Italiensk menu - fra Supermarco til dig

Her kommer en komplet italiensk menu, som giver dig en undskyldning for at besøge:
Supermarco
Fiskerihavnsgade 3
København SV

-lad dig ikke forskrække af adressen - det er faktisk relativt nemt at finde og du kan gå fra Dybølsbro station. Hvis du har de flade sko på.

Men tilbage til det vigtigste: maden! Og jeg er en sørgelig udgave af en madblogger, for jeg når jo aldrig at tage billeder af maden, før jeg må spise den. I må tage mit ord for det: det er også meget pæn mad.


Supermarco er leveringsdygtige i den LÆKRESTE bøffelmozzarella i deres delikatesseafdeling. Og tillad mig i den forbindelse at understrege det autentisk lækre i at have ekspedienter, der taler italiensk-dansk til en. Mmmm!

- bøflen, ikke ekspedienterne

Insalata Caprese - En let forret eller sidedish til hovedretten
1 bøffelmozzarella rækker cirka til 3 personer (Supermarco delikatesse afdeling)
De bedste tomater, du kan finde - kryddertomater eller lignende. Hvis stilken sidder på og de er økologiske, plejer det at være en god start. Antal efter smag. I skiver.
Frisk basilikum. Småthakket.
Olivenolie, balsamico eddike dryppes over salaten
-og hvis du er en rigtig frækkert (eller hvis du har meget kødædende gæster): bresaola revet i stykker og strøet over salaten. Prøv Supermarcos delikatesse udgave.

Cannelloni ricotta e spinaci

3 personer
En æske med cannelloni rør - du skal cirka bruge 12-15 stk. til 3 personer (Supermarco).
1 pose med frossen hakket spinat
250 ricotta
Lidt revet parmasanost (Supermarco)
salt & peber & revet muskatnød

1 stort glas sugo della casa (Supermarco)
Mozarella ost & parmasan ost (Supermarco)

Tø spinaten op i en gryde ved svag varme. Hæld den op i en si og pres væden væk. Hæld lidt olie i gryden og spinaten tilbage.
Krydr med salt, peber og muskatnød.
Tilsæt ricottaen og lidt parmasanost. Hvis blandingen bliver for tør, tilsæt et lille skvæt mælk. Blandingen må endelig ikke blive våd. Smag igen til med salt og peber og muskatnød.
Lad blandingen køle af.

Fyld spinatblandingen ned i en frysepose og klip et hjørne af posen. Tag et rør af gangen og sæt det på højkant på et spækbræt, før hullet i fryseposen lidt ned i røret og pres spinatblandingen ud. Sørg for, at der ikke kommer lufthuller ind i rørene og fyld dem helt ud.

I et fad hældes en smule sugo della casa ud i bunden, så det næsten dækker bunden.
Læg de fyldte rør ovenpå tomatsaucen. Afslut med resten af saucen og drys de to slags oste ovenpå.

Bag cannellonierne i 30 minutter ved 200 grader.

Tiramisu - tyvstjålet fra Cofoco med en del ændringer

Øhh....altså i princippet er der vel til 4 personer.

8 pasteuriserede æggeblommer
175 g sukker
250 gram mascarpone
2,5 dl piskefløde
1 stor kop espresso kaffe
8 cl marsala (Supermarco - en lille flaske)
125 gram savoiardi kager (Supermarco)
Små hakkede stykker god mørk chokolade
 - jeg har i det ovenstående doblet cremen op i forhold til kagerne, for let's face it - det er cremen, som bærer desserten, ikke kagerne.

Pisk først æggeblommerne med sukkeret til det er hvidt og fluffy. Tilsæt mascarponen og pisk til det er cremet og ensartet. Pisk piskefløden i en separat skål til piskerisene lige akkurat begynder at trække spor. Fold flødeskummet i mascarponecremen.
Hæld en smule af cremen i bunden af et fad, så det lige dækker bunden. Hvis du er i tvivl om størrelsen på fadet, så læg 8 kager ved siden af hinanden for at finde størrelsen. Der kommer 2 lag à 8 kager.

Bland den afkølede stærke kaffe med marsalaen i en flad skål og dyp savoiardierne i blandingen, sådan lidt hurtigt side-side-side-side-op. De suger vanvittig hurtigt, vanvittig meget og går i stykker. Læg første lag ovenpå cremen.

Læg et lag creme ovenpå kagerne og drys med chokoladen.
Læg endnu et lag dyppede savoiardi kager og slut af med et lag creme.

Drys et lag stærk kakaopulver øverst og sæt på køl i mimimum 4 timer.

Her er et lille tip, helt gratis: vitawrap ovenpå creme med kakao? Ikke den bedste idé, hvis du har fyldt fadet helt op til kanten. Grådigt stads, det vitawrap!

Men hooooold nu op, en god tiramisu!

Bon Appétit!

Kære Maiken Wexø

-af Anne-Sofie Hein



Kære Maiken Wexø,

Du har alt for travlt for tiden, og du har ikke tid til de ting, som du brænder for og som du ved gør en forskel for Zulu, Charlie og Film. Så derfor søger du en PA, og det bør du virkelig også have. Jeg tror muligvis, at jeg har en idé til, hvem det skal være...

Ser du - for 2 uger siden besøgte jeg en terapeut i Kastrup. Han er en stor bamsebjørn af en terapeut, som både er akupunktør, NLP terapeut og laserbehandler. Når han åbner sin dør, mødes man af en 2 meter høj skaldet mand, som står og holder sin godmodige slædehund tilbage. Jeg har altid godt kunne lide mennesker, som holder deres hund tilbage, selvom den er velopdragen. Det giver en vis sikkerhed for, at han som terapeut nok også skal passe på mig.
For nogle år siden behandlede han min ryg og en genstridig influenza. Det gjorde han med en blanding af akupunktur, myntedråber og samtale, og han var virkelig god til det.

Så det virkede naturligt at gå til ham igen nu, hvor jeg simpelthen ikke kunne få bugt med mine nerver, mens jeg tager kørekort.
Vi havde en lang indledning, hvor han prøvede at pejle sig ind på, hvorfor jeg var så bange i dagene op til en køretime og mens jeg kørte bil. Men jeg var dybt kedelig, for jeg har aldrig været i biluheld, været indespærret i en bil eller på anden måde hadet at være i en bil som nu.
Indtil...
Terapeut: "prøv at beskrive køreskolebilen for mig"
Mig: "Hmm...den er rimelig stor ogøh........snøft......så er den vel......kan man måske sige.....snøft......sådan lidt......HUUUUULK......rodet!"
Terapeut: (nu med en stor næve peget mod loftet) "AHA!!"

Jo, kære Maiken. Jeg kunne ikke slappe af og koncentrere mig, fordi bilen var rodet. Jeg har brug for struktur, ordnede forhold, klare linjer og ren luft. Hvis det ikke findes, skaber jeg det.
Men det er ikke helt comme il faut at begynde at gøre sin kørelærers bil ren og rydde op i den. Så i 1,5 time om ugen sad jeg i en bil og havde fokus på papirer, tæpper og cola dåser, i stedet for cyklister, stopskilte og vejstriber. Det bliver man lidt stresset af, for jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde overskud til at køre bil, og derfor blev jeg bange for at køre nogen ned. And rightfully so. Undskyld egern. Igen.

Nu har jeg så heldigvis verdens mest forstående og pædagogiske kørelærer, så han trak lidt på smilebåndet og svarede "hvis det kan hjælpe, så gør vi sgu det!"

Resultat efter mandagens køretur? Jeg var stadig lidt nervøs og anstrengt, men det gik meget bedre. Min kørelærers ord: "mærkbar bedre kørsel og mærkbart bedre fokus og observationsevne".

Og hvad kan vi så konkludere ud fra dette? Jo, jeg er en galoperende lunatic, når det kommer til rengøring og orden. Ingen tvivl om det. Men...

1. jeg er også et af Danmarks mest strukturerede mennesker
2. jeg forstår at levere et akavet og potentielt dødeligt fornærmende emne til en person, så han accepterer det og ønsker at reagere på det
3. jeg fikser ting, som ikke fungerer
4. jeg kommunikerer præcist og med humor
5. jeg forstår mediebranchen, for jeg har forhåbentlig fået dig til at læse dette.
Hvis ikke kan alle I andre nu læse om mine særheder og få jer et lille grin. It's on the house...

Kvinder, grækere og macarons

-af Anne-Sofie Hein
Det her indlæg handler ikke så meget om mad. Eller jo - det gør det, for det gør det jo altid lidt. Jeg skulle finde en værtindegave og valgte derfor at se det som et klart tegn på, at jeg burde besøge Nikolaos Strangas konditori og cakeaway (skønt udtryk forresten) på Åboulevarden.
Nikolaos kommer oprindelig fra Athen, har boet i Danmark i 5 år og har arbejdet som konditor på både D'angleterre, Hilton og Era Ora. Manden kender altså lidt til sukker.

Det er der så tilsyneladende nogle danske kvinder, som ikke gør. Da jeg kommer ind på det lille konditori, er samtlige pladser optaget af gæster, hvilket sådan set er meget godt gået for et sted på Åboulevarden en torsdag kl.14. Oppe ved disken drages jeg af et stort montre med macarons i alskens douce farver. Suk. I vinduet står der små mesterværker af kager, på disken er der udstillet mesterens egen müsli samt små poser med marshmellows. Jeg er med andre ord blevet til Fie 5 år, som står på tæer for kunne se det hele og priser mig lykkelig for, at jeg er voksen og bevæbnet med et dankort.

Og det er en anden ting, som jeg blev mindet om nogle måneder siden i en travl Irma i rush hour: husk hvor meget du glædede dig til at blive voksen, da du var barn. En meget træt far prøvede at holde styr på sin søn og datter, der stod med strakte halse og prøvede at begribe, hvor mange pakker tyggegummi, der kan være i ét display. Det kom dybt inde fra hjertet, da sønnen rankede ryggen, kiggede på sin lillesøster og sagde med stolt stemme: "når JEG bliver voksen, vil jeg købe ALLE de pakker tyggegummi, som JEG vil!". Jeg udvekslede et hurtigt blik med faren, som heldigvis også kunne klemme et smil ud.

Tilbage til disken i konditoriet, hvor jeg forgæves prøver at få fuldt syn for sagen, men bliver blokeret af 2 kvinder, som står og hyggesnakker med ejeren. Og nu skal jeg også være sød: han ER en meget karismatisk mand og jeg kan godt forstå, at kombinationen af græsk nydelighed, den venlige service og evnen til at lave kager kan være svær at modstå. Men så kunne det være, at de skulle have valgt en lidt anden angrebsvinkel.

I kender uden tvivl et par eksemplarer af typen: 2 kvinder i alderen 40-42 år, meget...fødedygtige hofter, meget smal overkrop, som alt sammen bliver understreget af en lidt stram rullekrave, som er fikst holdt sammen af et lidt tyndt bælte. Håret er klippet i en "frisk" frisure med lidt striber og pjusk.
Den ene kvinde lægger sådan set meget godt ud med at snakke om kagerne  og beklager sig over, at de jo desværre ikke kan sidde ned og spise dem. Nikolaos tilbyder meget galant, at de i stedet kan stå for enden af disken med deres kaffe og kager. Kvinden svarer meget sødt "ok så, men kun hvis du serverer dem". Fair nok. Han smiler overbærende og begynder at servicere dem.

Så går det lidt galt.

Jeg misser overgangen, fordi min ekspedient begynder at lægge små yndige macarons op i en gaveæske. Jeg bliver jo nødt til at få lidt smagsprøver med hjem. Man kan jo ikke give noget, som ikke smager godt. Selv sagt.
Men kvinden har fået drejet samtalen over på, hvor dejligt det er, at han sådan servicerer dem med sine fine kager, og han svarer dem noget i stil med (de er nu slået over i engelsk), at "compliments work like a charm", hvortil hun svarer "really? I thought BJ's did?".
Jeg fatter ikke helt, hvordan han bevarer sin cool, for jeg kommer til at taste dankort koden forkert. I stedet får han sagt noget med "Just try some loving care at home with your husband", hvortil hun...gudhjælpemig....svarer "no, I divorced his sorry ass". Nogen bør se lidt mindre Desperate Housewives og lidt mere CNN.

Jeg prøvede desperat at lukke posen godt til som muligt, så mine små uskyldige og pastelfarvede macarons ikke hører damens profaniteter og skynder mig ud af døren.

Hvem ER sådan?? Hvorfor skal det enten være The-Game-Dumme-Kvinder, der siger booboo og lader som om, at de ikke fatter en meter, før manden er nedlagt eller Mande-Kvinden, som kraftedme ikke skal lade sig narres af endnu en skiderik. Hvorfor kan vi ikke bare allesammen tale pænt til hinanden og om hinanden? Især foran konditorkagerne. De har jo ikke bedt om det.

Konditoriet kan forresten klart anbefales! Jeg har aldrig smagt så lækre macarons - ikke engang i Frankrig! Prøv varianten med saltet karamel. Mmmmm.......

Patriarkisk brunch - en advertorial

-af Anne-Sofie Hein
Nedenstående blog indlæg sendte jeg egentlig til VIPP, som et oplæg til en advertorial. Personligt var jeg ret vild med vinklen, men de bed desværre ikke på mig, selvom den marketingansvarlige skrev tilbage, at jeg havde gjort hende lækkersulten.

Forhistorien er, at VIPP nu har begivet sig ind i køkkenområdet med produkterne brødkasse, morgenmad-på-sengen-bord og salt & peber sæt. Det giver jo meget god mening, når man designer boligprodukter, at udvide sortimentet til hjemmets andre rum, men når man er synonym med toiletspanden, toiletbørsten og andre badeværelsesprodukter, er springet til madvarer...lidt akavet.

Derfor var min vinkel, at man skulle snakke mad, mad, mad og ændre samtalen. Sagt med Don Drapers ord: "If you don't like what's being said - change the subject". Det vil sige - løb hurtigt i den anden retning, læg fokus på indretning, mad og hjemmet.

Min idé var derfor at fokusere på advertorials, som ikke mange annoncører i Danmark kan finde ud af bruge, ej heller magasinernes annonceafdelinger. Kombinér den annonceringsform, som er relativ ny i Danmark, med den enormt voksende madinteresse i Danmark og det faktum, at Danmark har rasende mange madbloggere (I should know).

Resultat: advertorials i magasiner i mad blog format. Her er et eksempel, som ledsages af et billede af det opdækkede bord med VIPP produkterne i fokus:

Når man møder manden i sit liv og skal giftes, er det samtidig en sammensmeltning af to familier. Søndag afholdtes derfor Den Patriarkiske Brunch på Vesterbro. Og hvordan gør man så dét bedst? Man gearer ned, slapper af, fylder lejligheden med nybagt brød duft og små overraskelser i kokotter.
Her er menuen, som var ledsaget af hyggelig jazz, gamle røverhistorier om hjemmebryg og masser af grin:

Hjemmebagte boller6 store boller
En kvart pakke gær
3,5 dl lunkent vand
Salt efter smag
Et skvæt smagsneutral olie
150 gram grahamsmel
300 gram hvedemel
Start aftenen før
Opløs først gæren i vand, med salt og olie.
Bland herefter begge slags mel i
Det bliver en meget løs og våd dej, og det skal den være.
Vikl et viskestykke omkrig skålen og stil den i køleskabet
Om morgenen tager du skålen ud, former 6-8 boller med en ske, drysser lidt salt og valgfri kerner over.
200 grader i 17-18 minutter (varmluft)
Server med lækre oste og marmelader
Brunch i en kokotte, 6 personer
1 rulle butterdej
6 ægg
6 skiver bacon
6 spsk sødmælk
salt og peber

Form en skal af butterdej, som du forer de små kokotter med, først en lang strimmel og bagefter en bund.
Slå et æg ud i kokotten, drys små tern af stegt bacon ned (1 strimmel per kokotte), hæld forsigtigt en spiseskefuld sødmælk i, krydret med salt og peber, oven på og rør forsigtigt rundt, uden at prikke hul på blommen. Sæt i ovnen ved 200 grader i cirka 10 minutter, indtil overfladen er stivnet, men mens blommen stadig er flydende.

På bordet:
Små spicy pølser
Græsk yogurt med ahornsirup og friske bær
Friskpresset appelsinjuice med jordbær
Forskellige oste

God fornøjelse:-)

Spuntino: rutineret, velkørt og forudsigeligt

-af Anne-Sofie Hein

Madanmelderne skal støves af
Her kommer en sten i skoen: madanmeldelser efterlader mig meget tit frustreret. Jeg elsker som bekendt mad, at spise den, at læse om den og at snakke om den, så jeg burde elske madanmeldelser, og det gør jeg til dels også. Men hvorfor skal det være så kedeligt skrevet? Hvorfor skal anmelderne altid fortabe sig i lange og tørre diskussioner om vinkort, syrebalance i maden, teste (og til tider ydmyge) kokkens viden ud i krogene og i det hele taget tage alle følelserne ud af oplevelsen?
Det vil jeg virkelig gerne gøre op med. Når man er ude at spise, er det en helhedsoplevelse - hvem er de andre i restauranten, hvordan får tjenerne en til at føle sig, hvordan lander maden på smagsløgene og i maven og føler man sig tilfredsstillet og rigere, efter at have skrevet under på dankortkvitteringen? Der er ikke nogen madanmelder-skole, så jeg kan heldigvis gøre, som det passer mig, og det vil jeg så gøre.

Det bliver følelsesladet og fyldt med personlige betragtninger, til gengæld er der meget lidt om vinens komplementaritet og kokkens viden om sicilianske madtraditioner - for det interesserer ikke mig og formentlig heller ikke dig, hvis du bare gerne vil vide, hvor man kan få en hyggelig aften, spise noget god mad og slingre hjem i fantastisk humør.

Det gamle BB
Min barndomsveninde og jeg deler en kæmpe kærlighed til mad og har begge et meget tæt forhold til vores mave og dens behov. Vi har fornylig etableret en mødekombination af hygge-og-følgen-op-på-livet med nye-restauranter-i-et-tilnærmeligt-prisleje-som-lyder-spændende. Sidst var vi på Mother i Kødbyen, og det skal jeg huske at fortælle jer om senere.

Mandag aften var vi dog på Spuntino, som er nyeste skud fra Cofoco menneskerne, som bekendt af madverdenens svar på Coldplay - they never mess up. Ikke sådan helt eklatant i hvert fald. Den ligger, hvor den gamle Berntsens Ballade lå, og intet er stort set ændret fra dengang i indretningen.
Men hvorfor også ændre et hyggeligt lay out? Der er hyggeligt, god akkustik (en ting, som ellers virkelig kan ødelægge en god aften) og rustikt, men ikke på den autentiske Vesterbro måde, som de færreste Vesterbro borgere alligevel ikke rigtig gider længere. Der er hyggeligt!

Der var fyldt på en mandag aften og når jeg kiggede mig omkring, kunne jeg se et andet venindepar, en del voksne familier uden børn og et enkelt familieselskab på 10-12 mennesker. Jeg ved aldrig helt, hvor jeg skal gøre af mig selv, når sådan et selskab begynder på en talerrække - skal vi allesammen så holde mund og lytte til familiens høhø- og snøfthistorier? Herudover var der en voksen vennegruppe, bestående af 4 nydelige mænd i 50'erne, som slog over i flydende italiensk, da de bestilte. Blæret.

Pellegrino som ledsager
Min veninde havde haft en travl dag og glemt at drikke nok vand, så vi slog os på Pellegrino flasken og jeg tog rollen som wino på mig og bestilte et glas pinot grigio. Alle vinflasker (delt ind i bobler, hvid, rød, sød med cirka 5 valg i hver kategori) kunne købes på glas - dejligt! Jeg er ikke sommelier, men bliver jævnligt bombarderet med vinlærdom, så jeg følte mig nogenlunde sikker på, at mit glas kunne gå til forret såvel som hovedret, hvilket da også viste sig af holde stik (note to self: husk at prale). Derudover kan det godt være, at der er noget vandsnobberi i Pellegrino, men det smager altså godt!

På bordet kom først en kurv med autentisk italiensk brød (den slags, som på en eller anden måde både har sprød kant, er saftigt i midten og med gigantiske huller, uden man føler sig snydt) og den lækreste lille buttede flaske med velsmagende olivenolie.

Velsmagende forretter på skærebræt
Spuntino menu
Jeg havde lyst til stor smag og noget blød tekstur, så jeg valgte andelevermousse til forret, og min veninde jomfruhummer. Vi forelskede os begge i serveringen på rustikke skærebrædder, hvor hver forret var anrettet - godt tænkt, når nu temaet er det rustikke Italien. Min mousse var både kraftig og kærlig, med portvin i smagen, men på den diskrete måde. Ingen slemme flashbacks til de tidlige 90'ere, hvor man nærmest blev fuld af sådan en portion. Mousse ægget lå på en bund af syltede rødløg, mens sprøde flager af pancetta klyngede sig til ægget og 2 skiver ristet brød, af samme slags som velkommen-brødet, omkransede set-up'et. Det smagte skønt! Min venindes jomfruhummer var kogt perfekt med en hvidløg og persille dressing på sig og en medfølgende mascarpone creme, som friskede godt op med citrus, men ikke på den parfumerede måde. I det hele taget var smagene godt afstemte og man fik indtrykket af, at alt var nøje afstemt og indøvet.

Velkørte hovedretter
Hovedretterne...her blev jeg misundelig på min venindes bestilling, som var canneloni med spinat, brunet smør, salvie, parmasan og pinjekerner. Enkelt anrettet og autentisk. Jeg fik i stedet dagens fisk, som var slethvar med artiskokbunde, ansjos, kapers og en skysauce. Det smagte godt og de skape kapers og ansjoser stod godt til den faste fisk. Men lidt kedeligt. Pancettaen ville have stået godt til retten, tror jeg. Der manglede noget "mmmm". Desuden vil jeg rigtig gerne advares, når fisken serveres på benene, for det kunne man ikke umiddelbart se. Jeg har store traumer fra barndommen, hvor jeg skulle sidde og gnaske tørt rugbrød for at lirke et fiskeben væk fra min lille barnehals. Det ødelægger ligesom stemningen lidt.

Vi bestilte begge en enkel grøn salat med balsamico som side order, som hverken var mere eller mindre end som beskrevet - lidt sprødt og syrligt til alt det bløde.

Overflødige desserter
Vi kunne meget snildt være stoppet her, for portionerne var rigelige, og da Spuntino kører med 2 seatings og vi havde valgt den tidlige, var vi ikke sådan helt gammelsultne (og brødet var som sagt rigtig lækkert - hvornår lærer man at lade det stå?!). Men, og det er så her, at man mærker maskinen bag Spuntino - det er 3 retter for 275,- og sådan er dét. Du kan ikke bestille 1 eller 2 retter, eller jo det kan du godt, men så skal du stadig betale 275,- for det. Så vi lagde en hånd på maven og bad om to nonna, fordi det lød friskest. Spuntinos nonna kan bedst beskrives som en æblekompot, som har været igennem en lidt krydret kogning, hvor en crumble af mandler og makroner giver et sødligt bid og toppet med en kugle vanilieis, hjemmelavet tror jeg, men jeg vil ikke lægge hovedet på blokken. Øverst, og det vekslede vi lige et blik over, lå friteret rosmarin. Som min veninde sagde "skal vi nu til at smage lam i isen?", men det gjorde man ikke. Friteringen havde fået noget sødligt frem i krydderurten, som egentlig gav ok mening. Jeg havde dog ikke behøvet det. Jeg havde sådan set slet ikke behøvet dessert, så måske jeg var lidt farvet i mine tanker.

En italiener og to danskere
Hvordan var betjenningen så? Vi var igennem 3 tjenere, som alle var søde og venlige, omend ikke falde-på-halen-opmærksomme. En enkelt tjener var italiener (som overhørt ved ankomsten ved de 4 mænds bord) og viste os nåde ved at tale engelsk til os. Jeg er ok med en engelsktalende tjener, det er fint. Især når det er fordi han er italiener på en italiensk restaurant. Jeg er bare glad for, at de øvrige to kvindelige tjenere ikke var svenskere. Det er jeg nemlig ved at være godt og grundigt træt af. Men det er en helt anden historie, som jeg ikke skal trætte med her.

Helt efter planen var vi ude af døren klokken lidt i 9, uden at være blevet prikket på skulderen og mindet om vores lovede udsmidning. Det var rart og viser jo også bare, at de kan deres kram på Spuntino og kan time betjeningen optimalt, uden man føler sig skyndet på.

Mangler lidt fanden-i-voldskhed
Jeg ved ikke helt - jeg manglede nok noget galskab fra Berntsens Ballades tid. Det var et rutineret, velkørt og ordinært+ besøg, som jeg sagtens kan finde på at besøge med min søster, veninder, kæreste + venner etc., før en biograftur eller en anden aftale, for man er sikker på ankomst og afgangstidspunktet, og at man er mæt og tilfreds bagefter uden de helt store emotionelle oplevelser.

2 mennesker, dog kun med et enkelt glas vin og en flaske Pellegrino  (ser først nu at de glemte at tage penge for flaske nummer 2) blev 695,-, hvilket må siges at være overordentlig rimeligt for 3 retter til 2 personer på et stabilt godt niveau.

Det her begynder mere og mere at minde om en anmeldelse af en Toyota med 5 døre og plads til hele familien, og det er ikke helt fair. Spuntino har nemlig en vigtig kvalitet, som skal nævnes: det er madglade mennesker, som kommer på besøg - eller det er i hvert fald min tese. Folk smagte godt på maden, diskuterede maden og smagte hos hinanden - DET kan jeg godt lide!

...med lidt hjælp fra pastaen

-af Anne-Sofie Hein

Efter en lang dag i går, måtte jeg sande, at jeg havde et stort spørgsmål, som jeg måtte have hjælp til at besvare.
Så jeg lavede en hurtig aftale med en veninde om at mødes og angribe sagen lige på og hårdt. Med pasta og rødvin.

Vi endte på min spisestue nummer to: Café Høegs. Se, hvis du bor på Vesterbro eller kender Vesterbro godt, behøver jeg med garanti ikke at præsentere Høegs yderligere. Til jer andre kan jeg kun sige: man går aldrig derfra med fornemmelsen af "hmmm....det var ikke sådan helt godt, vel?" Eller jo, jeg er én gang gået derfra skuffet, men så kan jeg lære, at jeg skal lave min creme brulé selv.

Café Høegs bliver besøgt af alle: barselsmødre, venner før en koncert på Vega, venner før en bytur, kærestepar som ikke gider lave mad, bedsteforældre, naboerne. Alle. De tilbyder alle de gængse caféretter (og deres burger er altid kvalitet), men har også de varme retter om aftenen, som min veninde og jeg valgte. Ens bestilling kommer altid indenfor 10 minutter, varm, veltillavet og serveret med et smil.

Det var nemlig en af de aftener, hvor vi begge havde brug for kærlighed på en tallerken = varm cremet pasta med laks, champignoner, parmasan og rucola. Jeg ville ønske, at jeg havde bestilt husets limonade, for bitterheden ville have passet perfekt til den. Pastaen var blød, men havde alligevel lidt bid og druknede ikke i fløde. Stykkerne af laks faldt i flager, parmasanen gav lidt kant sammen med ruculaen og champignonerne gav variation midt i alt det milde. Love on a plate!

Jeg skal være den første til at sige: Høegs er ikke gourmet. Det er ikke engang en restaurant. Men de fejler aldrig, når man har brug for at verden lige lader være med at ændre sig i 5 minutter, så man kan få ro på tankerne og en tilfreds mave.
Mit drømmejob er at skrive om mad og om livet. Blandt andet hvorfor mad smager bedst, når man lever livet og hvorfor livet er lidt mere håndtérbart, når man spiser cremet pasta? Jeg håber, at det er et job.

Der er længe længe til...

-af Anne-Sofie Hein
Det er ikke nogen hemmelighed: jeg er ikke verdens mest tålmodige mennesker. Ikke engang Vesterbros mest tålmodige menneske og muligvis ikke engang denne lejligheds mest tålmodige, for ARGH - hvor jeg dog ikke duer til at vente på svar efter en samtale!!
Det er muligvis min egen skyld, fordi jeg lægger liv og sjæl i hver ansøgning, som jeg sender ud. Når jeg først læser et opslag, begynder jeg allerede dér at forestille mig selv arbejde i netop dén virksomhed, med netop dén chef og i netop dét område.
Det bliver ikke bedre, når samtalen er overstået. Jeg besøger muligvis deres hjemmeside en del og googler måske også deres medarbejdere lidt på Linkedin. Det er jo godt at kende ens kollegaer lidt på forhånd. En enkelt optimal cykelruteplan bliver det nok også til. Derudover beslutter jeg mig hver gang for ikke at fortælle til nogen, at jeg har søgt den stilling, fordi jeg ikke vil lægge for meget pres på livets karma. Med andre ord: jeg dater et job og endda lidt som en stalker. Jeg er Sarah i Love Actually.

Det er da heldigt, at jeg om 1 uge skal kokkere en 5 kilos gås, 1,5 kilo kartofler, uanede mængder mandler, fløde og en lang liste af andre julegodter. Forhåbentlig er det en meget forstående gås, for den skal høre på min skøn- eller klagesang, mens jeg propper svesker og æbler op i måsen på den.
Stakkels gås either way.