Jeg skrev nedenstående blogindlæg på Kommunikationsforum for snart 4 år siden. 
Forhistorien var, at jeg havde søgt et job som koordinator hos Direct Home og Posterscope under Aegis Media og jeg havde meget svært ved at tænke på andre stillinger som reelle muligheder, efter jeg havde trykket SEND. 10 dage efter jeg havde sendt ansøgningen, ringede Christian Skipper og spurgte, om jeg ville komme til samtale. Han syntes sådan set ikke, at jeg havde alle de kvalifikationer, som han ledte efter, men han var blevet nysgerrig, da han havde googlet mig og læst blogindlægget.
Og resten er jo historie, for vi klikkede i hak til samtalen, jeg fik stillingen og vi havde et fantastisk samarbejde i 3 år. 

Og i dag sidder jeg så og har været til en samtale, hvor jeg har det på præcis samme måde igen. Jeg insisterer på, at alle mine venner skal krydse fingre for mig i de kommende 3 uger, prepper mig selv ved at opsøge deres produkter og gør mig selv til ekspert på dem og overvejer ganske seriøst at cykle forbi deres kontor ved lejlighed for at se, hvordan de bor udefra. Med hat og cottoncoat på. 

Gode historier har det med at gentage sig selv...

Det Helt Specielle Sted, goddag?

Jeg har det virkelig som om, jeg er ude på datingmarkedet igen. Der er dage, hvor man holder af sin frihed, nyder morgenkaffen i langsomme slurke og falder i staver over en pæn sky. Og så er der dage, hvor man savner at have Det Helt Specielle Sted, hvor man tager hen om morgenen, hilser på de lidt morgentrætte kollegaer, tænder computeren med et lille blip og planlægger resten af dagen sammen med Det Helt Specielle Sted.

Så man sender mails afsted til de steder, som man synes udsender Det Helt Specielle Sted-vibes. Og man formulerer sig på allerpæneste vis, skriver at man løbetræner, selvom der et 3 uger siden, forsøger at give indtrykket af, at man ikke er desperat for at få lov til at være en del af Det Helt Specielle Sted, men at man bare godt kunne tænke at "undersøge mulighederne". Og så trykker man 'send' og går rundt om sig selv i 1 time.

Efter man har sendt nogen forskellige ansøgninger afsted, kan man godt mærke, at man hepper ekstraordinært meget på ét specielt. Man kan FØLE gennem skærmen, at stedet MANGLER en. Man begynder på jobsøgnings svar på 4.klasses dagdrømmeri: man begynder at øve sig i sætningen "Det Helt Specielle Sted, goddag?" med den passende mængde smil og service i stemmen. Man undersøger på Krak den bedst mulige rute på cykel og overvejer helt seriøst at smutte forbi stedet, bare for at se hvordan der ser ud udefra.

Så kommer man til det med telefonen. Den ringer ikke, og når den ringer, er det ens Far, der skal til reception på en ambasade og skal have et godt råd til en passende værtsgave. Så man slukker mobilen og tænder den igen, for der er vist noget med, at Sony Ericsson kan tabe signalet. Vigtigt.


Efter en uges tid begynder man at kigge på andre jobopslag. Man gennemlæser profiler, finder kriterier man opfylder og begynder at forfatte endnu en ansøgning. Og så kommer man i tvivl. Hvad hvis nu Det Helt Specielle Sted ringer i morgen? Hvad hvis nu de kender hinanden og den nye sladrer om, at man undersøger andre steder? Og man kan mærke, mens man skriver den nye ansøgning, at man tænker på det andet sted. Skulle man sende det nye opdaterede og æstetisk lækre cv til dem? Virker det pushy? Skræmmer man dem væk? SÅ! Tilbage til den nye ansøgning og forsøge at tænke på, at man ikke kan gøre sig til herre over fremtiden. If you love somebody, set them free. If he does not come back to you, it was never meant to be.