det har vi jo oplevet før, men der boede vi i en anden del af byen, Tribeca. Nu bor vi i Battery Park City, som ligger klods op af Ground Zero, og det skulle vise sig at være en helt anden oplevelse. Søndagen startede i vanlig tidlig stil kl.6.12 (tak, Hugo), og efter lidt morgenmad gik sønnike og jeg ned og købte en croissant, som vi delte ved havnefronten i en solstråle (præcis lige så hyggeligt, som det lyder), og bagefter gik vi ned mod Ground Zero. På vejen mødte vi ca 6 politibetjente pr 15 meter. Der var virkelig ekstremt, så meget sikkerhed der allerede var kl.7.30, men det kunne man måske forvente. Hvad der gav mig en klump i halsen og ret så våde øjne var stemningen. Politibetjentene var alle stille med et seriøst drag om munden, og da jeg spurgte en af dem, om Ground Zero var åben for offentligheden i dag, kiggede han på mig med et venligt og forfærdeligt trist smil og sagde, at alle var velkommen på pladsen i dag, men det var fortrinsvist for familierne. Da jeg kiggede over på Ground Zero var det som at få en mavepuster, for der var jo proppet med mennesker - 3.000 menneskers nærmeste pårørende fylder meget! Jeg gik på hug og forklarede min komplet intetanende søn, som stadig gumlede lidt croissant, hvorfor pladsen var lukket i dag og hvorfor der var så mange politimænd. Jeg nåede til "for 15 år siden fløj nogle meget onde mænd 2 fly ind i 2 skyskrabere lige her, og der var rigtig mange mennesker inde i bygningerne", så måtte jeg stoppe og gå hjem igen til Christian, hvor alt var lyst, venligt og varmt.
Photo: SFgate.com
For lige pludselig er der åbenbart sket det, at New York er blevet min by og USA mit land. Jeg tror, at det skete efter ca. halvandet år. Det første år var virkelig hårdt - det gider jeg slet ikke lyve om. Vi flyttede ind i en lejlighed, som var halvt så stor som vores Vesterbro-lejlighed, arbejdsdagene for Christian var lange, jeg skulle forstå vores sygesikring, fikse social security kort, jeg skulle finde læger til os, finde ud af, hvordan bruger man tørgær, hvad man gør når man skal indrapportere til skattevæsenet i New York, og så skulle jeg også lige gro et menneske og i den forbindelse slås med alt fra læger til sygeplejersker og forsikringen, fordi jeg ikke fandt det nødvendigt at skære min søn ud per default. Så blev vi 3 mennesker i lejligheden, som viste sig ikke at blive større af dén grund, men Christian sparkede heldigvis så meget røv på kontoret, at de syntes, at han skulle hoppe et par trin op af rangstigen, hvilket betød, at vi flyttede til en større lejlighed. Og SÅ begyndte det at gå den rigtige retning.

Vi valgte at sætte Hugo i day care, da han var 9 måneder (som sådan cirka svarer til vuggestue) 6 timer om dagen, 5 dage om ugen. Ikke fordi jeg skulle ud og karriere den (lige nu), men fordi vi gerne ville have, at Hugo skulle lære at være omkring andre børn og voksne, få et stærkere immunforsvar og generelt lære at solen ikke står op og går ned med ham. Vuggestuens leder så mildest talt overrasket ud, da vi gav det som forklaring for vores valg.
Lidt baggrund for lederens høje øjenbryn: langt de fleste kvinder med børn, som jeg kender i New York, vælger at få en nanny til deres børn. Det giver en langt større fleksibilitet for dem, fordi de ikke er afhængige af åbningstider, de er ikke tvunget til at blive hjemme, hvis deres barn er sygt, og der er generelt mindre sygdom, fordi børnene ikke konstant bliver smittet af andre børn......jeg lader den lige stå et øjeblik........og så sparker jeg alligevel det her ind i jeres forargelse: New Yorkere er ikke dårlige forældre eller dårlige mennesker. Men de arbejder under utroligt dårlige forhold for familien, sammenlignet med danskere. De er dybt afhængige af at kunne passe deres jobs og blive minimalt holdt væk fra arbejdspladsen af deres barn, hvis de ellers skal have råd til mad, skole, bolig, forsikringer, sygesikring etc.
Nåmen, vuggestuen betød jo, at jeg pludselig havde noget tid for mig selv! De timer blev, og bliver, hovedsagligt brugt på (i prioriteret rækkefølge): oprydning, tøjvask, indkøb, bad, indtag af mad uden barn på armen, snakke og skrive med familie og venner i Danmark, SOVE! og læse lidt om at der åbenbart er en hel verden derude, som er fortsat med at være splitterravende sindssyg, mens jeg har været i barselsboblen. Lidt om det amerikanske valg i et senere indlæg...

En anden ting, som gjorde, at vi efter ca 2 år virkelig har sænket skuldrene, sat benene op på sofabordet og kalder New York for vores hjem er, at vi ikke konstant skal gøre tingene for første gang og dermed ikke skal bruge hjerneaktivitet på de mindste ting, såsom at finde den nærmeste subway station, købe en passende værtindegave til en amerikaner eller lave frikadeller med det rigtige kød.

Så - her går det godt! Og forhåbentlig kan jeg nu komme i gang med at skrive igen her på bloggen - I skal bare love mig, at I bærer over med utrolig dårlig ordstilling, manglende kommaer og eventuelt stavefejl - det der med søvn går vi som sagt ikke så meget op i endnu :-)