Spuntino: rutineret, velkørt og forudsigeligt

-af Anne-Sofie Hein

Madanmelderne skal støves af
Her kommer en sten i skoen: madanmeldelser efterlader mig meget tit frustreret. Jeg elsker som bekendt mad, at spise den, at læse om den og at snakke om den, så jeg burde elske madanmeldelser, og det gør jeg til dels også. Men hvorfor skal det være så kedeligt skrevet? Hvorfor skal anmelderne altid fortabe sig i lange og tørre diskussioner om vinkort, syrebalance i maden, teste (og til tider ydmyge) kokkens viden ud i krogene og i det hele taget tage alle følelserne ud af oplevelsen?
Det vil jeg virkelig gerne gøre op med. Når man er ude at spise, er det en helhedsoplevelse - hvem er de andre i restauranten, hvordan får tjenerne en til at føle sig, hvordan lander maden på smagsløgene og i maven og føler man sig tilfredsstillet og rigere, efter at have skrevet under på dankortkvitteringen? Der er ikke nogen madanmelder-skole, så jeg kan heldigvis gøre, som det passer mig, og det vil jeg så gøre.

Det bliver følelsesladet og fyldt med personlige betragtninger, til gengæld er der meget lidt om vinens komplementaritet og kokkens viden om sicilianske madtraditioner - for det interesserer ikke mig og formentlig heller ikke dig, hvis du bare gerne vil vide, hvor man kan få en hyggelig aften, spise noget god mad og slingre hjem i fantastisk humør.

Det gamle BB
Min barndomsveninde og jeg deler en kæmpe kærlighed til mad og har begge et meget tæt forhold til vores mave og dens behov. Vi har fornylig etableret en mødekombination af hygge-og-følgen-op-på-livet med nye-restauranter-i-et-tilnærmeligt-prisleje-som-lyder-spændende. Sidst var vi på Mother i Kødbyen, og det skal jeg huske at fortælle jer om senere.

Mandag aften var vi dog på Spuntino, som er nyeste skud fra Cofoco menneskerne, som bekendt af madverdenens svar på Coldplay - they never mess up. Ikke sådan helt eklatant i hvert fald. Den ligger, hvor den gamle Berntsens Ballade lå, og intet er stort set ændret fra dengang i indretningen.
Men hvorfor også ændre et hyggeligt lay out? Der er hyggeligt, god akkustik (en ting, som ellers virkelig kan ødelægge en god aften) og rustikt, men ikke på den autentiske Vesterbro måde, som de færreste Vesterbro borgere alligevel ikke rigtig gider længere. Der er hyggeligt!

Der var fyldt på en mandag aften og når jeg kiggede mig omkring, kunne jeg se et andet venindepar, en del voksne familier uden børn og et enkelt familieselskab på 10-12 mennesker. Jeg ved aldrig helt, hvor jeg skal gøre af mig selv, når sådan et selskab begynder på en talerrække - skal vi allesammen så holde mund og lytte til familiens høhø- og snøfthistorier? Herudover var der en voksen vennegruppe, bestående af 4 nydelige mænd i 50'erne, som slog over i flydende italiensk, da de bestilte. Blæret.

Pellegrino som ledsager
Min veninde havde haft en travl dag og glemt at drikke nok vand, så vi slog os på Pellegrino flasken og jeg tog rollen som wino på mig og bestilte et glas pinot grigio. Alle vinflasker (delt ind i bobler, hvid, rød, sød med cirka 5 valg i hver kategori) kunne købes på glas - dejligt! Jeg er ikke sommelier, men bliver jævnligt bombarderet med vinlærdom, så jeg følte mig nogenlunde sikker på, at mit glas kunne gå til forret såvel som hovedret, hvilket da også viste sig af holde stik (note to self: husk at prale). Derudover kan det godt være, at der er noget vandsnobberi i Pellegrino, men det smager altså godt!

På bordet kom først en kurv med autentisk italiensk brød (den slags, som på en eller anden måde både har sprød kant, er saftigt i midten og med gigantiske huller, uden man føler sig snydt) og den lækreste lille buttede flaske med velsmagende olivenolie.

Velsmagende forretter på skærebræt
Spuntino menu
Jeg havde lyst til stor smag og noget blød tekstur, så jeg valgte andelevermousse til forret, og min veninde jomfruhummer. Vi forelskede os begge i serveringen på rustikke skærebrædder, hvor hver forret var anrettet - godt tænkt, når nu temaet er det rustikke Italien. Min mousse var både kraftig og kærlig, med portvin i smagen, men på den diskrete måde. Ingen slemme flashbacks til de tidlige 90'ere, hvor man nærmest blev fuld af sådan en portion. Mousse ægget lå på en bund af syltede rødløg, mens sprøde flager af pancetta klyngede sig til ægget og 2 skiver ristet brød, af samme slags som velkommen-brødet, omkransede set-up'et. Det smagte skønt! Min venindes jomfruhummer var kogt perfekt med en hvidløg og persille dressing på sig og en medfølgende mascarpone creme, som friskede godt op med citrus, men ikke på den parfumerede måde. I det hele taget var smagene godt afstemte og man fik indtrykket af, at alt var nøje afstemt og indøvet.

Velkørte hovedretter
Hovedretterne...her blev jeg misundelig på min venindes bestilling, som var canneloni med spinat, brunet smør, salvie, parmasan og pinjekerner. Enkelt anrettet og autentisk. Jeg fik i stedet dagens fisk, som var slethvar med artiskokbunde, ansjos, kapers og en skysauce. Det smagte godt og de skape kapers og ansjoser stod godt til den faste fisk. Men lidt kedeligt. Pancettaen ville have stået godt til retten, tror jeg. Der manglede noget "mmmm". Desuden vil jeg rigtig gerne advares, når fisken serveres på benene, for det kunne man ikke umiddelbart se. Jeg har store traumer fra barndommen, hvor jeg skulle sidde og gnaske tørt rugbrød for at lirke et fiskeben væk fra min lille barnehals. Det ødelægger ligesom stemningen lidt.

Vi bestilte begge en enkel grøn salat med balsamico som side order, som hverken var mere eller mindre end som beskrevet - lidt sprødt og syrligt til alt det bløde.

Overflødige desserter
Vi kunne meget snildt være stoppet her, for portionerne var rigelige, og da Spuntino kører med 2 seatings og vi havde valgt den tidlige, var vi ikke sådan helt gammelsultne (og brødet var som sagt rigtig lækkert - hvornår lærer man at lade det stå?!). Men, og det er så her, at man mærker maskinen bag Spuntino - det er 3 retter for 275,- og sådan er dét. Du kan ikke bestille 1 eller 2 retter, eller jo det kan du godt, men så skal du stadig betale 275,- for det. Så vi lagde en hånd på maven og bad om to nonna, fordi det lød friskest. Spuntinos nonna kan bedst beskrives som en æblekompot, som har været igennem en lidt krydret kogning, hvor en crumble af mandler og makroner giver et sødligt bid og toppet med en kugle vanilieis, hjemmelavet tror jeg, men jeg vil ikke lægge hovedet på blokken. Øverst, og det vekslede vi lige et blik over, lå friteret rosmarin. Som min veninde sagde "skal vi nu til at smage lam i isen?", men det gjorde man ikke. Friteringen havde fået noget sødligt frem i krydderurten, som egentlig gav ok mening. Jeg havde dog ikke behøvet det. Jeg havde sådan set slet ikke behøvet dessert, så måske jeg var lidt farvet i mine tanker.

En italiener og to danskere
Hvordan var betjenningen så? Vi var igennem 3 tjenere, som alle var søde og venlige, omend ikke falde-på-halen-opmærksomme. En enkelt tjener var italiener (som overhørt ved ankomsten ved de 4 mænds bord) og viste os nåde ved at tale engelsk til os. Jeg er ok med en engelsktalende tjener, det er fint. Især når det er fordi han er italiener på en italiensk restaurant. Jeg er bare glad for, at de øvrige to kvindelige tjenere ikke var svenskere. Det er jeg nemlig ved at være godt og grundigt træt af. Men det er en helt anden historie, som jeg ikke skal trætte med her.

Helt efter planen var vi ude af døren klokken lidt i 9, uden at være blevet prikket på skulderen og mindet om vores lovede udsmidning. Det var rart og viser jo også bare, at de kan deres kram på Spuntino og kan time betjeningen optimalt, uden man føler sig skyndet på.

Mangler lidt fanden-i-voldskhed
Jeg ved ikke helt - jeg manglede nok noget galskab fra Berntsens Ballades tid. Det var et rutineret, velkørt og ordinært+ besøg, som jeg sagtens kan finde på at besøge med min søster, veninder, kæreste + venner etc., før en biograftur eller en anden aftale, for man er sikker på ankomst og afgangstidspunktet, og at man er mæt og tilfreds bagefter uden de helt store emotionelle oplevelser.

2 mennesker, dog kun med et enkelt glas vin og en flaske Pellegrino  (ser først nu at de glemte at tage penge for flaske nummer 2) blev 695,-, hvilket må siges at være overordentlig rimeligt for 3 retter til 2 personer på et stabilt godt niveau.

Det her begynder mere og mere at minde om en anmeldelse af en Toyota med 5 døre og plads til hele familien, og det er ikke helt fair. Spuntino har nemlig en vigtig kvalitet, som skal nævnes: det er madglade mennesker, som kommer på besøg - eller det er i hvert fald min tese. Folk smagte godt på maden, diskuterede maden og smagte hos hinanden - DET kan jeg godt lide!