onsdag den 23. februar 2011

Patriarkisk brunch - en advertorial

-af Anne-Sofie Hein
Nedenstående blog indlæg sendte jeg egentlig til VIPP, som et oplæg til en advertorial. Personligt var jeg ret vild med vinklen, men de bed desværre ikke på mig, selvom den marketingansvarlige skrev tilbage, at jeg havde gjort hende lækkersulten.

Forhistorien er, at VIPP nu har begivet sig ind i køkkenområdet med produkterne brødkasse, morgenmad-på-sengen-bord og salt & peber sæt. Det giver jo meget god mening, når man designer boligprodukter, at udvide sortimentet til hjemmets andre rum, men når man er synonym med toiletspanden, toiletbørsten og andre badeværelsesprodukter, er springet til madvarer...lidt akavet.

Derfor var min vinkel, at man skulle snakke mad, mad, mad og ændre samtalen. Sagt med Don Drapers ord: "If you don't like what's being said - change the subject". Det vil sige - løb hurtigt i den anden retning, læg fokus på indretning, mad og hjemmet.

Min idé var derfor at fokusere på advertorials, som ikke mange annoncører i Danmark kan finde ud af bruge, ej heller magasinernes annonceafdelinger. Kombinér den annonceringsform, som er relativ ny i Danmark, med den enormt voksende madinteresse i Danmark og det faktum, at Danmark har rasende mange madbloggere (I should know).

Resultat: advertorials i magasiner i mad blog format. Her er et eksempel, som ledsages af et billede af det opdækkede bord med VIPP produkterne i fokus:

Når man møder manden i sit liv og skal giftes, er det samtidig en sammensmeltning af to familier. Søndag afholdtes derfor Den Patriarkiske Brunch på Vesterbro. Og hvordan gør man så dét bedst? Man gearer ned, slapper af, fylder lejligheden med nybagt brød duft og små overraskelser i kokotter.
Her er menuen, som var ledsaget af hyggelig jazz, gamle røverhistorier om hjemmebryg og masser af grin:


Hjemmebagte boller6 store boller
En kvart pakke gær
3,5 dl lunkent vand
Salt efter smag
Et skvæt smagsneutral olie
150 gram grahamsmel
300 gram hvedemel
Start aftenen før
Opløs først gæren i vand, med salt og olie.
Bland herefter begge slags mel i
Det bliver en meget løs og våd dej, og det skal den være.
Vikl et viskestykke omkrig skålen og stil den i køleskabet
Om morgenen tager du skålen ud, former 6-8 boller med en ske, drysser lidt salt og valgfri kerner over.
200 grader i 17-18 minutter (varmluft)
Server med lækre oste og marmelader
Brunch i en kokotte, 6 personer
1 rulle butterdej
6 ægg
6 skiver bacon
6 spsk sødmælk
salt og peber

Form en skal af butterdej, som du forer de små kokotter med, først en lang strimmel og bagefter en bund.
Slå et æg ud i kokotten, drys små tern af stegt bacon ned (1 strimmel per kokotte), hæld forsigtigt en spiseskefuld sødmælk i, krydret med salt og peber, oven på og rør forsigtigt rundt, uden at prikke hul på blommen. Sæt i ovnen ved 200 grader i cirka 10 minutter, indtil overfladen er stivnet, men mens blommen stadig er flydende.

På bordet:
Små spicy pølser
Græsk yogurt med ahornsirup og friske bær
Friskpresset appelsinjuice med jordbær
Forskellige oste

God fornøjelse:-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar