I dag var den slags dag, hvor min kæreste og jeg kiggede på hinanden kl.19 og ikke kunne overskue udsigten til køledisken og hvad-har-vi-lyst-til-at-lave-af-mad spørgsmålet. Derfor tyede vi til en af vores yndlings madleverandører på Vesterbro: Kødbyens Deli.
Take-away stedet er placeret i et af de mange lokaler i Kødbyen med fliser på væggene og rummer et sted, som startede ud med udelukkende at tilbyde Fish n' Chips. På den økologiske, smagfulde og virkelig lækre måde. Kokkene bag stedet hedder Frederik Sporon-Fiedler og Emil Nordfalk, og er to super glade, dansende, syngende og torskesvingende mænd, der altid er parate til at tilpasse retterne lidt, så kunden bliver glad. Det kan jeg godt lide!
Siden åbningen har de således også udvidet sortimentet med deres Deli Burger med onion rings, diverse kolde retter og Dagens Ret, som blandt andet har budt på:
Brasseret lammeskank i egen sovs, skalotter i gastrik og mos med parmesan
Fiskedeller med bagte skalotter, porrer i brunet smør og citron kartofler
Gryde med mørt mørt mørt gris, urter med knas i og små grillede kartofler, purløg på toppen
Dessert mulighederne rummer deres signatur dessert: chokolade mousse med hindbær + en Dagens Dessert.
I dag valgte vi klassisk: en dame model af Fish n' Chips (med salat), en herremodel af samme (med smækre små stegte kartofler. Og jeg afbryder lige her, for en forklaring er vigtig. Jeg ELSKER de små, sprøde, smagfulde kartofler, som knaser på olie-måden, men da jeg om 3 uger skal stå knivskarp i en meget hvid kjole, forsager jeg hurtige kulhydrater og al deres væsen. Derfor salaten...og de meget lange blikke til kartoflerne på den anden side af bordet.
Men da jeg så stod dernede, til tonerne af Fugt i Fundamentet og 2 dansende kokke bag disken, valgte jeg at se stort på kulhydraterne og fik to desserter med hjem: en panna cotta med hindbær coulis og en chokolade mousse med friske hindbær. Ja ja...så må jeg bruge skohorn til kjolen.
Hovedretten var som altid super lækker: torskestykkerne bliver "dyppet i øldej og panko-mel (paneringsmel lavet af brødkrummer, som man især bruger i Japan, da det giver et sprødere resultat) og stegt i olie". Dette er kokkene Frederik Sporon-Fiedler og Emil Nordfalk's forklaring på opskriften, som de gav, da de åbnede stedet i maj 2011. Det er muligt - det smager i hvert fald vanvittig godt og meget langt fra skræmmebilledet af oliedryppende imitation af kvalitetsfisk, som man ellers risikerer at se rundt omkring. Udover kartoflerne til herremodellen (suk...) hører der hjemmelavet sauce tartare til, som giver den helt rigtige syrlighed til fisken. Til damemodellen får man som nævnt en delikat lille salat og agurk creme til. Jeg kan anbefale at bede om tartare saucen til i stedet. Ikke fordi der er noget galt med agurk cremen, men tartaren er bare virkelig god!
Så var der desserterne...mmmm! Jeg knuselsker chokolade moussen, fordi den smager af kvalitetschokolade, men ikke på den syrlige måde. Den er stadig fnuglet og giver først summen i benene af sukkerchok, efter man har lagt skeen. Panna cottaen var en fin blanding af fed vanilje creme og syrlig hindbær coulis. Det ærgede mig blot, at al vaniljen var sunket til bunds, så den blev MEGET dominerende i nogle af mundfuldene.
Desserterne burde jeg nok have taget billeder af, for de ligger ikke på Deliens Facebook side, menøhm...det nåede jeg ikke.
2 hovedretter, 2 desserter og både en tilfreds mand og kvinde, uden murstene i maven, for 190,-.
Tak for mad! Som altid en fornøjelse.
http://www.facebook.com/pages/Kødbyens-Deli/175345682514280
det er skidegodt
SvarSlet