En spændende nyhed fra Shanghai...

Efter 12 dage i komplet dvale på Bali, besluttede vi os for at prøve at komme op i noget, der lignede et menneskeligt tempo igen. Vi bookede derfor en riverrafting tur og det samme havde en amerikansk kvinde, Lisa, og hendes datter Kiley på Hanging Gardens resortet besluttet sig for den dag. Vi klikkede med det samme og udvekslede livshistorier og politiske syspunkter i light versionen og kastede os ned i bådene for at blive kastet godt rundt.

Efter turen ned ad vandfaldene sad vi og fik lidt frokost, mens vi fik varmen. Mad får folk til at snakke og jeg faldt i snak med  Kiley. Hun spurgte mig, hvad jeg arbejdede med i Danmark og jeg fortalte, at jeg gennem flere år havde arbejdet med kommunikation og markedsføring, men at jeg havde sagt mit job op for at ryste posen og finde ud af, hvilken retning min videre karriere skulle tage. Og så havde jeg jo en drøm om at arbejde mig hen imod at blive madanmelder. Og her lyste 20 årige Kiley så op i et kæmpe smil og begyndte at tale meget hurtigt. Så sent som dagen før havde hun nemlig siddet og talt med sin mor om, at hun drømte om at blive madanmelder, så hun kunne få afløb for sin store passion: mad!

Min mands gode ven Alun Biggart, som er en meget stor tilhænger af The Secret tanketangen og tanken om, at dét man fokuserer på, tiltrækker man, ville nok ikke blive overrasket over denne historie, og det gjorde jeg egentlig heller ikke selv. Når man har så god tid og så meget overskud, som man har efter 12 dage i 33 grader med sin elskede mand, så fokuserer hjernen udelukkende på de ting, som man elsker og drømmer om, og så sker det, at tilfældet slår ned. Kiley og jeg havde en længere snak om mad, om blogging og om drømme. Jeg havde på fornemmelsen, at nogen lige havde prikket mig på skulderen og sagt ”Hvad sagde jeg?”.

Så jeg gik og grublede lidt over tilfældet og efter en utrolig tiltrængt lur efter morgenmaden, skrev jeg en mail til Kiley. Jeg skrev til hende, at det stod hende frit for at sige nej tak, men at jeg meget gerne ville dele min blog med hende, hvis hun ville prøve sin drøm af. Hun svarede hurtigt tilbage, at hun var på, og at vi skulle snakkes ved, når vi begge var hjemme i vante omgivelser.

Jeg håbede virkelig, da jeg kom hjem, at hun stadig kunne huske mig og vores snak, for jeg havde en rigtig god fornemmelse med hende og hendes passion for de samme ting, som jeg brænder for. En 20 årig amerikansk  pige, som har kvindemod nok til at flytte til Shanghai og studere, blive spyttet på dagligt (fordi det gør man åbenbart meget i Shanghai?) og være væk fra hele sin families (og Thanksgiving mad!) - hun har min stemme.

Så her kommer det rigtig fede: næste weekend skal Kiley deltage i kokketime i Shanghai, som er ledet af Jean Georges. Bagefter vil han lave en 3 retters menu til deltagerne. Hvis du ikke kender ham, kommer der lidt info her: han har 15 restauranter over hele verden, heriblandt en 3-stjernet og to 1-stjernede, skrevet 3 bøger, og jeg er ved at dø af misundelse!

Efter Kiley har været igennem denne fabelagtige dag, vil hun skrive et blogindlæg om oplevelsen og sende det til mig. Jeg vil så lægge det herop, så I alle kan læse det. Très cool, n’est-ce pas?

Hvis det går godt har jeg en bunke idéer til at udvide Kiley’s og mit samarbejde, men det vender jeg frygteligt tilbage med, hvis alt går godtJ

Jeg glæder mig sindssygt meget til at høre om den franske kok på besøg hos den amerikanske kvinde i Shanghai! 

Take the croissants, leave the potatoes

På min mands og min videre færd rundt på Bali, landede vi lidt udenfor Ubud på et større resort ved navn Hanging Gardens. Vi var vilde med Damai, men det var også rart at komme videre, til en anden by, et andet resort, et andet køkken.

Resortets største aktiv var uden tvivl dets placering, og hvis man befinder sig der, forstår man, at det absolut ikke er en diskvalifikation af hverken dets køkken, villaer eller service. Alle var fortrinlige, men placeringen på en skrænt midt i regnskoven, omgivet af tæt regnskovsbevoksning og med en udsigt, som man næsten ikke kunne rumme, var second to none.

Hver morgen glædede jeg mig til at trække skodderne fra vinduerne, så jeg kunne kigge ud på det grønne hav af regnskov lige udenfor.

Når man spiste i resortets restaurant, blev man mødt af en umanerlig snobbet fransk restaurant manager, som dog langsomt blødte op. Til sidst fik vi faktisk et smil ud af ham. Hans køkken var dog helt fantastisk, og så er man tilgivet det meste i min bog. På morgenbuffetten præsterede han nogen af de bedste croissanter, jeg har smagt og hans madeleine kager var sky-lette. Lige med hensyn til bagværk, er det ekstremt godt gået, for luftfugtigheden gør, at brødet har en ekstrem kort holdbarhed og at processen er en del anderledes end under koldere himmelstrøg, er jeg blevet fortalt.

Mens vi havde været på Damai, var vi blevet anbefalet at besøge en restaurant ved navn Mozaic i Ubud. Michelin er ikke nået til Bali, men det var Wine Spectators. De havde valgt at give restauranten en Award of Excellence i 2011, og det kunne hverken jeg eller min mand modstå, så efter 30 minutters nedklatring fra bjerget i en firhjulstrækker, ankom vi.

Stedet har uden tvivl været i skole på Michelin niveau, for servicen var upåklagelig, maden var fremragende og vinen perfekt tilpasset. Nogenlunde i hvert fald. For…og jeg skriver det her med den største kærlighed og ømhed…vi var stadig på Bali. Tjenerne gik i slæbende klipklapper, for det gør man på Bali. Sommelieren havde relativt store huller i sin viden, for man drikker ikke særlig meget vin på Bali (både på grund af religion og ekstremt store afgifter). Og til en ellers kunstnerisk opsat og perfekt smagsafstemt hovedret, kom tjeneren løbende ind med en skål kartoffelmos. Fordi en eller anden jysk eller tysk båtnakke på et tidspunkt sikkert har brokket sig over manglende kartofler. Men så kom min dessert ind med en corny chokolade firkant, hvor der stod ”Happy Honeymoon” og så smeltede jeg fuldstændig.

For selvfølgelig er det fedt, at nogen har grundlagt og opbygget et sted som Mozaic på Bali! Men det er absolut ingen skam, at der er små lokale fingreaftryk undervejs, så man husker, at man altså for 1 time siden sad ude i regnskoven og slikkede solskin. Det er en rigtig lækker restaurant, og efter 6 retters Chef’s Tasting Menu med dertilhørende vinmenu, fik vi et måltid som i pris lå på halvdelen af, hvad vi ville være kommet af med  et sted i Europa. I smagsindtryk og tilberedning lå det på et ekstremt højt niveau, i forhold til placeringen.

Vi satte os mætte, og lad os se det i øjnene – lettere tipsy – ind i bilen og blev kørt hjem igen, hvor vi skyndte os ud af slipset og stilletterne og delte en cola ude ved poolen.

Bali, reklamebranchen og en fabelagtig dessert

Jeg sidder lige nu på Bali i en by, som heldigvis tørster efter regnsæsonen, for ellers ville her være smertefuldt smukt.

Det er fysisk umuligt at være anstrengt eller stresset, for den tropiske varme og dyrenes lyde, gør at kroppen ikke kan spændes og tankerne ikke nå de luftige lag. Tankerne omkring fremtiden og mine manglende håndgribelige løsninger på jobsituationen prøver et par gange at nå overfladen, men jeg kan simpelthen ikke danne to sammenhængende tanker omkring dem, så jeg skubber dem fra mig.

I går mødte min mand og jeg dog en mand ved navn Nils, som satte gang i tankerne igen. Han havde arbejdet i reklamebranchen i mange år og havde altid undret sig over, at der ikke fandtes mennesker over 40 år i branchen. ”Da jeg fyldte 40, forstod jeg det pludselig”, sagde han og kiggede grinende på os. Vi dansede med og nikkede indforstået og fik fortalt, at vi også var i branchen. Og så sad jeg et øjeblik og tænkte, om jeg egentlig stadig var det. Reklamebranchen er fyldt med mange forskellige slags mennesker, som dog har sære lighedspunkter med mange fuglearter – deres brystkasse kan udvides til uanet størrelse, når de har brug for at sætte sig i respekt. De skal konstant kunne finde den vinkel, som gør, at de har mere ret end andre. Hver dag skal de retfærdiggøre deres beslutninger og valg overfor kollegaer, medieudbydere, kunder, pressen, medarbejdere, fordi der ikke er tale om en eksakt videnskab. Ingen kender den perfekte kampagnesammensætning til et produkt, ingen kender den perfekte periode,  de perfekte medier eller det perfekte udtryk. For man taler til mennesker, som handler irrationelt i deres køb. En videnskabsmand som Martin Lindstrøm har skrevet bøger om vores psyke og hvorfor vi handler, som vi gør, og med det har man allerede ødelagt muligheden for at udnytte hans studier til at tale mere klart og mere præcist til kunderne. For vi skal i hvert fald ikke sættes i bås og handle efter et fastlagt mønster. Så alverdens videnskab og research om markedsføring er formålsløs i det øjeblik den bliver skrevet og læst. Var min tese, da jeg sad og filosoferede ved en bar på Bali.

Måske var det dét, som Nils mente: når man når en vis alder, kan man ikke længere holde ud at arbejde med overbevisninger og magtkampe. Man får lyst til at sænke brystet og sige ”det kan sgu godt være, at du har ret, men hvem ved i virkeligheden, om du eller jeg har ret? Analyse 17 siger det her, analyse 35 siger det her, du siger noget andet og jeg tror egentlig, at det skal være sådan her, for det ser virkelig fedt ud”. Og det kan man jo ikke sige, for så tror modstanderen ikke, at du ikke har styr på din overbevisning, og så, som Heidi Klum ville sige ”In fashion, one minute you’re in and the next you’re out”, sagt med bedårende tysk dialekt selvfølgelig.

Måske lurer der en fantastisk åbenbaring med de 40 år, som gør at man bliver nødt til at leve sit liv hver dag på en måde, så man kan holde sig selv ud. Det må man så sige, at han havde gjort. Han åbnede et luksus resort på Bali, og som den slags beslutninger som oftest tager form, skete det relativt tilfældigt. Han ville bygge et hus på Bali, fordi han elskede at være her. Gudskelov handler alle ikke på den tanke, for så ville øen ikke være så fabelagtig, som den er, men heldigvis handler nogen trods alt på den, for ellers ville jeg ikke sidde lige her. Så da alle begyndte at komme for at besøge ham, blev han nødt til at bygge et hus mere, og et til og pludselig havde han et resort, som han kunne lave en forretning ud af. Han angreb projektet med sin viden fra reklamebranchen og hvad der får mennesker til at slappe af: det skal være for de indviede og give en oplevelse, som ikke kan forklares, men som bliver i hjertet. Damais motto blev derfor: Hard to find, hard to leave. Det ligger helt håbløst! Jeg ville aldrig nogensinde have fundet det, hvis ikke vi var blevet kørt hertil. Og eftersom personalet er udvalgt ud fra devisen, at de skal elske at være her og have interesse for andre mennesker, føles det som at blive serviceret af psykologer, familie og venner – uden at det bliver anmassende. Personalet er oprigtig interesseret i at høre, om man har det godt, om man har nydt sin mad, om man har lyst til at blive underholdt eller om man generelt er glad. Min mand og jeg mener selv, at vi er gode til at gennemskue mennesker og kan føle, når man lægger op til en seddel i hånden, men vi har oprigtig været i tvivl om, hvornår vi burde give drikkepenge, for de lægger ikke op til det. Vi ville have fået præcis den samme service, er vi sikre på, hvis ikke vi havde givet drikkepenge.

Damai er med andre ord på mange måder det komplet modsatte af reklamebranchen: det er hamrende ligegyldigt, hvem der har ret, bare alle er glade. Hvis du spiller med musklerne, bliver du aet på dem og hvis du bliver irriteret over, at noget ikke spiller efter dine tanker, bliver du straks spurgt om, hvordan du hellere vil have det. Der er ingen magtkampe, der er intet rigtig og forkert, kun smil og virkelig god mad.

Så er der dét med maden. I går havde jeg en åbenbaring. Åbenbaringen hed Lime Tart. Hende tror jeg, at jeg gik i gymnasiet med, men siden da er hun blevet perfekt afstemt i syre og sødme. Selve tærten var baseret på en perfekt (perfekt er nok et ord, som jeg kommer til at skambruge i denne sammenhæng) mørdej, som var smør’et, knasende og en lille smule salt. Herpå var bagt en lime creme, som efterfølgende var blevet brüleé’ret og derfor knasede lidt på toppen. Ved siden af lå en kugle kokos is. Da jeg bestilte desserten var det faktisk mit eneste ankepunkt: jeg hader kokos is. Jeg elsker kokos, men ingen har endnu formået at holde smagen på ren kokos og fri for kunstigt smagende tilsætningsstoffer. Åh, kære smagsguder – tak! Kokossmagen var ren, lidt spids, som når man bider i et stykke frisk kokos og kold, men ikke hård. I det sidste hjørne lå små stykke jordbær, marineret i en syrlig lime og mynte lage, som løsnede lime cremen fra tænderne og sendte mig direkte i himlen.

Vores tjener takkede lidt flovt, da jeg med tårer i øjnene takkede ham for mit livs bedste dessert. Når den sidste dag kommer i mit liv, håber jeg, at den dessert må være mit sidste måltid. Den kræver heller ikke så meget tygge-action.

Autencitet! Det er nok det ord, som jeg har ledt efter! Her er autentisk!