Karma, Bruce & Chandler

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg holder fast på, at man kan meget mere, end man tror, man kan. Og ikke mindst: hvis man ikke tror, at man kan, så kommer man aldrig til at kunne. Det kan bare være så morderlig svært at administrere ens tankesæt i den rigtige retning, når først det løbet over på nej-siden med halen mellem benene og et beslutsomt "det kan du glemme, kan du!"

For tiden har mange begivenheder stimlet sig så meget sammen, at jeg fik lyst til at samle dem her. Måske de på den måde kan manifestere sig i en form for logik. Selvfølgelig ledsaget af en hjemmebagt bolle med økologisk okseleverpostej. For...logik ledsages som oftest af god mad i min verden, men det er bare mig. Er der forresten nogen, som ligger inde med en god afprøvet opskrift på okseleverpostej?

Tilbage på sporet.

Jeg fik fornylig en invitation til Bruce Liptons foredrag i København og tog af sted til det i sidste uge. Mine forventninger var ikke tårnhøje efter at have set publikummet - mange fraskilte kvinder med veninderne og en indforstået nikken med hovedet, når "Bruce" ramte hovedet på sømmet. Og så Anja Andersen, men hun har nu også virket lidt mere rolig og zen på det sidste.

Og Bruce var faktisk rimelig skarp. Hans hovedpointe var, at al tankegang og alle handlingsmønstre kan begrundes med ren biologi og hvis man vil optimere sine handlingsmønstre og tankegang, må man spille på deres banehalvdel og lære sig selv op med den rette taktik.

Den rette taktisk var hovedsagligt at bringe ens bevidsthed til underbevidstheden. Trin 1 var, at man skulle overveje hvilke signaler man sendte ud, baseret på ens egenopfattelse. Hvis man eksempelvis gerne vil avancere på sin arbejdsplads, men konstant løber panden mod en mur, skal man overveje, hvilke signaler man sender til sig selv om egen performance og om man måske derfor også sender de forkerte signaler ud til beslutningstagerne.
Trin 2 var, at man skal udnytte tidsperioden, hvor man har bedst adgang til underbevidstheden - lige før man falder i søvn. Her skal fodre underbevidstheden med de rette budskaber.
Her, må jeg indrømme, stod jeg lidt af. Men mest fordi jeg kom i tanke om det afsnit af Friends, hvor Chandler lytter til et ikke-ryger kasettebånd om natten, som viser sig at være til kvinder, og han får derfor en forkærlighed for håndklædeturban og læbepomade. Derfor fangede jeg muligvis ikke den sidste vigtige taktik til at få kontakt med underbevidstheden.

Derudover var der et veltilrettelagt spark i skridtet til alle læserne af selvhjælpsbøger, som forventer store tegn fra foroven, når de forsøger at tænke sig til succes.

Pointen var dog nogenlunde: overvej nøje, hvilken energi og hvilke signaler du sender ud, for det er et sikkert tegn på, hvad du kan forvente at få igen.

Og det synes man jo nok, at man har hørt før og har rimelig styr på. Alligevel har jeg været lidt mere opmærksom på det siden og i går havde jeg flere perfekte energi-oplevelser.

Jeg sad og skrev en ansøgning til en virksomhed, som jeg var meget spændt på. Jeg gjorde sådan set alt det, som jeg plejer at gøre: researcher virksomheden, søger på beslutningstagerne på Linkedin og prøver at finde frem til et fælles grundlag, som jeg kan skrive ansøgningen på.

Undervejs fandt jeg frem til en fælles kontakt, som jeg for nogle måneder siden havde noget professionel kontakt til på en reklamekampagne og som var så høflig at rose mig for min blog. Så er man optaget i min bog - så er det sagt. Vi har ikke haft nogen kontakt siden, men han er vanvittig dygtig og jeg stalker ham lidt på Twitter og Linkedin, fordi hans tankegang og arbejde er fascinerende.
Jeg sendte ham en mail omkring stillingen og lidt af mine tanker. Han skrev tilbage og tilbød sin formidlingshjælp, fordi han syntes godt om min approach. Det er da positiv-energi-møder-positiv-energi!

Imens havde jeg sendt et lidt utraditionelt oplæg på føromtalte ansøgning til min nye jobsparringspartner Christina, som vendte tilbage med en sindssyg god ekstra idé og takkede mig for et hint til en stilling, som jeg havde set, som jeg syntes, hun passede godt til.

Kald det karma, kald det Bruceisme eller bare god stil. Jeg er i hvert fald meget taknemmelig for alle de dejlige mennesker, som gerne vil klappe én i mål, når man ved, hvor man gerne vil hen.

Hav en dejlig søndag og en karmaficeret uge!