Efter 12 dage i komplet dvale på Bali, besluttede vi os for at prøve at komme op i noget, der lignede et menneskeligt tempo igen. Vi bookede derfor en riverrafting tur og det samme havde en amerikansk kvinde, Lisa, og hendes datter Kiley på Hanging Gardens resortet besluttet sig for den dag. Vi klikkede med det samme og udvekslede livshistorier og politiske syspunkter i light versionen og kastede os ned i bådene for at blive kastet godt rundt.
Efter turen ned ad vandfaldene sad vi og fik lidt frokost, mens vi fik varmen. Mad får folk til at snakke og jeg faldt i snak med Kiley. Hun spurgte mig, hvad jeg arbejdede med i Danmark og jeg fortalte, at jeg gennem flere år havde arbejdet med kommunikation og markedsføring, men at jeg havde sagt mit job op for at ryste posen og finde ud af, hvilken retning min videre karriere skulle tage. Og så havde jeg jo en drøm om at arbejde mig hen imod at blive madanmelder. Og her lyste 20 årige Kiley så op i et kæmpe smil og begyndte at tale meget hurtigt. Så sent som dagen før havde hun nemlig siddet og talt med sin mor om, at hun drømte om at blive madanmelder, så hun kunne få afløb for sin store passion: mad!
Min mands gode ven Alun Biggart, som er en meget stor tilhænger af The Secret tanketangen og tanken om, at dét man fokuserer på, tiltrækker man, ville nok ikke blive overrasket over denne historie, og det gjorde jeg egentlig heller ikke selv. Når man har så god tid og så meget overskud, som man har efter 12 dage i 33 grader med sin elskede mand, så fokuserer hjernen udelukkende på de ting, som man elsker og drømmer om, og så sker det, at tilfældet slår ned. Kiley og jeg havde en længere snak om mad, om blogging og om drømme. Jeg havde på fornemmelsen, at nogen lige havde prikket mig på skulderen og sagt ”Hvad sagde jeg?”.
Så jeg gik og grublede lidt over tilfældet og efter en utrolig tiltrængt lur efter morgenmaden, skrev jeg en mail til Kiley. Jeg skrev til hende, at det stod hende frit for at sige nej tak, men at jeg meget gerne ville dele min blog med hende, hvis hun ville prøve sin drøm af. Hun svarede hurtigt tilbage, at hun var på, og at vi skulle snakkes ved, når vi begge var hjemme i vante omgivelser.
Jeg håbede virkelig, da jeg kom hjem, at hun stadig kunne huske mig og vores snak, for jeg havde en rigtig god fornemmelse med hende og hendes passion for de samme ting, som jeg brænder for. En 20 årig amerikansk pige, som har kvindemod nok til at flytte til Shanghai og studere, blive spyttet på dagligt (fordi det gør man åbenbart meget i Shanghai?) og være væk fra hele sin families (og Thanksgiving mad!) - hun har min stemme.
Så her kommer det rigtig fede: næste weekend skal Kiley deltage i kokketime i Shanghai, som er ledet af Jean Georges. Bagefter vil han lave en 3 retters menu til deltagerne. Hvis du ikke kender ham, kommer der lidt info her: han har 15 restauranter over hele verden, heriblandt en 3-stjernet og to 1-stjernede, skrevet 3 bøger, og jeg er ved at dø af misundelse!
Efter Kiley har været igennem denne fabelagtige dag, vil hun skrive et blogindlæg om oplevelsen og sende det til mig. Jeg vil så lægge det herop, så I alle kan læse det. Très cool, n’est-ce pas?
Hvis det går godt har jeg en bunke idéer til at udvide Kiley’s og mit samarbejde, men det vender jeg frygteligt tilbage med, hvis alt går godtJ
Jeg glæder mig sindssygt meget til at høre om den franske kok på besøg hos den amerikanske kvinde i Shanghai!
