Google dig til 5 fejl eller 16 hits

Food for thought: her på blogspot kan man få en fuld oversigt over, hvilke søgeord der har ledt folk ind på ens blog - 16 er kommet herind, fordi de søgte på Maiken Wexø og 9, fordi de søgte på mit fulde navn.

Se, nu ved jeg ikke, om Maiken har siddet på sit kontor og googlet sig selv 16 gange (nu har hun jo også en PA til at ordne sine kommunikationsprojekter - no hard feelings), men ellers er hun da vist ikke sådan en person, som man googler meget, er hun? Jeg ville kunne forstå, hvis jeg havde blogget om valget og skrevet en masse om Helle Thornings make-up, som på forunderlig vis er blevet mere og mere hvid eller

Lars Løkke, som er blevet mere og mere sarkastisk og passiv-aggressiv de sidste 3 uger. Men Maiken Wexø?

Så jeg googlede selvfølgelig mig selv. Igen.
Resultat: Facebook, min blog, Kommunikationsforum, Linkedin, min Twitter profil og en artikel, som Ida Brixtofte Nielsen skrev om, hvordan jeg fik mit job hos Posterscope (se seneste blogindlæg).

Men...der manglede noget. Jeg skrev for et par år siden en artikel til Aegis Medias Zoom News, der bliver sendt til husets kunder og samarbejdspartnere. Den handlede om den rådgivning, som jeg tilbød vores kunder i Posterscope, af deres outdoor lay out. Jeg kom i tanke om artiklen, fordi den

Outdoor kampagner er dyre at indkøbe, så man bør sikre sig, at de eksponerede rent faktisk når at forstå ens budskab i løbet af den relativt korte tid, man har deres opmærksomhed.

Her er artiklen om, hvordan man optimerer sit outdoor lay out...

Artikel - Find 5 fejl

Jeg skrev nedenstående blogindlæg på Kommunikationsforum for snart 4 år siden. 
Forhistorien var, at jeg havde søgt et job som koordinator hos Direct Home og Posterscope under Aegis Media og jeg havde meget svært ved at tænke på andre stillinger som reelle muligheder, efter jeg havde trykket SEND. 10 dage efter jeg havde sendt ansøgningen, ringede Christian Skipper og spurgte, om jeg ville komme til samtale. Han syntes sådan set ikke, at jeg havde alle de kvalifikationer, som han ledte efter, men han var blevet nysgerrig, da han havde googlet mig og læst blogindlægget.
Og resten er jo historie, for vi klikkede i hak til samtalen, jeg fik stillingen og vi havde et fantastisk samarbejde i 3 år. 

Og i dag sidder jeg så og har været til en samtale, hvor jeg har det på præcis samme måde igen. Jeg insisterer på, at alle mine venner skal krydse fingre for mig i de kommende 3 uger, prepper mig selv ved at opsøge deres produkter og gør mig selv til ekspert på dem og overvejer ganske seriøst at cykle forbi deres kontor ved lejlighed for at se, hvordan de bor udefra. Med hat og cottoncoat på. 

Gode historier har det med at gentage sig selv...

Det Helt Specielle Sted, goddag?

Jeg har det virkelig som om, jeg er ude på datingmarkedet igen. Der er dage, hvor man holder af sin frihed, nyder morgenkaffen i langsomme slurke og falder i staver over en pæn sky. Og så er der dage, hvor man savner at have Det Helt Specielle Sted, hvor man tager hen om morgenen, hilser på de lidt morgentrætte kollegaer, tænder computeren med et lille blip og planlægger resten af dagen sammen med Det Helt Specielle Sted.

Så man sender mails afsted til de steder, som man synes udsender Det Helt Specielle Sted-vibes. Og man formulerer sig på allerpæneste vis, skriver at man løbetræner, selvom der et 3 uger siden, forsøger at give indtrykket af, at man ikke er desperat for at få lov til at være en del af Det Helt Specielle Sted, men at man bare godt kunne tænke at "undersøge mulighederne". Og så trykker man 'send' og går rundt om sig selv i 1 time.

Efter man har sendt nogen forskellige ansøgninger afsted, kan man godt mærke, at man hepper ekstraordinært meget på ét specielt. Man kan FØLE gennem skærmen, at stedet MANGLER en. Man begynder på jobsøgnings svar på 4.klasses dagdrømmeri: man begynder at øve sig i sætningen "Det Helt Specielle Sted, goddag?" med den passende mængde smil og service i stemmen. Man undersøger på Krak den bedst mulige rute på cykel og overvejer helt seriøst at smutte forbi stedet, bare for at se hvordan der ser ud udefra.

Så kommer man til det med telefonen. Den ringer ikke, og når den ringer, er det ens Far, der skal til reception på en ambasade og skal have et godt råd til en passende værtsgave. Så man slukker mobilen og tænder den igen, for der er vist noget med, at Sony Ericsson kan tabe signalet. Vigtigt.


Efter en uges tid begynder man at kigge på andre jobopslag. Man gennemlæser profiler, finder kriterier man opfylder og begynder at forfatte endnu en ansøgning. Og så kommer man i tvivl. Hvad hvis nu Det Helt Specielle Sted ringer i morgen? Hvad hvis nu de kender hinanden og den nye sladrer om, at man undersøger andre steder? Og man kan mærke, mens man skriver den nye ansøgning, at man tænker på det andet sted. Skulle man sende det nye opdaterede og æstetisk lækre cv til dem? Virker det pushy? Skræmmer man dem væk? SÅ! Tilbage til den nye ansøgning og forsøge at tænke på, at man ikke kan gøre sig til herre over fremtiden. If you love somebody, set them free. If he does not come back to you, it was never meant to be.

Kreativitet x Kreativitet = Kreativitet³

Jeg var ude på en fantastisk løbetur i regnen i går. Mens jeg tog langsiden af Vestre Kirkegård i det gule lys, tænkte jeg på min kærestes kusines Eloise. Eloise er en helt fantastisk kvinde, som er gift med John og sammen har de de smukke drenge Maximillian og Marco. De er præcis lige så smukke som deres navne.

Eloise arbejder for tiden som stylist for Aqua, mens de er på turné. Hun styler hele bandet og har især fået megen ros for de rå outfits til Lene Nystrøm, som meget tydeligt viser, at det er ingen skam at troppe op i et gennemsigtigt catsuit med strategisk placerede læder applikationer, hvis man har kroppen til det. Og det skal jeg lige love for, at Lene har og at Eloise forstår at fremhæve.

Netop denne kombination af Lene Nystrøms åbenhed overfor Eloises visioner og Eloises forståelse for bandet Aquas image og personlighed, har givet det resultat, som man ser lige for tiden på scenen.

Og det er lige præcis dér, hvor jeg synes, at man finder definitionen på kreativitet. For I GUDER hvor kan man misbruge begrebet!

For 3 dage siden sad jeg til en vanvittig spændende jobsamtale med én af de mest sympatiske Marketingchefer, jeg har mødt. Jeg er faktisk stadig lidt lidt høj efter den samtale. Stillingen var ikke som arkitekt eller kunstner (ingen af delene har I lyst til at se resultatet af, hvis jeg kastede mig ud i de områder). Stillingen var meget administrativ, men med tæt kontakt til meget kreative mennesker og forventningen om, at jeg...

1. kunne tale med og finde kompromiser med disse mennesker og
2. basere anbefalinger til dem på facts

Og DET er i min verden også kreativitet. Hvis man går tilbage til min beskrivelse fra før, så er det netop kombinationen af menneskers tankegang og det enkeltes individs viden om, at man har brug for at kombinere ens tanker med et andet individs tanker for at skabe et større og bedre resultat end det, som man selv kan komme frem til. Man skal bare turde finde det menneske og indse, at man har brug for hinanden.

Eller også skal man bare suge sig fast som en legesyg gorilla og begynde at kaste ting på den anden person. Så derfor Eloise:

Du skal promovere dig selv og hvor fedt et samarbejde du har haft gennem de sidste mange måneder. Derfor skal du have lavet et interview med din assistent, som fortæller om dig og dit arbejde (for ægte rock n' rollers don't spill it). Interviewet skal bringes i et upscale modemagasin.
Så skal du have udbygget din blog, så du viser hjemmeoptagne videoer af din arbejde behind the scenes og alle de ting, som vi ikke ser, når vi ser en ny musikvideo. Løft lidt af sløret, for vi elsker at se noget og drømme for resten.

Jeg håber, at Marketingchefen til den samtale, som jeg sad til for 3 dage siden, vælger at sætte sig på min skulder og bede mig kaste bolde til hende, så vi kan spille sammen. Så skal I se kreativitet sat i system...

Mental omtimering

Der er ups og downs som jobsøger, og de, som har været uden job gennem nogle måneder, kan nok godt skrive under på, at der er dage, hvor man mentalt er parat til at storcharme hele verden og lade dem slås om ens eminente egenskaber. Og så er der de der dage, hvor man lige når at stoppe sig selv i at skrive "jeg bager også virkelig gode cookies".

Hvis humøret hovedsagligt skal holde sig på den positive side af kurven, bliver man nødt til at skabe succesoplevelserne andre steder i de perioder, hvor verden af ukendte årsager behandler en som Casper the friendly ghost.

Så jeg er begyndt at løbe. Hveranden dag kan man finde mig på Vestre Kirkegård, ved Christianshavn Volde eller ved Søerne, mens jeg mentaltræner mig selv under de 7 km (lagde I lige mærke til, hvordan jeg fik listet distancen ind? Før kunne jeg ikke løbe i 3 minutter straight).

Hver gang jeg kan løbe lidt længere eller er ved at dø lidt mindre, er det en enorm succes for mig og jeg SKAMroser mig selv. Det er måske derfor, at jeg heldigvis ikke er ramlet helt ned i det store sorte hul, som går under navnet Why Bother?

                                                   Fantastisk reklame fra Asics...

Men når det højre knæ begynder at knirke på en rimelig urovækkende måde, er der ikke andet at gøre, end at:
1. tage ind til Rådhuspladsen og forsøge at støvsuge noget gejst og positiv tankegang fra verdens mest positive mand Alun Biggart, som promoverer FiveFingers derinde i forbindelse med Challenge Copenhagen
2. spise absurde mængder sushi med 2 skønne veninder og drikke rosé
3. tagge de jobs, som jeg har ansøgninger ude på lige nu, som alle lyder fantastiske og udfordrende og håbe, at de ansættelsesansvarlige læser denne blog og bliver lidt nysgerrige på den madlavende-løbende-skrivende kommunikator
4. skrive yderligere to prisvindende ansøgninger på jobs, som også lyder fantastiske

Fingers crossed:
MediaCom - HR Assistent/PA
Microsoft - Direktionsassistent/PA
Berlingske Media - Produktchef på nyt koncept

Coming up:
Meyers - Kommunikator
Estée Lauder Cosmetics - Nordisk Salgs/Marketing Koordinator

God weekend til alle :-)

The family that cooks together stays together

Jeg er vokset op i en søskendeflok på 3, hvor jeg er den yngste med henholdsvis 8 år op til min storesøster og 10 år op til min storebror. Indtil videre har det kastet en niece, Alice på 15 år, og en nevø, Linus på 11 år, af sig. De ankom ikke i den alder dog.
Alice og Linus bor sammen med deres forældre i München, så jeg ser dem ikke så tit, men når jeg ser dem, elsker jeg at sidde og betragte dem og blive overvældet over, hvor helt latterligt hurtigt tiden går. Jeg ved godt, at I alle sammen siger det, når I har børn og alt det der....men det er jo helt TOSSET, så hurtigt de er blevet 15 og 11 år!

Linus slægter sin far en del på, med teknisk interesse og kan give alle baghjul, når han kaster sig ud i at lære nye spil eller Apple produkter at kende. Virkelig handy at have i familien igen, når nu hans far og farfar er ved at blive ældre og dermed lidt langsommere til at IT adaptere. Dén kommer jeg nok til at høre for...

Alice er en sej blanding af ualmindelig god snusfornuft, kreativ hjerne, teknisk interesse og nu også kærlighed til madlavning.

Gæt hvilken egenskab, jeg vil tage fat i her?

Det bliver nemlig ikke hyggeligere end at stå i et køkken og eksperimentere, mens ens familie kigger ud i køkkenet med jævne mellemrum, halvt nervøs, halvt sulten.

I dette indlæg vil jeg give hende en helt speciel opskrift, som hun skal lave til sin familie og fortælle sin lillebror, at når han en dag forelsker sig, så er dén kage den direkte vej til hjertet hos den heldige udkårne.

Min kommende mand gjorde nemlig kur (definitely no pun intended) med denne kage. På vej til et kundearrangement en dag på kontoret, nævnte han for mig, at kokken til aftenarrangementet var Henrik Boserup, og at han kunne lave en chokoladekage, som slog al anden mad. I hele verden. Det kan jo ikke lade sig gøre, så jeg sagde, lettere hovent, at det skulle jeg nok selv bestemme, hvis han tog et stykke med på kontoret næste dag.

Min elskede havde, i en lettere overrislet tilstand, præsteret at glemme alle sine ting til aftenarrangementet, men næste dag stod han med små øjne og en skål i hånden på kontoret. Med chokoladekage i.

3 år senere, 4 måneder til vores bryllup og kagen er blevet lavet adskillelige gange i vores køkken. Den smager overnaturligt godt, selvom ingredienserne er så enkle. Og så kan den laves på forhånd før en middag - det er altså smart!

 

Så kære Alice, Linus, Søren og Hélène i München: Bon appétit!

Chokoladekagen
- af Henrik Boserup

250 gram mørk chokolade, 70%
250 gram sukker
250 gram smør (nå ja, i det mindste er det da nemt at huske...)
10 pasteuriserede æggehvider
10 pasteuriserede æggeblommer

Chokoladen, smørret og halvdelen af sukkeret smeltes langsomt i vandbad. Når herlighederne er smeltet, røres de godt og stilles til afkøling. Jeg plejer at åbne køkkenvinduet og stille det derhen med en tallerken over.
Når chokoladeblandingen har samme temperatur som din lillefinger, piskes æggehviderne stive med den resterende halvdel sukker. Herefter piskes blommerne i chokoladeblandingen og hviderne vendes i blandingen af 3 omgange.
Smør en form (jeg plejer at bruge en springform med en diameneter på 23 cm) med smør og drys sukker rundt i formen, så den er dækket. Ryst det resterende sukker ud af formen.
Hæld 2/3 af blandingen i formen og stil resten af blandingen i køleskabet.
Bag form med indhold ved 160 grader i 20-30 minutter. Kagen skal virke stabil i midten, når du prikker til den. Tag kagen ud og afkøl den til køleskabstemperatur.
Hæld den resterende chokoladeblanding på den nu kolde bagte kage og stil den tilbage i køleskabet i mindst 15 minutter.

Hvordan lyder en madanmeldelse?

Til trods for et spændende vikariat i en marketingafdeling , hvor jeg pt. er med til at markedsføre biler, skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg stadig elsker at læse om mad, tale om mad og at skrive om mad. I weekenden var jeg f.eks. ved at dø af ærgelse og nysgerrighed, fordi jeg ikke kunne være med til min loges weekendmøde, hvor vi blandt andet skulle spise min venindes hjemmebagte mojito og margarita cupcakes! Det er da noget af det mest syrede, jeg længe har hørt!

(fra http://letthemeatcake12.blogspot.com/)

Andre spændende madtanker kom, da jeg faldt over en cupcake kædes (prøv at sige dét 7 gange)hjemmeside i London (Lola's Cupcakes) og tænkte: Burde man ikke åbne en roomservice.dk...med kager? En samlet portal, hvor man kunne søge blandt diverse konditorer og kagecaterer, og få bragt kagen ud?

I den mere seriøse ende af spektret, læste jeg i sidste uge et meget bredt jobopslag fra den nye Radio 24syv, hvori de eftersøgte værter, redaktionsmedlemmer og idéer til deres programflade. Det skal man jo ikke skrive 2 gange til mig, så jeg sendte følgende ansøgning til dem og håber nu, at det giver lige så meget mening for dem, som for mig, at man bringer madkulturen til radiomediet også.

Madbloggere, Michelin kampen, Price brødrene, Det søde liv, Gordon Ramsay, Noma, Geranium – madkultur, indlevelse, glæde! Alligevel… er det tørre og indforståede journalister i Danmark, som anmelder madstederne, og kun skriftligt. Hvorfor har ingen andre medier grebet den utrolig lave bold?

Min idé – et radioprogram med en vært, som uforbeholdent BRÆNDER for god mad. En person, som får tårer i øjnene af en veltillavet kammusling, som rejser for den gode madoplevelse og som kan formidle sin passion til lytterne, så de engagerer sig.

Indhold:

• Anmeldelser af caféer og restauranter
• Portræt af en restaurationsperson (kok, nystartet restauratør, kokke-eleven, stamgæsten etc.)Stop en dansker og spørge "hvad er dine 10 faste retter?"
• Månedens tema (eksempelvis: romantiske hoteller med restaurant, restauranter med en oplevelse, Take-away anno 2011, online mad shopping, mad-bydels tema etc. ).
• Månedens nyåbninger
• Anmeldelse af kogebøger

Jeg håber, at jeg har formået at viderekommunikere min idé til jer, at I synes om den og at I vil kontakte mig, hvis I vil snakke videre om den. Jeg har ikke radio erfaring, men er en marketing/kommunikation/medie/mad nørd, som ser Radio 24syv som en utrolig spændende kanal for at formidle den danske madkultur. I kan få et bredere indtryk af mig i vedhæftede CV samt nedenstående blog.

Fingers crossed...

Karma, Bruce & Chandler

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg holder fast på, at man kan meget mere, end man tror, man kan. Og ikke mindst: hvis man ikke tror, at man kan, så kommer man aldrig til at kunne. Det kan bare være så morderlig svært at administrere ens tankesæt i den rigtige retning, når først det løbet over på nej-siden med halen mellem benene og et beslutsomt "det kan du glemme, kan du!"

For tiden har mange begivenheder stimlet sig så meget sammen, at jeg fik lyst til at samle dem her. Måske de på den måde kan manifestere sig i en form for logik. Selvfølgelig ledsaget af en hjemmebagt bolle med økologisk okseleverpostej. For...logik ledsages som oftest af god mad i min verden, men det er bare mig. Er der forresten nogen, som ligger inde med en god afprøvet opskrift på okseleverpostej?

Tilbage på sporet.

Jeg fik fornylig en invitation til Bruce Liptons foredrag i København og tog af sted til det i sidste uge. Mine forventninger var ikke tårnhøje efter at have set publikummet - mange fraskilte kvinder med veninderne og en indforstået nikken med hovedet, når "Bruce" ramte hovedet på sømmet. Og så Anja Andersen, men hun har nu også virket lidt mere rolig og zen på det sidste.

Og Bruce var faktisk rimelig skarp. Hans hovedpointe var, at al tankegang og alle handlingsmønstre kan begrundes med ren biologi og hvis man vil optimere sine handlingsmønstre og tankegang, må man spille på deres banehalvdel og lære sig selv op med den rette taktik.

Den rette taktisk var hovedsagligt at bringe ens bevidsthed til underbevidstheden. Trin 1 var, at man skulle overveje hvilke signaler man sendte ud, baseret på ens egenopfattelse. Hvis man eksempelvis gerne vil avancere på sin arbejdsplads, men konstant løber panden mod en mur, skal man overveje, hvilke signaler man sender til sig selv om egen performance og om man måske derfor også sender de forkerte signaler ud til beslutningstagerne.
Trin 2 var, at man skal udnytte tidsperioden, hvor man har bedst adgang til underbevidstheden - lige før man falder i søvn. Her skal fodre underbevidstheden med de rette budskaber.
Her, må jeg indrømme, stod jeg lidt af. Men mest fordi jeg kom i tanke om det afsnit af Friends, hvor Chandler lytter til et ikke-ryger kasettebånd om natten, som viser sig at være til kvinder, og han får derfor en forkærlighed for håndklædeturban og læbepomade. Derfor fangede jeg muligvis ikke den sidste vigtige taktik til at få kontakt med underbevidstheden.

Derudover var der et veltilrettelagt spark i skridtet til alle læserne af selvhjælpsbøger, som forventer store tegn fra foroven, når de forsøger at tænke sig til succes.

Pointen var dog nogenlunde: overvej nøje, hvilken energi og hvilke signaler du sender ud, for det er et sikkert tegn på, hvad du kan forvente at få igen.

Og det synes man jo nok, at man har hørt før og har rimelig styr på. Alligevel har jeg været lidt mere opmærksom på det siden og i går havde jeg flere perfekte energi-oplevelser.

Jeg sad og skrev en ansøgning til en virksomhed, som jeg var meget spændt på. Jeg gjorde sådan set alt det, som jeg plejer at gøre: researcher virksomheden, søger på beslutningstagerne på Linkedin og prøver at finde frem til et fælles grundlag, som jeg kan skrive ansøgningen på.

Undervejs fandt jeg frem til en fælles kontakt, som jeg for nogle måneder siden havde noget professionel kontakt til på en reklamekampagne og som var så høflig at rose mig for min blog. Så er man optaget i min bog - så er det sagt. Vi har ikke haft nogen kontakt siden, men han er vanvittig dygtig og jeg stalker ham lidt på Twitter og Linkedin, fordi hans tankegang og arbejde er fascinerende.
Jeg sendte ham en mail omkring stillingen og lidt af mine tanker. Han skrev tilbage og tilbød sin formidlingshjælp, fordi han syntes godt om min approach. Det er da positiv-energi-møder-positiv-energi!

Imens havde jeg sendt et lidt utraditionelt oplæg på føromtalte ansøgning til min nye jobsparringspartner Christina, som vendte tilbage med en sindssyg god ekstra idé og takkede mig for et hint til en stilling, som jeg havde set, som jeg syntes, hun passede godt til.

Kald det karma, kald det Bruceisme eller bare god stil. Jeg er i hvert fald meget taknemmelig for alle de dejlige mennesker, som gerne vil klappe én i mål, når man ved, hvor man gerne vil hen.

Hav en dejlig søndag og en karmaficeret uge!