Jeg har aldrig personligt mødt Knirke (for det hedder hun, og det er et helt fantastisk navn), hvilket er forkert og mærkeligt på mange forskellige planer. Vi tog tilløb på et tidspunkt, men jeg tror, at vi begge kom frem til, at det var nok at vide, at vi var derude for hinanden. Jeg tror, at hun ved, at hun altid ville kunne skrive til mig, hvis hun manglede en brik i datter-uden-mor-puslespillet en dag og jeg ved, at jeg altid ville kunne skrive til hende, hvis jeg ville have råd udi "hvordan bliver man modig?"-genren.
Jeg kender ikke historien bag, men Knirke har fået nogle solide tæsk det sidste års tid. Jeg ved, at hun var i et langt forhold med en mand, og eftersom hun nu sidder i junglen i Costa Rica og skriver på en bog, mens hun slås mod flyvende edderkopper (hence det modige) og plejer sit hjerte og sit liv, har jeg antaget, at forholdet er slut. På en grim måde. Knirke forekommer ikke som typen, som overreagerer. Så når hun sælger sin lejlighed og alle sine ejendele for at flytte til Costa Rica i et hus i junglen, så tænker jeg umiddelbart: det burde vi sgu nok allesammen gøre på et tidspunkt.
Jeg elsker især, at hun ikke gjorde det på den tjekkede Tomb Raider måde. Knirke går i kjoler med korset, hun har altid røde læber og hun har en lille hårløs hund med sporadiske hårtotter, som hun ledte efter i 2 dage i junglen, da den blev liderlig og lod sig bedække af en herreløs hund med store brune øjne. Knirke ryger rigtig mange cigaretter og fanger edderkopper med gryder (GRYDER!! Det lille mælkeglas, som vi andre bruger i DK ville MÅSKE kunne fange et af benene - dét er hardcore!). Knirke hører LOC for fuld gas, når hun selv begynder at savne liderlige hanhunde med store brune øjne.
Bottomline er: jeg kunne ikke være mere forskellig fra Knirke. Knirke og jeg ville ikke engang blive venner, tror jeg, ude i den virkelige verden. Men vi har én ting til fælles: vi er i 30'erne og vi har taget gedigent forskud på midtlivskrisen. Igen er kvinderne bare lidt mere modne - vi snupper den 10 år før mændende.
Jeg har ikke tal på, hvor mange i min omgangskreds, som går rundt og er triste, utilfredsstillede, forvirrede, skuffede og stressede. Vi har alle sat os så fast og så hårdt på huset, manden, børnene, jobbet og bilerne, at vi nærmest taber pusten, når tanken "Jeg vil have mere ud af livet" når frem.
Her er reaktioner, som jeg indtil videre har set:
Skilsmisse
Stress
Flere børn
Ung elsker
Gammel elsker
Amager
Kampsport
Man kan argumentere for, at det her ikke er reaktioner, det er bare livet. Det tror jeg sådan set også, at det er. Der var bare ikke nogen, som fortalte mig, at der kommer sådan en omgang i 30'erne! Eller jo - det gjorde min coach (for sådan en har jeg fundet) for 1 uge siden. Med et indforstået smil og nikken med hovedet "Ahhhh....du er 34! Ja, det forklarer jo meget". Gør det? GØR DET? Vidste I andre det? At kvinder har det med at stoppe op i midten af 30'erne og lave den helt store indvendige forårsrengøring under temaet "Er jeg på vej ad den rigtige vej?" Så kunne I fanme godt have sagt det.
Min reaktion blev en blanding af en hel masse ting (nej, husbond - jeg har ikke taget en ung elsker). Det var der mange grunde til, og jeg vil ikke kede jer med dem.
Til gengæld er der kommet noget helt fantastisk ud af en uge i en stue hos min coach i Taastrup, med en enorm stor golden retriever snorkende for mine fødder: Jeg er i gang med at lære tålmodighed og selv-indsigt. Bedre sent end aldrig, kan man sige;-)
Stay tuned...
