Dream a little dream of me

-af Anne-Sofie Hein
Hvad gør man med drømmene?

Hvad er din store drøm at have som arbejde og tjene virkelig gode penge på? Mange af de mennesker, som jeg kender, er ikke meget for at indrømme svaret, for det er tit og ofte et job, som man ikke umiddelbart vil have mulighed for at tjene gode penge på. Hvis man skal have mulighed for at kunne leve af sin gode drøm, hænger det tit sådan sammen, at man skal være mere end gennemsnitlig god til det, og hvis man drømmer om at blive operasangerinde, siger man også indirekte, at man har potentialet til at blive Verdens Bedste, og det er danskerne ikke vanvittig åbne overfor.
Derudover: hvor mange af os, som sidder på kontorstolen lige nu, kan helt ærlig sige, at vi ville kunne komme på podiet, hvis der var en konkurrence i, let's say, verdens bedste medieplanlægning? Det er lidt nemmere og sikrere at gøre vores kompetencer til vores karriere i stedet for vores drømme.

Men hvis man har en drøm om at være skribent (ikke journalist og ikke forfatter - skribent), skal man ikke kun være jeg-hygger-mig-lidt-med-noget-bloggeri-og-et-par-bøger-som-alle-nået-til-side-42. Nej, så skal man være smæk på skillingen fantastisk. Man skal skrive, så andre læser ens ord og føler noget. Man skal kunne hoppe op på skulderen af læseren og ae dem på kinden, slå dem i baghovedet eller kilde dem i nakken. Og hvor mange kan det? Jeg kender kun til en håndfuld i Danmark og mange af dem er endda stukket af fra det, som jeg synes, at de gør så eminent.

Mette Holbæk er en af dem. Hun skrev for mange år siden for Woman. Dengang det var et godt magasin. Hun skrev artikler om at være kvinde og hun gjorde det så sårbart og præcist, at hun op til flere gange har siddet på min skulder og masseret mine følelser. Senere var hun med til at starte Nova magasinet op, som desværre ikke fik en lang levetid. Det var en magasin, som indeholdte alt det, som manglede. Dybdegående artikler om det, som foregår under overfladen, komplet renset for ligegyldig glitter journalistik, uden det nogensinde blev kvalmt og rundkreds-lilla. Jeg savner Mette Holbæks ord. Hun arbejder i dag som konsulent.

Camilla Stockholm er en anden. Man kan mene, hvad man vil om dialog bøgerne med Maise Njor (og jeg mener en del), men hendes ord rammer mig altid. Jeg skrev engang til hende, efter at have læst Cykelstyrt bogen, men det skal vi ikke komme nærmere ind på. Jeg kommer nogen gange til at tro, at jeg kender nogen, uden at de ved det, hvis de skriver rigtig godt. Hun arbejder nu på Politikens kulturredaktion, men jeg ville så gerne se hende noget mere som forfatter. Jeg tror, at hun kunne give en del tavlesvampe baghjul på reolen.

Jeg tror ikke, at hverken at Camilla Stockmann eller Mette Holbæk er millionærer og jeg tror også, at de har været i tvivl om vejen til karrieren undervejs. Men de har holdt fast i ordene og den klikkende lyd på tastaturet, som en skribent elsker, når den følges med en varm kop kaffe og en virkelig god idé. De har fulgt deres drøm og lever af den, på hver deres måde.

Så lad os nu sige, at man drømte om at kunne leve af ordene, kombineret med fantasien, kreativiteten, kollegaerne og markedsføringen - hvordan kombinerer man det med en telefonsamtale lige om et øjeblik med en mand, som måske tilbyder en et fastbetalt job, hvor man skal skrive ord i et excel ark? Kan man tale store drømme med en rekrutteringskonsulent? Ja, jeg ved godt, at der er en risiko for, at han læser disse ord og tænker, at jeg nok ikke er hans kandidat alligevel, men så har vi begge været ærlige.

Gid jeg kunne ringe til Mette og Camilla...