Welcome to New York

Det slog mig i dag, at det egentlig går ret så udemærket med at flytte de to Vesterbro borgere til New York.

Christian kom hjem fra en hurtig tur til København i går og kom helt roligt gennem Newark Airport og hjem i en taxa, som tog over 1 time på grund af den altid uforudsigelige trafik (normalt tager turen under 30 minutter). Alligevel kom han afslappet ind af døren (kunne måske også skyldes noget søvnunderskud), forklarede roligt om trafikken og så smuttede vi ned og syndede med en Shake Shack burger, fordi det var søndag, og fordi vi begge var trætte. Stille og roligt gik vi rundt i vores kvarter og små-sludrede. En perfekt søndag aften i Tribeca.

Den anden dag præsterede jeg at besøge posthuset anno 1945 på Canal Street og sende en pakke til Tyskland på 35 minutter. Det har før taget mig 1,5 time og involveret stress-tab af hår, svedig overlæbe og hysterisk høj stemme. Jeg lavede kun én fejl, og det var min egen. Succes! Forrige gang involverede besøget en enorm stor kvinde, som sad bag diskens tremmer, og grinede højlydt af mig, mens hun insisterede på at give mig forkerte instrukser 3 gange, bare for at se, om jeg ville knække (min udokumenterede teori dog).

Forleden, da jeg gik på gaden med musik i ørerne, kiggede jeg pludselig ned og så, at en rotte havde været lige ved at lave zig zag mellem mine fødder, da den skulle krydse fortorvet fra sit skjul i en buks og ned gennem en rist ved vejkanten. Den undveg mig hurtigt og overhalede mig i stedet. Jeg gik videre, rystede skuldrene og tænkte ikke mere over det. Man siger, at når man befinder sig på Manhattan, er man aldrig mere end 4 fod (det er kun ca. 120 cm) væk fra en rotte. Jeg vælger at tro, at det ikke gælder for vores lejlighed på 7 sal.

Rotter er for klamme, så her er i stedet en Banksy rotte

Det sidste lille tegn på, at jeg er ved at falde til i New York, kom snigende i dag til frokost, uden jeg egentlig lagde mærke til det, før et par timer efter.

Lidt forhistorie:
De fleste kontoransatte har ikke kantine eller frokostordning på deres arbejde, så de myldrer alle ud fra bygningerne og stiller sig i kø for at købe frokost mellem 12 og 14. Pt. skal man især undgå Chop't (bland en salat og få den hakket til ukendelighed - smager genialt!) og Sweetgreens (samme koncept, uden hakkeriet, men til gengæld med funky økologiske ingredienser såsom grønkål og hørfrø). De fleste new yorkere har 30 minutters frokostpause, hvoraf de bruger 5 minutter på at beslutte sig for frokoststedet, 20 minutter på at stå i kø og 5 minutter på at gå tilbage, hvorefter frokosten bliver spist foran skærmen. Alle vil gerne optimere de 5 minutters spisetid, så frokoststederne gør deres bedste for at få folk hurtigt ind, bestille, få deres mad, betale og nærmest løbe hurtigt ud igen. For at få processen til foregå gnidningsfrit, ansætter man en lille hysterisk mand på gulvet, som zig zagger rundt mellem kunderne (lidt ligesom ovennævnte rotte egentlig), rykker rundt på dem, så de står pænt på række, går de rigtige steder hen og siger de rigtige ting, ofte hjulpet på vej af hans høje stemme og hysteriske håndtegn. Resultatet var tit, at jeg i 1 time efter besøget havde en hvilkepuls på 300.
Så hvis man har muligheden, som jeg har nu- så køber man enten ind til frokost derhjemme, eller også henter man frokost inden kl.12. Det lærte jeg, da vi boede på hotel i 6 uger, og jeg spiste frokost ude hver dag.

I dag var jeg altså sulten kl.12.15, køleskabet var tomt og jeg havde lyst til en ristet, lækker Potbelly sandwich. Potbelly er også et særdeles velbesøgt sted i frokosttimerne, så jeg bevæbnede mig med tålmodighed og ro. Men da jeg gik ud fra stedet for at gå hjem med min sandwich, lagde jeg mærke til, at jeg havde været helt rolig under hele bestillingsprocessen, ikke havde spurgt to gange til, hvad ekspedienterne spurgte mig om og trissede lige så stille og roligt hjem med min sandwich, med Taylor Swift i ørerne:

Like any great love, it keeps you guessing

Like any real love, it’s ever changing

Like any true love, it drives you crazy

But you know you wouldn’t change anything, anything, anything

"Welcome to New York" – Taylor Swift

En lille smule magi...

Jeg havde en virkelig rådden New Yorker dag for nogle dage siden. Hen på eftermiddagen, da jeg stod nede i hotellets kælder og igen var kommet op at slås med en gammel vaskemaskine, slog det mig, at dagens hidtige længste samtale, havde været med vaskemaskineoperatøren. Det er den slags, som man skal passe lidt på med i byen - her er så mange smukke bygninger, flotte parker, fænomenal shopping og spændende museer, at man nogen gange helt glemmer at holde den menneskelige kontakt. Hvilket i sig selv er en selvmodsigelse, for man er omgivet af mennesker i den her by, 24/7.

Men der gik ikke mere end to dage, og så havde jeg mit første lille magiske New Yorker øjeblik.

Jeg tjekkede Facebook om morgen, og så at følgende opslag var kommet i "Det Danske Netværk i New York"-gruppen:

Ulrik viste sig at være dansk entreprenør i New York, på den virkelig spændende måde, med en virksomhed (VIA NYC), som jeg personligt syntes var super fed! Vi mødtes på en kaffebar i East Village og inden længe havde jeg fået overdraget 2 sider fra hans hjemmeside, som han meget gerne ville have omskrevet. Han har boet i New York i 18 år, så hans danske sprog er en anelse rustent, ikke meget men nok til at agency blev oversat til agentur osv.

Så jeg tog hjem med to sider i indbakken og sendte ham et oplæg dagen efter. Jeg elsker ord og tekster!
Der kommer ikke mere ud af den lille opgave, heller ikke løn, men det føltes som et lille indblik i den netværksenergi, som driver byen, og jeg elskede at have noget at arbejde med og at møde et nyt inspirerende menneske! Om nogle uger får jeg min arbejdstilladelse, og så får jeg forhåbentlig flere af den slags cool øjeblikke:-)

I dag har jeg travet byen tynd - fra SoHo til Washington Square Garden til Grand Central til Hells Kitchen. Undervejs gav jeg op og besluttede mig for at indvie mit helt nye metrokort. I toget fra Grand Central til Times Square sad en ualmindelig glad og easy chillin' mand, som begyndte at spille på sin guitar og synge lidt hjemmebryggede sange. Efter 2 minutter havde han fået hele vognen med som back up sangere og da vi nåede Times Square, brød alle ud i spontane klapsalver.

Manner, jeg elsker den her by!

Masser af mad

Christian og jeg har lavet en regel, som vi holder indtil videre: vi skal prøve at spise noget nyt hver dag og vi skal lære noget nyt om New York hver dag.

Vi bor stadig på hotellet og bliver her, indtil vores lejlighed er færdig. Derfor kan vi ikke selv lave mad, pånær morgenmad, som efterhånden er en fast og velkørende rutine, bestående af græsk yoghurt, økologisk musli og små kernefri vinduer til mig og corn flakes med mælk til Christian. Jeg havde egentlig fundet skyr, som jeg er vant til at spise hver morgen, i et økologisk supermarked på 8th avenue, men det var en mystisk over-Atlanten-slags, som godt nok havde den rigtige tekstur, men smagte lidt af....hø?

Frokost består for Christians vedkommende af mad fra firmaets egen sandwich/varm ret café, som man selv køber hver dag. For mit vedkommende består det af en bland-selv salat eller sandwich fra et af stederme omkring Central Park, hvorefter jeg går ned i parken og hygger mig med min mad på en bænk, sammen med parkens sjove mennesker. Forleden satte f.eks en smaskende japaner sig ved siden af mig (så flytter man sig pænt hurtigt), den anden dag to kvinder, som havde sat et falsk møde op i deres kalendre, så de kunne dissekere diverse dates og i dag en kronisk selfie-tagende-dame.

I fredags stod der pludseilg en smuk række food carts på Broadway med alverdens lækre mad, så jeg valgte en marokkansk kyllingeret med cous cous, som smagte helt afsindigt godt! Jeg nåede lige at tænke "Hmmm, mad fra en blikspand af en vogn, midt i New York....kommer jeg til at løbe hjem til hotellet bagefter?", men tanken forsvandt hurtigt igen - det var tydeligt, at folk var vant til at købe fra vognene og at hygiejnen var i orden. Sippe-Fie gav sig...

Damen foran mig så faktisk endnu mere sippet ud end mig...

Cous cous, kylling, stærk marokansk sauce og den allestedsværende kale=grøntkål

Aftensmaden er til gengæld næsten hver aften noget nyt. Vi har blandt andet været på et deli-lignende pizzaria med enorme pizza slizes, et lækkert sted i TriBeCa med kale/grøntkål på ALT (grøntkål er af en eller anden grund kæmpe stort herovre), en hyggelig italiensk familierestaurant osv. I går var jeg overskudshustru, og da Christian kom hjem, foreslog jeg, at vi gik ned på Hooters, som jeg havde set lå tæt på hotellet, fordi jeg var så nysgerrig efter, hvordan konceptet egentlig tog sig ud.
Efter at have kigget mistroisk på mig i et par minutter og spurgt, hvad der lå bag forslaget, luntede vi ned til en undseeligt udseende trappe, som førte op til Hooters.

Værtinden slog et kæmpe smil op, da vi kom ind og bød os velkommen. Christian slog et lige så stort smil op, da han kiggede sig omkring. Alle servitricerne er iklædt bittesmå orange hotpants....og hotpants er en overdrivelse - de opfyldte dårligt nok mindstekravet om at dække ballerne....og en stramtsidende hvid v-halset t-shirt. Men her er, hvad jeg virkelig var overrasket over (og ja, jeg burde nok skamme mig): alle pigerne var utrolig kønne og super serviceminded og glemte ikke noget af vores bestilling. Jeg er rimelig sikker på, at de mandlige gæster (og dem var der en del af) ville have tilgivet dem en del, men jeg synes trods alt, at indpakning og indhold skal stemme overens.
Menu kortet var klassisk amerikansk og det samme var indretningen: tosset mange fjernsyn overalt og Cindy Lauper's Girls just wanna have fun i højtalerne. Jeg var vildt godt underholdt! Maden var so-and-so, men oplevelsen til topkarakter.

Luigi's Pizzaria, 936 8th Ave - tell 'em Mario sent you...

Udsigten fra det udendørs bord på Tiny's 135 W Broadway

Min ret: kulmule med "tomato, fava been, baby carrot, papaya lime puree, passion fruit salad, toated pinenuts"

Christian's ret: "Grilled hanger steak, creamed swiss chard, crunchy potatos, blue cheese butter"

Italiano hygge på Bocca di Bacco, 828 9th Ave

Original Hooters, 211 W 56th street

Se, hvor glad han ser ud...og se så servitricen i baggrunden

Således med fyldte maver og små smil, tog vi hjem igen og gentog vores løfte til hinanden:Ikke spise french fries for tit og altid prøve noget nyt, når man kan.

Rejsen til Amerika

I dag er det 1 uge siden, at Christian satte af sted på vores helt egen Rejsen til Amerika.

Siden da er vi:

- tjekket ind på et Hilton "discount" hotel (og det er sådan med hoteller, som er til at betale i New York, at man får 3 overraskende gode dage, og så begynder problemerne at melde sig, skulle det vise sig).

Pæn udsigt fra værelset...det første værelse

 - blevet rimelig ok til at subway'e os omkring (personligt er jeg helt pjattet med konceptet, for det er det ULTIMATIVE menneskelige forstørrelsesglas!)

- blevet blæst omkuld af den mængde af papirarbejde, som ALT i New York kræver - at begynde på et arbejde, at åbne en bankkonto (almindelig bankkonto, vel at mærke, ikke en kreditkonto), at få social security kort, at få lov til at kigge på lejelejligheder og til sidst droningen af dem alle: at få lov til at skrive under på en lejekontrakt på en lejlighed....36 sider!)

Hjem, pr. 15.august - YAY!

- fået fantastisk, og billig, manicure og pedicure (mig, ikke Christian, trods alt)

- fundet et helt genialt økologisk supermarked

- været oppe i det røde felt et par gange, men landet blødt igen, fordi....vi er jo i New York

Jeg begynder at indse, at det forholder sig sådan med den her by, at hun minder lidt om flere af mine elskede veninder: hun rummer så meget, at hun giver mig åndenød over hvor helt igennem smuk hun er! Når jeg kigger op og ser bygningerne tårne sig op over mig, kan jeg simpelthen ikke lade være med at smile. Og så står man der som en lalleglad turist med snuden vendt mod himlen, indtil man er ved at blive trampet ned afalle de mennesker, der har helt ekstremt travlt hele tiden på gaden. 

Så har de heller ikke mere travlt i byen...Boat House i Central Park

Hun rummer endeløst mange gode historier, og jeg bliver aldrig træt af at høre dem, fra alle de mennesker, som er i byen. Eksempel: da jeg sad og ventede 1,5 time på social security kontoret (dyb indånding), sætter en mand, i ca. 50'erne, sig ved siden af mig med sin bunke papirer og smiler venligt til mig. Vi sidder lidt der i tavshed, indtil hans mobil ringer. I den anden ende er en helt utrolig vred kvinde. Han lytter tålmodigt til hendes galde, som jeg kan høre, fordi hun taler så højt. Han prøver at forklare sig roligt et par gange, mens jeg kan høre "you lying piece of....." og "don't you tell what to do, you...."" flyve ind i hans ører. Til sidst kommer der en gangster svada ud af hans mund, leveret helt roligt og i et lavt stemmeleje, som er så imponerende, at jeg ville ønske, at jeg havde optaget den. Vred kvinde pipper "Ok, talk to you later", og så lægger han på, smiler undskyldende til mig og siger "sorry 'bout that". Og jeg kan helt ærligt sige til ham "no problem", for han har lige leveret mig en scene, som jeg er rimelig sikker på, at jeg har set før i en film. 

Nævn en film 1

Og sådan er det med flere af de ting, som sker rundt om mig hver dag: jeg synes hele tiden, at jeg har oplevet det før, fordi jeg har set det i en film eller i en tv-serie. Eller måske er det netop fordi, at jeg simpelthen synes, at jeg kender New York, fordi hun er som mine veninder: altid i fart, knivskarp, fyldt med gode historier, varm(!), kærlig, sjov og sidst men ikke mindst: noget af en bitch, når det passer hende. Det skal man kunne være, hvis der bliver trådt på en og man har brug for at svare igen. Og det kan New York.

Nævn en film 2

I dag gav hun mig en røvfuld, men hun skyndte sig at gøre det godt igen:

Når man lige er flyttet til byen, er alting nyt og alting bliver gjort for første gang: finde den rigtige mælk til morgenmaden, købe frimærker (ja, det er nødvendigt, når der skal sendes sneglepost til offentlige DK), købe den rigtige deoderant, finde de rigtige vitaminpiller, prøve at udvælge et sted at købe frokost (der er jo helt tosset mange valgmuligheder overalt!) osv.

Tak for frokost-spiseplads i Central Park, Ruth & Stan

I dag startede jeg oppe på den høje klinge, på grund af hotellet. Jeg vil ikke kede med detaljerne, men vi er nu på 5.værelse på hotellet, og jeg er ikke sådan en, som klager over noget, medmindre det er helt galt. Det brugte jeg 3 timer på.
Herefter skulle jeg prøve at finde nogle forskellige dagligdagsting, som jeg ikke lige havde regnet med var umulige at få herovre (går New Yorker mænd kun med AXE deo?), når jeg nu til min store fryd havde fundet skyr og speltbrød :-D
Dullen i supermarkedet havde åbenbart set sig gal på mig, for da jeg spurgte efter frimærker til international post, sendte hun mig af sted til et posthus 14 blokke væk. Da jeg nåede frem, fortalte den søde posthusmand mig, at jeg havde passeret 2 andre på vejen. Sæk.

Big Bird, over and out

Så jeg surmulede mig lidt ned ad gaden, snublede over en kantsten og tabte min kaffe. Jeg var lige ved at råbe nogle rigtig grimme ord på dansk, da jeg kiggede op og så en konvoj af blinkende Escalades. Gaden var spærret af og folk stod og kiggede hen mod bilerne. Så satte bilerne i fart, alle vinkede til bilerne, og jeg prøvede at kigge ind af de tonede ruder, da de kørte forbi, men jeg så kun nogle meget alvorlige Secret Service mænd. Jeg gik hen til en politimand og spurgte ham, hvem der sad i bilen, der var kørt forbi, "The First Lady, Mrs Obama, ma'm". Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg fik kuldegysninger og blev lidt rørt.

First Lady on the move

Det kan godt være, at den her by engang imellem bitcher ud på de nyankommende og lige skal sætte sig i respekt, så man ikke fejlagtigt tror, at man kan tæmme hende. Og det er sådan set ok, for efter hun har kørt sin attitude af på en, sørger hun for at give et kærligt kram og minde en om, at man er den heldige, fordi man får lov til at bo i verdens fedeste by, New York.

Ikke mit billede, men se! Hun er så smuk.

Nomadens tid

Der findes nogle tidspunkter i livet, hvor man føler, at man bør modregne tidsforskel, før man ringer til sin familie, selvom man blot befinder sig omkring 70 km fra hinanden. Sådan et sted befinder jeg mig lige nu – med havet som nabo og fuglene som overboere. Jeg har lige spist 2 skiver middelalderbrød fra bageren, som modvægt til den halve liter pistacie is, som jeg har konsumeret - og livet er dejligt!

Foto: madforlivet.dk

Eneste minus er selvfølgelig, at jeg pt. lever på 7.uge uden min mand. Jeg skal sove 11 gange endnu, før han kommer hjem, og det er på nuværende tidspunkt ca. 11 gange for meget.

Efter en veloverstået flytning, sov jeg et par dage hos min søster på en luftmadras, så gik turen til Boston, bagefter New York, tilbage til søster og luftmadrassen og nu hygger jeg mig i det dejligste sommerhus. 

Jeg har været af sted og kigge på lejlighed til os i New York, og ud over at byen netop på lejlighedsdagen valgte at udspy infernalske mængder vand i hovedet på mig, var det en god oplevelse. Vi kan bo i et godt kvarter i en lejlighed, hvor vi ikke nødvendigvis støder ind i hinanden hvert 5.minut (selvom det nu lyder meget hyggeligt lige for tiden) - og det var mit største formål ved at begynde lejlighedseftersøgningen et par uger for tidligt. Nu ved jeg, hvilket kvarter vi sådan cirka skal bo i, cirka hvor meget plads vi får og hvilke ting der er vigtige, når vi finder den endelige bolig. 

Jeg fejrede lejlighedsdagen ved at købe en all american deli sandwich rundt om hjørnet og gå op på hotelværelset for at vride mit tøj. På hotelsengen foldede jeg et stort håndklæde ud og holdt picnic med Kardashian søstrene i fjernsynet (OMG! Det frieri var fantastisk!). Undervejs stoppede jeg op og kiggede mig omkring: jeg var i gang med at konsumere en sandwich, som højst sandsynligt kunne gøre 5 mennesker mætte (jeg gav også hurtigt op), mine hænder havde skiftet farve af al den juice fra kødet og dressingen, som løb ned af mine hænder, men jeg drak selvfølgelig en kildevand for at spare på kalorierne (??!) og fjernbetjeningen var pakket ind i toiletpapir, fordi jeg en gang har læst, at hotel-fjernbetjeninger er smækfyldt med....nasty. Hvor meget nasty der var i sandwichen, behøver vi ikke tale om, men den smagte FABELAGTIGT! 

Lige så selvmodsigende og modsætningsfyldt regner jeg med, at vores liv i New York bliver. Christian og jeg er utrolig forskellige og utrolig ens på nogle lidt spøjse punkter. Jeg er den følsomme og autoritetstro, som elsker alene-tid og skæve tanker. Christian er energisk, handlingsdrevet og udpræget ekstrovert. Vi er begge ekstremt strukturerede, kreative og...har vi fundet ud af...helt afhængige af at have hinanden i vores hverdag. Derfor er jeg kommet frem til, at vores hverdag i New York nok bliver struktureret på den måde, at vi...ikke aner, hvordan vores hverdag bliver, og det er faktisk både spændende og helt ok. Det eneste, som vi ved med sikkerhed, er, at vi skal være sammen om det. 

Vores hjem bliver vores private base, hvor der skal samles energi til at håndtere den fabelagtige, vejr-ekstreme, ildelugtende, energiske, smukke, strækkende-mod-himlen, hurtige, kreative, altomfavnende, altafvisende by, som snart er vores hjem - New York City.

Et hjem

Så er det sidste dag i vores lejlighed på Vesterbro, og ganske som forventet vågnede jeg op med sentimentaliteten i øjenkrogen.
Jeg sidder i en meget tom stue, hvor den store sofa forsvandt med en glad køber i går og tæppet er rullet væk, da jeg i min iver glemte, at det måske var smartest at vente med at rulle tæppet væk, til sofabordet var fjernet. Klassisk.

Når man deler et hjem med sin udvalgte mand i 5 år, kommer der trods alt en del minder. De kan ikke sammenlignes med de minder, som jeg kunne se i min fars øjne, da vi flyttede hans ting ud af det sommerhus, som han havde ejet i over 40 år, men ikke desto mindre skelsættende for Christian og mig. Vi har virkelig elsket at bo her, på anden sal på Vesterbro.

Vi skulle egentlig slet ikke have købt lejligheden. Det gav ingen økonomisk, praktisk eller følelsesmæssig mening. For 5 år siden boede vi i Christian store andelslejlighed rundt om hjørnet, hvor der var rigelig plads til os og som var billig at bo i. Så kom denne næsten-sammenlagte lejlighed til salg i samme andelsforening, vi gik op og kiggede på den, jeg kiggede på Christian med store øjne, og så købte vi den. Rationalet? Jeg syntes, at vi skulle starte vores egen lejlighed op sammen (læs: jeg syntes, at den gamle lejlighed havde lige lovlig mange ungkarle-minder).

Det var en stor renovering af lejligheden og gennem et stykke tid boede vi i kasser og sorte plastiksække i ét af værelserne. Engang imellem kiggede vi på hinanden og tænkte "WTF har vi rodet os ud i??".

En dag tog håndværkerne af sted og vi begyndte at kalde lejligheden for vores hjem.  Samtidig begyndte det liv, som vi nok om 10 år vil kalde for De Uforpligtende og Unge År. Men vi har dog klemt en del voksenhed ind i de år, synes jeg.

Et bryllup og efterfølgende bæren-over-tærsklen
Jobsskift
Middage med venner og familie
Venners børn, som altid snublede over det samme dørtrin
En køleskabslåge, som først blev lavet, da vi solgte lejligheden
Mange lange snakke om fremtiden

Og så er der de gange, hvor vi har været kede af det i lejligheden, men de minder efterlader jeg gerne med nøglerne. Man skal glæde sig over det liv, som er levet, de vinduer som åbnedes når dørene blev lukket og de spring som sluttede i gode landinger.

Vi glæder os helt ubeskriveligt meget til at starte et nyt hjem op og skabe nye minder!

Tilbage til 50'erne

Forleden genoptog jeg én af mine yndlingsbeskæftigelser: gå ned på en hyggelig cafe med min bærbar, drikke en masse kopper kaffe og ordne dagens projekter.

Foto: meyerlavigne.blogspot.com

Ét af dagens projekter var at researche lidt på min arbejdstilladelse i USA. Vores kontaktperson derovre havde sagt, at hun ville prøve at ordne en arbejdstilladelse til mig, gennem min mands, men jeg var lidt bange for, at det ikke kunne lykkes, og at jeg måske hellere selv skulle starte en proces. Så jeg googlede og læse nogle ekstremt tunge engelske tekster om emnet og fandt frem til en tilføjelse til loven, som er blevet gennemført for få år siden:

The regulation states that employment may not be granted when the earnings are to be used to support the J-1 visa holder. Rather, the earnings must be used for the “Family's customary recreational and cultural activities and those related travel”. Source: 8CFR 21A.2(j)(1) (v) (A)

Med andre ord: jeg kan søge om min egen arbejdstilladelse, når min mands er gennemført, og han har fået sit social security number, MEN de penge som jeg tjener må kun bruges til sjove ting og min mand må ikke bruge dem :-D

Hvis man ser bort fra den åbenlyse mulighed for at hidse sig op over kønsdiskriminering, så er jeg egentlig a-okay med den formulering - jeg skal nok sørge for at hygge godt igennem for mine egne penge.

Empire state of mind

Jeg har forsømt dig til fordel for den glamourøse og glitrende filmbranche. Jeg beder om forladelse.

Det sidste halvandet år har jeg projektledt og koordineret min mås ud af bukserne (nogen gange bogstavelig talt - der er nogle rimelig perverse typer i filmbranchen....siger det bare). Jeg har hørt mig selv sige sætninger som "Kan vi ikke retouchere nogle af de pubeshår væk?", "Kan I finde en mere maskulin baby-blå farve til baggrunden?", "Hvor blev hans øre af?"(gæt selv en filmplakat) og jeg har grint så meget, at jeg har rullet rundt på gulvet med nogle af verdens bedste kollegaer.

Så hvorfor sidder jeg så nu her igen, bag min elskede Air, med en varm kop kaffe og skriver om mit liv igen? Fordi min mand og jeg har besluttet os for at lave den helt store livsrengøring, sælge vores dejlige andelslejlighed (nogen der mangler 133 nyistandsatte m2 på Vesterbro?) og flytte til New York til juni. Jep, vi skal være smarte-i-en-fart, bruge-alle-vores-penge-på-husleje og snakke-super -overfladisk-om-hvor-fabulous-alting-er, mens vi spiser frysetørrede nudler i vores 30 m2 lejlighed på Manhattan. Og vi GLÆDER os!!

Ikke vores lejlighed. Jeg håber stadig på noget, som er lidt større end en celle.

Jeg er rimelig overbevist om, at jeg ikke er en god trofæ hustru på fuldtid, så da min mand blev tilbudt job på Manhattan, gik jeg i gang med at finde mit eget job. Hvor hyggeligt det end ville være at trave gaderne tynde hver dag, hænge ud på muséer og drikke kaffe på små lækre caféer, mens jeg skrev på min blog, må jeg nok hellere finde en måde at finansiere alle de kopper kaffe.

Nu er der sendt uopfordret ansøgning til VisitDenmark og sat en føler ind hos Eurowoman. Jeg er ikke nærig med mig selv:-)