I dag fik jeg dog det store smil på over at overvære netop ovenstående. Jeg havde været til møde på Christianshavn, solen skinnede og jeg blev overhalet (det sker en del) af en nynnende mand på en gammel cykel. Da jeg kommer lidt længere ned ad Islands Brygge, ser jeg en kvinde inde på stien, som står på tæer og med strakte arme, med sin iPhone i hånden. Hun forsøger at fange de nyligt udsprungne træer og den blå himmel i et billede. Hun lignede en, som var på vej fra noget til noget andet og uden den store tid til at stoppe op. Men det gjorde hun alligevel.
Og det gav god mening, se selv (ja, jeg stoppede lige efter hende og tog det samme billede):
Der er mange mennesker, som har usandsynlig dårlige social media vaner. De skriver updates, når de er sammen med andre mennesker, de tager billeder af folk på gaden og håner dem i en update til deres venner og de bruger et sprog overfor offentlige personligeheder, som burde bortcensureres.
Men så er der den positive side, og da solen skinner, er det den, som jeg har valgt i dag.
De sociale medier har givet folk som mig en stemme. Jeg elsker at skrive, men jeg glemte at søge ind på journalisthøjskolen og lære at skrive på den rigtige måde, så jeg skriver her i stedet. En kvinde på min venneliste har fået en visuel stemme i form af de fotos, som hun tager i Australien. Hun flyttede til udlandet med sin mand for mange år siden og er CEO i deres hjem. Hun valgte fotos som sit udtryk, købte sig et kamera, tog et fotokursus og poster nu billederne på sin Facebook side - og hun får ros, bekræftelse og viljen til at blive dygtigere og dygtigere.
En gammel folkeskoleveninde er blevet designer og bruger Instagram som test for sine inspirationsbilleder og midtvejsresultater på sit arbejde.
Vi kan dårligt huske livet inden de sociale medier efterhånden, og de har ændret ikke bare vores medievaner, men også vores sociale vaner. Det nye i min verden er dog, at folk stopper op og tager stilling til de ting, som sker for dem, fordi de ser dem, med social dækning for øje.
Når de ser den perfekte middagsret, stopper de op og tager et billede af den, fordi de gerne vil dele den med deres venner. Når de ser en solopgang, som får dem til at tabe pusten, stopper de op og tager et billede og deler det. Jeg har endda lidt på fornemmelsen, at folk nogen gange leder efter motiverne i oplevelsen, for at kunne formidle følelsen.
Det er ikke nødvendigvis negativt eller selviscenesættelse, at dine venner poster billeder af deres mad, deres hjem, deres børn og deres hunde i tæt omfavnelse med hjemmeskoene. Det betyder, at i lige præcis dét øjeblik, der var din ven lige der og havde en følelse, som han gerne ville dele med dig.
Jeg vil gerne dele en helt fænomenal kokos/rabarber/marengs kage med jer - den er fra BRØD på Enghave Plads, og den fås ikke bedre! Ja, jeg er alene hjemme og jeg har tænkt mig at spise den hele selv - DET er en god følelse :-D
