Do not google

-af Anne-Sofie Hein
Der findes sætninger og ord, som man ikke bør google. Her er et udvalg:

"Halsbetændelse, feber" (når man har ondt i halsen - kan resultere i adskillige opkald til ens læge om morgenen med stigende insisteren, som til sidst indvilger i en podning og træt må lade en vide: det er bare en ondsindet virus. Du må ikke få penicilin og du skal holde dig i ro. INDTIL du har det bedre).
"Lagersalg", "Day" (lad nu være - du gider alligevel ikke stå op på lørdag kl.8 for at stå i kø ved Øksnehallerne)
"Hvordan finder man drømmejobbet". Lad mig lige tage fat i den her, for selvfølgelig googlede jeg den sætning.

Hvis man googler sætningen "hvordan finder man drømmejobbet" kommer der alskens tests og mere eller mindre selvhjælpsrelaterede sider op. Lad os nu sige, at jeg kombinerede punkt 1 og 3 i dag og rent faktisk læste nogle af dem. I bloggens interesse selvfølgelig. Og lad os nu sige, at jeg ligefrem lave et excel ark over mine svar på en test. Så ville det, måske, se ud som nedenstående skema.
Og lad mig i den forbindelse kombinere det med et citat, som jeg har set diverse steder i diverse udformning: Find a way to get paid for doing what you love. Then every paycheck will be a bonus. Det lyder super! Hvad søger man under på jobindex?

Drømmejobstankerne dukker op mange gange i løbet af et almindeligt liv, tror jeg. Når man er barn, stormer man af sted på sin cykel, mens man forestiller sig, at man er med i Tour de France og er sin generations yet-to-be-discovered stjerne. Når man er teenager, forestiller man sig, at man bliver feteret skuespiller med hele verden som legeplads. Når man kommer i gymnasiet, begynder man at blive lidt mere seriøs og tænker i deciderede titler som læge, advokat og pilot. Den uddannelse, som man så vælger efter gymnasiet, drejer en ind på en vej, som man har en idé om vil være lige, spændende og med pæne træer. Man får sit første job efter uddannelsen og finder hér ud af, om man kendte sig selv godt nok, dengang man valgte.

Langt de fleste, tror jeg, snupper et par omveje, smutveje eller deciderede køren-i-grøften ture. Engang imellem orker man ikke engang overvejelsen om drømmejobsjagten, fordi vejen forude er så nemmere og velkendt.
Hvis man beslutter sig for, at man vil tage jagten op, må man indstille sig nogle slukkede lamper og grus på vejen.

For faktum er jo, at jagten på drømmejobbet tit bliver druknet i hverdagsbekymringer såsom penge til julegaver, møder hos a-kassen, halsbetændelser og den frustrationstype, som jeg kalder instinktfrustationen.

Min mave fortæller mig nemlig, at jeg HAR fundet mit drømmejob. Det er ikke et job endnu, for det er baseret på en forretningsenhed, som ikke eksisterer endnu i en virksomhed, som jeg kender godt. Jeg har udarbejdet forretningsoplæg i mange mange versioner, aktiveret netværk, aktiveret mit netværks netværk, researchet og tænkt meget intense positive tanker og sendt dem ud i universet. Intet svar. Ikke engang en optagettone. Stilhed.

På den måde er jeg nok lidt som en ko, for jeg har mange mavefornemmelser om drømmejobs. Tit flere i løbet af en dag. Og det giver måske meget god mening, når man læser mit excel ark over drømmejobbet, for I guder! hvor kan man passe mange jobs ind under mine karakteristika...

Så måske skal man ikke være bange for at være som en teenager i jagten på drømmejobbet: tro på evig kærlighed hvér gang og risikér nogle manglende opkald eller afslag på vejen.

Hvad kan jeg lide at lave	Hvorfor
Marketing	Kreativt og struktureret samtidig
Se film i biografen	Lukket indblik i en anden verden, fordybelse, fantasi
Læse modemagasiner	Inspiration af andres kreativitet
Læse madmagasiner	Inspiration til selv at lave mad, inspiration til restauranter,
Læse luksus magasiner	Drømme
Høre Mads & Monopolet	Indblik i andre folks liv
Spise på lækre restauranter	Stimulering, overraskelsen i andre folk kreativitet
Gå lange ture	Idé generering, klare hovedet
Se serier om karrierekvinder	Inspiration, drømme, drive
At snorkle	Indblik i en helt anden verden, ro, harmoni
At rejse	Udforske nye verdener, indblik i andre folks liv i andre lande
At se madprogrammer	Inspirerende at se andre folk drive og kærlighed til mad
At udtænke løsninger på andre folks problemer	At kunne tilbyde en ny vinkel, sparring, inspiration til eget liv
At indrette	Tænke i rum, farver, muligheder, shoppe
God til	Dårlig til
Problemløsning	Salgsforhandlinger
Empati	Ensformighed
Forretningsudvikling	Salg
Gennemskue HR mekanismer i en virksomhed	Ikke at blive kreativt udfordret
Struktur
Tænke langt ud af boksen
Drømme
Outdoor medier
Mediestrategi
Engelsk
Skriftlig kommunikation
At skrive levende og gribende
Motivere andre
Sådan arbejder jeg	Livsstil
Effektivt	Kigger ikke på klokken
Godt under pres	Kan godt lide at arbejde hjemmefra til tider
Struktureret	Storkøbenhavn, meget gerne København
Ikke bange for afbrydelser	Engagerede kollegaer
Bedst med en blanding af rutine, helt nyt og strukturopgaver	Sammenhold på arbejdsplads
Bedst til at brainstorme med andre og bagefter løbe med en af boldene alene	Fladt hierarki
Ærligt og uden facade

Time out

-af Anne-Sofie Hein
Jeg er midt i en periode lige nu, som mange - lige nu - på deres kontorstol med telefonen bibbende - med mailsene tikkende - med kollegaerne ventende - med chefen trommende - misunder mig.

Jeg har sagt mit job op og leder nu efter mit drømmejob. Det var et job med gode avanceringsmuligheder, med fantastiske kollegaer og en corporate attitude, som passede til min indstilling til livet, arbejdet og alt det indimellem. Så hvorfor, og hvordan er det selvvalgt at have alverdens tid og muligheder?

Jeg tog fra København til Århus i 2004 for at læse på Handelshøjskolen i Århus. Da jeg blev færdig, stod det meget klart, at medie og marketing jobs skete i København og ikke så meget i Århus. Så jeg rejste hjem igen og søgte. Og søgte. Og søgte. Så blev jeg træt af at søge og skrev en blog om at søge. En nyansat mand i en kommunikationsgruppe læste den blog, grinte lidt i overskægget og tænkte "ok, hun har ikke kvalifikationerne på CV'et, men jeg er nysgerrig ved hende". Det lyder mere fedtet, end det var. For jeg skriver, som jeg er, og han havde en god fornemmelse for kemi på skrift, og det endte jo med, at han ansatte mig (ellers ville det også være en virkelig kedelig og uinspirerende historie).

Og så arbejdede vi ellers sammen i 3 år - knoklede hårdt igennem, grinte meget, diskuterede lige så meget og endte med en virksomhed, som fungerede og tjente gode penge og havde tilfredse kunder.

Undervejs fandt jeg ud af, at
1. Jeg har ingen leder ambitioner (til min sidste job samtale var der en relativ lang og larmende tavshed efter dét statement)
2. Jeg har store faglige ambitioner
3. Jeg får virkelig gode forretningsidéer, når jeg brænder for en virksomhed
4. Hvis jeg ikke behøvede at arbejde, ville jeg stadig arbejde.
5. Mit ønskejob involverer marketing, film/TV, humanitære organisationer og medier - hvilket jo unægtelig lægger op til, at jeg burde være business developer for Oprah, men hun ringer aldrig tilbage.

Da ovenstående ikke korresponderede med mit nuværende job, begyndte en længere proces, hvor jeg prøvede at få det til at passe sammen, men til sidst måtte jeg med blikket stift rettet mod min chefs højre øjenbryn og med min kærestes støttende ord messende for mit indre øre, sige min stilling op for at finde ud af, hvor jeg kunne finde smilet, ambitionerne og min mojo igen.

Og hvordan er det så - ikke at arbejde, at have alverdens tid, at kunne gøre præcis hvad man vil og bare tænke på, hvem man gerne vil give sine ambitioner, døgnets bedste timer og ens drive til? Det er meget meget stille. I hvert fald efter nogle uger.

Den første uge var hektisk - alle bordoverflader blev olieret, alt strygetøj blev strøget, alle papirer blev ordnet og sat i mapper og der blev lavet utrolig meget mad. Jeg var vant til at arbejde i et hurtigt miljø, hvor struktureringen af arbejdsopgaver var vanvittig vigtig, hvis ikke man ville væltes omkuld kl.11, så jeg skulle virkelig vænne mig til at have tid.
Noget andet jeg skulle vænne mig til, var den manglende anerkendelse. Som account manager tilfredsstillede jeg kunder, kundeansvarlige og medieudbydere hver dag og fik selvfølgelig en løn for det, men udover lønnen fik jeg hver dag tilkendegivelser for det stykke arbejde, som jeg udførte. Bevares, køkkenbordene sukkede da taknemmelig for olien, men det var ligesom ikke det samme.

Så kom perioden med a-kasse møder, jobcenter møder, mange ture ned til kiosken for at kopiere en mappe med alle mine mest personlige oplysninger, inklusiv 14 (14!!!) måneders lønsedler, opsigelsesbegrundelse (prøv at koge ovenstående ned til én sætning! Den blev til noget i stil med "jeg søger nye udfordringer") og formularer med så sexede navne som arbejdsledighedserklæring og dagpengekort. Forresten - hvis nogen undrer sig over langtidsledige i Danmark, skal de prøve et jobcentermøde, 3 uger efter sidste arbejdsdag. Det er ufattelig motiverende for de innovative og kreative ansøgninger, at en overvægtig mand i sorte jeans og cowboyskjorte med sin skolelærerstemme bræger ud over de 15 fremmødte: "NÅÅÅÅÅÅÅR I så har været arbejdsl....ahøm....ledige i 39 uger, så SKAL I i aktivering". Jeg skrev ikke en eneste ansøgning i 7 dage efter det møde.

Da de første 2-3 uger var overstået og jeg ikke havde flere umiddelbare administrative ting at ordne i forbindelse med min selvvalgte pause, var min krop renset for mit sidste job. Jeg drømte ikke længere om opgaverne, jeg sendte ikke længere sms'er til min tidligere chef for at spørge, hvordan det gik med "Den Nye Mig" og jeg tjekkede ikke længere den mentale flowchart for timing, når jeg så en af mine kunders plakater hænge oppe.

"Så hvad har du fundet ud af?" Én ting har jeg i hvert fald fundet ud af: hvis man prøver at fremtvinge et life purpose, kan man presse, til man er gasblå i ansigtet. Det kommer ikke. Til gengæld får man distancen og roen til at strukturere sine arbejdsønsker.
Og så kommer man i tanke om de ting, som man virkelig nyder at lave og som man aldrig før syntes, at man havde tid til: gå i biografen alene, gå i Frederiksberg Have, læse dybdegående artikler og lade sig selv være syg tiden ud i stedet for at gå for tidligt på arbejde og værer sløj i alt for lang tid bagefter. Det sidste er helt ærlig en kæmpe luksus, som jeg nyder. Det betyder nemlig også, at den træning, som jeg nu ikke har nogen undskyldning for at undgå, kan jeg skulke fra og skrive en blog om at være abejdsl....i tænkeboks.

Jeg havde faktisk glemt, hvor meget jeg elsker at skrive.