Kære Maiken Wexø

-af Anne-Sofie Hein



Kære Maiken Wexø,

Du har alt for travlt for tiden, og du har ikke tid til de ting, som du brænder for og som du ved gør en forskel for Zulu, Charlie og Film. Så derfor søger du en PA, og det bør du virkelig også have. Jeg tror muligvis, at jeg har en idé til, hvem det skal være...

Ser du - for 2 uger siden besøgte jeg en terapeut i Kastrup. Han er en stor bamsebjørn af en terapeut, som både er akupunktør, NLP terapeut og laserbehandler. Når han åbner sin dør, mødes man af en 2 meter høj skaldet mand, som står og holder sin godmodige slædehund tilbage. Jeg har altid godt kunne lide mennesker, som holder deres hund tilbage, selvom den er velopdragen. Det giver en vis sikkerhed for, at han som terapeut nok også skal passe på mig.
For nogle år siden behandlede han min ryg og en genstridig influenza. Det gjorde han med en blanding af akupunktur, myntedråber og samtale, og han var virkelig god til det.

Så det virkede naturligt at gå til ham igen nu, hvor jeg simpelthen ikke kunne få bugt med mine nerver, mens jeg tager kørekort.
Vi havde en lang indledning, hvor han prøvede at pejle sig ind på, hvorfor jeg var så bange i dagene op til en køretime og mens jeg kørte bil. Men jeg var dybt kedelig, for jeg har aldrig været i biluheld, været indespærret i en bil eller på anden måde hadet at være i en bil som nu.
Indtil...
Terapeut: "prøv at beskrive køreskolebilen for mig"
Mig: "Hmm...den er rimelig stor ogøh........snøft......så er den vel......kan man måske sige.....snøft......sådan lidt......HUUUUULK......rodet!"
Terapeut: (nu med en stor næve peget mod loftet) "AHA!!"

Jo, kære Maiken. Jeg kunne ikke slappe af og koncentrere mig, fordi bilen var rodet. Jeg har brug for struktur, ordnede forhold, klare linjer og ren luft. Hvis det ikke findes, skaber jeg det.
Men det er ikke helt comme il faut at begynde at gøre sin kørelærers bil ren og rydde op i den. Så i 1,5 time om ugen sad jeg i en bil og havde fokus på papirer, tæpper og cola dåser, i stedet for cyklister, stopskilte og vejstriber. Det bliver man lidt stresset af, for jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde overskud til at køre bil, og derfor blev jeg bange for at køre nogen ned. And rightfully so. Undskyld egern. Igen.

Nu har jeg så heldigvis verdens mest forstående og pædagogiske kørelærer, så han trak lidt på smilebåndet og svarede "hvis det kan hjælpe, så gør vi sgu det!"

Resultat efter mandagens køretur? Jeg var stadig lidt nervøs og anstrengt, men det gik meget bedre. Min kørelærers ord: "mærkbar bedre kørsel og mærkbart bedre fokus og observationsevne".

Og hvad kan vi så konkludere ud fra dette? Jo, jeg er en galoperende lunatic, når det kommer til rengøring og orden. Ingen tvivl om det. Men...

1. jeg er også et af Danmarks mest strukturerede mennesker
2. jeg forstår at levere et akavet og potentielt dødeligt fornærmende emne til en person, så han accepterer det og ønsker at reagere på det
3. jeg fikser ting, som ikke fungerer
4. jeg kommunikerer præcist og med humor
5. jeg forstår mediebranchen, for jeg har forhåbentlig fået dig til at læse dette.
Hvis ikke kan alle I andre nu læse om mine særheder og få jer et lille grin. It's on the house...

Kvinder, grækere og macarons

-af Anne-Sofie Hein
Det her indlæg handler ikke så meget om mad. Eller jo - det gør det, for det gør det jo altid lidt. Jeg skulle finde en værtindegave og valgte derfor at se det som et klart tegn på, at jeg burde besøge Nikolaos Strangas konditori og cakeaway (skønt udtryk forresten) på Åboulevarden.
Nikolaos kommer oprindelig fra Athen, har boet i Danmark i 5 år og har arbejdet som konditor på både D'angleterre, Hilton og Era Ora. Manden kender altså lidt til sukker.

Det er der så tilsyneladende nogle danske kvinder, som ikke gør. Da jeg kommer ind på det lille konditori, er samtlige pladser optaget af gæster, hvilket sådan set er meget godt gået for et sted på Åboulevarden en torsdag kl.14. Oppe ved disken drages jeg af et stort montre med macarons i alskens douce farver. Suk. I vinduet står der små mesterværker af kager, på disken er der udstillet mesterens egen müsli samt små poser med marshmellows. Jeg er med andre ord blevet til Fie 5 år, som står på tæer for kunne se det hele og priser mig lykkelig for, at jeg er voksen og bevæbnet med et dankort.

Og det er en anden ting, som jeg blev mindet om nogle måneder siden i en travl Irma i rush hour: husk hvor meget du glædede dig til at blive voksen, da du var barn. En meget træt far prøvede at holde styr på sin søn og datter, der stod med strakte halse og prøvede at begribe, hvor mange pakker tyggegummi, der kan være i ét display. Det kom dybt inde fra hjertet, da sønnen rankede ryggen, kiggede på sin lillesøster og sagde med stolt stemme: "når JEG bliver voksen, vil jeg købe ALLE de pakker tyggegummi, som JEG vil!". Jeg udvekslede et hurtigt blik med faren, som heldigvis også kunne klemme et smil ud.

Tilbage til disken i konditoriet, hvor jeg forgæves prøver at få fuldt syn for sagen, men bliver blokeret af 2 kvinder, som står og hyggesnakker med ejeren. Og nu skal jeg også være sød: han ER en meget karismatisk mand og jeg kan godt forstå, at kombinationen af græsk nydelighed, den venlige service og evnen til at lave kager kan være svær at modstå. Men så kunne det være, at de skulle have valgt en lidt anden angrebsvinkel.

I kender uden tvivl et par eksemplarer af typen: 2 kvinder i alderen 40-42 år, meget...fødedygtige hofter, meget smal overkrop, som alt sammen bliver understreget af en lidt stram rullekrave, som er fikst holdt sammen af et lidt tyndt bælte. Håret er klippet i en "frisk" frisure med lidt striber og pjusk.
Den ene kvinde lægger sådan set meget godt ud med at snakke om kagerne  og beklager sig over, at de jo desværre ikke kan sidde ned og spise dem. Nikolaos tilbyder meget galant, at de i stedet kan stå for enden af disken med deres kaffe og kager. Kvinden svarer meget sødt "ok så, men kun hvis du serverer dem". Fair nok. Han smiler overbærende og begynder at servicere dem.

Så går det lidt galt.

Jeg misser overgangen, fordi min ekspedient begynder at lægge små yndige macarons op i en gaveæske. Jeg bliver jo nødt til at få lidt smagsprøver med hjem. Man kan jo ikke give noget, som ikke smager godt. Selv sagt.
Men kvinden har fået drejet samtalen over på, hvor dejligt det er, at han sådan servicerer dem med sine fine kager, og han svarer dem noget i stil med (de er nu slået over i engelsk), at "compliments work like a charm", hvortil hun svarer "really? I thought BJ's did?".
Jeg fatter ikke helt, hvordan han bevarer sin cool, for jeg kommer til at taste dankort koden forkert. I stedet får han sagt noget med "Just try some loving care at home with your husband", hvortil hun...gudhjælpemig....svarer "no, I divorced his sorry ass". Nogen bør se lidt mindre Desperate Housewives og lidt mere CNN.

Jeg prøvede desperat at lukke posen godt til som muligt, så mine små uskyldige og pastelfarvede macarons ikke hører damens profaniteter og skynder mig ud af døren.

Hvem ER sådan?? Hvorfor skal det enten være The-Game-Dumme-Kvinder, der siger booboo og lader som om, at de ikke fatter en meter, før manden er nedlagt eller Mande-Kvinden, som kraftedme ikke skal lade sig narres af endnu en skiderik. Hvorfor kan vi ikke bare allesammen tale pænt til hinanden og om hinanden? Især foran konditorkagerne. De har jo ikke bedt om det.

Konditoriet kan forresten klart anbefales! Jeg har aldrig smagt så lækre macarons - ikke engang i Frankrig! Prøv varianten med saltet karamel. Mmmmm.......