Time out

-af Anne-Sofie Hein
Jeg er midt i en periode lige nu, som mange - lige nu - på deres kontorstol med telefonen bibbende - med mailsene tikkende - med kollegaerne ventende - med chefen trommende - misunder mig.

Jeg har sagt mit job op og leder nu efter mit drømmejob. Det var et job med gode avanceringsmuligheder, med fantastiske kollegaer og en corporate attitude, som passede til min indstilling til livet, arbejdet og alt det indimellem. Så hvorfor, og hvordan er det selvvalgt at have alverdens tid og muligheder?

Jeg tog fra København til Århus i 2004 for at læse på Handelshøjskolen i Århus. Da jeg blev færdig, stod det meget klart, at medie og marketing jobs skete i København og ikke så meget i Århus. Så jeg rejste hjem igen og søgte. Og søgte. Og søgte. Så blev jeg træt af at søge og skrev en blog om at søge. En nyansat mand i en kommunikationsgruppe læste den blog, grinte lidt i overskægget og tænkte "ok, hun har ikke kvalifikationerne på CV'et, men jeg er nysgerrig ved hende". Det lyder mere fedtet, end det var. For jeg skriver, som jeg er, og han havde en god fornemmelse for kemi på skrift, og det endte jo med, at han ansatte mig (ellers ville det også være en virkelig kedelig og uinspirerende historie).

Og så arbejdede vi ellers sammen i 3 år - knoklede hårdt igennem, grinte meget, diskuterede lige så meget og endte med en virksomhed, som fungerede og tjente gode penge og havde tilfredse kunder.

Undervejs fandt jeg ud af, at
1. Jeg har ingen leder ambitioner (til min sidste job samtale var der en relativ lang og larmende tavshed efter dét statement)
2. Jeg har store faglige ambitioner
3. Jeg får virkelig gode forretningsidéer, når jeg brænder for en virksomhed
4. Hvis jeg ikke behøvede at arbejde, ville jeg stadig arbejde.
5. Mit ønskejob involverer marketing, film/TV, humanitære organisationer og medier - hvilket jo unægtelig lægger op til, at jeg burde være business developer for Oprah, men hun ringer aldrig tilbage.

Da ovenstående ikke korresponderede med mit nuværende job, begyndte en længere proces, hvor jeg prøvede at få det til at passe sammen, men til sidst måtte jeg med blikket stift rettet mod min chefs højre øjenbryn og med min kærestes støttende ord messende for mit indre øre, sige min stilling op for at finde ud af, hvor jeg kunne finde smilet, ambitionerne og min mojo igen.

Og hvordan er det så - ikke at arbejde, at have alverdens tid, at kunne gøre præcis hvad man vil og bare tænke på, hvem man gerne vil give sine ambitioner, døgnets bedste timer og ens drive til? Det er meget meget stille. I hvert fald efter nogle uger.

Den første uge var hektisk - alle bordoverflader blev olieret, alt strygetøj blev strøget, alle papirer blev ordnet og sat i mapper og der blev lavet utrolig meget mad. Jeg var vant til at arbejde i et hurtigt miljø, hvor struktureringen af arbejdsopgaver var vanvittig vigtig, hvis ikke man ville væltes omkuld kl.11, så jeg skulle virkelig vænne mig til at have tid.
Noget andet jeg skulle vænne mig til, var den manglende anerkendelse. Som account manager tilfredsstillede jeg kunder, kundeansvarlige og medieudbydere hver dag og fik selvfølgelig en løn for det, men udover lønnen fik jeg hver dag tilkendegivelser for det stykke arbejde, som jeg udførte. Bevares, køkkenbordene sukkede da taknemmelig for olien, men det var ligesom ikke det samme.

Så kom perioden med a-kasse møder, jobcenter møder, mange ture ned til kiosken for at kopiere en mappe med alle mine mest personlige oplysninger, inklusiv 14 (14!!!) måneders lønsedler, opsigelsesbegrundelse (prøv at koge ovenstående ned til én sætning! Den blev til noget i stil med "jeg søger nye udfordringer") og formularer med så sexede navne som arbejdsledighedserklæring og dagpengekort. Forresten - hvis nogen undrer sig over langtidsledige i Danmark, skal de prøve et jobcentermøde, 3 uger efter sidste arbejdsdag. Det er ufattelig motiverende for de innovative og kreative ansøgninger, at en overvægtig mand i sorte jeans og cowboyskjorte med sin skolelærerstemme bræger ud over de 15 fremmødte: "NÅÅÅÅÅÅÅR I så har været arbejdsl....ahøm....ledige i 39 uger, så SKAL I i aktivering". Jeg skrev ikke en eneste ansøgning i 7 dage efter det møde.

Da de første 2-3 uger var overstået og jeg ikke havde flere umiddelbare administrative ting at ordne i forbindelse med min selvvalgte pause, var min krop renset for mit sidste job. Jeg drømte ikke længere om opgaverne, jeg sendte ikke længere sms'er til min tidligere chef for at spørge, hvordan det gik med "Den Nye Mig" og jeg tjekkede ikke længere den mentale flowchart for timing, når jeg så en af mine kunders plakater hænge oppe.

"Så hvad har du fundet ud af?" Én ting har jeg i hvert fald fundet ud af: hvis man prøver at fremtvinge et life purpose, kan man presse, til man er gasblå i ansigtet. Det kommer ikke. Til gengæld får man distancen og roen til at strukturere sine arbejdsønsker.
Og så kommer man i tanke om de ting, som man virkelig nyder at lave og som man aldrig før syntes, at man havde tid til: gå i biografen alene, gå i Frederiksberg Have, læse dybdegående artikler og lade sig selv være syg tiden ud i stedet for at gå for tidligt på arbejde og værer sløj i alt for lang tid bagefter. Det sidste er helt ærlig en kæmpe luksus, som jeg nyder. Det betyder nemlig også, at den træning, som jeg nu ikke har nogen undskyldning for at undgå, kan jeg skulke fra og skrive en blog om at være abejdsl....i tænkeboks.

Jeg havde faktisk glemt, hvor meget jeg elsker at skrive.