mandag den 16. august 2010

Madøre

-af Anne-Sofie Hein 

Jeg bliver tit og ofte kaldt for et madøre. Forfærdeligt ord! Jeg kommer altid til at tænke på de vacuum pakkede griseører, som jeg sad og bibbede igennem i Prima, efter gymnasiet. De var krøllede, orange og tit rimelig behårede. Det vil jeg gerne være fri for at blive associeret med. Italienerne har et meget bedre ord: una buena forchetta (tilgiv mig for mit utilstrækkelige italienske).

Nu ved de fleste jo, at hvis det ikke står på de første 1-2 sider på google, så kan man ikke finde svaret (google logic), så der findes ikke en forklaring på, hvorfor en person, som er "overordentlig glad for, interesseret i og tænker mere end den gennemsnitlige person på" mad, skal kaldes for et madøre.

I går stod jeg sammen med kæresten og klappede en fælles ven over målstregen til Challenge Copenhagen. Vanvittig flot klaret på under 11 timer! Jeg råbte, hoppede op og ned og baskede vildt med armene for at få en reaktion fra ham før målstregen, så Christian kunne få et billede med øjenkontakt, og det lykkedes.

Da vi bagefter stod og talte med Ironman'en, der var skåret helt ind til benet og som så langsomt begyndte at ryste, fordi kroppen var gået i gang med at restituere, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad jeg ville gå hjem og spise, hvis jeg var ham. Først en skål varm ærtesuppe med sprødt bacon. Så ville jeg få en Halifax burger leveret og drikke et godt glas Brunello til. Til sidst slutte af med en kop varm te, benene op og vente på at jeg kunne trække vejret og strække benene igen.

Man er ikke et madøre, når man tænker på den måde. Man er bare opmærksom på sit brændstof og det faktum, at livet er alt for kort til at gøre tingene halvt.

Et stort tillykke til alle de seje Ironmen og Ironwomen i går - det var satme godt gået!!

torsdag den 24. juni 2010

Hvorfor mad er så fantastisk...

-af Anne-Sofie Hein
 

Perfekt titel til mit første blogindlæg!


Mad er vanvittig effektfuldt og et af mine yndlingsmottos er netop "intet problem er så stort, at det ikke kan kureres med den rette mad". Og det passer:

1. Når man skal fejre en uventet positiv overraskelse, er den bedste måde at fejre det på, med en lækker middag.
2. Når man er træt og kold, skal man spise noget nærende, varmt og velsmagende og føle energien strømme tilbage til musklerne og blodbanerne (eller...det er i hvert fald min oplevelse - en fysiologisk uddannet person vil muligvis tænke noget andet).
3. Når man er hyperaktiv og ikke kan finde ro, kan man enten vælge at bide i noget sprødt og stærkt og flyve videre eller spise noget tungt og varmt og falde ned på jorden igen.
4. Når man er stresset og alt trækker sig sammen og gør ondt, kan maven ikke bestemme sig for sin medicin, og så er det serious business, som skal adresseres LIGE NU!

Jeg bliver så ked af det, når jeg havner i 4.eren, for så kan jeg ikke nyde det bedste her i livet - mad. I aften kommer der for eksempel gode venner hjem i min lejlighed for at se fodbold. Det har været en travlt og hektisk dag, og jeg er helt uinspireret mht. hvilken mad jeg har lyst til og ikke mindst - hvilken mad jeg har lyst til at glæde mine venner med. Det er da topmålet af tristhed!

Til gengæld har jeg planlagt en tur til England i efteråret med nogle gode venner, hvor vi...jeg kan næsten ikke engang holde ud at tænke på det..skal spise på The Fat Duck!
Inspirationen kom selvfølgelig fra kåringen af verdens bedste restauranter. El Bulli er åbenbart ved at lukke ned og helt og aldeles umulig at få et bord i, på denne side af 2020. Noma var vi enige om var madens svar på en Von Trier-film: vi var ikke helt sikre på, at vi var kunsteriske og voksne nok. Men The Fat Duck?! Jaaaarmen altså! Så I måske ikke det DR2 program med Heston Blumenthal, hvor han skulle kreere den perfekte julemiddag? Unbelivable! Manden tog jo for pokker til Lapland for at malke en-eller-anden absurd bjergged, som havde levet i Bethlehem  på Jesus tid (jeg er tydeligvis heller ikke religion eller geografi uddannet, så bær over med mig - pointen var, at der blev satme gået til stålet!).

Jeg glæder mig helt ned i maven, som nu begynder at live helt op ved tanken...vi skal da have delikatesse pizzaer med Mad & Vin toppings! Mmmmm......