En spændende nyhed fra Shanghai...

Efter 12 dage i komplet dvale på Bali, besluttede vi os for at prøve at komme op i noget, der lignede et menneskeligt tempo igen. Vi bookede derfor en riverrafting tur og det samme havde en amerikansk kvinde, Lisa, og hendes datter Kiley på Hanging Gardens resortet besluttet sig for den dag. Vi klikkede med det samme og udvekslede livshistorier og politiske syspunkter i light versionen og kastede os ned i bådene for at blive kastet godt rundt.

Efter turen ned ad vandfaldene sad vi og fik lidt frokost, mens vi fik varmen. Mad får folk til at snakke og jeg faldt i snak med  Kiley. Hun spurgte mig, hvad jeg arbejdede med i Danmark og jeg fortalte, at jeg gennem flere år havde arbejdet med kommunikation og markedsføring, men at jeg havde sagt mit job op for at ryste posen og finde ud af, hvilken retning min videre karriere skulle tage. Og så havde jeg jo en drøm om at arbejde mig hen imod at blive madanmelder. Og her lyste 20 årige Kiley så op i et kæmpe smil og begyndte at tale meget hurtigt. Så sent som dagen før havde hun nemlig siddet og talt med sin mor om, at hun drømte om at blive madanmelder, så hun kunne få afløb for sin store passion: mad!

Min mands gode ven Alun Biggart, som er en meget stor tilhænger af The Secret tanketangen og tanken om, at dét man fokuserer på, tiltrækker man, ville nok ikke blive overrasket over denne historie, og det gjorde jeg egentlig heller ikke selv. Når man har så god tid og så meget overskud, som man har efter 12 dage i 33 grader med sin elskede mand, så fokuserer hjernen udelukkende på de ting, som man elsker og drømmer om, og så sker det, at tilfældet slår ned. Kiley og jeg havde en længere snak om mad, om blogging og om drømme. Jeg havde på fornemmelsen, at nogen lige havde prikket mig på skulderen og sagt ”Hvad sagde jeg?”.

Så jeg gik og grublede lidt over tilfældet og efter en utrolig tiltrængt lur efter morgenmaden, skrev jeg en mail til Kiley. Jeg skrev til hende, at det stod hende frit for at sige nej tak, men at jeg meget gerne ville dele min blog med hende, hvis hun ville prøve sin drøm af. Hun svarede hurtigt tilbage, at hun var på, og at vi skulle snakkes ved, når vi begge var hjemme i vante omgivelser.

Jeg håbede virkelig, da jeg kom hjem, at hun stadig kunne huske mig og vores snak, for jeg havde en rigtig god fornemmelse med hende og hendes passion for de samme ting, som jeg brænder for. En 20 årig amerikansk  pige, som har kvindemod nok til at flytte til Shanghai og studere, blive spyttet på dagligt (fordi det gør man åbenbart meget i Shanghai?) og være væk fra hele sin families (og Thanksgiving mad!) - hun har min stemme.

Så her kommer det rigtig fede: næste weekend skal Kiley deltage i kokketime i Shanghai, som er ledet af Jean Georges. Bagefter vil han lave en 3 retters menu til deltagerne. Hvis du ikke kender ham, kommer der lidt info her: han har 15 restauranter over hele verden, heriblandt en 3-stjernet og to 1-stjernede, skrevet 3 bøger, og jeg er ved at dø af misundelse!

Efter Kiley har været igennem denne fabelagtige dag, vil hun skrive et blogindlæg om oplevelsen og sende det til mig. Jeg vil så lægge det herop, så I alle kan læse det. Très cool, n’est-ce pas?

Hvis det går godt har jeg en bunke idéer til at udvide Kiley’s og mit samarbejde, men det vender jeg frygteligt tilbage med, hvis alt går godtJ

Jeg glæder mig sindssygt meget til at høre om den franske kok på besøg hos den amerikanske kvinde i Shanghai! 

Take the croissants, leave the potatoes

På min mands og min videre færd rundt på Bali, landede vi lidt udenfor Ubud på et større resort ved navn Hanging Gardens. Vi var vilde med Damai, men det var også rart at komme videre, til en anden by, et andet resort, et andet køkken.

Resortets største aktiv var uden tvivl dets placering, og hvis man befinder sig der, forstår man, at det absolut ikke er en diskvalifikation af hverken dets køkken, villaer eller service. Alle var fortrinlige, men placeringen på en skrænt midt i regnskoven, omgivet af tæt regnskovsbevoksning og med en udsigt, som man næsten ikke kunne rumme, var second to none.

Hver morgen glædede jeg mig til at trække skodderne fra vinduerne, så jeg kunne kigge ud på det grønne hav af regnskov lige udenfor.

Når man spiste i resortets restaurant, blev man mødt af en umanerlig snobbet fransk restaurant manager, som dog langsomt blødte op. Til sidst fik vi faktisk et smil ud af ham. Hans køkken var dog helt fantastisk, og så er man tilgivet det meste i min bog. På morgenbuffetten præsterede han nogen af de bedste croissanter, jeg har smagt og hans madeleine kager var sky-lette. Lige med hensyn til bagværk, er det ekstremt godt gået, for luftfugtigheden gør, at brødet har en ekstrem kort holdbarhed og at processen er en del anderledes end under koldere himmelstrøg, er jeg blevet fortalt.

Mens vi havde været på Damai, var vi blevet anbefalet at besøge en restaurant ved navn Mozaic i Ubud. Michelin er ikke nået til Bali, men det var Wine Spectators. De havde valgt at give restauranten en Award of Excellence i 2011, og det kunne hverken jeg eller min mand modstå, så efter 30 minutters nedklatring fra bjerget i en firhjulstrækker, ankom vi.

Stedet har uden tvivl været i skole på Michelin niveau, for servicen var upåklagelig, maden var fremragende og vinen perfekt tilpasset. Nogenlunde i hvert fald. For…og jeg skriver det her med den største kærlighed og ømhed…vi var stadig på Bali. Tjenerne gik i slæbende klipklapper, for det gør man på Bali. Sommelieren havde relativt store huller i sin viden, for man drikker ikke særlig meget vin på Bali (både på grund af religion og ekstremt store afgifter). Og til en ellers kunstnerisk opsat og perfekt smagsafstemt hovedret, kom tjeneren løbende ind med en skål kartoffelmos. Fordi en eller anden jysk eller tysk båtnakke på et tidspunkt sikkert har brokket sig over manglende kartofler. Men så kom min dessert ind med en corny chokolade firkant, hvor der stod ”Happy Honeymoon” og så smeltede jeg fuldstændig.

For selvfølgelig er det fedt, at nogen har grundlagt og opbygget et sted som Mozaic på Bali! Men det er absolut ingen skam, at der er små lokale fingreaftryk undervejs, så man husker, at man altså for 1 time siden sad ude i regnskoven og slikkede solskin. Det er en rigtig lækker restaurant, og efter 6 retters Chef’s Tasting Menu med dertilhørende vinmenu, fik vi et måltid som i pris lå på halvdelen af, hvad vi ville være kommet af med  et sted i Europa. I smagsindtryk og tilberedning lå det på et ekstremt højt niveau, i forhold til placeringen.

Vi satte os mætte, og lad os se det i øjnene – lettere tipsy – ind i bilen og blev kørt hjem igen, hvor vi skyndte os ud af slipset og stilletterne og delte en cola ude ved poolen.

Google dig til 5 fejl eller 16 hits

Food for thought: her på blogspot kan man få en fuld oversigt over, hvilke søgeord der har ledt folk ind på ens blog - 16 er kommet herind, fordi de søgte på Maiken Wexø og 9, fordi de søgte på mit fulde navn.

Se, nu ved jeg ikke, om Maiken har siddet på sit kontor og googlet sig selv 16 gange (nu har hun jo også en PA til at ordne sine kommunikationsprojekter - no hard feelings), men ellers er hun da vist ikke sådan en person, som man googler meget, er hun? Jeg ville kunne forstå, hvis jeg havde blogget om valget og skrevet en masse om Helle Thornings make-up, som på forunderlig vis er blevet mere og mere hvid eller

Lars Løkke, som er blevet mere og mere sarkastisk og passiv-aggressiv de sidste 3 uger. Men Maiken Wexø?

Så jeg googlede selvfølgelig mig selv. Igen.
Resultat: Facebook, min blog, Kommunikationsforum, Linkedin, min Twitter profil og en artikel, som Ida Brixtofte Nielsen skrev om, hvordan jeg fik mit job hos Posterscope (se seneste blogindlæg).

Men...der manglede noget. Jeg skrev for et par år siden en artikel til Aegis Medias Zoom News, der bliver sendt til husets kunder og samarbejdspartnere. Den handlede om den rådgivning, som jeg tilbød vores kunder i Posterscope, af deres outdoor lay out. Jeg kom i tanke om artiklen, fordi den

Outdoor kampagner er dyre at indkøbe, så man bør sikre sig, at de eksponerede rent faktisk når at forstå ens budskab i løbet af den relativt korte tid, man har deres opmærksomhed.

Her er artiklen om, hvordan man optimerer sit outdoor lay out...

Artikel - Find 5 fejl

Jeg skrev nedenstående blogindlæg på Kommunikationsforum for snart 4 år siden. 
Forhistorien var, at jeg havde søgt et job som koordinator hos Direct Home og Posterscope under Aegis Media og jeg havde meget svært ved at tænke på andre stillinger som reelle muligheder, efter jeg havde trykket SEND. 10 dage efter jeg havde sendt ansøgningen, ringede Christian Skipper og spurgte, om jeg ville komme til samtale. Han syntes sådan set ikke, at jeg havde alle de kvalifikationer, som han ledte efter, men han var blevet nysgerrig, da han havde googlet mig og læst blogindlægget.
Og resten er jo historie, for vi klikkede i hak til samtalen, jeg fik stillingen og vi havde et fantastisk samarbejde i 3 år. 

Og i dag sidder jeg så og har været til en samtale, hvor jeg har det på præcis samme måde igen. Jeg insisterer på, at alle mine venner skal krydse fingre for mig i de kommende 3 uger, prepper mig selv ved at opsøge deres produkter og gør mig selv til ekspert på dem og overvejer ganske seriøst at cykle forbi deres kontor ved lejlighed for at se, hvordan de bor udefra. Med hat og cottoncoat på. 

Gode historier har det med at gentage sig selv...

Det Helt Specielle Sted, goddag?

Jeg har det virkelig som om, jeg er ude på datingmarkedet igen. Der er dage, hvor man holder af sin frihed, nyder morgenkaffen i langsomme slurke og falder i staver over en pæn sky. Og så er der dage, hvor man savner at have Det Helt Specielle Sted, hvor man tager hen om morgenen, hilser på de lidt morgentrætte kollegaer, tænder computeren med et lille blip og planlægger resten af dagen sammen med Det Helt Specielle Sted.

Så man sender mails afsted til de steder, som man synes udsender Det Helt Specielle Sted-vibes. Og man formulerer sig på allerpæneste vis, skriver at man løbetræner, selvom der et 3 uger siden, forsøger at give indtrykket af, at man ikke er desperat for at få lov til at være en del af Det Helt Specielle Sted, men at man bare godt kunne tænke at "undersøge mulighederne". Og så trykker man 'send' og går rundt om sig selv i 1 time.

Efter man har sendt nogen forskellige ansøgninger afsted, kan man godt mærke, at man hepper ekstraordinært meget på ét specielt. Man kan FØLE gennem skærmen, at stedet MANGLER en. Man begynder på jobsøgnings svar på 4.klasses dagdrømmeri: man begynder at øve sig i sætningen "Det Helt Specielle Sted, goddag?" med den passende mængde smil og service i stemmen. Man undersøger på Krak den bedst mulige rute på cykel og overvejer helt seriøst at smutte forbi stedet, bare for at se hvordan der ser ud udefra.

Så kommer man til det med telefonen. Den ringer ikke, og når den ringer, er det ens Far, der skal til reception på en ambasade og skal have et godt råd til en passende værtsgave. Så man slukker mobilen og tænder den igen, for der er vist noget med, at Sony Ericsson kan tabe signalet. Vigtigt.


Efter en uges tid begynder man at kigge på andre jobopslag. Man gennemlæser profiler, finder kriterier man opfylder og begynder at forfatte endnu en ansøgning. Og så kommer man i tvivl. Hvad hvis nu Det Helt Specielle Sted ringer i morgen? Hvad hvis nu de kender hinanden og den nye sladrer om, at man undersøger andre steder? Og man kan mærke, mens man skriver den nye ansøgning, at man tænker på det andet sted. Skulle man sende det nye opdaterede og æstetisk lækre cv til dem? Virker det pushy? Skræmmer man dem væk? SÅ! Tilbage til den nye ansøgning og forsøge at tænke på, at man ikke kan gøre sig til herre over fremtiden. If you love somebody, set them free. If he does not come back to you, it was never meant to be.

Kreativitet x Kreativitet = Kreativitet³

Jeg var ude på en fantastisk løbetur i regnen i går. Mens jeg tog langsiden af Vestre Kirkegård i det gule lys, tænkte jeg på min kærestes kusines Eloise. Eloise er en helt fantastisk kvinde, som er gift med John og sammen har de de smukke drenge Maximillian og Marco. De er præcis lige så smukke som deres navne.

Eloise arbejder for tiden som stylist for Aqua, mens de er på turné. Hun styler hele bandet og har især fået megen ros for de rå outfits til Lene Nystrøm, som meget tydeligt viser, at det er ingen skam at troppe op i et gennemsigtigt catsuit med strategisk placerede læder applikationer, hvis man har kroppen til det. Og det skal jeg lige love for, at Lene har og at Eloise forstår at fremhæve.

Netop denne kombination af Lene Nystrøms åbenhed overfor Eloises visioner og Eloises forståelse for bandet Aquas image og personlighed, har givet det resultat, som man ser lige for tiden på scenen.

Og det er lige præcis dér, hvor jeg synes, at man finder definitionen på kreativitet. For I GUDER hvor kan man misbruge begrebet!

For 3 dage siden sad jeg til en vanvittig spændende jobsamtale med én af de mest sympatiske Marketingchefer, jeg har mødt. Jeg er faktisk stadig lidt lidt høj efter den samtale. Stillingen var ikke som arkitekt eller kunstner (ingen af delene har I lyst til at se resultatet af, hvis jeg kastede mig ud i de områder). Stillingen var meget administrativ, men med tæt kontakt til meget kreative mennesker og forventningen om, at jeg...

1. kunne tale med og finde kompromiser med disse mennesker og
2. basere anbefalinger til dem på facts

Og DET er i min verden også kreativitet. Hvis man går tilbage til min beskrivelse fra før, så er det netop kombinationen af menneskers tankegang og det enkeltes individs viden om, at man har brug for at kombinere ens tanker med et andet individs tanker for at skabe et større og bedre resultat end det, som man selv kan komme frem til. Man skal bare turde finde det menneske og indse, at man har brug for hinanden.

Eller også skal man bare suge sig fast som en legesyg gorilla og begynde at kaste ting på den anden person. Så derfor Eloise:

Du skal promovere dig selv og hvor fedt et samarbejde du har haft gennem de sidste mange måneder. Derfor skal du have lavet et interview med din assistent, som fortæller om dig og dit arbejde (for ægte rock n' rollers don't spill it). Interviewet skal bringes i et upscale modemagasin.
Så skal du have udbygget din blog, så du viser hjemmeoptagne videoer af din arbejde behind the scenes og alle de ting, som vi ikke ser, når vi ser en ny musikvideo. Løft lidt af sløret, for vi elsker at se noget og drømme for resten.

Jeg håber, at Marketingchefen til den samtale, som jeg sad til for 3 dage siden, vælger at sætte sig på min skulder og bede mig kaste bolde til hende, så vi kan spille sammen. Så skal I se kreativitet sat i system...

Mental omtimering

Der er ups og downs som jobsøger, og de, som har været uden job gennem nogle måneder, kan nok godt skrive under på, at der er dage, hvor man mentalt er parat til at storcharme hele verden og lade dem slås om ens eminente egenskaber. Og så er der de der dage, hvor man lige når at stoppe sig selv i at skrive "jeg bager også virkelig gode cookies".

Hvis humøret hovedsagligt skal holde sig på den positive side af kurven, bliver man nødt til at skabe succesoplevelserne andre steder i de perioder, hvor verden af ukendte årsager behandler en som Casper the friendly ghost.

Så jeg er begyndt at løbe. Hveranden dag kan man finde mig på Vestre Kirkegård, ved Christianshavn Volde eller ved Søerne, mens jeg mentaltræner mig selv under de 7 km (lagde I lige mærke til, hvordan jeg fik listet distancen ind? Før kunne jeg ikke løbe i 3 minutter straight).

Hver gang jeg kan løbe lidt længere eller er ved at dø lidt mindre, er det en enorm succes for mig og jeg SKAMroser mig selv. Det er måske derfor, at jeg heldigvis ikke er ramlet helt ned i det store sorte hul, som går under navnet Why Bother?

                                                   Fantastisk reklame fra Asics...

Men når det højre knæ begynder at knirke på en rimelig urovækkende måde, er der ikke andet at gøre, end at:
1. tage ind til Rådhuspladsen og forsøge at støvsuge noget gejst og positiv tankegang fra verdens mest positive mand Alun Biggart, som promoverer FiveFingers derinde i forbindelse med Challenge Copenhagen
2. spise absurde mængder sushi med 2 skønne veninder og drikke rosé
3. tagge de jobs, som jeg har ansøgninger ude på lige nu, som alle lyder fantastiske og udfordrende og håbe, at de ansættelsesansvarlige læser denne blog og bliver lidt nysgerrige på den madlavende-løbende-skrivende kommunikator
4. skrive yderligere to prisvindende ansøgninger på jobs, som også lyder fantastiske

Fingers crossed:
MediaCom - HR Assistent/PA
Microsoft - Direktionsassistent/PA
Berlingske Media - Produktchef på nyt koncept

Coming up:
Meyers - Kommunikator
Estée Lauder Cosmetics - Nordisk Salgs/Marketing Koordinator

God weekend til alle :-)

Hvordan lyder en madanmeldelse?

Til trods for et spændende vikariat i en marketingafdeling , hvor jeg pt. er med til at markedsføre biler, skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg stadig elsker at læse om mad, tale om mad og at skrive om mad. I weekenden var jeg f.eks. ved at dø af ærgelse og nysgerrighed, fordi jeg ikke kunne være med til min loges weekendmøde, hvor vi blandt andet skulle spise min venindes hjemmebagte mojito og margarita cupcakes! Det er da noget af det mest syrede, jeg længe har hørt!

(fra http://letthemeatcake12.blogspot.com/)

Andre spændende madtanker kom, da jeg faldt over en cupcake kædes (prøv at sige dét 7 gange)hjemmeside i London (Lola's Cupcakes) og tænkte: Burde man ikke åbne en roomservice.dk...med kager? En samlet portal, hvor man kunne søge blandt diverse konditorer og kagecaterer, og få bragt kagen ud?

I den mere seriøse ende af spektret, læste jeg i sidste uge et meget bredt jobopslag fra den nye Radio 24syv, hvori de eftersøgte værter, redaktionsmedlemmer og idéer til deres programflade. Det skal man jo ikke skrive 2 gange til mig, så jeg sendte følgende ansøgning til dem og håber nu, at det giver lige så meget mening for dem, som for mig, at man bringer madkulturen til radiomediet også.

Madbloggere, Michelin kampen, Price brødrene, Det søde liv, Gordon Ramsay, Noma, Geranium – madkultur, indlevelse, glæde! Alligevel… er det tørre og indforståede journalister i Danmark, som anmelder madstederne, og kun skriftligt. Hvorfor har ingen andre medier grebet den utrolig lave bold?

Min idé – et radioprogram med en vært, som uforbeholdent BRÆNDER for god mad. En person, som får tårer i øjnene af en veltillavet kammusling, som rejser for den gode madoplevelse og som kan formidle sin passion til lytterne, så de engagerer sig.

Indhold:

• Anmeldelser af caféer og restauranter
• Portræt af en restaurationsperson (kok, nystartet restauratør, kokke-eleven, stamgæsten etc.)Stop en dansker og spørge "hvad er dine 10 faste retter?"
• Månedens tema (eksempelvis: romantiske hoteller med restaurant, restauranter med en oplevelse, Take-away anno 2011, online mad shopping, mad-bydels tema etc. ).
• Månedens nyåbninger
• Anmeldelse af kogebøger

Jeg håber, at jeg har formået at viderekommunikere min idé til jer, at I synes om den og at I vil kontakte mig, hvis I vil snakke videre om den. Jeg har ikke radio erfaring, men er en marketing/kommunikation/medie/mad nørd, som ser Radio 24syv som en utrolig spændende kanal for at formidle den danske madkultur. I kan få et bredere indtryk af mig i vedhæftede CV samt nedenstående blog.

Fingers crossed...

Italiensk menu - fra Supermarco til dig

Her kommer en komplet italiensk menu, som giver dig en undskyldning for at besøge:
Supermarco
Fiskerihavnsgade 3
København SV

-lad dig ikke forskrække af adressen - det er faktisk relativt nemt at finde og du kan gå fra Dybølsbro station. Hvis du har de flade sko på.

Men tilbage til det vigtigste: maden! Og jeg er en sørgelig udgave af en madblogger, for jeg når jo aldrig at tage billeder af maden, før jeg må spise den. I må tage mit ord for det: det er også meget pæn mad.


Supermarco er leveringsdygtige i den LÆKRESTE bøffelmozzarella i deres delikatesseafdeling. Og tillad mig i den forbindelse at understrege det autentisk lækre i at have ekspedienter, der taler italiensk-dansk til en. Mmmm!

- bøflen, ikke ekspedienterne

Insalata Caprese - En let forret eller sidedish til hovedretten
1 bøffelmozzarella rækker cirka til 3 personer (Supermarco delikatesse afdeling)
De bedste tomater, du kan finde - kryddertomater eller lignende. Hvis stilken sidder på og de er økologiske, plejer det at være en god start. Antal efter smag. I skiver.
Frisk basilikum. Småthakket.
Olivenolie, balsamico eddike dryppes over salaten
-og hvis du er en rigtig frækkert (eller hvis du har meget kødædende gæster): bresaola revet i stykker og strøet over salaten. Prøv Supermarcos delikatesse udgave.

Cannelloni ricotta e spinaci

3 personer
En æske med cannelloni rør - du skal cirka bruge 12-15 stk. til 3 personer (Supermarco).
1 pose med frossen hakket spinat
250 ricotta
Lidt revet parmasanost (Supermarco)
salt & peber & revet muskatnød

1 stort glas sugo della casa (Supermarco)
Mozarella ost & parmasan ost (Supermarco)

Tø spinaten op i en gryde ved svag varme. Hæld den op i en si og pres væden væk. Hæld lidt olie i gryden og spinaten tilbage.
Krydr med salt, peber og muskatnød.
Tilsæt ricottaen og lidt parmasanost. Hvis blandingen bliver for tør, tilsæt et lille skvæt mælk. Blandingen må endelig ikke blive våd. Smag igen til med salt og peber og muskatnød.
Lad blandingen køle af.

Fyld spinatblandingen ned i en frysepose og klip et hjørne af posen. Tag et rør af gangen og sæt det på højkant på et spækbræt, før hullet i fryseposen lidt ned i røret og pres spinatblandingen ud. Sørg for, at der ikke kommer lufthuller ind i rørene og fyld dem helt ud.

I et fad hældes en smule sugo della casa ud i bunden, så det næsten dækker bunden.
Læg de fyldte rør ovenpå tomatsaucen. Afslut med resten af saucen og drys de to slags oste ovenpå.

Bag cannellonierne i 30 minutter ved 200 grader.

Tiramisu - tyvstjålet fra Cofoco med en del ændringer

Øhh....altså i princippet er der vel til 4 personer.

8 pasteuriserede æggeblommer
175 g sukker
250 gram mascarpone
2,5 dl piskefløde
1 stor kop espresso kaffe
8 cl marsala (Supermarco - en lille flaske)
125 gram savoiardi kager (Supermarco)
Små hakkede stykker god mørk chokolade
 - jeg har i det ovenstående doblet cremen op i forhold til kagerne, for let's face it - det er cremen, som bærer desserten, ikke kagerne.

Pisk først æggeblommerne med sukkeret til det er hvidt og fluffy. Tilsæt mascarponen og pisk til det er cremet og ensartet. Pisk piskefløden i en separat skål til piskerisene lige akkurat begynder at trække spor. Fold flødeskummet i mascarponecremen.
Hæld en smule af cremen i bunden af et fad, så det lige dækker bunden. Hvis du er i tvivl om størrelsen på fadet, så læg 8 kager ved siden af hinanden for at finde størrelsen. Der kommer 2 lag à 8 kager.

Bland den afkølede stærke kaffe med marsalaen i en flad skål og dyp savoiardierne i blandingen, sådan lidt hurtigt side-side-side-side-op. De suger vanvittig hurtigt, vanvittig meget og går i stykker. Læg første lag ovenpå cremen.

Læg et lag creme ovenpå kagerne og drys med chokoladen.
Læg endnu et lag dyppede savoiardi kager og slut af med et lag creme.

Drys et lag stærk kakaopulver øverst og sæt på køl i mimimum 4 timer.

Her er et lille tip, helt gratis: vitawrap ovenpå creme med kakao? Ikke den bedste idé, hvis du har fyldt fadet helt op til kanten. Grådigt stads, det vitawrap!

Men hooooold nu op, en god tiramisu!

Bon Appétit!

Kære Maiken Wexø

-af Anne-Sofie Hein



Kære Maiken Wexø,

Du har alt for travlt for tiden, og du har ikke tid til de ting, som du brænder for og som du ved gør en forskel for Zulu, Charlie og Film. Så derfor søger du en PA, og det bør du virkelig også have. Jeg tror muligvis, at jeg har en idé til, hvem det skal være...

Ser du - for 2 uger siden besøgte jeg en terapeut i Kastrup. Han er en stor bamsebjørn af en terapeut, som både er akupunktør, NLP terapeut og laserbehandler. Når han åbner sin dør, mødes man af en 2 meter høj skaldet mand, som står og holder sin godmodige slædehund tilbage. Jeg har altid godt kunne lide mennesker, som holder deres hund tilbage, selvom den er velopdragen. Det giver en vis sikkerhed for, at han som terapeut nok også skal passe på mig.
For nogle år siden behandlede han min ryg og en genstridig influenza. Det gjorde han med en blanding af akupunktur, myntedråber og samtale, og han var virkelig god til det.

Så det virkede naturligt at gå til ham igen nu, hvor jeg simpelthen ikke kunne få bugt med mine nerver, mens jeg tager kørekort.
Vi havde en lang indledning, hvor han prøvede at pejle sig ind på, hvorfor jeg var så bange i dagene op til en køretime og mens jeg kørte bil. Men jeg var dybt kedelig, for jeg har aldrig været i biluheld, været indespærret i en bil eller på anden måde hadet at være i en bil som nu.
Indtil...
Terapeut: "prøv at beskrive køreskolebilen for mig"
Mig: "Hmm...den er rimelig stor ogøh........snøft......så er den vel......kan man måske sige.....snøft......sådan lidt......HUUUUULK......rodet!"
Terapeut: (nu med en stor næve peget mod loftet) "AHA!!"

Jo, kære Maiken. Jeg kunne ikke slappe af og koncentrere mig, fordi bilen var rodet. Jeg har brug for struktur, ordnede forhold, klare linjer og ren luft. Hvis det ikke findes, skaber jeg det.
Men det er ikke helt comme il faut at begynde at gøre sin kørelærers bil ren og rydde op i den. Så i 1,5 time om ugen sad jeg i en bil og havde fokus på papirer, tæpper og cola dåser, i stedet for cyklister, stopskilte og vejstriber. Det bliver man lidt stresset af, for jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde overskud til at køre bil, og derfor blev jeg bange for at køre nogen ned. And rightfully so. Undskyld egern. Igen.

Nu har jeg så heldigvis verdens mest forstående og pædagogiske kørelærer, så han trak lidt på smilebåndet og svarede "hvis det kan hjælpe, så gør vi sgu det!"

Resultat efter mandagens køretur? Jeg var stadig lidt nervøs og anstrengt, men det gik meget bedre. Min kørelærers ord: "mærkbar bedre kørsel og mærkbart bedre fokus og observationsevne".

Og hvad kan vi så konkludere ud fra dette? Jo, jeg er en galoperende lunatic, når det kommer til rengøring og orden. Ingen tvivl om det. Men...

1. jeg er også et af Danmarks mest strukturerede mennesker
2. jeg forstår at levere et akavet og potentielt dødeligt fornærmende emne til en person, så han accepterer det og ønsker at reagere på det
3. jeg fikser ting, som ikke fungerer
4. jeg kommunikerer præcist og med humor
5. jeg forstår mediebranchen, for jeg har forhåbentlig fået dig til at læse dette.
Hvis ikke kan alle I andre nu læse om mine særheder og få jer et lille grin. It's on the house...

Kvinder, grækere og macarons

-af Anne-Sofie Hein
Det her indlæg handler ikke så meget om mad. Eller jo - det gør det, for det gør det jo altid lidt. Jeg skulle finde en værtindegave og valgte derfor at se det som et klart tegn på, at jeg burde besøge Nikolaos Strangas konditori og cakeaway (skønt udtryk forresten) på Åboulevarden.
Nikolaos kommer oprindelig fra Athen, har boet i Danmark i 5 år og har arbejdet som konditor på både D'angleterre, Hilton og Era Ora. Manden kender altså lidt til sukker.

Det er der så tilsyneladende nogle danske kvinder, som ikke gør. Da jeg kommer ind på det lille konditori, er samtlige pladser optaget af gæster, hvilket sådan set er meget godt gået for et sted på Åboulevarden en torsdag kl.14. Oppe ved disken drages jeg af et stort montre med macarons i alskens douce farver. Suk. I vinduet står der små mesterværker af kager, på disken er der udstillet mesterens egen müsli samt små poser med marshmellows. Jeg er med andre ord blevet til Fie 5 år, som står på tæer for kunne se det hele og priser mig lykkelig for, at jeg er voksen og bevæbnet med et dankort.

Og det er en anden ting, som jeg blev mindet om nogle måneder siden i en travl Irma i rush hour: husk hvor meget du glædede dig til at blive voksen, da du var barn. En meget træt far prøvede at holde styr på sin søn og datter, der stod med strakte halse og prøvede at begribe, hvor mange pakker tyggegummi, der kan være i ét display. Det kom dybt inde fra hjertet, da sønnen rankede ryggen, kiggede på sin lillesøster og sagde med stolt stemme: "når JEG bliver voksen, vil jeg købe ALLE de pakker tyggegummi, som JEG vil!". Jeg udvekslede et hurtigt blik med faren, som heldigvis også kunne klemme et smil ud.

Tilbage til disken i konditoriet, hvor jeg forgæves prøver at få fuldt syn for sagen, men bliver blokeret af 2 kvinder, som står og hyggesnakker med ejeren. Og nu skal jeg også være sød: han ER en meget karismatisk mand og jeg kan godt forstå, at kombinationen af græsk nydelighed, den venlige service og evnen til at lave kager kan være svær at modstå. Men så kunne det være, at de skulle have valgt en lidt anden angrebsvinkel.

I kender uden tvivl et par eksemplarer af typen: 2 kvinder i alderen 40-42 år, meget...fødedygtige hofter, meget smal overkrop, som alt sammen bliver understreget af en lidt stram rullekrave, som er fikst holdt sammen af et lidt tyndt bælte. Håret er klippet i en "frisk" frisure med lidt striber og pjusk.
Den ene kvinde lægger sådan set meget godt ud med at snakke om kagerne  og beklager sig over, at de jo desværre ikke kan sidde ned og spise dem. Nikolaos tilbyder meget galant, at de i stedet kan stå for enden af disken med deres kaffe og kager. Kvinden svarer meget sødt "ok så, men kun hvis du serverer dem". Fair nok. Han smiler overbærende og begynder at servicere dem.

Så går det lidt galt.

Jeg misser overgangen, fordi min ekspedient begynder at lægge små yndige macarons op i en gaveæske. Jeg bliver jo nødt til at få lidt smagsprøver med hjem. Man kan jo ikke give noget, som ikke smager godt. Selv sagt.
Men kvinden har fået drejet samtalen over på, hvor dejligt det er, at han sådan servicerer dem med sine fine kager, og han svarer dem noget i stil med (de er nu slået over i engelsk), at "compliments work like a charm", hvortil hun svarer "really? I thought BJ's did?".
Jeg fatter ikke helt, hvordan han bevarer sin cool, for jeg kommer til at taste dankort koden forkert. I stedet får han sagt noget med "Just try some loving care at home with your husband", hvortil hun...gudhjælpemig....svarer "no, I divorced his sorry ass". Nogen bør se lidt mindre Desperate Housewives og lidt mere CNN.

Jeg prøvede desperat at lukke posen godt til som muligt, så mine små uskyldige og pastelfarvede macarons ikke hører damens profaniteter og skynder mig ud af døren.

Hvem ER sådan?? Hvorfor skal det enten være The-Game-Dumme-Kvinder, der siger booboo og lader som om, at de ikke fatter en meter, før manden er nedlagt eller Mande-Kvinden, som kraftedme ikke skal lade sig narres af endnu en skiderik. Hvorfor kan vi ikke bare allesammen tale pænt til hinanden og om hinanden? Især foran konditorkagerne. De har jo ikke bedt om det.

Konditoriet kan forresten klart anbefales! Jeg har aldrig smagt så lækre macarons - ikke engang i Frankrig! Prøv varianten med saltet karamel. Mmmmm.......

Patriarkisk brunch - en advertorial

-af Anne-Sofie Hein
Nedenstående blog indlæg sendte jeg egentlig til VIPP, som et oplæg til en advertorial. Personligt var jeg ret vild med vinklen, men de bed desværre ikke på mig, selvom den marketingansvarlige skrev tilbage, at jeg havde gjort hende lækkersulten.

Forhistorien er, at VIPP nu har begivet sig ind i køkkenområdet med produkterne brødkasse, morgenmad-på-sengen-bord og salt & peber sæt. Det giver jo meget god mening, når man designer boligprodukter, at udvide sortimentet til hjemmets andre rum, men når man er synonym med toiletspanden, toiletbørsten og andre badeværelsesprodukter, er springet til madvarer...lidt akavet.

Derfor var min vinkel, at man skulle snakke mad, mad, mad og ændre samtalen. Sagt med Don Drapers ord: "If you don't like what's being said - change the subject". Det vil sige - løb hurtigt i den anden retning, læg fokus på indretning, mad og hjemmet.

Min idé var derfor at fokusere på advertorials, som ikke mange annoncører i Danmark kan finde ud af bruge, ej heller magasinernes annonceafdelinger. Kombinér den annonceringsform, som er relativ ny i Danmark, med den enormt voksende madinteresse i Danmark og det faktum, at Danmark har rasende mange madbloggere (I should know).

Resultat: advertorials i magasiner i mad blog format. Her er et eksempel, som ledsages af et billede af det opdækkede bord med VIPP produkterne i fokus:

Når man møder manden i sit liv og skal giftes, er det samtidig en sammensmeltning af to familier. Søndag afholdtes derfor Den Patriarkiske Brunch på Vesterbro. Og hvordan gør man så dét bedst? Man gearer ned, slapper af, fylder lejligheden med nybagt brød duft og små overraskelser i kokotter.
Her er menuen, som var ledsaget af hyggelig jazz, gamle røverhistorier om hjemmebryg og masser af grin:

Hjemmebagte boller6 store boller
En kvart pakke gær
3,5 dl lunkent vand
Salt efter smag
Et skvæt smagsneutral olie
150 gram grahamsmel
300 gram hvedemel
Start aftenen før
Opløs først gæren i vand, med salt og olie.
Bland herefter begge slags mel i
Det bliver en meget løs og våd dej, og det skal den være.
Vikl et viskestykke omkrig skålen og stil den i køleskabet
Om morgenen tager du skålen ud, former 6-8 boller med en ske, drysser lidt salt og valgfri kerner over.
200 grader i 17-18 minutter (varmluft)
Server med lækre oste og marmelader
Brunch i en kokotte, 6 personer
1 rulle butterdej
6 ægg
6 skiver bacon
6 spsk sødmælk
salt og peber

Form en skal af butterdej, som du forer de små kokotter med, først en lang strimmel og bagefter en bund.
Slå et æg ud i kokotten, drys små tern af stegt bacon ned (1 strimmel per kokotte), hæld forsigtigt en spiseskefuld sødmælk i, krydret med salt og peber, oven på og rør forsigtigt rundt, uden at prikke hul på blommen. Sæt i ovnen ved 200 grader i cirka 10 minutter, indtil overfladen er stivnet, men mens blommen stadig er flydende.

På bordet:
Små spicy pølser
Græsk yogurt med ahornsirup og friske bær
Friskpresset appelsinjuice med jordbær
Forskellige oste

God fornøjelse:-)

Spuntino: rutineret, velkørt og forudsigeligt

-af Anne-Sofie Hein

Madanmelderne skal støves af
Her kommer en sten i skoen: madanmeldelser efterlader mig meget tit frustreret. Jeg elsker som bekendt mad, at spise den, at læse om den og at snakke om den, så jeg burde elske madanmeldelser, og det gør jeg til dels også. Men hvorfor skal det være så kedeligt skrevet? Hvorfor skal anmelderne altid fortabe sig i lange og tørre diskussioner om vinkort, syrebalance i maden, teste (og til tider ydmyge) kokkens viden ud i krogene og i det hele taget tage alle følelserne ud af oplevelsen?
Det vil jeg virkelig gerne gøre op med. Når man er ude at spise, er det en helhedsoplevelse - hvem er de andre i restauranten, hvordan får tjenerne en til at føle sig, hvordan lander maden på smagsløgene og i maven og føler man sig tilfredsstillet og rigere, efter at have skrevet under på dankortkvitteringen? Der er ikke nogen madanmelder-skole, så jeg kan heldigvis gøre, som det passer mig, og det vil jeg så gøre.

Det bliver følelsesladet og fyldt med personlige betragtninger, til gengæld er der meget lidt om vinens komplementaritet og kokkens viden om sicilianske madtraditioner - for det interesserer ikke mig og formentlig heller ikke dig, hvis du bare gerne vil vide, hvor man kan få en hyggelig aften, spise noget god mad og slingre hjem i fantastisk humør.

Det gamle BB
Min barndomsveninde og jeg deler en kæmpe kærlighed til mad og har begge et meget tæt forhold til vores mave og dens behov. Vi har fornylig etableret en mødekombination af hygge-og-følgen-op-på-livet med nye-restauranter-i-et-tilnærmeligt-prisleje-som-lyder-spændende. Sidst var vi på Mother i Kødbyen, og det skal jeg huske at fortælle jer om senere.

Mandag aften var vi dog på Spuntino, som er nyeste skud fra Cofoco menneskerne, som bekendt af madverdenens svar på Coldplay - they never mess up. Ikke sådan helt eklatant i hvert fald. Den ligger, hvor den gamle Berntsens Ballade lå, og intet er stort set ændret fra dengang i indretningen.
Men hvorfor også ændre et hyggeligt lay out? Der er hyggeligt, god akkustik (en ting, som ellers virkelig kan ødelægge en god aften) og rustikt, men ikke på den autentiske Vesterbro måde, som de færreste Vesterbro borgere alligevel ikke rigtig gider længere. Der er hyggeligt!

Der var fyldt på en mandag aften og når jeg kiggede mig omkring, kunne jeg se et andet venindepar, en del voksne familier uden børn og et enkelt familieselskab på 10-12 mennesker. Jeg ved aldrig helt, hvor jeg skal gøre af mig selv, når sådan et selskab begynder på en talerrække - skal vi allesammen så holde mund og lytte til familiens høhø- og snøfthistorier? Herudover var der en voksen vennegruppe, bestående af 4 nydelige mænd i 50'erne, som slog over i flydende italiensk, da de bestilte. Blæret.

Pellegrino som ledsager
Min veninde havde haft en travl dag og glemt at drikke nok vand, så vi slog os på Pellegrino flasken og jeg tog rollen som wino på mig og bestilte et glas pinot grigio. Alle vinflasker (delt ind i bobler, hvid, rød, sød med cirka 5 valg i hver kategori) kunne købes på glas - dejligt! Jeg er ikke sommelier, men bliver jævnligt bombarderet med vinlærdom, så jeg følte mig nogenlunde sikker på, at mit glas kunne gå til forret såvel som hovedret, hvilket da også viste sig af holde stik (note to self: husk at prale). Derudover kan det godt være, at der er noget vandsnobberi i Pellegrino, men det smager altså godt!

På bordet kom først en kurv med autentisk italiensk brød (den slags, som på en eller anden måde både har sprød kant, er saftigt i midten og med gigantiske huller, uden man føler sig snydt) og den lækreste lille buttede flaske med velsmagende olivenolie.

Velsmagende forretter på skærebræt
Spuntino menu
Jeg havde lyst til stor smag og noget blød tekstur, så jeg valgte andelevermousse til forret, og min veninde jomfruhummer. Vi forelskede os begge i serveringen på rustikke skærebrædder, hvor hver forret var anrettet - godt tænkt, når nu temaet er det rustikke Italien. Min mousse var både kraftig og kærlig, med portvin i smagen, men på den diskrete måde. Ingen slemme flashbacks til de tidlige 90'ere, hvor man nærmest blev fuld af sådan en portion. Mousse ægget lå på en bund af syltede rødløg, mens sprøde flager af pancetta klyngede sig til ægget og 2 skiver ristet brød, af samme slags som velkommen-brødet, omkransede set-up'et. Det smagte skønt! Min venindes jomfruhummer var kogt perfekt med en hvidløg og persille dressing på sig og en medfølgende mascarpone creme, som friskede godt op med citrus, men ikke på den parfumerede måde. I det hele taget var smagene godt afstemte og man fik indtrykket af, at alt var nøje afstemt og indøvet.

Velkørte hovedretter
Hovedretterne...her blev jeg misundelig på min venindes bestilling, som var canneloni med spinat, brunet smør, salvie, parmasan og pinjekerner. Enkelt anrettet og autentisk. Jeg fik i stedet dagens fisk, som var slethvar med artiskokbunde, ansjos, kapers og en skysauce. Det smagte godt og de skape kapers og ansjoser stod godt til den faste fisk. Men lidt kedeligt. Pancettaen ville have stået godt til retten, tror jeg. Der manglede noget "mmmm". Desuden vil jeg rigtig gerne advares, når fisken serveres på benene, for det kunne man ikke umiddelbart se. Jeg har store traumer fra barndommen, hvor jeg skulle sidde og gnaske tørt rugbrød for at lirke et fiskeben væk fra min lille barnehals. Det ødelægger ligesom stemningen lidt.

Vi bestilte begge en enkel grøn salat med balsamico som side order, som hverken var mere eller mindre end som beskrevet - lidt sprødt og syrligt til alt det bløde.

Overflødige desserter
Vi kunne meget snildt være stoppet her, for portionerne var rigelige, og da Spuntino kører med 2 seatings og vi havde valgt den tidlige, var vi ikke sådan helt gammelsultne (og brødet var som sagt rigtig lækkert - hvornår lærer man at lade det stå?!). Men, og det er så her, at man mærker maskinen bag Spuntino - det er 3 retter for 275,- og sådan er dét. Du kan ikke bestille 1 eller 2 retter, eller jo det kan du godt, men så skal du stadig betale 275,- for det. Så vi lagde en hånd på maven og bad om to nonna, fordi det lød friskest. Spuntinos nonna kan bedst beskrives som en æblekompot, som har været igennem en lidt krydret kogning, hvor en crumble af mandler og makroner giver et sødligt bid og toppet med en kugle vanilieis, hjemmelavet tror jeg, men jeg vil ikke lægge hovedet på blokken. Øverst, og det vekslede vi lige et blik over, lå friteret rosmarin. Som min veninde sagde "skal vi nu til at smage lam i isen?", men det gjorde man ikke. Friteringen havde fået noget sødligt frem i krydderurten, som egentlig gav ok mening. Jeg havde dog ikke behøvet det. Jeg havde sådan set slet ikke behøvet dessert, så måske jeg var lidt farvet i mine tanker.

En italiener og to danskere
Hvordan var betjenningen så? Vi var igennem 3 tjenere, som alle var søde og venlige, omend ikke falde-på-halen-opmærksomme. En enkelt tjener var italiener (som overhørt ved ankomsten ved de 4 mænds bord) og viste os nåde ved at tale engelsk til os. Jeg er ok med en engelsktalende tjener, det er fint. Især når det er fordi han er italiener på en italiensk restaurant. Jeg er bare glad for, at de øvrige to kvindelige tjenere ikke var svenskere. Det er jeg nemlig ved at være godt og grundigt træt af. Men det er en helt anden historie, som jeg ikke skal trætte med her.

Helt efter planen var vi ude af døren klokken lidt i 9, uden at være blevet prikket på skulderen og mindet om vores lovede udsmidning. Det var rart og viser jo også bare, at de kan deres kram på Spuntino og kan time betjeningen optimalt, uden man føler sig skyndet på.

Mangler lidt fanden-i-voldskhed
Jeg ved ikke helt - jeg manglede nok noget galskab fra Berntsens Ballades tid. Det var et rutineret, velkørt og ordinært+ besøg, som jeg sagtens kan finde på at besøge med min søster, veninder, kæreste + venner etc., før en biograftur eller en anden aftale, for man er sikker på ankomst og afgangstidspunktet, og at man er mæt og tilfreds bagefter uden de helt store emotionelle oplevelser.

2 mennesker, dog kun med et enkelt glas vin og en flaske Pellegrino  (ser først nu at de glemte at tage penge for flaske nummer 2) blev 695,-, hvilket må siges at være overordentlig rimeligt for 3 retter til 2 personer på et stabilt godt niveau.

Det her begynder mere og mere at minde om en anmeldelse af en Toyota med 5 døre og plads til hele familien, og det er ikke helt fair. Spuntino har nemlig en vigtig kvalitet, som skal nævnes: det er madglade mennesker, som kommer på besøg - eller det er i hvert fald min tese. Folk smagte godt på maden, diskuterede maden og smagte hos hinanden - DET kan jeg godt lide!

...med lidt hjælp fra pastaen

-af Anne-Sofie Hein

Efter en lang dag i går, måtte jeg sande, at jeg havde et stort spørgsmål, som jeg måtte have hjælp til at besvare.
Så jeg lavede en hurtig aftale med en veninde om at mødes og angribe sagen lige på og hårdt. Med pasta og rødvin.

Vi endte på min spisestue nummer to: Café Høegs. Se, hvis du bor på Vesterbro eller kender Vesterbro godt, behøver jeg med garanti ikke at præsentere Høegs yderligere. Til jer andre kan jeg kun sige: man går aldrig derfra med fornemmelsen af "hmmm....det var ikke sådan helt godt, vel?" Eller jo, jeg er én gang gået derfra skuffet, men så kan jeg lære, at jeg skal lave min creme brulé selv.

Café Høegs bliver besøgt af alle: barselsmødre, venner før en koncert på Vega, venner før en bytur, kærestepar som ikke gider lave mad, bedsteforældre, naboerne. Alle. De tilbyder alle de gængse caféretter (og deres burger er altid kvalitet), men har også de varme retter om aftenen, som min veninde og jeg valgte. Ens bestilling kommer altid indenfor 10 minutter, varm, veltillavet og serveret med et smil.

Det var nemlig en af de aftener, hvor vi begge havde brug for kærlighed på en tallerken = varm cremet pasta med laks, champignoner, parmasan og rucola. Jeg ville ønske, at jeg havde bestilt husets limonade, for bitterheden ville have passet perfekt til den. Pastaen var blød, men havde alligevel lidt bid og druknede ikke i fløde. Stykkerne af laks faldt i flager, parmasanen gav lidt kant sammen med ruculaen og champignonerne gav variation midt i alt det milde. Love on a plate!

Jeg skal være den første til at sige: Høegs er ikke gourmet. Det er ikke engang en restaurant. Men de fejler aldrig, når man har brug for at verden lige lader være med at ændre sig i 5 minutter, så man kan få ro på tankerne og en tilfreds mave.
Mit drømmejob er at skrive om mad og om livet. Blandt andet hvorfor mad smager bedst, når man lever livet og hvorfor livet er lidt mere håndtérbart, når man spiser cremet pasta? Jeg håber, at det er et job.

Der er længe længe til...

-af Anne-Sofie Hein
Det er ikke nogen hemmelighed: jeg er ikke verdens mest tålmodige mennesker. Ikke engang Vesterbros mest tålmodige menneske og muligvis ikke engang denne lejligheds mest tålmodige, for ARGH - hvor jeg dog ikke duer til at vente på svar efter en samtale!!
Det er muligvis min egen skyld, fordi jeg lægger liv og sjæl i hver ansøgning, som jeg sender ud. Når jeg først læser et opslag, begynder jeg allerede dér at forestille mig selv arbejde i netop dén virksomhed, med netop dén chef og i netop dét område.
Det bliver ikke bedre, når samtalen er overstået. Jeg besøger muligvis deres hjemmeside en del og googler måske også deres medarbejdere lidt på Linkedin. Det er jo godt at kende ens kollegaer lidt på forhånd. En enkelt optimal cykelruteplan bliver det nok også til. Derudover beslutter jeg mig hver gang for ikke at fortælle til nogen, at jeg har søgt den stilling, fordi jeg ikke vil lægge for meget pres på livets karma. Med andre ord: jeg dater et job og endda lidt som en stalker. Jeg er Sarah i Love Actually.

Det er da heldigt, at jeg om 1 uge skal kokkere en 5 kilos gås, 1,5 kilo kartofler, uanede mængder mandler, fløde og en lang liste af andre julegodter. Forhåbentlig er det en meget forstående gås, for den skal høre på min skøn- eller klagesang, mens jeg propper svesker og æbler op i måsen på den.
Stakkels gås either way.

Morgen-Middag-Aften

-af Anne-Sofie Hein
Jeg blev medlem af Eat, Pray, Love gruppen på Facebook, efter jeg havde læst bogen, men før jeg havde set filmen. Forstå mig ret - filmen var da ok og havde flotte billeder fra Bali, men den fangede på ingen måde den følelse, som bogen gav mig. Jeg kunne SMAGE hendes måltider i Italien, mine tanker fløj også væk, da hun ikke kunne finde meditationsro i Indien og jeg kunne mærke Felipes arme bære mig i Bali. Men vigtigst af alt: jeg kunne fuldt ud relatere til hendes karakteristisk i Italien: una buona forchetta = madøre.

Nå, men tilbage på sporet: Facebook gruppen. På siden spørger de medlemmerne, hvad deres yndlingsmåltid er: morgenmad, frokost eller aftensmad. Hvorfor ikke bare spørge, hvilket familiemedlem, der er deres yndlings?

Morgenmåltidet er mit ømme punkt og der, hvor jeg er mest følsom overfor min maves præference lige præcis den dag. Hvis jeg ikke har lyst til den sædvanlige AXA müsli med mælk, er der INGEN måde, hvorpå jeg kan få min krop til acceptere det. Jeg kan ikke gå på kompromis med præferencerne om morgen. Niks. For tiden skifter jeg mellem den omtalte AXA müsli, hjemmebagte grovboller og havregryn med rosiner og mælk. Jeg tænker tit, at der inde i min morgen-mave bor en 3 årig kræsen og stålsat pige.
Yndlingstidspunktet er, når jeg drikker den først sip af den varme kaffe og mærker kroppen langsomt vågne, mens jeg bryder den 7-8 timers lange faste.
Morgenmaden skal vække mig nok til at jeg kan tænde min mail og planlægge dagens jobsøgning, opfølgning eller decideret stalking af potentielle arbejdsgivere.

Frokosten er mere fleksibel. Jeg fandt fornylig ud af, at jeg ikke er alene med én af mine yndlingsspiser til frokost: en humpel kernerugbrød med karrysild. Min veninde deler denne forkærlighed og nu har jeg så for første gang lavet high five i SuperBest over karrysild. Det smager fantastisk! Andre favoritter er samme rugbrød med varm økologisk okseleverpostej med økologiske rødbeder. Jeg er ikke fanatisk med økologi, men lige præcis de to produkter smager væsentligt bedre end deres ikke-økologiske fætre. Hvis jeg ikke er i humør til rugbrød, og ikke er ved at dø af sult efter træning (som jeg nu har rykket op til om formiddagen...fordi jeg kan), koger jeg noget grovpasta og vender det med lidt Philadelphia med purløg, salt, peber og røget laks i mini stykker eller måske med lidt tomatbiksbaks og mozarella.
Hovedformålet her er selvfølgelig at tilfredsstille kroppen efter træningen, men jeg kan ikke stå hovedløst bøjet over en dåse tun og et glas kakao. Det skal føles frisk, energifyldt og gerne med lidt bid i, så jeg ikke sløver hen til eftermiddagen, som er en jobsøgendes peak-period.

Om eftermiddag slår virksomhederne og jobsites nemlig deres nye stillinger op. Omkring kl.15-16 sidder jeg derfor parat med en varm kop tempel te og noget crunch. Crunchen kan være hjemmebagte knækbrød, pebernødder eller måske en hjemmebagt bolle. Det skal være comfort food, mens jeg viser bisserne frem og løfter halen, i mine ansøgninger.

Det er også omkring det her tidspunkt, hvor vi i december måned får trukket gardinerne for sollyset og ikke længere kan se, om istapperne kommer susende mod os på gaden. Så det er nok smartest alligevel at blive indenfor. Jeg får nogle af mine bedste idéer i løbet af den blå time, fordi jeg rent kreativt peaker på det tidspunkt. Jeg elsker den blå time og min varme kop te.

Så kommer vi til aftensmaden og det er ingen hemmelighed, at Christian og jeg de sidste 3 år har gjort vores til at forsørge mange caféer og take-way steder på Vesterbro: Høeghs, Thai Away, Taco Shop, Chili Mili, Sticks & Sushi,  Kokken & Karry, Gastronomia etc. Når man først kommer sent fra kontoret, er madkreativiteten borte og jeg magter ikke at slås med andre kontortrætte mennesker ved køledisken i Superbrugsen. MEN disse dage får jeg hygget igennem med madlavningen og det er faktisk lykkedes at skabe en form for kompromis mellem Christians forkærlighed for traditionel dansk mad og min for fisk, grøntsager og store smagsnuancer. I aftes f.eks fik jeg kombineret strimlet kylling, stegt på panden med stærk karry, mango chutney, lidt creme fraiche, salt og peber, til sidst vendt med kogt fuldkornspasta og ærter. YUM!
Aftensmåltidet skal forberede min mave på de kommende 7-8 timers faste, mens jeg sover, så det skal mætte godt, uden at slå mig omkuld. Det skal nære, uden at hidse maven op og det skal tilfredsstille alle smagsløgene, så jeg kan lægge mig under dynen nogle timer senere og glæde mig til næste dags jobsøgning, gode idéer og uventede muligheder.

Jeg kan ikke vælge mit yndlingsmåltid, for hvert måltid møder forskellige behov og formål.
Man kan jo ikke være en kreativ jobsøger på tørt brød og myseost, vel?

Blogsammenføring

-af Anne-Sofie Hein
Jeg har en tilståelse: jeg har skrevet på to blogs på samme tid. Jeg elsker begge meget højt, men der er efterhånden tegn på, at de burde smelte sammen. Mere om det senere...

Det er egentlig tankevækkende, at en blog om jobsøgning føltes uforenelig med en blog om min hobby. Jeg tænkte dog, at min blog om jobsøgning burde være saglig og konkret, hvor jeg kunne baske lidt mere med ordene i hobby bloggen. Lige indtil en veninde gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke baskede nok i min blog om jobsøgning. Hun savnede at kunne se mig i ordene.
Herudover har der i den sidste uge været en del korrespondance frem og tilbage om jobs, som på mange måder drejer sig om mad.

Derfor kommer der nu om lidt 3 indlæg til hygge-læsningen - alle om mad ("Hvorfor mad er så fantastisk", "Madøre" og "Thanks-no-so-giving".

Og for at spinde tråden mellem dem yderligere: i dag udnyttede jeg den bidende kulde og den helt fænomenale søvn, som udspringer af de seneste 2 måneders energi-opladning og komplette mangel på stress i mit liv.
Jeg er ellers ikke en fan af gammeldags dansk mad, men i dag gjorde jeg en undtagelse, fordi min store kærlighed arbejder hårdt og fordi han er min trofaste støtte i alle mine jobovervejelser. Jeg lavede wienerschnitzel. Med brasede kartofler, citron, peberrod, kapers og ærter. Og jeg satte ketchup på bordet af mig selv. DET er kærlighed!

PS. Perchs hvid tempel te er god efter sådan en omgang dansk mad, bare lige for at minde dig selv om, at du stadig er ung. Og lækker.

2 pers.

2 kalveschnitzler, størrelse afhængig af appetit og dine pander
1 æg
God rasp (ikke den der pose til 5 kroner - det er høvlspåner)+salt+peber+den hemmelige ingrediens (nu knap så hemmelig): en knivspids hønsebouillon pulver
Smør og olie til du skammer dig

2 citronskiver
2 tsk peberrod
2 tsk kapers
evt. 2 ansjosfileter, hvis du magter lugten

Kartofler
Ærter

Kog kartoflerne til de er møre, hæld vandet fra og lad kartoflerne kølne lidt af ved at skære dem i halve eller kvarte, afhængig af størrelse.

Tag kødet ud af køleskabet, så det ikke er helt koldt, når du arbejder med det.
Bland imens rasp, salt, peber og hønsebouillonpulver i en dyb tallerken
Pisk ægget sammen i en anden dyb tallerken.

Læg hver schnitzel mellem 2 stykker vitawrap og bank dem tyndere med en bagerulle. De skal ende på cirka 1 cm tykkelse, men det er en smagssag. Personligt kan jeg godt lide dem lidt tyndere.

Dyb herefter schnitzlerne en efter en i først det sammenpiskede æg og bagefter rasp blandingen. Det er ikke særlig kønt eller praktisk, for det sviner en del. Læg herefter kødet på en tallerken, klap lidt ekstra rasp blanding i kødet og lad kødet stå for at trække æg og rasp til sig, i cirka 5 minutter.

Varm en pande op til en lidt over middel varme og lad smøret bruse af. Steg herefter kødet i en blanding af smør og olie, cirka 3-4 minutter på hver side. Pas på at pandevarmen hverken er for høj, så raspen sortner før kødet er færdigstegt eller for lav, så raspen bliver blød.

Når kødet er færdigt, lægges det i et varm fad med sølvpapir over, i nærheden af varmen, mens kartoflerne vendes på panden og får lidt farve og ærterne koges.

På med den lille hat af citronskive+kapers+peberrod+ansjos på kødet og server kartofler og ærter til.

Thanks not-so-giving

-af Anne-Sofie Hein
 

Gennem mange år har jeg hver november ærget mig sådan over, at jeg ikke havde tid til at svinge en komplet thanksgiving middag sammen. Ikke fordi jeg er vanvittig tosset med kalkun, men fordi det er sådan et dekadent og overdådigt måltid med så meget tilbehør, stuffing og tærter med søde kartofler osv.

Det lyder som en Sisyfos middag og jeg har derfor researchet og lavet excel ark i vildskab gennem de sidste par uger, da jeg ENDELIG havde tiden og endda havde fået overtalt en intetanende tidligere kollega til fortære kalkunen med mig og kæresten.

Men så nemt er det ikke at skabe en original Thanksgiving middag i Danmark viser det sig. Jeg havde først undersøgt kalkun priserne hos min lokale slagter og blevet enig med mig selv om, at hans kalkuner var alt for store og dyre til kun 3 personer. Jeg regnede derfor med, at jeg kunne finde en mindre af slagsen i et almindeligt supermarked. Hvis dette glippede, havde jeg en plan B parat - at stuffe et kalkunbryst.

På indkøbslisten stod der endvidere ingredienserne til en pecan pie, sweet potato mash, onion and apple stuffing, green beans, cranberry sauce and corn bread. Det er trist, men sandt: de danske supermarkeder delte ikke mine begejstring for den amerikanske højtid, og medmindre jeg ville satse på at tø en 5 kilos kalkun op på 12 timer og derudover besøge flere end 4 supermarkeder og finde drem til deciderede amerikanske specialkøbmænd, måtte jeg opgive projektet.

Så i aften står den på pad thai og pecan pie. Men mon ikke også pilgrimmene ville have haft bedre af en sund og nærende omgang hjemmelavet thai mad i virkeligheden? Lad os sige det...

Dream a little dream of me

-af Anne-Sofie Hein
Hvad gør man med drømmene?

Hvad er din store drøm at have som arbejde og tjene virkelig gode penge på? Mange af de mennesker, som jeg kender, er ikke meget for at indrømme svaret, for det er tit og ofte et job, som man ikke umiddelbart vil have mulighed for at tjene gode penge på. Hvis man skal have mulighed for at kunne leve af sin gode drøm, hænger det tit sådan sammen, at man skal være mere end gennemsnitlig god til det, og hvis man drømmer om at blive operasangerinde, siger man også indirekte, at man har potentialet til at blive Verdens Bedste, og det er danskerne ikke vanvittig åbne overfor.
Derudover: hvor mange af os, som sidder på kontorstolen lige nu, kan helt ærlig sige, at vi ville kunne komme på podiet, hvis der var en konkurrence i, let's say, verdens bedste medieplanlægning? Det er lidt nemmere og sikrere at gøre vores kompetencer til vores karriere i stedet for vores drømme.

Men hvis man har en drøm om at være skribent (ikke journalist og ikke forfatter - skribent), skal man ikke kun være jeg-hygger-mig-lidt-med-noget-bloggeri-og-et-par-bøger-som-alle-nået-til-side-42. Nej, så skal man være smæk på skillingen fantastisk. Man skal skrive, så andre læser ens ord og føler noget. Man skal kunne hoppe op på skulderen af læseren og ae dem på kinden, slå dem i baghovedet eller kilde dem i nakken. Og hvor mange kan det? Jeg kender kun til en håndfuld i Danmark og mange af dem er endda stukket af fra det, som jeg synes, at de gør så eminent.

Mette Holbæk er en af dem. Hun skrev for mange år siden for Woman. Dengang det var et godt magasin. Hun skrev artikler om at være kvinde og hun gjorde det så sårbart og præcist, at hun op til flere gange har siddet på min skulder og masseret mine følelser. Senere var hun med til at starte Nova magasinet op, som desværre ikke fik en lang levetid. Det var en magasin, som indeholdte alt det, som manglede. Dybdegående artikler om det, som foregår under overfladen, komplet renset for ligegyldig glitter journalistik, uden det nogensinde blev kvalmt og rundkreds-lilla. Jeg savner Mette Holbæks ord. Hun arbejder i dag som konsulent.

Camilla Stockholm er en anden. Man kan mene, hvad man vil om dialog bøgerne med Maise Njor (og jeg mener en del), men hendes ord rammer mig altid. Jeg skrev engang til hende, efter at have læst Cykelstyrt bogen, men det skal vi ikke komme nærmere ind på. Jeg kommer nogen gange til at tro, at jeg kender nogen, uden at de ved det, hvis de skriver rigtig godt. Hun arbejder nu på Politikens kulturredaktion, men jeg ville så gerne se hende noget mere som forfatter. Jeg tror, at hun kunne give en del tavlesvampe baghjul på reolen.

Jeg tror ikke, at hverken at Camilla Stockmann eller Mette Holbæk er millionærer og jeg tror også, at de har været i tvivl om vejen til karrieren undervejs. Men de har holdt fast i ordene og den klikkende lyd på tastaturet, som en skribent elsker, når den følges med en varm kop kaffe og en virkelig god idé. De har fulgt deres drøm og lever af den, på hver deres måde.

Så lad os nu sige, at man drømte om at kunne leve af ordene, kombineret med fantasien, kreativiteten, kollegaerne og markedsføringen - hvordan kombinerer man det med en telefonsamtale lige om et øjeblik med en mand, som måske tilbyder en et fastbetalt job, hvor man skal skrive ord i et excel ark? Kan man tale store drømme med en rekrutteringskonsulent? Ja, jeg ved godt, at der er en risiko for, at han læser disse ord og tænker, at jeg nok ikke er hans kandidat alligevel, men så har vi begge været ærlige.

Gid jeg kunne ringe til Mette og Camilla...

Do not google

-af Anne-Sofie Hein
Der findes sætninger og ord, som man ikke bør google. Her er et udvalg:

"Halsbetændelse, feber" (når man har ondt i halsen - kan resultere i adskillige opkald til ens læge om morgenen med stigende insisteren, som til sidst indvilger i en podning og træt må lade en vide: det er bare en ondsindet virus. Du må ikke få penicilin og du skal holde dig i ro. INDTIL du har det bedre).
"Lagersalg", "Day" (lad nu være - du gider alligevel ikke stå op på lørdag kl.8 for at stå i kø ved Øksnehallerne)
"Hvordan finder man drømmejobbet". Lad mig lige tage fat i den her, for selvfølgelig googlede jeg den sætning.

Hvis man googler sætningen "hvordan finder man drømmejobbet" kommer der alskens tests og mere eller mindre selvhjælpsrelaterede sider op. Lad os nu sige, at jeg kombinerede punkt 1 og 3 i dag og rent faktisk læste nogle af dem. I bloggens interesse selvfølgelig. Og lad os nu sige, at jeg ligefrem lave et excel ark over mine svar på en test. Så ville det, måske, se ud som nedenstående skema.
Og lad mig i den forbindelse kombinere det med et citat, som jeg har set diverse steder i diverse udformning: Find a way to get paid for doing what you love. Then every paycheck will be a bonus. Det lyder super! Hvad søger man under på jobindex?

Drømmejobstankerne dukker op mange gange i løbet af et almindeligt liv, tror jeg. Når man er barn, stormer man af sted på sin cykel, mens man forestiller sig, at man er med i Tour de France og er sin generations yet-to-be-discovered stjerne. Når man er teenager, forestiller man sig, at man bliver feteret skuespiller med hele verden som legeplads. Når man kommer i gymnasiet, begynder man at blive lidt mere seriøs og tænker i deciderede titler som læge, advokat og pilot. Den uddannelse, som man så vælger efter gymnasiet, drejer en ind på en vej, som man har en idé om vil være lige, spændende og med pæne træer. Man får sit første job efter uddannelsen og finder hér ud af, om man kendte sig selv godt nok, dengang man valgte.

Langt de fleste, tror jeg, snupper et par omveje, smutveje eller deciderede køren-i-grøften ture. Engang imellem orker man ikke engang overvejelsen om drømmejobsjagten, fordi vejen forude er så nemmere og velkendt.
Hvis man beslutter sig for, at man vil tage jagten op, må man indstille sig nogle slukkede lamper og grus på vejen.

For faktum er jo, at jagten på drømmejobbet tit bliver druknet i hverdagsbekymringer såsom penge til julegaver, møder hos a-kassen, halsbetændelser og den frustrationstype, som jeg kalder instinktfrustationen.

Min mave fortæller mig nemlig, at jeg HAR fundet mit drømmejob. Det er ikke et job endnu, for det er baseret på en forretningsenhed, som ikke eksisterer endnu i en virksomhed, som jeg kender godt. Jeg har udarbejdet forretningsoplæg i mange mange versioner, aktiveret netværk, aktiveret mit netværks netværk, researchet og tænkt meget intense positive tanker og sendt dem ud i universet. Intet svar. Ikke engang en optagettone. Stilhed.

På den måde er jeg nok lidt som en ko, for jeg har mange mavefornemmelser om drømmejobs. Tit flere i løbet af en dag. Og det giver måske meget god mening, når man læser mit excel ark over drømmejobbet, for I guder! hvor kan man passe mange jobs ind under mine karakteristika...

Så måske skal man ikke være bange for at være som en teenager i jagten på drømmejobbet: tro på evig kærlighed hvér gang og risikér nogle manglende opkald eller afslag på vejen.

Hvad kan jeg lide at lave	Hvorfor
Marketing	Kreativt og struktureret samtidig
Se film i biografen	Lukket indblik i en anden verden, fordybelse, fantasi
Læse modemagasiner	Inspiration af andres kreativitet
Læse madmagasiner	Inspiration til selv at lave mad, inspiration til restauranter,
Læse luksus magasiner	Drømme
Høre Mads & Monopolet	Indblik i andre folks liv
Spise på lækre restauranter	Stimulering, overraskelsen i andre folk kreativitet
Gå lange ture	Idé generering, klare hovedet
Se serier om karrierekvinder	Inspiration, drømme, drive
At snorkle	Indblik i en helt anden verden, ro, harmoni
At rejse	Udforske nye verdener, indblik i andre folks liv i andre lande
At se madprogrammer	Inspirerende at se andre folk drive og kærlighed til mad
At udtænke løsninger på andre folks problemer	At kunne tilbyde en ny vinkel, sparring, inspiration til eget liv
At indrette	Tænke i rum, farver, muligheder, shoppe
God til	Dårlig til
Problemløsning	Salgsforhandlinger
Empati	Ensformighed
Forretningsudvikling	Salg
Gennemskue HR mekanismer i en virksomhed	Ikke at blive kreativt udfordret
Struktur
Tænke langt ud af boksen
Drømme
Outdoor medier
Mediestrategi
Engelsk
Skriftlig kommunikation
At skrive levende og gribende
Motivere andre
Sådan arbejder jeg	Livsstil
Effektivt	Kigger ikke på klokken
Godt under pres	Kan godt lide at arbejde hjemmefra til tider
Struktureret	Storkøbenhavn, meget gerne København
Ikke bange for afbrydelser	Engagerede kollegaer
Bedst med en blanding af rutine, helt nyt og strukturopgaver	Sammenhold på arbejdsplads
Bedst til at brainstorme med andre og bagefter løbe med en af boldene alene	Fladt hierarki
Ærligt og uden facade