En spændende nyhed fra Shanghai...

Efter 12 dage i komplet dvale på Bali, besluttede vi os for at prøve at komme op i noget, der lignede et menneskeligt tempo igen. Vi bookede derfor en riverrafting tur og det samme havde en amerikansk kvinde, Lisa, og hendes datter Kiley på Hanging Gardens resortet besluttet sig for den dag. Vi klikkede med det samme og udvekslede livshistorier og politiske syspunkter i light versionen og kastede os ned i bådene for at blive kastet godt rundt.

Efter turen ned ad vandfaldene sad vi og fik lidt frokost, mens vi fik varmen. Mad får folk til at snakke og jeg faldt i snak med  Kiley. Hun spurgte mig, hvad jeg arbejdede med i Danmark og jeg fortalte, at jeg gennem flere år havde arbejdet med kommunikation og markedsføring, men at jeg havde sagt mit job op for at ryste posen og finde ud af, hvilken retning min videre karriere skulle tage. Og så havde jeg jo en drøm om at arbejde mig hen imod at blive madanmelder. Og her lyste 20 årige Kiley så op i et kæmpe smil og begyndte at tale meget hurtigt. Så sent som dagen før havde hun nemlig siddet og talt med sin mor om, at hun drømte om at blive madanmelder, så hun kunne få afløb for sin store passion: mad!

Min mands gode ven Alun Biggart, som er en meget stor tilhænger af The Secret tanketangen og tanken om, at dét man fokuserer på, tiltrækker man, ville nok ikke blive overrasket over denne historie, og det gjorde jeg egentlig heller ikke selv. Når man har så god tid og så meget overskud, som man har efter 12 dage i 33 grader med sin elskede mand, så fokuserer hjernen udelukkende på de ting, som man elsker og drømmer om, og så sker det, at tilfældet slår ned. Kiley og jeg havde en længere snak om mad, om blogging og om drømme. Jeg havde på fornemmelsen, at nogen lige havde prikket mig på skulderen og sagt ”Hvad sagde jeg?”.

Så jeg gik og grublede lidt over tilfældet og efter en utrolig tiltrængt lur efter morgenmaden, skrev jeg en mail til Kiley. Jeg skrev til hende, at det stod hende frit for at sige nej tak, men at jeg meget gerne ville dele min blog med hende, hvis hun ville prøve sin drøm af. Hun svarede hurtigt tilbage, at hun var på, og at vi skulle snakkes ved, når vi begge var hjemme i vante omgivelser.

Jeg håbede virkelig, da jeg kom hjem, at hun stadig kunne huske mig og vores snak, for jeg havde en rigtig god fornemmelse med hende og hendes passion for de samme ting, som jeg brænder for. En 20 årig amerikansk  pige, som har kvindemod nok til at flytte til Shanghai og studere, blive spyttet på dagligt (fordi det gør man åbenbart meget i Shanghai?) og være væk fra hele sin families (og Thanksgiving mad!) - hun har min stemme.

Så her kommer det rigtig fede: næste weekend skal Kiley deltage i kokketime i Shanghai, som er ledet af Jean Georges. Bagefter vil han lave en 3 retters menu til deltagerne. Hvis du ikke kender ham, kommer der lidt info her: han har 15 restauranter over hele verden, heriblandt en 3-stjernet og to 1-stjernede, skrevet 3 bøger, og jeg er ved at dø af misundelse!

Efter Kiley har været igennem denne fabelagtige dag, vil hun skrive et blogindlæg om oplevelsen og sende det til mig. Jeg vil så lægge det herop, så I alle kan læse det. Très cool, n’est-ce pas?

Hvis det går godt har jeg en bunke idéer til at udvide Kiley’s og mit samarbejde, men det vender jeg frygteligt tilbage med, hvis alt går godtJ

Jeg glæder mig sindssygt meget til at høre om den franske kok på besøg hos den amerikanske kvinde i Shanghai! 

Take the croissants, leave the potatoes

På min mands og min videre færd rundt på Bali, landede vi lidt udenfor Ubud på et større resort ved navn Hanging Gardens. Vi var vilde med Damai, men det var også rart at komme videre, til en anden by, et andet resort, et andet køkken.

Resortets største aktiv var uden tvivl dets placering, og hvis man befinder sig der, forstår man, at det absolut ikke er en diskvalifikation af hverken dets køkken, villaer eller service. Alle var fortrinlige, men placeringen på en skrænt midt i regnskoven, omgivet af tæt regnskovsbevoksning og med en udsigt, som man næsten ikke kunne rumme, var second to none.

Hver morgen glædede jeg mig til at trække skodderne fra vinduerne, så jeg kunne kigge ud på det grønne hav af regnskov lige udenfor.

Når man spiste i resortets restaurant, blev man mødt af en umanerlig snobbet fransk restaurant manager, som dog langsomt blødte op. Til sidst fik vi faktisk et smil ud af ham. Hans køkken var dog helt fantastisk, og så er man tilgivet det meste i min bog. På morgenbuffetten præsterede han nogen af de bedste croissanter, jeg har smagt og hans madeleine kager var sky-lette. Lige med hensyn til bagværk, er det ekstremt godt gået, for luftfugtigheden gør, at brødet har en ekstrem kort holdbarhed og at processen er en del anderledes end under koldere himmelstrøg, er jeg blevet fortalt.

Mens vi havde været på Damai, var vi blevet anbefalet at besøge en restaurant ved navn Mozaic i Ubud. Michelin er ikke nået til Bali, men det var Wine Spectators. De havde valgt at give restauranten en Award of Excellence i 2011, og det kunne hverken jeg eller min mand modstå, så efter 30 minutters nedklatring fra bjerget i en firhjulstrækker, ankom vi.

Stedet har uden tvivl været i skole på Michelin niveau, for servicen var upåklagelig, maden var fremragende og vinen perfekt tilpasset. Nogenlunde i hvert fald. For…og jeg skriver det her med den største kærlighed og ømhed…vi var stadig på Bali. Tjenerne gik i slæbende klipklapper, for det gør man på Bali. Sommelieren havde relativt store huller i sin viden, for man drikker ikke særlig meget vin på Bali (både på grund af religion og ekstremt store afgifter). Og til en ellers kunstnerisk opsat og perfekt smagsafstemt hovedret, kom tjeneren løbende ind med en skål kartoffelmos. Fordi en eller anden jysk eller tysk båtnakke på et tidspunkt sikkert har brokket sig over manglende kartofler. Men så kom min dessert ind med en corny chokolade firkant, hvor der stod ”Happy Honeymoon” og så smeltede jeg fuldstændig.

For selvfølgelig er det fedt, at nogen har grundlagt og opbygget et sted som Mozaic på Bali! Men det er absolut ingen skam, at der er små lokale fingreaftryk undervejs, så man husker, at man altså for 1 time siden sad ude i regnskoven og slikkede solskin. Det er en rigtig lækker restaurant, og efter 6 retters Chef’s Tasting Menu med dertilhørende vinmenu, fik vi et måltid som i pris lå på halvdelen af, hvad vi ville være kommet af med  et sted i Europa. I smagsindtryk og tilberedning lå det på et ekstremt højt niveau, i forhold til placeringen.

Vi satte os mætte, og lad os se det i øjnene – lettere tipsy – ind i bilen og blev kørt hjem igen, hvor vi skyndte os ud af slipset og stilletterne og delte en cola ude ved poolen.