onsdag den 30. november 2011

En arbejdsdag på café


Som jobsøgende kan man blive meget meget træt af at sidde derhjemme og prøve at holde fast i en 9-16 arbejdsdag. Det er muligt, men det bliver lidt kedeligt i længden.

Efter jeg havde læst om det nye sted Lækkerier i Borgergade, besluttede jeg mig for at pakke den bærbare og flytte arbejdsdagen derned.

Men min tidsoptimering haltede en del, for jeg valgte at gå ned og genoptræne mit løberknæ lige inden, gå op i kilo på styrketræningen bagefter og kun smide et stykke knækbrød indenbords, inden jeg vendte snuden mod Borgergade.
Klokken blev således 13.15, før jeg stod ved Lækkerier. Og der var PROPPET! Det huer ikke en sulten kvinde, med ømme muskler og en plan! Det gjorde dobbelt ondt, at jeg måtte vende om, for deres lime tærte og deres nougat tærte så forbandet lækre ud i vinduet.

Nu var der lige ved at være krise, så jeg skyndte mig videre og blev undervejs enig med mig selv om, at jeg måtte skynde mig ned på Cascabel i St.Kongensgade. Jeg har engang for lang tid siden været forbi og købte en æble/kanel muffin, hvis lækkerhed jeg aldrig helt er kommet mig over.

I mellemtiden har de skiftet navn til Taste, viste det sig, og adopteret Take That’s logo (?).  Jeg måtte til min store sorg se, at den muffin, som jeg havde længtes sådan efter, ikke er mere. Til gengæld stod der en muffin i vinduet, som var ved at eksplodere af hvid chokolade og stikkelsbær.

Der er både mulighed for at tage kagerne med eller sætte sig ved et bord og spise. I alt er der plads til cirka 20 siddende. I dag var det en blanding af pensionerede ægtepar på Strøgtur, barselskvinder og reklame-og mediebureaudirektører, der havde hemmelige møder. Erfaringen siger mig, at man ellers var gået på ZeZe eller Victor. Det kan til stadighed more mig at overhøre to reklamemænd snakke hemmeligt på en café.

Jeg var voksen og fornuftig og bestilte en sandwich med varm gedeost og en smoothie med jordbær og passionsfrugt først. Den søde engelsktalende ekspedient glemte første min smoothie, men så havde jeg tid til at smage sandwichen alene. 3 store stykker flydende gedeost, masser af blandet salat, hjemmesyltede rødbeder og  valnød/honning dressing. Brødet var mørkt og hjemmebagt. Rigtig lækkert og vinteragtigt, uden at rocke min verden helt ud af kurs. Smoothien var, hvad den lovede: frugtig, cremet og frisk.

Og NU måtte jeg have en kop latte og føromtalte muffin. Så den snuppede jeg…og en chokolade macaron., fordi når de er der i hjemmebagt udgave, så SKAL man prøve dem. Sådan er reglerne.

Stikkelbær/hvid chokolade muffinen var rigtig lækker! Små stykker flydende hvid chokolade blev brudt af små syrlige stykker stikkelbær. Meget lækker, men ikke helt en værdig efterfølger til den savnede muffin,

Og så var der den der macaron…som min veninde skrev til mig i morges, da vi diskuterede, om hun skulle hoppe ud i at have en gratis stadeplads 1 dag i Torvehallerne: kage skal serveres ved stuetemperatur. Den her macaron blev hentet frem fra et lille kølerrum under disken, og det ødelagde den desværre. Jeg prøvede flere gange at tage en bid af den, i anmeldelsens navn selvfølgelig, men måtte konstatere, at den annoncerede 70% chokolade blev til ligegyldig mælkechokolade, når den blev kold. Ærgerligt!

Kaffen var varm, kraftig og med lidt for lidt mælkeskum. Jeg er nemlig en barnlig sjæl, som elsker at lege med mælkeskummet og lade som om, det er flødeskum. Det er min, nu knap så, hemmelige vice.

Og sådan gik det til, at endnu et oplæg på Notesbloggen blev færdigt, og jeg fik hyggemailet med min veninde, som i samme øjeblik sad på en Starbucks i Zürich og drak kaffe. Hvis jeg ikke tager meget fejl, røg der også en biscotti ned. Non?

Det der med at jobansøge kan klart anbefales at gøre ude i byen…hvis caféens Wi Fi ellers virker…

søndag den 20. november 2011

Please welcome special guest star: Kiley Hagerty!

And now for something really exciting - Kiley's blog from Shanghai!

I can't tell you how happy I was, when I got home and read her first blog post in my inbox. She has captured the feelings and tastes so precisely. I was in the room, tasting the crab dish and feeling as elevated as she must have felt.

Please enjoy this post and let me know what you think - Kiley is eagerly reading along from Shanghai...

It' All About the Ingrediens
- by Kiley Hagerty

Being a student living on the other side of the world has been nothing short of an adventure.  A small ski town called Stowe, Vermont is what I call home, and the preppy, private liberal arts school Trinity College is where I’ve spent the majority of the past 2 years…but for the past four months, I have been living in Shanghai and attending East China Normal University; safe to say, an entirely different world. Through this experience I have been exposed to a brand new culture, language and way of life. I wish I could say that I’ve loved every minute of it, but that’s just not the case.
Throughout this experience, my one vice...has been food. Nothing can pick me up out of my homesick blues like a great meal. Now, I’m not talking traditional Chinese food here, although I could definitely point you in the direction of some amazing dumplings and noodles, but that just ain’t my cup of tea. 
One of the best parts about living in one of the most cosmopolitan cities in Asia is the access to some of the world’s greatest restaurants and chefs. I have spent the majority of my time away from the books with my face in a bowl of great soup in the French Concession, or devouring a new pasta dish at one of the great Italian restaurants that Shanghai boasts…and let’s be honest here, even when my face was in the books, I was having gourmet sandwiches and salads delivered. 

As I said, good food has been my savior! So, when I found out that one of the chef’s that I’ve admired for sometime now (I mean c’mon, he has 3 Michelin stars!) was going to be in Shanghai for one day only leading a cooking class and serving his meal in person, I jumped at the opportunity. There was no way I could miss a day cooking and eating with the one and only Jean-Georges Vongerichten! Apparently not such an absolutely heart-stopping opportunity for the friend I had to beg to come with me, but let me tell you, after that meal was over, she was eating her words (although I can’t even believe she had room).
We arrived at the picturesque Three on the Bund building to be escorted to the demonstration room where Jean-Georges and his Shanghai team were setting up, their cooking station and our room overlooking the Huangpu River—usually a little filthy looking to me, but with a spread of ingredients like the one in front of me, it seemed a little more beautiful today. 
Then came his opening line that hasn’t stopped resonating with me, “70% of good food is good ingredients”.  As he began to whip up what was to be our appetizer, I couldn’t help but notice that it wasn’t the final product over which he raved so much, or even seemed the most excited about. The addition of each ingredient evoked his emotion and passion, as did the stories about each ingredient, where it came from, and why he chose to use it for this dish. I was captivated. 
Now I won’t go on and bore you with the detail and execution of each dish, but I do just have to throw this out there—that Jean-Georges can chop! I’m sure that every Michelin star chef has serious knife skills, but this being the first time I’ve seen one out of the kitchen and doing their thing, I was mesmerized! Before I could even register what the whole vegetable was, it was perfectly brunoise right in front of my eyes.

After seeing step by step how Jean-Georges made is famous meals, it was time for the good stuff—eating! 
The first course was a lump crabmeat salad with sriracha mayonnaise served on top of a grilled baguette. Now you put a baguette underneath anything and I will be first in line to devour it, no questions asked. But the taste of this particular dish made me want to slow down and enjoy every bite. The crab was so incredibly fresh, and that’s probably because I saw those very crabs I was eating squirming around in a pot a few short hours before. In the States, it is pretty rare to go to a restaurant and eat such fresh seafood as it is typically always on ice for a few days beforehand. I never really thought it would make that much of a difference, but wow, I have never tasted such tender meat. 
Next came the roasted carrot and avocado salad. The carrots were roasted with a blend of Moroccan spices and became just as tender as the avocado, a great combination when eaten in accompaniment with the crunchy pumpkin seeds and crisp micro-greens. 
Now, for all of those who get a little squeamish when just thinking about seaweed, no less eating it, you might feel how I did before I actually ate this main course—cod poached in seaweed tea, served over a bed of stewed seaweed and cabbage. To me, seaweed as an ingredient makes the entire dish taste like the ocean, its natural salinity is just too overpowering. Now don’t ask me how he did it, but after eating this dish, I am rethinking my seaweed stance. It was light enough and blended together with so many other incredible herbs such as mint and rosemary that it created a perfect harmony. The dish that I was the most skeptical about easily became my favorite course. 
Now for all of you dessert lovers (myself usually included) I will mention the final course, which was a pear clafouti tart—tasty of course, but it just paled in comparison to the previous dishes. It had some pretty big shoes to fill after that cod filet that so perfectly flaked away and melted in your mouth.
This meal was truly an experience; I mean how often will I be served the meal that I watched such a renowned chef cook for me, and get to tell him in person my thoughts. However, it was not just this star struck “wow” factor that made it such a great day for me. I loved how that at this Shanghai restaurant, he was able to take his incredible culinary prowess and use ingredients such as seaweed that are native and common to this area of the world, and incorporate them into a dish that appeals to all palettes, and execute a beautiful, balanced dish. I truly admire these great chef’s abilities to simply look at a wide array of ingredients, and be able to translate those into a delicious and harmonious meal. 

Thank you for such a great day Jean-Georges. You certainly didn’t lose a fan today, and I’m thinking you gained a few more on the other side of the globe!

Serenity Cupcakes - syndigt sødt

Åh kære sukkerguder, hvor jeg dog elsker at være kvinde i København, når nogen laver det her:


Jeg kan ikke forestille mig, at nogen mand ville sætte en lilletå i denne butik. Det ville nærmest være at sammenligne med at sende ham på apoteket efter Canesten. Bare lad være.

Photographer Natassia Alisha Rode De'Lucia / www.tass.dk

Butikken er YNDIG, ekspedienterne er søde og pakker nøjsomt dine kager ind i de YNDIGSTE æsker og poser.
Og hvor er det dog en sur tjans jeg satte mig selv på i dag: at teste to Serenity Cupcakes varianter: Chocolate O'dream og Malteser.

Det er meget nærliggende at sammenligne Serenity med Agnes, fordi - lad os se det i øjnene - Danmark er et u-land, når det kommer til cupcakes. I hvert fald hvis man sammenligner med USA. Hvor Agnes efterhånden er ved at udvikle sig til en kæde med standardiserede produkter, har Serenity stadig sin uskyldighed, så at sige, fordi butikken stadig er relativt nyåbnet, desværre ikke overrendt og meget personlig i både indretning og smagsvarianter. Man har på fornemmelsen, at det her virkelig er et ønskebarn for ejeren Mariam Mistry. Stedet er indrettet med cake-away for øje, men der er også plads til at man kan sætte sig og bestille en kop kaffe eller te og en cupcake. Omkring sig kan man så eye-shoppe alverdens cupcake accessories eller gøre Serenity kunsten efter i ens eget køkken.


Photographer Natassia Alisha Rode De'Lucia / www.tass.dk

Jeg nøjedes som sagt med at købe 2 cupcakes med hjem og sendte onde blikke mod alle fortravlede buspassagerer, som kom inden for armslængde af min fine lyserøde Serenity pose. Jeg skulle jo tage billeder af de små sukkerbomber.
Og sukkerbomber var de, men jeg var også blevet skuffet over alt andet. Det viste sig, at selve grundkagen var den samme, nemlig en meget lækker chokolade kage, hvor der absolut ikke var sparet på smørret. Kender i den der sprøde, seje, lidt salte smag, når man spiser toppen af en kage, og den lige har nået at blive lidt hård, på den gode måde, på toppen? Den var der her.
Den bedste variant var uden tvivl Malteser. Selve grundkagen var iblandet Maltesers, så der var lidt crunch i kagen kagen...Mmmm! På toppen var der en marengs topping, som man egentlig godt kunne have brændt lidt til marengs - det havde været frækt. Og så selvfølgelig en Malteser på toppen. Rigtig godt!

Den anden variant var Oreo-ramt. Inde i chokolade grundkagen, var der støbt en Oreo ind - og det er jo altid en god idé. På toppen var der valgt en cream cheese topping med noget solbær iblandet, så man fik lidt syre til alt det søde og en Oreo igen helt på toppen. Jeg kan godt se tanken, men det blev en lille smule kvalmt med den fede cream cheese og Oreo cremen. Så hellere en marengstop eller en neutral "mælketop" lavet af kold vaniliecreme måske?
Og så et lille touch, som gør en forskel: formene, som Serenity Cupcakes står i, er lavet af et tykt sølvmateriale, som gør det væsentligt nemmere at få kagen ud af formen, uden den bliver ødelagt. Det er vigtigt og godt tænkt!

Det bliver absolut ikke sidste gang, at jeg køber cupcakes hos Serenity. Især ikke efter, jeg har fundet dem på Facebook og kan se, at de er overordentlig gode til at informere og opdatere deres fans. Det er et meget personligt sted, midt i København, og dem er der ikke for mange af. Flere selvstændige, som brænder for at lave mad og åbner butikker med passion og følelse, I say!

Serenity Cupcakes
Grønnegade 32
1107 København K
Mandag-Torsdag: Kl.12.00-18.00
Fredag: Kl.12.00-19.00
Lørdag: Kl.12.00-17.00

http://www.serenitycupcakes.dk/ (men den er vist ikke helt oppe at køre endnu...)
https://www.facebook.com/pages/Serenity-Cupcakes/201553699861611?sk=wall
1 cupcake: 25,-,
4 cupcakes: 90,-

mandag den 14. november 2011

En spændende nyhed fra Shanghai...


Efter 12 dage i komplet dvale på Bali, besluttede vi os for at prøve at komme op i noget, der lignede et menneskeligt tempo igen. Vi bookede derfor en riverrafting tur og det samme havde en amerikansk kvinde, Lisa, og hendes datter Kiley på Hanging Gardens resortet besluttet sig for den dag. Vi klikkede med det samme og udvekslede livshistorier og politiske syspunkter i light versionen og kastede os ned i bådene for at blive kastet godt rundt.

Efter turen ned ad vandfaldene sad vi og fik lidt frokost, mens vi fik varmen. Mad får folk til at snakke og jeg faldt i snak med  Kiley. Hun spurgte mig, hvad jeg arbejdede med i Danmark og jeg fortalte, at jeg gennem flere år havde arbejdet med kommunikation og markedsføring, men at jeg havde sagt mit job op for at ryste posen og finde ud af, hvilken retning min videre karriere skulle tage. Og så havde jeg jo en drøm om at arbejde mig hen imod at blive madanmelder. Og her lyste 20 årige Kiley så op i et kæmpe smil og begyndte at tale meget hurtigt. Så sent som dagen før havde hun nemlig siddet og talt med sin mor om, at hun drømte om at blive madanmelder, så hun kunne få afløb for sin store passion: mad!


Min mands gode ven Alun Biggart, som er en meget stor tilhænger af The Secret tanketangen og tanken om, at dét man fokuserer på, tiltrækker man, ville nok ikke blive overrasket over denne historie, og det gjorde jeg egentlig heller ikke selv. Når man har så god tid og så meget overskud, som man har efter 12 dage i 33 grader med sin elskede mand, så fokuserer hjernen udelukkende på de ting, som man elsker og drømmer om, og så sker det, at tilfældet slår ned. Kiley og jeg havde en længere snak om mad, om blogging og om drømme. Jeg havde på fornemmelsen, at nogen lige havde prikket mig på skulderen og sagt ”Hvad sagde jeg?”.

Så jeg gik og grublede lidt over tilfældet og efter en utrolig tiltrængt lur efter morgenmaden, skrev jeg en mail til Kiley. Jeg skrev til hende, at det stod hende frit for at sige nej tak, men at jeg meget gerne ville dele min blog med hende, hvis hun ville prøve sin drøm af. Hun svarede hurtigt tilbage, at hun var på, og at vi skulle snakkes ved, når vi begge var hjemme i vante omgivelser.

Jeg håbede virkelig, da jeg kom hjem, at hun stadig kunne huske mig og vores snak, for jeg havde en rigtig god fornemmelse med hende og hendes passion for de samme ting, som jeg brænder for. En 20 årig amerikansk  pige, som har kvindemod nok til at flytte til Shanghai og studere, blive spyttet på dagligt (fordi det gør man åbenbart meget i Shanghai?) og være væk fra hele sin families (og Thanksgiving mad!) - hun har min stemme.

Så her kommer det rigtig fede: næste weekend skal Kiley deltage i kokketime i Shanghai, som er ledet af Jean Georges. Bagefter vil han lave en 3 retters menu til deltagerne. Hvis du ikke kender ham, kommer der lidt info her: han har 15 restauranter over hele verden, heriblandt en 3-stjernet og to 1-stjernede, skrevet 3 bøger, og jeg er ved at dø af misundelse!
Efter Kiley har været igennem denne fabelagtige dag, vil hun skrive et blogindlæg om oplevelsen og sende det til mig. Jeg vil så lægge det herop, så I alle kan læse det. Très cool, n’est-ce pas?
Hvis det går godt har jeg en bunke idéer til at udvide Kiley’s og mit samarbejde, men det vender jeg frygteligt tilbage med, hvis alt går godtJ

Jeg glæder mig sindssygt meget til at høre om den franske kok på besøg hos den amerikanske kvinde i Shanghai! 

søndag den 6. november 2011

Take the croissants, leave the potatoes


På min mands og min videre færd rundt på Bali, landede vi lidt udenfor Ubud på et større resort ved navn Hanging Gardens. Vi var vilde med Damai, men det var også rart at komme videre, til en anden by, et andet resort, et andet køkken.

Resortets største aktiv var uden tvivl dets placering, og hvis man befinder sig der, forstår man, at det absolut ikke er en diskvalifikation af hverken dets køkken, villaer eller service. Alle var fortrinlige, men placeringen på en skrænt midt i regnskoven, omgivet af tæt regnskovsbevoksning og med en udsigt, som man næsten ikke kunne rumme, var second to none.


Hver morgen glædede jeg mig til at trække skodderne fra vinduerne, så jeg kunne kigge ud på det grønne hav af regnskov lige udenfor.

Når man spiste i resortets restaurant, blev man mødt af en umanerlig snobbet fransk restaurant manager, som dog langsomt blødte op. Til sidst fik vi faktisk et smil ud af ham. Hans køkken var dog helt fantastisk, og så er man tilgivet det meste i min bog. På morgenbuffetten præsterede han nogen af de bedste croissanter, jeg har smagt og hans madeleine kager var sky-lette. Lige med hensyn til bagværk, er det ekstremt godt gået, for luftfugtigheden gør, at brødet har en ekstrem kort holdbarhed og at processen er en del anderledes end under koldere himmelstrøg, er jeg blevet fortalt.

Mens vi havde været på Damai, var vi blevet anbefalet at besøge en restaurant ved navn Mozaic i Ubud. Michelin er ikke nået til Bali, men det var Wine Spectators. De havde valgt at give restauranten en Award of Excellence i 2011, og det kunne hverken jeg eller min mand modstå, så efter 30 minutters nedklatring fra bjerget i en firhjulstrækker, ankom vi.

Stedet har uden tvivl været i skole på Michelin niveau, for servicen var upåklagelig, maden var fremragende og vinen perfekt tilpasset. Nogenlunde i hvert fald. For…og jeg skriver det her med den største kærlighed og ømhed…vi var stadig på Bali. Tjenerne gik i slæbende klipklapper, for det gør man på Bali. Sommelieren havde relativt store huller i sin viden, for man drikker ikke særlig meget vin på Bali (både på grund af religion og ekstremt store afgifter). Og til en ellers kunstnerisk opsat og perfekt smagsafstemt hovedret, kom tjeneren løbende ind med en skål kartoffelmos. Fordi en eller anden jysk eller tysk båtnakke på et tidspunkt sikkert har brokket sig over manglende kartofler. Men så kom min dessert ind med en corny chokolade firkant, hvor der stod ”Happy Honeymoon” og så smeltede jeg fuldstændig.


For selvfølgelig er det fedt, at nogen har grundlagt og opbygget et sted som Mozaic på Bali! Men det er absolut ingen skam, at der er små lokale fingreaftryk undervejs, så man husker, at man altså for 1 time siden sad ude i regnskoven og slikkede solskin. Det er en rigtig lækker restaurant, og efter 6 retters Chef’s Tasting Menu med dertilhørende vinmenu, fik vi et måltid som i pris lå på halvdelen af, hvad vi ville være kommet af med  et sted i Europa. I smagsindtryk og tilberedning lå det på et ekstremt højt niveau, i forhold til placeringen.

Vi satte os mætte, og lad os se det i øjnene – lettere tipsy – ind i bilen og blev kørt hjem igen, hvor vi skyndte os ud af slipset og stilletterne og delte en cola ude ved poolen.