Det her er altså smart...kanelsnegle i vintervejret

Ikke verdens mest konstruktive vejr i dag, synes jeg. Og så fik jeg lyst til at dufte til kanel. Kun dufte til, forståes. Hvad dufter af kanel? Kanelsnegle! Jo, det burde klare trangen...

Men jeg magtede slet ikke det der med en dej, som skulle hæve, slås ned, hæve, formes, hæve osv., så jeg kom i tanke om en rulle fuldkornspizzadel i køleskabet og resten lå på lageret i skuffen. Smart!

1 rulle fuldkornspizzadej (SuperBest)
100 gram smør (hmmm....ja)
2 tsk kanel
1 dl brun farin
1 æg

Jeg valgte at rulle dejen lidt tyndere, fordi det jo ikke er dén, som skal være i fokus. Den endte med at være i nærheden af 40x40.
100 gram smør stilles til blødgøring og blandes derefter med kanel og farin. Fyldet smøres på den tynde dej og det hele rulles sammen, på den korte led. Hellere flere tynde snegle end få tykke, I say.

For at slippe for udflydte (det er vist ikke et ord) snegle, placerede jeg dem i en smurt teflon muffinform, men plads til 12, og der bliver ca 10 snegle ud af denne opskrift. Hvis man ikke har en teflon muffinform, kan man bruge almindelige papirsmuffinforme og sætte 2 sammen til 1 - husk at smøre dem lidt. Det har den fordel, at evt. udsevet fyld bliver samlet i bunden og danner den mest inciterende klistrede karamelmasse.
Pensl dem med 1 sammenpisket æg og drys evt. med lidt kanelsukker, hvis du har det. Kan man få det FOR sødt? Det tror jeg ikke...

200 grader i ca 12 minutters varmluft. Mmmmmm!!

En arbejdsdag på café

Som jobsøgende kan man blive meget meget træt af at sidde derhjemme og prøve at holde fast i en 9-16 arbejdsdag. Det er muligt, men det bliver lidt kedeligt i længden.

Efter jeg havde læst om det nye sted Lækkerier i Borgergade, besluttede jeg mig for at pakke den bærbare og flytte arbejdsdagen derned.

Men min tidsoptimering haltede en del, for jeg valgte at gå ned og genoptræne mit løberknæ lige inden, gå op i kilo på styrketræningen bagefter og kun smide et stykke knækbrød indenbords, inden jeg vendte snuden mod Borgergade.

Klokken blev således 13.15, før jeg stod ved Lækkerier. Og der var PROPPET! Det huer ikke en sulten kvinde, med ømme muskler og en plan! Det gjorde dobbelt ondt, at jeg måtte vende om, for deres lime tærte og deres nougat tærte så forbandet lækre ud i vinduet.

Nu var der lige ved at være krise, så jeg skyndte mig videre og blev undervejs enig med mig selv om, at jeg måtte skynde mig ned på Cascabel i St.Kongensgade. Jeg har engang for lang tid siden været forbi og købte en æble/kanel muffin, hvis lækkerhed jeg aldrig helt er kommet mig over.

I mellemtiden har de skiftet navn til Taste, viste det sig, og adopteret Take That’s logo (?).  Jeg måtte til min store sorg se, at den muffin, som jeg havde længtes sådan efter, ikke er mere. Til gengæld stod der en muffin i vinduet, som var ved at eksplodere af hvid chokolade og stikkelsbær.

Der er både mulighed for at tage kagerne med eller sætte sig ved et bord og spise. I alt er der plads til cirka 20 siddende. I dag var det en blanding af pensionerede ægtepar på Strøgtur, barselskvinder og reklame-og mediebureaudirektører, der havde hemmelige møder. Erfaringen siger mig, at man ellers var gået på ZeZe eller Victor. Det kan til stadighed more mig at overhøre to reklamemænd snakke hemmeligt på en café.

Jeg var voksen og fornuftig og bestilte en sandwich med varm gedeost og en smoothie med jordbær og passionsfrugt først. Den søde engelsktalende ekspedient glemte første min smoothie, men så havde jeg tid til at smage sandwichen alene. 3 store stykker flydende gedeost, masser af blandet salat, hjemmesyltede rødbeder og  valnød/honning dressing. Brødet var mørkt og hjemmebagt. Rigtig lækkert og vinteragtigt, uden at rocke min verden helt ud af kurs. Smoothien var, hvad den lovede: frugtig, cremet og frisk.

Og NU måtte jeg have en kop latte og føromtalte muffin. Så den snuppede jeg…og en chokolade macaron., fordi når de er der i hjemmebagt udgave, så SKAL man prøve dem. Sådan er reglerne.

Stikkelbær/hvid chokolade muffinen var rigtig lækker! Små stykker flydende hvid chokolade blev brudt af små syrlige stykker stikkelbær. Meget lækker, men ikke helt en værdig efterfølger til den savnede muffin,

Og så var der den der macaron…som min veninde skrev til mig i morges, da vi diskuterede, om hun skulle hoppe ud i at have en gratis stadeplads 1 dag i Torvehallerne: kage skal serveres ved stuetemperatur. Den her macaron blev hentet frem fra et lille kølerrum under disken, og det ødelagde den desværre. Jeg prøvede flere gange at tage en bid af den, i anmeldelsens navn selvfølgelig, men måtte konstatere, at den annoncerede 70% chokolade blev til ligegyldig mælkechokolade, når den blev kold. Ærgerligt!

Kaffen var varm, kraftig og med lidt for lidt mælkeskum. Jeg er nemlig en barnlig sjæl, som elsker at lege med mælkeskummet og lade som om, det er flødeskum. Det er min, nu knap så, hemmelige vice.

Og sådan gik det til, at endnu et oplæg på Notesbloggen blev færdigt, og jeg fik hyggemailet med min veninde, som i samme øjeblik sad på en Starbucks i Zürich og drak kaffe. Hvis jeg ikke tager meget fejl, røg der også en biscotti ned. Non?

Det der med at jobansøge kan klart anbefales at gøre ude i byen…hvis caféens Wi Fi ellers virker…

Please welcome special guest star: Kiley Hagerty!

And now for something really exciting - Kiley's blog from Shanghai!

I can't tell you how happy I was, when I got home and read her first blog post in my inbox. She has captured the feelings and tastes so precisely. I was in the room, tasting the crab dish and feeling as elevated as she must have felt.

Please enjoy this post and let me know what you think - Kiley is eagerly reading along from Shanghai...

It' All About the Ingrediens
- by Kiley Hagerty

Being a student living on the other side of the world has been nothing short of an adventure.  A small ski town called Stowe, Vermont is what I call home, and the preppy, private liberal arts school Trinity College is where I’ve spent the majority of the past 2 years…but for the past four months, I have been living in Shanghai and attending East China Normal University; safe to say, an entirely different world. Through this experience I have been exposed to a brand new culture, language and way of life. I wish I could say that I’ve loved every minute of it, but that’s just not the case.

Throughout this experience, my one vice...has been food. Nothing can pick me up out of my homesick blues like a great meal. Now, I’m not talking traditional Chinese food here, although I could definitely point you in the direction of some amazing dumplings and noodles, but that just ain’t my cup of tea. 

One of the best parts about living in one of the most cosmopolitan cities in Asia is the access to some of the world’s greatest restaurants and chefs. I have spent the majority of my time away from the books with my face in a bowl of great soup in the French Concession, or devouring a new pasta dish at one of the great Italian restaurants that Shanghai boasts…and let’s be honest here, even when my face was in the books, I was having gourmet sandwiches and salads delivered. 

As I said, good food has been my savior! So, when I found out that one of the chef’s that I’ve admired for sometime now (I mean c’mon, he has 3 Michelin stars!) was going to be in Shanghai for one day only leading a cooking class and serving his meal in person, I jumped at the opportunity. There was no way I could miss a day cooking and eating with the one and only Jean-Georges Vongerichten! Apparently not such an absolutely heart-stopping opportunity for the friend I had to beg to come with me, but let me tell you, after that meal was over, she was eating her words (although I can’t even believe she had room).

We arrived at the picturesque Three on the Bund building to be escorted to the demonstration room where Jean-Georges and his Shanghai team were setting up, their cooking station and our room overlooking the Huangpu River—usually a little filthy looking to me, but with a spread of ingredients like the one in front of me, it seemed a little more beautiful today. 

Then came his opening line that hasn’t stopped resonating with me, “70% of good food is good ingredients”.  As he began to whip up what was to be our appetizer, I couldn’t help but notice that it wasn’t the final product over which he raved so much, or even seemed the most excited about. The addition of each ingredient evoked his emotion and passion, as did the stories about each ingredient, where it came from, and why he chose to use it for this dish. I was captivated. 

Now I won’t go on and bore you with the detail and execution of each dish, but I do just have to throw this out there—that Jean-Georges can chop! I’m sure that every Michelin star chef has serious knife skills, but this being the first time I’ve seen one out of the kitchen and doing their thing, I was mesmerized! Before I could even register what the whole vegetable was, it was perfectly brunoise right in front of my eyes.

After seeing step by step how Jean-Georges made is famous meals, it was time for the good stuff—eating! 

The first course was a lump crabmeat salad with sriracha mayonnaise served on top of a grilled baguette. Now you put a baguette underneath anything and I will be first in line to devour it, no questions asked. But the taste of this particular dish made me want to slow down and enjoy every bite. The crab was so incredibly fresh, and that’s probably because I saw those very crabs I was eating squirming around in a pot a few short hours before. In the States, it is pretty rare to go to a restaurant and eat such fresh seafood as it is typically always on ice for a few days beforehand. I never really thought it would make that much of a difference, but wow, I have never tasted such tender meat. 

Next came the roasted carrot and avocado salad. The carrots were roasted with a blend of Moroccan spices and became just as tender as the avocado, a great combination when eaten in accompaniment with the crunchy pumpkin seeds and crisp micro-greens. 

Now, for all of those who get a little squeamish when just thinking about seaweed, no less eating it, you might feel how I did before I actually ate this main course—cod poached in seaweed tea, served over a bed of stewed seaweed and cabbage. To me, seaweed as an ingredient makes the entire dish taste like the ocean, its natural salinity is just too overpowering. Now don’t ask me how he did it, but after eating this dish, I am rethinking my seaweed stance. It was light enough and blended together with so many other incredible herbs such as mint and rosemary that it created a perfect harmony. The dish that I was the most skeptical about easily became my favorite course. 

Now for all of you dessert lovers (myself usually included) I will mention the final course, which was a pear clafouti tart—tasty of course, but it just paled in comparison to the previous dishes. It had some pretty big shoes to fill after that cod filet that so perfectly flaked away and melted in your mouth.

This meal was truly an experience; I mean how often will I be served the meal that I watched such a renowned chef cook for me, and get to tell him in person my thoughts. However, it was not just this star struck “wow” factor that made it such a great day for me. I loved how that at this Shanghai restaurant, he was able to take his incredible culinary prowess and use ingredients such as seaweed that are native and common to this area of the world, and incorporate them into a dish that appeals to all palettes, and execute a beautiful, balanced dish. I truly admire these great chef’s abilities to simply look at a wide array of ingredients, and be able to translate those into a delicious and harmonious meal. 

Thank you for such a great day Jean-Georges. You certainly didn’t lose a fan today, and I’m thinking you gained a few more on the other side of the globe!

Serenity Cupcakes - syndigt sødt

Åh kære sukkerguder, hvor jeg dog elsker at være kvinde i København, når nogen laver det her:


Jeg kan ikke forestille mig, at nogen mand ville sætte en lilletå i denne butik. Det ville nærmest være at sammenligne med at sende ham på apoteket efter Canesten. Bare lad være.

Photographer Natassia Alisha Rode De'Lucia / www.tass.dk

Butikken er YNDIG, ekspedienterne er søde og pakker nøjsomt dine kager ind i de YNDIGSTE æsker og poser.
Og hvor er det dog en sur tjans jeg satte mig selv på i dag: at teste to Serenity Cupcakes varianter: Chocolate O'dream og Malteser.

Det er meget nærliggende at sammenligne Serenity med Agnes, fordi - lad os se det i øjnene - Danmark er et u-land, når det kommer til cupcakes. I hvert fald hvis man sammenligner med USA. Hvor Agnes efterhånden er ved at udvikle sig til en kæde med standardiserede produkter, har Serenity stadig sin uskyldighed, så at sige, fordi butikken stadig er relativt nyåbnet, desværre ikke overrendt og meget personlig i både indretning og smagsvarianter. Man har på fornemmelsen, at det her virkelig er et ønskebarn for ejeren Mariam Mistry. Stedet er indrettet med cake-away for øje, men der er også plads til at man kan sætte sig og bestille en kop kaffe eller te og en cupcake. Omkring sig kan man så eye-shoppe alverdens cupcake accessories eller gøre Serenity kunsten efter i ens eget køkken.


Photographer Natassia Alisha Rode De'Lucia / www.tass.dk

Jeg nøjedes som sagt med at købe 2 cupcakes med hjem og sendte onde blikke mod alle fortravlede buspassagerer, som kom inden for armslængde af min fine lyserøde Serenity pose. Jeg skulle jo tage billeder af de små sukkerbomber.

Og sukkerbomber var de, men jeg var også blevet skuffet over alt andet. Det viste sig, at selve grundkagen var den samme, nemlig en meget lækker chokolade kage, hvor der absolut ikke var sparet på smørret. Kender i den der sprøde, seje, lidt salte smag, når man spiser toppen af en kage, og den lige har nået at blive lidt hård, på den gode måde, på toppen? Den var der her.

Den bedste variant var uden tvivl Malteser. Selve grundkagen var iblandet Maltesers, så der var lidt crunch i kagen kagen...Mmmm! På toppen var der en marengs topping, som man egentlig godt kunne have brændt lidt til marengs - det havde været frækt. Og så selvfølgelig en Malteser på toppen. Rigtig godt!

Den anden variant var Oreo-ramt. Inde i chokolade grundkagen, var der støbt en Oreo ind - og det er jo altid en god idé. På toppen var der valgt en cream cheese topping med noget solbær iblandet, så man fik lidt syre til alt det søde og en Oreo igen helt på toppen. Jeg kan godt se tanken, men det blev en lille smule kvalmt med den fede cream cheese og Oreo cremen. Så hellere en marengstop eller en neutral "mælketop" lavet af kold vaniliecreme måske?

Og så et lille touch, som gør en forskel: formene, som Serenity Cupcakes står i, er lavet af et tykt sølvmateriale, som gør det væsentligt nemmere at få kagen ud af formen, uden den bliver ødelagt. Det er vigtigt og godt tænkt!

Det bliver absolut ikke sidste gang, at jeg køber cupcakes hos Serenity. Især ikke efter, jeg har fundet dem på Facebook og kan se, at de er overordentlig gode til at informere og opdatere deres fans. Det er et meget personligt sted, midt i København, og dem er der ikke for mange af. Flere selvstændige, som brænder for at lave mad og åbner butikker med passion og følelse, I say!

Serenity Cupcakes
Grønnegade 32
1107 København K
Mandag-Torsdag: Kl.12.00-18.00
Fredag: Kl.12.00-19.00
Lørdag: Kl.12.00-17.00

http://www.serenitycupcakes.dk/ (men den er vist ikke helt oppe at køre endnu...)
https://www.facebook.com/pages/Serenity-Cupcakes/201553699861611?sk=wall
1 cupcake: 25,-,
4 cupcakes: 90,-

En spændende nyhed fra Shanghai...

Efter 12 dage i komplet dvale på Bali, besluttede vi os for at prøve at komme op i noget, der lignede et menneskeligt tempo igen. Vi bookede derfor en riverrafting tur og det samme havde en amerikansk kvinde, Lisa, og hendes datter Kiley på Hanging Gardens resortet besluttet sig for den dag. Vi klikkede med det samme og udvekslede livshistorier og politiske syspunkter i light versionen og kastede os ned i bådene for at blive kastet godt rundt.

Efter turen ned ad vandfaldene sad vi og fik lidt frokost, mens vi fik varmen. Mad får folk til at snakke og jeg faldt i snak med  Kiley. Hun spurgte mig, hvad jeg arbejdede med i Danmark og jeg fortalte, at jeg gennem flere år havde arbejdet med kommunikation og markedsføring, men at jeg havde sagt mit job op for at ryste posen og finde ud af, hvilken retning min videre karriere skulle tage. Og så havde jeg jo en drøm om at arbejde mig hen imod at blive madanmelder. Og her lyste 20 årige Kiley så op i et kæmpe smil og begyndte at tale meget hurtigt. Så sent som dagen før havde hun nemlig siddet og talt med sin mor om, at hun drømte om at blive madanmelder, så hun kunne få afløb for sin store passion: mad!

Min mands gode ven Alun Biggart, som er en meget stor tilhænger af The Secret tanketangen og tanken om, at dét man fokuserer på, tiltrækker man, ville nok ikke blive overrasket over denne historie, og det gjorde jeg egentlig heller ikke selv. Når man har så god tid og så meget overskud, som man har efter 12 dage i 33 grader med sin elskede mand, så fokuserer hjernen udelukkende på de ting, som man elsker og drømmer om, og så sker det, at tilfældet slår ned. Kiley og jeg havde en længere snak om mad, om blogging og om drømme. Jeg havde på fornemmelsen, at nogen lige havde prikket mig på skulderen og sagt ”Hvad sagde jeg?”.

Så jeg gik og grublede lidt over tilfældet og efter en utrolig tiltrængt lur efter morgenmaden, skrev jeg en mail til Kiley. Jeg skrev til hende, at det stod hende frit for at sige nej tak, men at jeg meget gerne ville dele min blog med hende, hvis hun ville prøve sin drøm af. Hun svarede hurtigt tilbage, at hun var på, og at vi skulle snakkes ved, når vi begge var hjemme i vante omgivelser.

Jeg håbede virkelig, da jeg kom hjem, at hun stadig kunne huske mig og vores snak, for jeg havde en rigtig god fornemmelse med hende og hendes passion for de samme ting, som jeg brænder for. En 20 årig amerikansk  pige, som har kvindemod nok til at flytte til Shanghai og studere, blive spyttet på dagligt (fordi det gør man åbenbart meget i Shanghai?) og være væk fra hele sin families (og Thanksgiving mad!) - hun har min stemme.

Så her kommer det rigtig fede: næste weekend skal Kiley deltage i kokketime i Shanghai, som er ledet af Jean Georges. Bagefter vil han lave en 3 retters menu til deltagerne. Hvis du ikke kender ham, kommer der lidt info her: han har 15 restauranter over hele verden, heriblandt en 3-stjernet og to 1-stjernede, skrevet 3 bøger, og jeg er ved at dø af misundelse!

Efter Kiley har været igennem denne fabelagtige dag, vil hun skrive et blogindlæg om oplevelsen og sende det til mig. Jeg vil så lægge det herop, så I alle kan læse det. Très cool, n’est-ce pas?

Hvis det går godt har jeg en bunke idéer til at udvide Kiley’s og mit samarbejde, men det vender jeg frygteligt tilbage med, hvis alt går godtJ

Jeg glæder mig sindssygt meget til at høre om den franske kok på besøg hos den amerikanske kvinde i Shanghai! 

Take the croissants, leave the potatoes

På min mands og min videre færd rundt på Bali, landede vi lidt udenfor Ubud på et større resort ved navn Hanging Gardens. Vi var vilde med Damai, men det var også rart at komme videre, til en anden by, et andet resort, et andet køkken.

Resortets største aktiv var uden tvivl dets placering, og hvis man befinder sig der, forstår man, at det absolut ikke er en diskvalifikation af hverken dets køkken, villaer eller service. Alle var fortrinlige, men placeringen på en skrænt midt i regnskoven, omgivet af tæt regnskovsbevoksning og med en udsigt, som man næsten ikke kunne rumme, var second to none.

Hver morgen glædede jeg mig til at trække skodderne fra vinduerne, så jeg kunne kigge ud på det grønne hav af regnskov lige udenfor.

Når man spiste i resortets restaurant, blev man mødt af en umanerlig snobbet fransk restaurant manager, som dog langsomt blødte op. Til sidst fik vi faktisk et smil ud af ham. Hans køkken var dog helt fantastisk, og så er man tilgivet det meste i min bog. På morgenbuffetten præsterede han nogen af de bedste croissanter, jeg har smagt og hans madeleine kager var sky-lette. Lige med hensyn til bagværk, er det ekstremt godt gået, for luftfugtigheden gør, at brødet har en ekstrem kort holdbarhed og at processen er en del anderledes end under koldere himmelstrøg, er jeg blevet fortalt.

Mens vi havde været på Damai, var vi blevet anbefalet at besøge en restaurant ved navn Mozaic i Ubud. Michelin er ikke nået til Bali, men det var Wine Spectators. De havde valgt at give restauranten en Award of Excellence i 2011, og det kunne hverken jeg eller min mand modstå, så efter 30 minutters nedklatring fra bjerget i en firhjulstrækker, ankom vi.

Stedet har uden tvivl været i skole på Michelin niveau, for servicen var upåklagelig, maden var fremragende og vinen perfekt tilpasset. Nogenlunde i hvert fald. For…og jeg skriver det her med den største kærlighed og ømhed…vi var stadig på Bali. Tjenerne gik i slæbende klipklapper, for det gør man på Bali. Sommelieren havde relativt store huller i sin viden, for man drikker ikke særlig meget vin på Bali (både på grund af religion og ekstremt store afgifter). Og til en ellers kunstnerisk opsat og perfekt smagsafstemt hovedret, kom tjeneren løbende ind med en skål kartoffelmos. Fordi en eller anden jysk eller tysk båtnakke på et tidspunkt sikkert har brokket sig over manglende kartofler. Men så kom min dessert ind med en corny chokolade firkant, hvor der stod ”Happy Honeymoon” og så smeltede jeg fuldstændig.

For selvfølgelig er det fedt, at nogen har grundlagt og opbygget et sted som Mozaic på Bali! Men det er absolut ingen skam, at der er små lokale fingreaftryk undervejs, så man husker, at man altså for 1 time siden sad ude i regnskoven og slikkede solskin. Det er en rigtig lækker restaurant, og efter 6 retters Chef’s Tasting Menu med dertilhørende vinmenu, fik vi et måltid som i pris lå på halvdelen af, hvad vi ville være kommet af med  et sted i Europa. I smagsindtryk og tilberedning lå det på et ekstremt højt niveau, i forhold til placeringen.

Vi satte os mætte, og lad os se det i øjnene – lettere tipsy – ind i bilen og blev kørt hjem igen, hvor vi skyndte os ud af slipset og stilletterne og delte en cola ude ved poolen.

Bali, reklamebranchen og en fabelagtig dessert

Jeg sidder lige nu på Bali i en by, som heldigvis tørster efter regnsæsonen, for ellers ville her være smertefuldt smukt.

Det er fysisk umuligt at være anstrengt eller stresset, for den tropiske varme og dyrenes lyde, gør at kroppen ikke kan spændes og tankerne ikke nå de luftige lag. Tankerne omkring fremtiden og mine manglende håndgribelige løsninger på jobsituationen prøver et par gange at nå overfladen, men jeg kan simpelthen ikke danne to sammenhængende tanker omkring dem, så jeg skubber dem fra mig.

I går mødte min mand og jeg dog en mand ved navn Nils, som satte gang i tankerne igen. Han havde arbejdet i reklamebranchen i mange år og havde altid undret sig over, at der ikke fandtes mennesker over 40 år i branchen. ”Da jeg fyldte 40, forstod jeg det pludselig”, sagde han og kiggede grinende på os. Vi dansede med og nikkede indforstået og fik fortalt, at vi også var i branchen. Og så sad jeg et øjeblik og tænkte, om jeg egentlig stadig var det. Reklamebranchen er fyldt med mange forskellige slags mennesker, som dog har sære lighedspunkter med mange fuglearter – deres brystkasse kan udvides til uanet størrelse, når de har brug for at sætte sig i respekt. De skal konstant kunne finde den vinkel, som gør, at de har mere ret end andre. Hver dag skal de retfærdiggøre deres beslutninger og valg overfor kollegaer, medieudbydere, kunder, pressen, medarbejdere, fordi der ikke er tale om en eksakt videnskab. Ingen kender den perfekte kampagnesammensætning til et produkt, ingen kender den perfekte periode,  de perfekte medier eller det perfekte udtryk. For man taler til mennesker, som handler irrationelt i deres køb. En videnskabsmand som Martin Lindstrøm har skrevet bøger om vores psyke og hvorfor vi handler, som vi gør, og med det har man allerede ødelagt muligheden for at udnytte hans studier til at tale mere klart og mere præcist til kunderne. For vi skal i hvert fald ikke sættes i bås og handle efter et fastlagt mønster. Så alverdens videnskab og research om markedsføring er formålsløs i det øjeblik den bliver skrevet og læst. Var min tese, da jeg sad og filosoferede ved en bar på Bali.

Måske var det dét, som Nils mente: når man når en vis alder, kan man ikke længere holde ud at arbejde med overbevisninger og magtkampe. Man får lyst til at sænke brystet og sige ”det kan sgu godt være, at du har ret, men hvem ved i virkeligheden, om du eller jeg har ret? Analyse 17 siger det her, analyse 35 siger det her, du siger noget andet og jeg tror egentlig, at det skal være sådan her, for det ser virkelig fedt ud”. Og det kan man jo ikke sige, for så tror modstanderen ikke, at du ikke har styr på din overbevisning, og så, som Heidi Klum ville sige ”In fashion, one minute you’re in and the next you’re out”, sagt med bedårende tysk dialekt selvfølgelig.

Måske lurer der en fantastisk åbenbaring med de 40 år, som gør at man bliver nødt til at leve sit liv hver dag på en måde, så man kan holde sig selv ud. Det må man så sige, at han havde gjort. Han åbnede et luksus resort på Bali, og som den slags beslutninger som oftest tager form, skete det relativt tilfældigt. Han ville bygge et hus på Bali, fordi han elskede at være her. Gudskelov handler alle ikke på den tanke, for så ville øen ikke være så fabelagtig, som den er, men heldigvis handler nogen trods alt på den, for ellers ville jeg ikke sidde lige her. Så da alle begyndte at komme for at besøge ham, blev han nødt til at bygge et hus mere, og et til og pludselig havde han et resort, som han kunne lave en forretning ud af. Han angreb projektet med sin viden fra reklamebranchen og hvad der får mennesker til at slappe af: det skal være for de indviede og give en oplevelse, som ikke kan forklares, men som bliver i hjertet. Damais motto blev derfor: Hard to find, hard to leave. Det ligger helt håbløst! Jeg ville aldrig nogensinde have fundet det, hvis ikke vi var blevet kørt hertil. Og eftersom personalet er udvalgt ud fra devisen, at de skal elske at være her og have interesse for andre mennesker, føles det som at blive serviceret af psykologer, familie og venner – uden at det bliver anmassende. Personalet er oprigtig interesseret i at høre, om man har det godt, om man har nydt sin mad, om man har lyst til at blive underholdt eller om man generelt er glad. Min mand og jeg mener selv, at vi er gode til at gennemskue mennesker og kan føle, når man lægger op til en seddel i hånden, men vi har oprigtig været i tvivl om, hvornår vi burde give drikkepenge, for de lægger ikke op til det. Vi ville have fået præcis den samme service, er vi sikre på, hvis ikke vi havde givet drikkepenge.

Damai er med andre ord på mange måder det komplet modsatte af reklamebranchen: det er hamrende ligegyldigt, hvem der har ret, bare alle er glade. Hvis du spiller med musklerne, bliver du aet på dem og hvis du bliver irriteret over, at noget ikke spiller efter dine tanker, bliver du straks spurgt om, hvordan du hellere vil have det. Der er ingen magtkampe, der er intet rigtig og forkert, kun smil og virkelig god mad.

Så er der dét med maden. I går havde jeg en åbenbaring. Åbenbaringen hed Lime Tart. Hende tror jeg, at jeg gik i gymnasiet med, men siden da er hun blevet perfekt afstemt i syre og sødme. Selve tærten var baseret på en perfekt (perfekt er nok et ord, som jeg kommer til at skambruge i denne sammenhæng) mørdej, som var smør’et, knasende og en lille smule salt. Herpå var bagt en lime creme, som efterfølgende var blevet brüleé’ret og derfor knasede lidt på toppen. Ved siden af lå en kugle kokos is. Da jeg bestilte desserten var det faktisk mit eneste ankepunkt: jeg hader kokos is. Jeg elsker kokos, men ingen har endnu formået at holde smagen på ren kokos og fri for kunstigt smagende tilsætningsstoffer. Åh, kære smagsguder – tak! Kokossmagen var ren, lidt spids, som når man bider i et stykke frisk kokos og kold, men ikke hård. I det sidste hjørne lå små stykke jordbær, marineret i en syrlig lime og mynte lage, som løsnede lime cremen fra tænderne og sendte mig direkte i himlen.

Vores tjener takkede lidt flovt, da jeg med tårer i øjnene takkede ham for mit livs bedste dessert. Når den sidste dag kommer i mit liv, håber jeg, at den dessert må være mit sidste måltid. Den kræver heller ikke så meget tygge-action.

Autencitet! Det er nok det ord, som jeg har ledt efter! Her er autentisk! 

Kødbyens Deli - smag, stemning og...salat

I dag var den slags dag, hvor min kæreste og jeg kiggede på hinanden kl.19 og ikke kunne overskue udsigten til køledisken og hvad-har-vi-lyst-til-at-lave-af-mad spørgsmålet. Derfor tyede vi til en af vores yndlings madleverandører på Vesterbro: Kødbyens Deli.

Take-away stedet er placeret i et af de mange lokaler i Kødbyen med fliser på væggene og rummer et sted, som startede ud med udelukkende at tilbyde Fish n' Chips. På den økologiske, smagfulde og virkelig lækre måde. Kokkene bag stedet hedder Frederik Sporon-Fiedler og Emil Nordfalk, og er to super glade, dansende, syngende og torskesvingende mænd, der altid er parate til at tilpasse retterne lidt, så kunden bliver glad. Det kan jeg godt lide!

Siden åbningen har de således også udvidet sortimentet med deres Deli Burger med onion rings, diverse kolde retter og Dagens Ret, som blandt andet har budt på:

Brasseret lammeskank i egen sovs, skalotter i gastrik og mos med parmesan

Fiskedeller med bagte skalotter, porrer i brunet smør og citron kartofler

Gryde med mørt mørt mørt gris, urter med knas i og små grillede kartofler, purløg på toppen

Dessert mulighederne rummer deres signatur dessert: chokolade mousse med hindbær + en Dagens Dessert.

I dag valgte vi klassisk: en dame model af Fish n' Chips (med salat), en herremodel af samme (med smækre små stegte kartofler. Og jeg afbryder lige her, for en forklaring er vigtig. Jeg ELSKER de små, sprøde, smagfulde kartofler, som knaser på olie-måden, men da jeg om 3 uger skal stå knivskarp i en meget hvid kjole, forsager jeg hurtige kulhydrater og al deres væsen. Derfor salaten...og de meget lange blikke til kartoflerne på den anden side af bordet.

Men da jeg så stod dernede, til tonerne af Fugt i Fundamentet og 2 dansende kokke bag disken, valgte jeg at se stort på kulhydraterne og fik to desserter med hjem: en panna cotta med hindbær coulis og en chokolade mousse med friske hindbær. Ja ja...så må jeg bruge skohorn til kjolen.

Hovedretten var som altid super lækker: torskestykkerne bliver "dyppet i øldej og panko-mel (paneringsmel lavet af brødkrummer, som man især bruger i Japan, da det giver et sprødere resultat) og stegt i olie". Dette er kokkene Frederik Sporon-Fiedler og Emil Nordfalk's forklaring på opskriften, som de gav, da de åbnede stedet i maj 2011. Det er muligt - det smager i hvert fald vanvittig godt og meget langt fra skræmmebilledet af oliedryppende imitation af kvalitetsfisk, som man ellers risikerer at se rundt omkring. Udover kartoflerne til herremodellen (suk...) hører der hjemmelavet sauce tartare til, som giver den helt rigtige syrlighed til fisken. Til damemodellen får man som nævnt en delikat lille salat og agurk creme til. Jeg kan anbefale at bede om tartare saucen til i stedet. Ikke fordi der er noget galt med agurk cremen, men tartaren er bare virkelig god!

Så var der desserterne...mmmm! Jeg knuselsker chokolade moussen, fordi den smager af kvalitetschokolade, men ikke på den syrlige måde. Den er stadig fnuglet og giver først summen i benene af sukkerchok, efter man har lagt skeen. Panna cottaen var en fin blanding af fed vanilje creme og syrlig hindbær coulis. Det ærgede mig blot, at al vaniljen var sunket til bunds, så den blev MEGET dominerende i nogle af mundfuldene. 

Desserterne burde jeg nok have taget billeder af, for de ligger ikke på Deliens Facebook side,  menøhm...det nåede jeg ikke.

2 hovedretter, 2 desserter og både en tilfreds mand og kvinde, uden murstene i maven, for 190,-.

Tak for mad! Som altid en fornøjelse.

http://www.facebook.com/pages/Kødbyens-Deli/175345682514280

Google dig til 5 fejl eller 16 hits

Food for thought: her på blogspot kan man få en fuld oversigt over, hvilke søgeord der har ledt folk ind på ens blog - 16 er kommet herind, fordi de søgte på Maiken Wexø og 9, fordi de søgte på mit fulde navn.

Se, nu ved jeg ikke, om Maiken har siddet på sit kontor og googlet sig selv 16 gange (nu har hun jo også en PA til at ordne sine kommunikationsprojekter - no hard feelings), men ellers er hun da vist ikke sådan en person, som man googler meget, er hun? Jeg ville kunne forstå, hvis jeg havde blogget om valget og skrevet en masse om Helle Thornings make-up, som på forunderlig vis er blevet mere og mere hvid eller

Lars Løkke, som er blevet mere og mere sarkastisk og passiv-aggressiv de sidste 3 uger. Men Maiken Wexø?

Så jeg googlede selvfølgelig mig selv. Igen.
Resultat: Facebook, min blog, Kommunikationsforum, Linkedin, min Twitter profil og en artikel, som Ida Brixtofte Nielsen skrev om, hvordan jeg fik mit job hos Posterscope (se seneste blogindlæg).

Men...der manglede noget. Jeg skrev for et par år siden en artikel til Aegis Medias Zoom News, der bliver sendt til husets kunder og samarbejdspartnere. Den handlede om den rådgivning, som jeg tilbød vores kunder i Posterscope, af deres outdoor lay out. Jeg kom i tanke om artiklen, fordi den

Outdoor kampagner er dyre at indkøbe, så man bør sikre sig, at de eksponerede rent faktisk når at forstå ens budskab i løbet af den relativt korte tid, man har deres opmærksomhed.

Her er artiklen om, hvordan man optimerer sit outdoor lay out...

Artikel - Find 5 fejl

Jeg skrev nedenstående blogindlæg på Kommunikationsforum for snart 4 år siden. 
Forhistorien var, at jeg havde søgt et job som koordinator hos Direct Home og Posterscope under Aegis Media og jeg havde meget svært ved at tænke på andre stillinger som reelle muligheder, efter jeg havde trykket SEND. 10 dage efter jeg havde sendt ansøgningen, ringede Christian Skipper og spurgte, om jeg ville komme til samtale. Han syntes sådan set ikke, at jeg havde alle de kvalifikationer, som han ledte efter, men han var blevet nysgerrig, da han havde googlet mig og læst blogindlægget.
Og resten er jo historie, for vi klikkede i hak til samtalen, jeg fik stillingen og vi havde et fantastisk samarbejde i 3 år. 

Og i dag sidder jeg så og har været til en samtale, hvor jeg har det på præcis samme måde igen. Jeg insisterer på, at alle mine venner skal krydse fingre for mig i de kommende 3 uger, prepper mig selv ved at opsøge deres produkter og gør mig selv til ekspert på dem og overvejer ganske seriøst at cykle forbi deres kontor ved lejlighed for at se, hvordan de bor udefra. Med hat og cottoncoat på. 

Gode historier har det med at gentage sig selv...

Det Helt Specielle Sted, goddag?

Jeg har det virkelig som om, jeg er ude på datingmarkedet igen. Der er dage, hvor man holder af sin frihed, nyder morgenkaffen i langsomme slurke og falder i staver over en pæn sky. Og så er der dage, hvor man savner at have Det Helt Specielle Sted, hvor man tager hen om morgenen, hilser på de lidt morgentrætte kollegaer, tænder computeren med et lille blip og planlægger resten af dagen sammen med Det Helt Specielle Sted.

Så man sender mails afsted til de steder, som man synes udsender Det Helt Specielle Sted-vibes. Og man formulerer sig på allerpæneste vis, skriver at man løbetræner, selvom der et 3 uger siden, forsøger at give indtrykket af, at man ikke er desperat for at få lov til at være en del af Det Helt Specielle Sted, men at man bare godt kunne tænke at "undersøge mulighederne". Og så trykker man 'send' og går rundt om sig selv i 1 time.

Efter man har sendt nogen forskellige ansøgninger afsted, kan man godt mærke, at man hepper ekstraordinært meget på ét specielt. Man kan FØLE gennem skærmen, at stedet MANGLER en. Man begynder på jobsøgnings svar på 4.klasses dagdrømmeri: man begynder at øve sig i sætningen "Det Helt Specielle Sted, goddag?" med den passende mængde smil og service i stemmen. Man undersøger på Krak den bedst mulige rute på cykel og overvejer helt seriøst at smutte forbi stedet, bare for at se hvordan der ser ud udefra.

Så kommer man til det med telefonen. Den ringer ikke, og når den ringer, er det ens Far, der skal til reception på en ambasade og skal have et godt råd til en passende værtsgave. Så man slukker mobilen og tænder den igen, for der er vist noget med, at Sony Ericsson kan tabe signalet. Vigtigt.


Efter en uges tid begynder man at kigge på andre jobopslag. Man gennemlæser profiler, finder kriterier man opfylder og begynder at forfatte endnu en ansøgning. Og så kommer man i tvivl. Hvad hvis nu Det Helt Specielle Sted ringer i morgen? Hvad hvis nu de kender hinanden og den nye sladrer om, at man undersøger andre steder? Og man kan mærke, mens man skriver den nye ansøgning, at man tænker på det andet sted. Skulle man sende det nye opdaterede og æstetisk lækre cv til dem? Virker det pushy? Skræmmer man dem væk? SÅ! Tilbage til den nye ansøgning og forsøge at tænke på, at man ikke kan gøre sig til herre over fremtiden. If you love somebody, set them free. If he does not come back to you, it was never meant to be.

Kreativitet x Kreativitet = Kreativitet³

Jeg var ude på en fantastisk løbetur i regnen i går. Mens jeg tog langsiden af Vestre Kirkegård i det gule lys, tænkte jeg på min kærestes kusines Eloise. Eloise er en helt fantastisk kvinde, som er gift med John og sammen har de de smukke drenge Maximillian og Marco. De er præcis lige så smukke som deres navne.

Eloise arbejder for tiden som stylist for Aqua, mens de er på turné. Hun styler hele bandet og har især fået megen ros for de rå outfits til Lene Nystrøm, som meget tydeligt viser, at det er ingen skam at troppe op i et gennemsigtigt catsuit med strategisk placerede læder applikationer, hvis man har kroppen til det. Og det skal jeg lige love for, at Lene har og at Eloise forstår at fremhæve.

Netop denne kombination af Lene Nystrøms åbenhed overfor Eloises visioner og Eloises forståelse for bandet Aquas image og personlighed, har givet det resultat, som man ser lige for tiden på scenen.

Og det er lige præcis dér, hvor jeg synes, at man finder definitionen på kreativitet. For I GUDER hvor kan man misbruge begrebet!

For 3 dage siden sad jeg til en vanvittig spændende jobsamtale med én af de mest sympatiske Marketingchefer, jeg har mødt. Jeg er faktisk stadig lidt lidt høj efter den samtale. Stillingen var ikke som arkitekt eller kunstner (ingen af delene har I lyst til at se resultatet af, hvis jeg kastede mig ud i de områder). Stillingen var meget administrativ, men med tæt kontakt til meget kreative mennesker og forventningen om, at jeg...

1. kunne tale med og finde kompromiser med disse mennesker og
2. basere anbefalinger til dem på facts

Og DET er i min verden også kreativitet. Hvis man går tilbage til min beskrivelse fra før, så er det netop kombinationen af menneskers tankegang og det enkeltes individs viden om, at man har brug for at kombinere ens tanker med et andet individs tanker for at skabe et større og bedre resultat end det, som man selv kan komme frem til. Man skal bare turde finde det menneske og indse, at man har brug for hinanden.

Eller også skal man bare suge sig fast som en legesyg gorilla og begynde at kaste ting på den anden person. Så derfor Eloise:

Du skal promovere dig selv og hvor fedt et samarbejde du har haft gennem de sidste mange måneder. Derfor skal du have lavet et interview med din assistent, som fortæller om dig og dit arbejde (for ægte rock n' rollers don't spill it). Interviewet skal bringes i et upscale modemagasin.
Så skal du have udbygget din blog, så du viser hjemmeoptagne videoer af din arbejde behind the scenes og alle de ting, som vi ikke ser, når vi ser en ny musikvideo. Løft lidt af sløret, for vi elsker at se noget og drømme for resten.

Jeg håber, at Marketingchefen til den samtale, som jeg sad til for 3 dage siden, vælger at sætte sig på min skulder og bede mig kaste bolde til hende, så vi kan spille sammen. Så skal I se kreativitet sat i system...

Mental omtimering

Der er ups og downs som jobsøger, og de, som har været uden job gennem nogle måneder, kan nok godt skrive under på, at der er dage, hvor man mentalt er parat til at storcharme hele verden og lade dem slås om ens eminente egenskaber. Og så er der de der dage, hvor man lige når at stoppe sig selv i at skrive "jeg bager også virkelig gode cookies".

Hvis humøret hovedsagligt skal holde sig på den positive side af kurven, bliver man nødt til at skabe succesoplevelserne andre steder i de perioder, hvor verden af ukendte årsager behandler en som Casper the friendly ghost.

Så jeg er begyndt at løbe. Hveranden dag kan man finde mig på Vestre Kirkegård, ved Christianshavn Volde eller ved Søerne, mens jeg mentaltræner mig selv under de 7 km (lagde I lige mærke til, hvordan jeg fik listet distancen ind? Før kunne jeg ikke løbe i 3 minutter straight).

Hver gang jeg kan løbe lidt længere eller er ved at dø lidt mindre, er det en enorm succes for mig og jeg SKAMroser mig selv. Det er måske derfor, at jeg heldigvis ikke er ramlet helt ned i det store sorte hul, som går under navnet Why Bother?

                                                   Fantastisk reklame fra Asics...

Men når det højre knæ begynder at knirke på en rimelig urovækkende måde, er der ikke andet at gøre, end at:
1. tage ind til Rådhuspladsen og forsøge at støvsuge noget gejst og positiv tankegang fra verdens mest positive mand Alun Biggart, som promoverer FiveFingers derinde i forbindelse med Challenge Copenhagen
2. spise absurde mængder sushi med 2 skønne veninder og drikke rosé
3. tagge de jobs, som jeg har ansøgninger ude på lige nu, som alle lyder fantastiske og udfordrende og håbe, at de ansættelsesansvarlige læser denne blog og bliver lidt nysgerrige på den madlavende-løbende-skrivende kommunikator
4. skrive yderligere to prisvindende ansøgninger på jobs, som også lyder fantastiske

Fingers crossed:
MediaCom - HR Assistent/PA
Microsoft - Direktionsassistent/PA
Berlingske Media - Produktchef på nyt koncept

Coming up:
Meyers - Kommunikator
Estée Lauder Cosmetics - Nordisk Salgs/Marketing Koordinator

God weekend til alle :-)

The family that cooks together stays together

Jeg er vokset op i en søskendeflok på 3, hvor jeg er den yngste med henholdsvis 8 år op til min storesøster og 10 år op til min storebror. Indtil videre har det kastet en niece, Alice på 15 år, og en nevø, Linus på 11 år, af sig. De ankom ikke i den alder dog.
Alice og Linus bor sammen med deres forældre i München, så jeg ser dem ikke så tit, men når jeg ser dem, elsker jeg at sidde og betragte dem og blive overvældet over, hvor helt latterligt hurtigt tiden går. Jeg ved godt, at I alle sammen siger det, når I har børn og alt det der....men det er jo helt TOSSET, så hurtigt de er blevet 15 og 11 år!

Linus slægter sin far en del på, med teknisk interesse og kan give alle baghjul, når han kaster sig ud i at lære nye spil eller Apple produkter at kende. Virkelig handy at have i familien igen, når nu hans far og farfar er ved at blive ældre og dermed lidt langsommere til at IT adaptere. Dén kommer jeg nok til at høre for...

Alice er en sej blanding af ualmindelig god snusfornuft, kreativ hjerne, teknisk interesse og nu også kærlighed til madlavning.

Gæt hvilken egenskab, jeg vil tage fat i her?

Det bliver nemlig ikke hyggeligere end at stå i et køkken og eksperimentere, mens ens familie kigger ud i køkkenet med jævne mellemrum, halvt nervøs, halvt sulten.

I dette indlæg vil jeg give hende en helt speciel opskrift, som hun skal lave til sin familie og fortælle sin lillebror, at når han en dag forelsker sig, så er dén kage den direkte vej til hjertet hos den heldige udkårne.

Min kommende mand gjorde nemlig kur (definitely no pun intended) med denne kage. På vej til et kundearrangement en dag på kontoret, nævnte han for mig, at kokken til aftenarrangementet var Henrik Boserup, og at han kunne lave en chokoladekage, som slog al anden mad. I hele verden. Det kan jo ikke lade sig gøre, så jeg sagde, lettere hovent, at det skulle jeg nok selv bestemme, hvis han tog et stykke med på kontoret næste dag.

Min elskede havde, i en lettere overrislet tilstand, præsteret at glemme alle sine ting til aftenarrangementet, men næste dag stod han med små øjne og en skål i hånden på kontoret. Med chokoladekage i.

3 år senere, 4 måneder til vores bryllup og kagen er blevet lavet adskillelige gange i vores køkken. Den smager overnaturligt godt, selvom ingredienserne er så enkle. Og så kan den laves på forhånd før en middag - det er altså smart!

 

Så kære Alice, Linus, Søren og Hélène i München: Bon appétit!

Chokoladekagen
- af Henrik Boserup

250 gram mørk chokolade, 70%
250 gram sukker
250 gram smør (nå ja, i det mindste er det da nemt at huske...)
10 pasteuriserede æggehvider
10 pasteuriserede æggeblommer

Chokoladen, smørret og halvdelen af sukkeret smeltes langsomt i vandbad. Når herlighederne er smeltet, røres de godt og stilles til afkøling. Jeg plejer at åbne køkkenvinduet og stille det derhen med en tallerken over.
Når chokoladeblandingen har samme temperatur som din lillefinger, piskes æggehviderne stive med den resterende halvdel sukker. Herefter piskes blommerne i chokoladeblandingen og hviderne vendes i blandingen af 3 omgange.
Smør en form (jeg plejer at bruge en springform med en diameneter på 23 cm) med smør og drys sukker rundt i formen, så den er dækket. Ryst det resterende sukker ud af formen.
Hæld 2/3 af blandingen i formen og stil resten af blandingen i køleskabet.
Bag form med indhold ved 160 grader i 20-30 minutter. Kagen skal virke stabil i midten, når du prikker til den. Tag kagen ud og afkøl den til køleskabstemperatur.
Hæld den resterende chokoladeblanding på den nu kolde bagte kage og stil den tilbage i køleskabet i mindst 15 minutter.