Ventetiden...

Der er dage, man må acceptere ikke rigtig eksisterer, har jeg fundet ud af. En af disse dage er ens terminsdato. I dag er det d.25.juni, som skulle være vores søns fødselsdag, men det ser ikke rigtig ud til, at han har fået dén invitation. Det skorter ellers ikke på reminders fra omverden - det meste af dagen har jeg modtaget søde, forsigtige, betænksomme og kærlige beskeder på sms, Whatsapp, Facebook, mail og opkald. Flest fra faren, som ikke rigtig forstår den totale ignorering af både hans Outlook indkaldelse, hans "Tale til Maven" og de mange, mange gåture, som jeg har hevet ham ud på de sidste par dage. Ikke desto mindre sidder jeg pt. i vores sofa med en meget livlig søn i maven, som ikke ved, at han egentlig er for stor til al den dansen omkring derinde og at han virkelig kunne fyre den max af med bas-arm, hoppende ben og hvinen, hvis han ellers kom ud til os. Jeg har forsøgt at forklare ham, at der er cirka 30 gange sjovere herude end derinde, men han danser videre indenfor og ignorerer mig. Det lover ikke helt godt for teenage-årene...

Til gengæld kan jeg godt love, at jeg kommer til at savne den ekstreme hensynsfuldhed, som man oplever i New York som gravid! Jeg kan praktisk talt ikke gå udenfor en dør, uden nogen tilbyder mig hjælp med at trække vejret. Så sent som i forgårs kom en kvinde ilende hen til mig i vaskerummet for at tilbyde at hive mit tøj ud af maskinen (min arbejdsposition med måsen i vejret  og maven mellem benene så åbenbart lidt anstrengt ud), vores dørmand springer hen og åbner alle døre for mig, når jeg kommer vraltende og ekspedienterne i supermarkedet flår nærmest min indkøbstrolley (ja, sådan en som pensionisterne har - min er bare funky lilla og fra Whole Foods - NÅ!) ud af hænderne på mig, så de kan pakke mine madvarer ned.
Stort set hver dag bliver jeg spurgt af fremmede, hvornår min due date er og hvad maven gemmer af køn. Når jeg siger datoen og en søn, bliver jeg stort set hver gang mødt med et "WOW! That's soon!" og et "Boys are the best - so much easier than girls!" og jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal tage kønsdebatten op i lige dén situation, så jeg lader den som oftest ligge og lader min mand puste brystet lidt frem og stråle.
Hvis vores søn ellers nogensinde beslutter sig for at komme ud og hilse på verden, har jeg lovet mig selv at lære ham, at han er født med et kort på hånden, som han skal behandle med respekt - at han er dreng og senere mand. Han er født med visse privilegier og visse udfordringer og med dem kommer et ansvar. Mest af alt vil jeg arbejde for, at han bliver et godt menneske. Vi er på jorden i så kort tid - lad os bruge tiden på at være gode mennesker.

"Be kind to one another" - Ellen Degeneres

Jeg er blevet dybt afhængig af at se Ellen Degeneres' talkshow, efter vi er flyttet. Hver eftermiddag kl.16-17 optager vores fjernsyn 1 time med jokes, dans, livsglæde og inspirerende mennesker, som gør gode ting for andre uden at forvente noget som helst til gengæld. Det kan man godt savne lidt i den almindelige hverdag, når nu postnummeret hedder 10007 og staten New York.

New Yorkere er ikke ufølsomme mennesker dog, og jeg vil faktisk sige, at jeg er positivt overrasket over, hvor utrolig høflige og hensyntagende mange new yorkere er. Fordi der er så helt afsindigt mange mennesker hele tiden omkring en, passer folk oprigtigt på ikke at gå i vejen for andre, ikke at gå ind i andre og hjælpe folk, hvis de ikke rigtig kan komme videre i deres gå-spor (gå-spor vel at mærke - hvis du er i bil, gælder Darwin's Survival of the Fittest - og der er ingen nåde!). Uden at tænke over det, tager travle forretningsmænd fat i den ene ende af barnevognen, hvis en fremmed forælder ikke kan komme op af trappen med den i subwayen, man holder døren for andre (altid, og både mænd og kvinder) og man samler ting op, som andre taber, hvis de ikke selv kan samle det op. Man tager hensyn og man passer på hinanden. 

(Væsentlig disclaimer: vi bor downtown i et pænt kvarter - jeg tør ikke udtale mig om, hvordan folk opfører sig i eksempelvis Brooklyn eller New Jersey).

Endnu et eksempel på den her medmenneskelighed mødte vi for 5 måneder siden. Efter 3 års forsøg, rigtig meget hjælp fra en dansk fertilitetsklinik, 3 opslidende spontane aborter og en flytning til New York, sad jeg helt chokket og stirrede på 2 streger på en graviditetstest på vores lille badeværelse. Det var en mandag morgen, det var efterår og Dagen efter skulle vi have haft vores første konsultation på en new yorker fertilitetsklinik. Vi beholdt mødet, efter anbefaling fra klinikken, og dagen efter sad vi overfor en empatisk kvindelig overlæge med så mange diplomer på væggene, at jeg  frygtede lidt for tapetets holdbarhed. Vi forklarede vores historik, hun kiggede os dybt i øjnene og sagde de magiske ord "I'll do everything I can to help you keep your baby this time". Hver uge stod jeg derfor i hendes klinik, fik taget blodprøver og kontrolleret, at det lille hjerte stadig slog. Da hun til sidst ikke kunne få plads til hele vores baby på ultralydsskærmen, sendte hun mig ud i verden til en almindelig obstetriker med ordene "please send me a picture, when he's born". Hendes sygeplejerske, som var en mexicansk kvinde i 50'erne (der godt nok var umanérlig dårlig til at ramme mine blodårer) tog min hånd og sagde "God bless you".  Og så sad jeg ellers dér på en undersøgelsesbriks og vandede høns!

I modsætning til det danske sygehusvæsen er hele graviditetsforløbet meget op til en selv at planlægge og man bliver ikke indkaldt af et hospital til undersøgelser, når de kan se, at man er x antal uger henne. Derfor var det blandt andet op til mig selv at finde en såkaldt OB-GYN (obstetriker - gynækolog), som skulle følge min graviditet og også tage imod vores søn på hospitalet, når den dag kommer. Man kører ikke så meget med jordmødre, men man kan få en såkaldt midwife tilknyttet, som dog lyder som en rimelig amputeret udgave af den danske jordmoderfunktion. Så jeg holder mig til min OB-GYN, som både kan give mig drugs og skære i mig, hvis det bliver nødvendigt. Sidstnævnte måtte vi dog lige have os en alvorssnak om ved den sidste konsultation, da amerikanske læger i gennemsnit udfører kejsersnit på 30% på alle fødende kvinder, hvor tallet i Danmark hedder 20%. På samme måde er landsgennemsnittet for at pushe epidural til fødende kvinder i USA 63%, hvor det i Danmark er ca. 15%. Mnjah.....hvad kan man så udlede af det? Amerikanere er pænt smerte-forskrækkede og de er panisk angste for sagsanlæg, hvis en fødsel bliver kompliceret. 

Så jeg kiggede min læge dybt i øjnene og forklarede, at jeg muligvis var en hippie i hendes øjne, men jeg ville gerne have lov til selv at bedømme, om jeg kunne udholde smerten, før der blev sprøjtet drugs ind i mig og at et kejsersnit var en absolut nødplan, hvis enten mit eller vores barns liv var i fare. Og så var det, at jeg fandt ud af, at amerikanske og danske læger har noget meget væsentligt til fælles: de tager det ikke så pænt, hvis patienten tror, at de ved bedre end dem. 

Dr Pena satte sine briller lidt længere ned på næsen og sagde høfligt, men meget bestemt til mig, at det var helt op til mig, hvis jeg gerne vil opleve smerten, men hvis hun på noget tidspunkt ikke følte, at jeg deltog nok i fødslen på grund af for mange smerter, så ville hun tale på mig, indtil jeg indvilgede i en epidural. På samme måde forklarede hun mig, at hun (og hendes 3 med-klinik-læger på hospitalet) havde den laveste kejsersnit-rate og at de under ingen omstændigheder ville snitte i mig, uden at have mit ok. Til gengæld skulle jeg love at stole på hende og hendes dømmekraft, for hun havde trods alt læst et par år på lektien og bragt en del børn til verden.

Ok så....

Hun sluttede af med at fortælle mig, at hun selv havde termin til april og derfor havde hele oplevelsen meget frisk i hukommelsen til min fødsel i slutningen af juni. Hun ville jo være tilbage i praksissen i god tid før min fødsel. (Amerikanere holder mellem 8 og 12 ugers barsel. Tag den, danske kvinder...!)

Der er mange flere af den slags sjove kulturelle og faglige forskelle mellem Danmark og USA. Min storebror anbefalede mig at skrive dem ned, mens de stadig var nye i mit oplevelseskartotek, men tit når de ikke længere end til en latterkvalt samtale med min familie og venner hjemme i Danmark eller et billede på Whatsapp. Man vænner sig så lynhurtigt til forskellene og pludselig tager man det nærmest personligt, når danske besøgende påpeger en forskel som irriterende, som man selv har vænnet sig til. Her er dog en sød lille ting: når man kommer til de store graviditetsskanninger i USA, bliver man indlagt på hospitalet! Jeg ved ikke helt, om de er bange for, at man flytter ind eller stikker af, men man får i hvert fald armbånd på og frasiger sig enhver form for ansvar, hvis man kommer (yderligere) til skade, mens man er på hospitalet. Personligt kunne jeg godt have noteret det som en skade, da vi fik et 1,5 times foredrag fra en russisk radiolog, under anatomi-skannigen, om at alting var bedre dengang Rusland her Sovjetunionen...

Jeg beklager, at det blev et langt indlæg om hospitaler og graviditet, men det fylder en del i min hverdag for tiden. Som 37 årig kvinde med en såkaldt højrisiko graviditet bliver man, nogen gange bogstavelig talt, holdt kronisk i hånden af den ene eller den anden lægelige instans. 

Udover den lægelige opmærksomhed fik jeg en skøn kompliment sidste uge fra en amerikansk kvinde med 4 døtre, som var sød nok til at se, at jeg var i den fase, hvor man ikke helt kan se, om jeg bare er svært overvægtig eller gravid. Det var ikke kun høfligt men også utrolig venligt og medmenneskeligt - og jeg tager alt, hvad jeg kan få alt fra den skuffe!  (især når Prinsesse Kate insisterer på at gå rundt og være 7-8 måneder gravid og stadig ligne en, som bare har slugt en vindrue på tom mave!)