Helt generelt er det lidt tyndt at være nummer 2: man kan dårligt nyde triumfen over at have sneget sig op på skamlen, ligesom nummer 3 kan, til gengæld kan man kigge lige op i vinderens næsebor og ærgre sig.
Men der findes undtagelser: eksempelvis når man er verdens 2. bedste restaurant. Så er man ret fantastisk. Det er El Celler de Can Roca. Jeg skal være 100% ærlig og sige: jeg havde aldrig hørt om stedet før! Tre brødre ejer og driver stedet, og i en artikel i Gastro fra 2011, fik jeg indtrykket af, at de virkelig havde forstået at uddelegere roller i overensstemmelse med hver brors spidskompetencer: vinkort, mad og dessert. Forretningen står den ene brors kone for. Sådan.
 |
| De tre brødre |
Min mands fætter + hustru havde ramt hovedet på sømmet, da de valgte bryllupsgave til Christian og mig: et besøg på El Celler de Can Roca i Girona, Spanien. I over 1 år havde de kendt til hemmeligheden, mens vi havde rystet lidt på hovedet, da de i august måned bad os om at reservere en weekend i marts: måske lige lovlig god tids varsel, til en simpel babysitting af deres børn.
Men i oktober pakkede vi et indrammet billede ud, hvor de inviterede os 2 dage til Barcelona og 1 dag til Girona, hvor vi skulle besøge restauranten.
Barcelona er sikkert kendt af mange, men jeg havde aldrig været der. Skøn by med masser af historie, skønt vejr og tapas retauranter i hobetal, som konkurrerede om vores opmærksomhed.
 |
| Barcelona |
Dag 2 besøgte vi La Vinoteca Torres på Passeig de Gràcia. På boulevarden, med masser af mennesker, som havde pakket jakken væk i de 22 grader forårsvejr, dyttende scootere og råbende spanske kvinder, satte vi os på fortorvscaféen og lod armene falde ned i afslappet tilstand.
Min svigerfar havde anbefalet stedet og det var ikke svært at se hvorfor: et bugnende vinkort, skønne enkle retter med gode råvarer og masser af mennesker at kigge på.
 |
| La Vinoteca Torres |
Min ret bestod af lækkert mørt lammekød, serveret med en fløjlsblød hummus, en stor skål saftige oliven, sprødt brød og kraftig olivenolie til at dyppe i. Himmelsk!
Christian fik cannellonier og Fætter kastede sig ud i risotto med rejer. Alle var vi til fulde meget tilfredse, også med valget af en kølig rosé og et glas champagne til desserten: rum baba.
Således mætte og lettere slingrende satte vi kursen ned ad Ramblaen.
Næste dag skulle slaget stå og efter 100 km i nordlig retning, ankom vi til Girona. Helt helt anderledes end Barcelona. En mindre by med små brostensbelagte gader, hvor ældre mænd med stok kiggede nysgerrigt på os, og hvor unge spaniere sad parvis på murerne, med ansigterne tæt på hinanden og rullede på r’erne. Skøn forårsstemning!
 |
| Girona |
Lige så charmerende som området omkring Hotel Nord 1901 var, lige så kedeligt og anonymt viste området omkring verdens nummer 2 sig at være. Så vi skyndte os at tage et billede ude foran restauranten og åbnede den tunge dør ind til maden.
Vi blev mødt med åbne arme og en rigtig god idé: en guidet tour rundt i køkkenet (hvor vi måtte komme rundt – det vil sige selvfølgelig ikke til områder, hvor der var mulighed for at inficere råvarerne). Åh, der var så pænt! Alting stod parat i små bøtter, alting var organiseret og utrolig tjekket. Indgangen til køkkenet var eksempelvis domineret af deres idé-tavle, hvor alle kokke havde mulighed for at skrive idéer til retter og menu-sammensætninger. Og så selvfølgelig et par små diskrete awards hist og her.
 |
| Troldmandens værksted |
Selve restauranten var genialt indrettet: man havde bygget en stor trekant rundt om et beplantet område med smukke høje træer. Det vil sige, at alle sad med udsigt til natur i midten af området, og alle kunne fornemme, at man ikke var de eneste i restauranten, men man havde absolut privatliv, da bordene var adskilt af små reoler, hvor maden blev anrettet, før den ramte bordene.
 |
| El Celler de Can Roca-stjålet billede, da aften-billedet ikke ydede stedet retfærdighed |
Ligesom med Noma: der kommer ikke en komplet gennemgang af alle retterne, for det ville ikke give mening. Hvis du gerne vil besøge stedet, vil menuen alligevel være skiftet ud. Men her er den menu, som vi nød:
 |
| Menuen |
”Hvilken slags mad var det?”- er nok det spørgsmål, som jeg har fået flest gange, og det er virkelig svært at besvare. Jeg var som før nævnt så heldig at blive inviteret på noma for kort tid siden, og deres køkken er uendelig nemt at klassificere: nordisk mad, med stor innovation og uovertruffen perfektion i udførelsen.
Forrige år oplevede jeg The Fat Duck med samme mennesker, som jeg var i Barcelona med, og Heston Blumenthals køkken lader sig også nemt beskrive som ”rablende eksperimenterende og totaloplevelse for alle sanser, fordi intet smager, som det ser ud”.
Men hvordan var nummer 2’s køkken så? Det var meget europæisk på den måde, at smagsnuancerne var meget koncentrerede. Saucerne var kogt ind til mætningspunktet, små kartoffelkugler, smagte som kartofler kogt ind til essensen af kartoffel og kødet var tilberedt med fedtet intakt og sværen så knivskarp sprød, at man nærmest skar sig på tungen. Det var mad kogt ind til grund-essensen.
 |
| De 3 diskrete vinbøger. Det var ikke helt muligt at skabe kontakt til min elskede mand, før tjeneren fjernede dem igen |
Standarden blev sat højt, for appetizerne var vanvittig lækre. Især den første tone, som blev slået an – en træstub, med 5 spyd sat i, hvorpå der var sat 5 kugler af ren smag og nydelse – var imponerende og overraskende. Da den blev serveret, var den omkranset af en papirsglobus.
 |
| The World |
 |
| Trøfle ret komponent 1 |
 |
| Trøfle ret komponent 2 |
 |
| Green salad |
 |
| Google-stjålet billede af de ansjos-dækkede oliven. Jeg lappede dem i mig uden konkurrence fra mine ledsagere... |
Der var mange fiske retter, og en af aftenens absolut lækreste var en hummer ret, omringet af en kraftig bisque. Da vi endelig ankom til hovedretterne, var det nærmest en hel lettelse at sætte tænderne i et fedt og smagfuldt stykke pattegris.
 |
| Hummer |
 |
| Pattegris |
Af desserterne skilte især en kaffe mille-feuille sig ud, og jeg havde held til at erobre min mands dessert også heldigvis. Der var lige et stykke uudnyttet mave tilbage.
 |
| Moka mille-feuille |
 |
| Desserten "Smile" - kærlighed! |
 |
| Desseretn "Flower bomb", som smagte af sæbe på den meget yndige måde |
'Desværre levnede det så ikke meget plads til de FINE stykker petit fours, som ledsagede os ind til kaffen.
 |
| Pretty petit fours |
Ligesom vinkortet præsterede at få min mand og hans fætter til at tabe underkæben, kunne jeg se, at begge herrer meget seriøst overvejede at flytte ind, da de så ”de tilstødende gemakker”. I kaffe/te/avec rummet havde man på endevæggen indrettet et walk-in-space, som dels tjente som humidor og dels som opbevaring for spiritussen. Foran glasvæggene til rummet, nød vi den veltillavede kaffe og te i de bløde sofaer.
 |
| 2 lykkelige fætre |
Man skulle ikke tro det, da vi så stedet udefra, for det lignede mest af alt en lav kontorbygning i København NV, men inde bag murerne blev der i dén grad skabt madkunst, med inspiration fra og udsigt til naturen.
El Celler de Can Roca blev grundlagt i 1986 af brødrene Joan Roca, Josep Roca og Jordi Roca. Restauranten har 3 Michelin stjerner og er blevet udnævnt som verdens andenbedste restaurant af Restaurant Magazine. På samme liste ligger noma nummer 1.
Can Sunyer 48, 17007 Girona
www.cellercanroca.com
