-af Anne-Sofie Hein
Jeg bliver tit og ofte kaldt for et madøre. Forfærdeligt ord! Jeg kommer altid til at tænke på de vacuum pakkede griseører, som jeg sad og bibbede igennem i Prima, efter gymnasiet. De var krøllede, orange og tit rimelig behårede. Det vil jeg gerne være fri for at blive associeret med. Italienerne har et meget bedre ord: una buena forchetta (tilgiv mig for mit utilstrækkelige italienske).
Nu ved de fleste jo, at hvis det ikke står på de første 1-2 sider på google, så kan man ikke finde svaret (google logic), så der findes ikke en forklaring på, hvorfor en person, som er "overordentlig glad for, interesseret i og tænker mere end den gennemsnitlige person på" mad, skal kaldes for et madøre.
I går stod jeg sammen med kæresten og klappede en fælles ven over målstregen til Challenge Copenhagen. Vanvittig flot klaret på under 11 timer! Jeg råbte, hoppede op og ned og baskede vildt med armene for at få en reaktion fra ham før målstregen, så Christian kunne få et billede med øjenkontakt, og det lykkedes.
Da vi bagefter stod og talte med Ironman'en, der var skåret helt ind til benet og som så langsomt begyndte at ryste, fordi kroppen var gået i gang med at restituere, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad jeg ville gå hjem og spise, hvis jeg var ham. Først en skål varm ærtesuppe med sprødt bacon. Så ville jeg få en Halifax burger leveret og drikke et godt glas Brunello til. Til sidst slutte af med en kop varm te, benene op og vente på at jeg kunne trække vejret og strække benene igen.
Man er ikke et madøre, når man tænker på den måde. Man er bare opmærksom på sit brændstof og det faktum, at livet er alt for kort til at gøre tingene halvt.
Et stort tillykke til alle de seje Ironmen og Ironwomen i går - det var satme godt gået!!
Nu ved de fleste jo, at hvis det ikke står på de første 1-2 sider på google, så kan man ikke finde svaret (google logic), så der findes ikke en forklaring på, hvorfor en person, som er "overordentlig glad for, interesseret i og tænker mere end den gennemsnitlige person på" mad, skal kaldes for et madøre.
I går stod jeg sammen med kæresten og klappede en fælles ven over målstregen til Challenge Copenhagen. Vanvittig flot klaret på under 11 timer! Jeg råbte, hoppede op og ned og baskede vildt med armene for at få en reaktion fra ham før målstregen, så Christian kunne få et billede med øjenkontakt, og det lykkedes.
Da vi bagefter stod og talte med Ironman'en, der var skåret helt ind til benet og som så langsomt begyndte at ryste, fordi kroppen var gået i gang med at restituere, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad jeg ville gå hjem og spise, hvis jeg var ham. Først en skål varm ærtesuppe med sprødt bacon. Så ville jeg få en Halifax burger leveret og drikke et godt glas Brunello til. Til sidst slutte af med en kop varm te, benene op og vente på at jeg kunne trække vejret og strække benene igen.
Man er ikke et madøre, når man tænker på den måde. Man er bare opmærksom på sit brændstof og det faktum, at livet er alt for kort til at gøre tingene halvt.
Et stort tillykke til alle de seje Ironmen og Ironwomen i går - det var satme godt gået!!
