Jeg sidder lige nu på Bali i en by, som heldigvis tørster efter regnsæsonen, for ellers ville her være smertefuldt smukt.
Det er fysisk umuligt at være anstrengt eller stresset, for den tropiske varme og dyrenes lyde, gør at kroppen ikke kan spændes og tankerne ikke nå de luftige lag. Tankerne omkring fremtiden og mine manglende håndgribelige løsninger på jobsituationen prøver et par gange at nå overfladen, men jeg kan simpelthen ikke danne to sammenhængende tanker omkring dem, så jeg skubber dem fra mig.
I går mødte min mand og jeg dog en mand ved navn Nils, som satte gang i tankerne igen. Han havde arbejdet i reklamebranchen i mange år og havde altid undret sig over, at der ikke fandtes mennesker over 40 år i branchen. ”Da jeg fyldte 40, forstod jeg det pludselig”, sagde han og kiggede grinende på os. Vi dansede med og nikkede indforstået og fik fortalt, at vi også var i branchen. Og så sad jeg et øjeblik og tænkte, om jeg egentlig stadig var det. Reklamebranchen er fyldt med mange forskellige slags mennesker, som dog har sære lighedspunkter med mange fuglearter – deres brystkasse kan udvides til uanet størrelse, når de har brug for at sætte sig i respekt. De skal konstant kunne finde den vinkel, som gør, at de har mere ret end andre. Hver dag skal de retfærdiggøre deres beslutninger og valg overfor kollegaer, medieudbydere, kunder, pressen, medarbejdere, fordi der ikke er tale om en eksakt videnskab. Ingen kender den perfekte kampagnesammensætning til et produkt, ingen kender den perfekte periode, de perfekte medier eller det perfekte udtryk. For man taler til mennesker, som handler irrationelt i deres køb. En videnskabsmand som Martin Lindstrøm har skrevet bøger om vores psyke og hvorfor vi handler, som vi gør, og med det har man allerede ødelagt muligheden for at udnytte hans studier til at tale mere klart og mere præcist til kunderne. For vi skal i hvert fald ikke sættes i bås og handle efter et fastlagt mønster. Så alverdens videnskab og research om markedsføring er formålsløs i det øjeblik den bliver skrevet og læst. Var min tese, da jeg sad og filosoferede ved en bar på Bali.
Måske var det dét, som Nils mente: når man når en vis alder, kan man ikke længere holde ud at arbejde med overbevisninger og magtkampe. Man får lyst til at sænke brystet og sige ”det kan sgu godt være, at du har ret, men hvem ved i virkeligheden, om du eller jeg har ret? Analyse 17 siger det her, analyse 35 siger det her, du siger noget andet og jeg tror egentlig, at det skal være sådan her, for det ser virkelig fedt ud”. Og det kan man jo ikke sige, for så tror modstanderen ikke, at du ikke har styr på din overbevisning, og så, som Heidi Klum ville sige ”In fashion, one minute you’re in and the next you’re out”, sagt med bedårende tysk dialekt selvfølgelig.
Måske lurer der en fantastisk åbenbaring med de 40 år, som gør at man bliver nødt til at leve sit liv hver dag på en måde, så man kan holde sig selv ud. Det må man så sige, at han havde gjort. Han åbnede et luksus resort på Bali, og som den slags beslutninger som oftest tager form, skete det relativt tilfældigt. Han ville bygge et hus på Bali, fordi han elskede at være her. Gudskelov handler alle ikke på den tanke, for så ville øen ikke være så fabelagtig, som den er, men heldigvis handler nogen trods alt på den, for ellers ville jeg ikke sidde lige her. Så da alle begyndte at komme for at besøge ham, blev han nødt til at bygge et hus mere, og et til og pludselig havde han et resort, som han kunne lave en forretning ud af. Han angreb projektet med sin viden fra reklamebranchen og hvad der får mennesker til at slappe af: det skal være for de indviede og give en oplevelse, som ikke kan forklares, men som bliver i hjertet. Damais motto blev derfor: Hard to find, hard to leave. Det ligger helt håbløst! Jeg ville aldrig nogensinde have fundet det, hvis ikke vi var blevet kørt hertil. Og eftersom personalet er udvalgt ud fra devisen, at de skal elske at være her og have interesse for andre mennesker, føles det som at blive serviceret af psykologer, familie og venner – uden at det bliver anmassende. Personalet er oprigtig interesseret i at høre, om man har det godt, om man har nydt sin mad, om man har lyst til at blive underholdt eller om man generelt er glad. Min mand og jeg mener selv, at vi er gode til at gennemskue mennesker og kan føle, når man lægger op til en seddel i hånden, men vi har oprigtig været i tvivl om, hvornår vi burde give drikkepenge, for de lægger ikke op til det. Vi ville have fået præcis den samme service, er vi sikre på, hvis ikke vi havde givet drikkepenge.
Damai er med andre ord på mange måder det komplet modsatte af reklamebranchen: det er hamrende ligegyldigt, hvem der har ret, bare alle er glade. Hvis du spiller med musklerne, bliver du aet på dem og hvis du bliver irriteret over, at noget ikke spiller efter dine tanker, bliver du straks spurgt om, hvordan du hellere vil have det. Der er ingen magtkampe, der er intet rigtig og forkert, kun smil og virkelig god mad.
Så er der dét med maden. I går havde jeg en åbenbaring. Åbenbaringen hed Lime Tart. Hende tror jeg, at jeg gik i gymnasiet med, men siden da er hun blevet perfekt afstemt i syre og sødme. Selve tærten var baseret på en perfekt (perfekt er nok et ord, som jeg kommer til at skambruge i denne sammenhæng) mørdej, som var smør’et, knasende og en lille smule salt. Herpå var bagt en lime creme, som efterfølgende var blevet brüleé’ret og derfor knasede lidt på toppen. Ved siden af lå en kugle kokos is. Da jeg bestilte desserten var det faktisk mit eneste ankepunkt: jeg hader kokos is. Jeg elsker kokos, men ingen har endnu formået at holde smagen på ren kokos og fri for kunstigt smagende tilsætningsstoffer. Åh, kære smagsguder – tak! Kokossmagen var ren, lidt spids, som når man bider i et stykke frisk kokos og kold, men ikke hård. I det sidste hjørne lå små stykke jordbær, marineret i en syrlig lime og mynte lage, som løsnede lime cremen fra tænderne og sendte mig direkte i himlen.
Vores tjener takkede lidt flovt, da jeg med tårer i øjnene takkede ham for mit livs bedste dessert. Når den sidste dag kommer i mit liv, håber jeg, at den dessert må være mit sidste måltid. Den kræver heller ikke så meget tygge-action.
Autencitet! Det er nok det ord, som jeg har ledt efter! Her er autentisk!
.jpg)
