At være forældre i New York

Du går ud til bilen en kold januar morgen og  krydser fingre for, at listen holder, når du åbner døren. Gummiet knirker faretruende, og du skynder dig ind i bilen, mens du gnider dine kolde hænder. Du sætter nøglen i tændingen og sender en stille bøn af sted til De Gamle Bilers Barmhjertige Gud - “Kom nu…..bare én tur mere…….så skal jeg nok skifte din olie og huske at sætte dig i garagen imorgen…..please, kom nu……bare én tur mere…..”. Efter et par meget klare afvisninger fra motoren, overgiver din trofaste gamle ven sig, og starter op med et vrangvilligt grynt. 

Det er min hjerne i dag.

Så….idé-udviklingen er sat lidt på pause i dag. Til gengæld gør jeg så det, som jeg gør, når jeg mangler overskud til at strukturere og videreudvikle: jeg filosoferer lidt over hverdagsting.

Jeg bliver tit spurgt om, hvordan livet som mor til en 2-årig i New York er anderledes end hvis vi boede hjemme. Mit sammenligningsgrundlag er selvfølgelig udelukkende veninders fortællinger, så tilgiv mig eventuelle generaliseringer og deciderede fejlantagelser.

Den nemmeste sammenligning er nok den kronologiske…

Vores morgen derhjemme ligner nok en dansk morgen med en 2-årig ret meget…intens glæde over, at mor sørme også her til morgen kommer ind og siger godmorgen, når man med sin spæde røst råber “MOOOOOOOAAAAAAARRRRRR” gennem væggen. Herefter skift til “unscented and hypoallergenic” bleer (størstedelen af de solgte bleer i USA er tilsat parfume)og tøj. Morgenmaden består hovedsagligt af økologisk mad og mælk, købt online på New York’s svar på nemlig.com eller i Whole Foods, som er New Yorks svar på en kombination af Mad & Vin og Irma…på Tour de France-værdige steroider. Produktionen af økologiske madvarer i USA er stadig en del år efter Danmark - det koster en bondegård og i mange tilfælde er kvaliteten simpelthen decideret dårlig. Især udviklingen af personlig pleje produkter er ca 10-15 år efter Danmark. Det er umuligt at finde en solcreme til børn f.eks, som ikke efterlader både barn og mor som meget gnavne spøgelser.

Efter morgenmaden tilsnusker jeg mig et bad, med hjælp af Mickey Mouse Clubhouse. Budskabet er pænt klart, når min søn kravler op i min seng og beder om “Goofy, Donald…..Ohhhhh Toooodles!”

Når vi begiver os ned til vuggestuen, foregår det på en rute, som nok ville give de fleste danske forældre stress, men vores søn er vant til ambulancernes udrykninger, isbilens musik, taxachaufførernes skænderier og bilernes konstante dytten. Han vinker til “pretzel guy” på hjørnet, siger “Beep Beep”, når bilerne dytter og griner, når ambulanceføreren tænder for lysene, selvom bilen holder parkeret. 

Når vi efter 25 minutters gåtur langs vandet, eller 10 minutter på cykel, når vuggestuen, bliver tingene nok for alvor anderledes end i Danmark.

Vuggestuen hedder Bright Horizons og ligger i Tribeca. Det er ikke nogen hemmelighed, at Tribeca er et ret velhavende område, og derfor har vuggestuen et rimelig striks sikkerhedssystem. Der er flere skuespillere, modeller etc., som har deres børn opstaldet dernede, så der er et hav af papirer der skal underskrives hvert år vedrørende sikkerhed og privatliv. Man vil ikke risikere, at børnene bliver fotograferet eller at lærerne sælger oplysninger til sladderpressen. For at komme ind i selve bygningen, skal man låse sig ind gennem to døre med sikkerhedskode. Når man er kommet ind, skal man logge barnet ind via en personlig kode. Herefter bliver der sendt en e mail til begge forældre om, at barnet nu er ankommet til vuggestuen. 

Jeg lader som regel Hugo gå noget af vejen selv, selvom det foregår nær ret travle veje. De andre forældre synes, at jeg er meget laissez-faire. Det er forresten en ret generel holdning til vores måde at være forældre på - at vi er meget…..skandinaviske. Det kommer jeg tilbage til :-)

I modsætning til danske vuggestuer, er der ikke et udendørs areal, hvor børnene kan lege. Huslejepriserne på Manhattan gør det ganske enkelt umuligt. Til gengæld går lærerne ture med børnene to gange om dagen.

Der er ikke fleksible aflevere- og hentetider i vuggestuen. Når du indregistrerer dit barn, vælger du et timeantal (0-6, 7-9 eller 9+ timer) og hvilke timer din barn skal være der. For hvert minut du afhenter dit barn for sent, bliver du opkrævet $1. Så man kommer til tiden!

Vuggestuen er delt op i:

Infant 0-1 år (børnene begynder typisk, når de er 10-12 uger gamle grundet den helt håbløse barselslovgivning i landet)

Toddler (1-2 år)

Young Preeschool (2-3 år)

Preschool (3-4 år)

Pre-kindergarten (4-5 år) 

Kindergarten (5-6 år). 

På den måde er børnene hele tiden omgivet af alderssvarende børn, og det kan vi godt lide. Ulempen er selvfølgelig, at de skifter rum og lærere hvert år - det kræver lidt tilvænning i et par uger hvert år. 

Hugo afleveres med morgensnack, frokost og eftermiddagssnack, som jeg har lavet til ham. Herudover står forældrene også selv for at sørge for, at ens barn har bleer, vådservietter og evt creme liggende. 

Og alt dette får man selvfølgelig betalt af staten med en mindre brugerbetaling, ikk? Nope! Hugos vuggestue (og han er kun på såkaldt deltid, 6 timer om dagen) koster $2500/måneden. Hvis han skulle være der 9+ timer om dagen, som langt de fleste børn er, skulle vi betale $3400. Dollaren står cirka i 6,5. Ja tak.

Alligevel synes vi begge to, at de penge uden sammenligning er de bedst brugte penge hver måned. Alle lærerne er uddannede lærere, der er ro på stuerne, ingen stress og der er ekstremt høj service overfor både børn og forældre. Hvis man har en bekymring omkring en lærer eller hvis nogen børn har brug for et specielt hensyn, bliver der lyttet og efterkommet. Børnene starter allerede som babyer med at blive vant til, at dagen er struktureret ved hjælp af et skema - de har musik timer, kunst, spansk, idræt, fysik og matematik. Det hele bliver selv sagt leget ind, men det er reelle timer, hvor der kommer en faglærer ind og underviser børnene. Tillad mig her at prale - Hugo er 2 år og kan på nuværende tidspunkt stave til sit eget navn, synge alfabetet, tælle til 20 på engelsk og til 10 på spansk. Jeg måtte youtube hvordan man tæller på spansk, for det vidste jeg sgu da ikke! Jeg havde bare lige pludselig en søn, der gik rundt og sagde “Siete, Ocho, Nueve, Diez”, og Pretty Fly sangen stopper altså efter une, dos, tres, quatro, cinco, seis, så jeg anede ikke, hvad han havde gang i!

Nu hvor Hugo er blevet 2 år har de også timer med deres lærer, hvor hun lærer dem at sige fra overfor mobning, hvordan man er en god ven og hvordan man hilser på andre børn og voksne.

I løbet af dagen opdaterer lærerne ens personlige tilgang på deres app, så jeg kan se, hvornår Hugo spiser, bliver skiftet og sover. Og så uploader de billeder fra dagens aktiviteter. Det kan en mor godt lide:-)

Når jeg henter Hugo, siger han pænt farvel til sine små venner og sin lærer ved navn (Miss Franny, Mr Levar etc.).

Det er meget udansk at begynde indlæring så tidligt, og jeg er meget taknemmelig for, at det ikke sker på en eller andet hysterisk forberedelse-til-college-måde. Til gengæld synes jeg, at det er en kæmpe gave, at vores dreng stort set altid opfører sig eksemplarisk på legepladsen overfor andre børn og voksne, at han pænt siger “No thank you”, når han ikke vil i bad :-) og at han allerede nu har en forståelse for tal og bogstaver. Det kan umuligt være en ulempe.

Alternativet til vuggestue er at ansætte en nanny. Hun eller han kommer til ens hjem om morgen og passer så dit barn indtil du kommer hjem. Mange nannies laver den mad, som dit barn spiser i løbet af dagen samt forberededer den mad, som forældre og barn spiser om aften, efter nanny’en er gået. I løbet af dagen er det så op til nanny’en hvad de laver i løbet af dagen. Mange forældre sørger for at tegne medlemsskaber af forskellige centre, hvor børnene kan komme i løbet af dagen til musiktimer, rytmik osv. Fordelen for den typiske New Yorker familie er en kombination af pris (det er som oftest billigere end en vuggestueplads) samt fleksibiliteten. Man behøver ikke nødvendigvis være nede i vuggestuen på et specielt tidspunkt og hvis barnet har skoldkopper, kan man stadig komme på arbejde, fordi nanny’en kommer hjem til en. Ja, vi kan diskutere, om det er helt rigtigt at få sit barn passet ved sygdom, men hvis alternativet er, at man bliver fyret, fordi ens arbejdsplads ikke giver fri ved barnets sygedage, så kan jeg egentlig godt forstå forældrene. Det er et hårdt land at have børn i for langt de fleste forældre. 

Indskudt observation: nej, der er ikke lige kommet en kendt ind og bestilt kaffe. Til gengæld har en dansker lige sat sig overfor mig på Gotan og begyndt at rådgive sin ven over telefon omkring booking af Norwegian vs SAS fly til New York. Jeg forholder mig tavs, for jeg ELSKER at overhøre danskers samtale, når de tror, at ingen forstår dem. Sådan er jeg:-)

Mht at være en meget anderledes forælder i forhold til de andre forældre nede i vuggestuen, er her et par direkte sammenligninger:

1. Da vi indregistrerede Hugo, begrundede vi vores valg af day care med, at vi bla. gerne ville styrke Hugos immunforsvar ved at lade ham socialisere med andre babyer. De kiggede på os, som om vi var galninge, da de normalt tager imod mange mange opringninger fra irriterede forældre i starten, når deres barn konstant er syg de første måneder.
2. Jeg bliver dagligt spurgt om, hvordan pokker jeg får Hugo til at spise fisk, grøntsager, brød med kerner etc. fordi de andre børn nægter at spise mad uden sukker tilsat. Jeg sender i den forbindelse en tak til den gode danske mad-opdragelse og kostpyramiden.
3. Da Hugo var lille, blev jeg i hvert fald ringet op en gang om ugen med afrapporteringer om, at Hugo havde stødt sit hoved på en pude eller snublet over sine egne ben. Til sidst sagde jeg til dem, at medmindre Hugo blødte eller havde synlige tegn på faldet, ville jeg hellere havde, at de brugte tiden på at give ham et kram, istedet for at ringe til mig.
4. Da Hugo begyndte i vuggetuen, ankom vi med hans lille dyne og bamse, som han altid sover med. Lærerne kiggede undskyldende på mig og forklarede, at børnene intet måtte have med ned i deres senge, når de sov lur. Og ja - det er faktisk også en dansk anbefaling, at børn sover helt uden noget i sengene, pga kvælningsfare, men INGEN danske forældre kunne drømme om at efterleve det jo! Som en veninde  forfærdet skrev til mig: “Jamen……hvordan skal han så kunne putte??!!” Vi er altså nogen dejlige hygge-dyr, os danskere:-) Jeg fik en læge til at skrive en recept på en dyne, men lige lidt hjalp det - Hugo fik kun dispensation til at sove med sin abe-bamse….og han overlevede.

Som med andre forskelle mellem Danmark og USA, kunne jeg ikke drømme om at udelukkende nedgøre USA og glorificere Danmark - vi gør alle det bedste vi kan (selv Trump er sikkert overbevist om, at han gør sit bedste) for at klare os bedst muligt og give vores børn den bedst mulige opdragelse. Vi kommer også alle med vores egen opdragelse i bagagen, en hel bunke kulturelle pakkenelliker og en toilettaske fyldt med gode intentioner. 

Jeg har også lært meget af New Yorker forældrene:

1. Børn er ikke lavet af glas, og forældre har brug for at kunne leve deres liv også. Så dit barn bliver taget med til brunch med vennerne på travle caféer, tager subwayen i myldretiden og bliver passet af en barnepige i en weekendaften, så mor og far kan komme ud og pleje deres ægteskab. Og det klarer de fint - om noget udvikler de lidt hårdere hud. Jeg har endnu ikke hørt en Manhattan forælder bruger diagnosen “Særlig sensitiv”. Jeg siger ikke, at det er en fup diagnose - men man skal ikke bo her, hvis man har et barn, som har særlige behov - der er ganske enkelt ikke ressourcerne til at honorere det.
2. Det er rigtig rigtig ok at forlange ting af dit barns vuggestue/børnehave/skole. Også ting, som ikke er normen. Vi betaler rigtig mange penge for Hugos vuggestue, og det er også noget af grunden til, at de i høj grad tager vores forslag og krav til efterretning. Men jeg ville gøre det samme i Danmark nu, hvis vi flyttede hjem. Måske ville den danske institutionsleder ikke lytte og efterleve på samme måde, men hvorfor ikke prøve og blive ved med at prøve? Det er min erfaring (fra min omgangskreds), at man i meget høj grad gør tingene, “som vi altid har gjort” i de danske institutioner, men hvis ikke nogen stille krav eller kommer med forslag, så sker der jo aldrig noget. 
3. Hav nogle ambitioner, når det kommer til de muligeder du gerne vil skabe for dit barn. En Manhattan mor græder også første gang hun afleverer sit barn i vuggestuen (sit 12 uger gamle barn vel at mærke), men hun ved, at det er nødvendigt, hvis hendes barn skal kunne spise ordentlig mad, have et sted at bo og have mulighed for at komme på et godt universitet. Så hun bruger ikke tid på at slå sig selv oven i hovedet - hun løber ned til vuggestuen om aften igen, krammer sit barn og fortsætter opdragelsen. Forældrene her har et mål for deres børn og det holder de altid for øje. 

Igen - jeg siger ikke, at Manhattan Måden (tm) er den rigtige måde i sin rå form - men jeg lader mig i hvert fald inspirere til at holde mig for øje, hvilke muligheder jeg gerne vil have, at Hugo har, hvilken opførsel han skal have overfor andre og de krav det medfører til hans lærere...og hans forældre selvfølgelig. Og så prøver, prøver PRØVER jeg virkelig at gøre op med vat-mentaliteten og udfordre mit barn til være selvstændig og mentalt stærk. På nuværende tidspunkt taler vi om at kunne lege med LEGO i 10 minutter selv og kunne vente på, at det er hans tur til at fylde sin spand med vand på legepladsen. Så I behøver ikke ringe efter myndighederne endnu:-)

En genoplivet computer, et projekt og et stort spørgsmål

Der skal lyde en stor tak til Apple's Genius Bar, Tech guderne og mit held (det betaler sig alligevel ikke at gå under de stiger åbenbart)! 

Min computer gik til tælling sidste uge og forsøgte gentagne gange at starte op, men nåede aldrig helt derhen. Så jeg tilbragte min tirsdag i Genius Bar, hvor de igen lykkedes med at genoplive min lille skat. Mens jeg sad og ventede på Yoda klædt i blåt, overhørte jeg en noget frustreret mand forsøge at gøre sig forståelig overfor de IT kyndige (det kan altså også være sin sag at finde et fælles sprog - det giver jeg ham). Han tog dog frustrationen til nye højder, da han pludselig råbte ud i lokalet "I'M A VICTIM OF APPLE FRAUD!!". Let's face it - det er vi vist alle, men ham her ville altså ikke finde sig i det. Jeg havde mere held med min sag, og da jeg her til morgen satte mig til rette med en almond latte på Gotan, fandt jeg mit u-udgivede indlæg fra forrige uge. Det lå trygt og slumrede oppe på iSkyen og lod sig villigt hive ind på bloggen. Så her er sidste uges indlæg med et spørgsmål til jer, der skulle læse med.

Jeg er tilbage på Gotan. Den sidste uge har jeg forsøgt mig med Kaffe 1668, Le Pain Qoutidien og Maman, og selvfølgelig hjemmets sofa, men der var absolut ingen mojo at finde. Det kan dog også skyldes en lille mands 3.kindtand, som er på vej ud   - hold nu op, hvor er de nogle små vederstyggeligheder, de kindtænder! Så jeg har hængt sammen på et minimum af søvn, og den slags kommer der ikke fede idéer ud af, højst lidt sarkasme og galgenhumor. 

Så her sidder jeg igen - Amy Winehouse i højtalerne, almond latte i koppen og en tom tallerken, hvor der før lå en cheddar biscuit med scrambled eggs (fingerlicking good!!). Ingen celebrities endnu, men jeg vender tilbage, hvis det ændrer sig…

Med hensyn til det med idéerne…min tanke var at finde på et spændende freelance projekt her i New York, som dels kunne tjene som et fleksibelt job for mig, men som også potentielt kunne overføres til et andet land, hvis skæbnen eller viljen vil have det. Det er der kommet en række forslag ud af - nogen mere realistiske end andre. Nogle har jeg skudt af sted med det samme til virksomhedens ejermand, fordi jeg hverken har ressourcer, erfaring eller lyst til at gøre yderligere ved dem, såsom at få Rudolph brandet eksporteret til New York. Andre ligger og ruger lidt på listen….måske udklækkes de og måske går de i sig selv. 

Og så er der en idé, som jeg gerne vil høre jeres mening om. Idéen til den kom stille og roligt til mig, fordi jeg tit bliver kontaktet af venner og bekendte (og af venners og bekendtes venner og bekendte), der skal til New York og har brug for tips og tricks til booking af hotel og restauranter. Jeg kan godt forstå det - jeg talte også med en tidligere kollega om hotel i New York, da vi skulle herover første gang, for priserne var komplet urealistiske at genneskue, og jeg anede ikke hvilke bydele jeg skulle lede i. Men fornylig begyndte jeg at overveje, om jeg ikke kunne sætte det lidt mere i system.

Så derfor - her er idéen! Jeg vil rigtig gerne høre jeres mening om den, herunder i kommentar-feltet. 

I skal på ferie til New York i en uge og vil gerne bo på Manhattan. Du har været der før for nogle år siden, din mand/hustru/kæreste har ikke og det er jeres børns første tur til byen. Du kan huske, at du boede på et HIlton hotel i Midtown, og det fungerede ret godt. Nu skal hele familien af sted, og du kan på ingen måde huske, om de tilbød børnesenge, om morgenmaden var god eller om den nærliggende subway station havde elevator. Desuden larmede det vist ret meget om natten. Du finder derfor nogle alternative hoteller, men kommer i tvivl: er der børnevenligt i Brooklyn? Ville det være fedt at bo oppe ved Central Park i oktober? Hvad med Financial District - hvorfor er hotellet mon så meget billigere end de andre? 

Du skriver til mig og fortæller om jeres familie, hvad I har tænkt jer at se og opleve i løbet af ugen, hvad der er vigtigt ved hotellet (stille om natten, børnevenligt, lækker morgenmad, god service, rent etc. Til gengæld er I lidt ligeglade med nærliggende subway, for I tager taxaer eller går. Og I behøver ikke en bar eller fitness center. Du skriver de 3-4 hoteller, som du selv har set på og beder mig om min mening. Jeg tager rundt til de udvalgte hoteller og tjekker de punkter, som er vigtige for jer, går en tur i området og kommer med indspark til alternativer i samme priskategori, hvis ingen af de valgte hoteller fungerer optimalt. 

Had synes I - ville I synes godt om sådan en service?

At hente sin hjerne hjem

Kæft, det er svært at aktivere hjernen igen! Det føles som at forsøge at vække en slumrende bjørn i dvale….med tømmermænd. 2 års tømmermænd. Sidder pt på en lækker minimalistisk café i New York for at forsøge at manifestere noget effektivitet, tjekkethed og…let’s face it…..selvtillid. Når man som jeg har været hjemmegående i nu snart 3 år, så sker det, at kreativiteten og troen på egen formåen flytter til Texas, mens man selv tripper rundt på brostenene i Lower Manhattan og egentlig føler sig ret New Yorker kreativ på den afslappede måde. Det viser sig så bare, at den der afslappethed egentlig dækkede over, at mens jeg nu er 100% opdateret på de mest sikre autostole og de mest ernæringsrigtige snacks til børn, så er den venstre hjernehalvdel stukket af. Den er ikke væk for altid (håber jeg!) - den skal bare lige hentes hjem, lidt modvilligt, fra ferien. Nå ja…..og så er den begyndt at lave kække sætninger på engelsk, frem for dansk…..så det skal også lige justeres. 

Summa summarum - mens jeg sad og prøvede at brainstorme på et projekt, som kan komme en virksomhed i Danmark til gode, begyndte jeg at skrive dette for at kickstarte hjernen. Og det føles godt. Det føles faktisk som at komme hjem. 

Det med “at komme hjem” at blevet en flydende tilstand de sidste 3 år. Jeg siger stadig “vi tager hjem til jul”, når vi besøger venner og familie i Danmark. Og jeg siger “Nu skal vi hjem”, når vi sætter kursen mod New York igen, med champagne og kransekage i blodet efter ferien. Og så er der det mentale hjem oppe i hovedet - det sted, hvor man tænker “Det her, det er Fie” - det har det faktisk med at forblive det samme, viser det sig. Jeg havde for nogle dage siden en helt igennem genial snak med en person, som tidligere har været en stor hjælp, da jeg skulle finde ud af, hvad jeg skulle gøre med det job, jeg havde (som udviklede sig med lynets hast, men som dræbte al lykke) og det job, som jeg gerne ville have, men ikke vidste hvad var. Efter at have talt med hende sidste gang, begyndte jeg at blogge og fik til sidst et job i filmbranchen, som jeg elskede! Jeg strakte mine kreative muskler, og skulle samtidig gå fuldstændig vidunderligt OCD amok som projektleder, fordi vi lancerede så ekstremt mange film på relativ kort tid. Alt imens jeg var omgivet af skønne, skøre, skabende mennesker, der følte så stærkt for film, at de lavede Frank Underwood-værdige krumspring for at få film og deres kampagner på benene. Fanme sjovt! Og mens vi havde det sjovt, travlt, hårdt og alt mulige kombinationer af de ting, fik jeg to dejlige venner. Det job føltes også som “hjem”. 

Tillad mig på dette tidspunkt at lave en lille situationsbeskrivelse fra hvor jeg sidder lige nu: 

Jeg sidder på en café, der hedder Gotan. Den ligger i Tribeca, hvor Franklin St (som mest er kendt for, at Taylor Swift bor der), West Broadway (som er min yndlingsvej i Tribeca) og Varick St mødes. Hvor de tre veje mødes, ligger der en lille grøn trekant (en ejendomsmægler ville sikkert kalde den for en park), som er omkranset af Gotan, en lille italiensk restaurant, en fantastisk lille fransk café og en vinbar. Jeg elsker det her område! Gotan er indrettet i en ret typisk industrielt udseende stil: store rør over kakkel-loftet, rå trægulve og langborde, med et enkelt højbord og barstole, hvor vi med Mac Airs sidder og lader som om, at vi har et meget vigtigt og kreativt job. Ham ved siden af mig sidder f.eks og koder, mens han spiser en bagel med laks og cream cheese. Selv nørderne på Gotan er lidt tjekkede. Kvinden overfor mig drikker en cold brew (iskaffe for os andre dødelige). Jeg er 95% sikker på, at hun sidder og skriver på en modeblog. Den danske model Camilla Vest har lige hentet en kaffe og sandwich to-go, og talte så rullende New Yorker engelsk, at jeg egentlig kom i tvivl om det var hende. Bag disken står en person, som i lighed med Taylor i Billions nok foretrækker at blive omtalt som “they” or “their” (gender non-biary - det er en ny identitetsbeskrivelse for de uindviede). Til trods for den trendy vibe, er her ret afslappet, og jeg føler mig ikke udstillet, selvom mit hår stadig er vådt og jeg ikke har make-up på. Gotan’s menukort er også et ret god indblik i, hvad der rykket på mad-fronten i New York:

Avocado toast med chili

Bialy (en slags bagel med løg, som ikke er kogt) med laks

Flat white kaffe

….og en hel masse med blomkål

Instagram vidner om, at især avocado-toasten er ret fotogen, så den måtte jeg selv sagt prøve(indsæt selv rullen med øjne). Den smager rasende godt!

Undskyld…..Harvey Keitel er lige kommet ind…..siger det bare….

På den måde bliver jeg ret tit mindet om mit tidligere virke i filmbranchen. Jeg elsker at sende sms’er til min veninde med “Meg Ryan - tjek!”, for det er altså ret syret at gå på en gade og pludselig få øje på en kvinde, hvor man tænker “……jeg kender den måde hun går på, men jeg kender hende da ikke……gør jeg?…….DET ER SGU DA MEG RYAN!” Og jeg får altid lyst til at gå hen og sige “guuuuuuuud, ved du hvad? Jeg har engang versioneret filmplakaten til din film i 2014 til de danske biografer!”. Det er de nok lidt ligeglade med, men jeg synes egentlig, at vi på den måde kender hinanden lidt.

Nu må I have mig undskyldt, men jeg monster-fryser og er begyndt at nyse (sidder åbenbart lige under en air condition), så jeg vil gå videre. Tak fordi I læste med i min jagt på en velfungerende hjerne- Tandhjulene er langsomt at begyndt at køre rundt igen…

Jeg har stadig 10 fingre!

Jeg har hele tiden sagt til mig, at så snart vores søn tillod mig at få lidt søvn og jeg dermed måske igen kunne tænke to sammenhængende sætninger, så ville jeg blogge igen. Efter 14 måneder ser det stadig ikke ud som om, at det kommer til at ske lige med det samme (hvem har i øvrigt vedtaget, at det hedder "at sove igennem", når de sover 5 sammenhængende timer?? Hånden i vejret, hvis du har det super duper efter 5 timers søvn....!). Pt. er vi oppe på 4 timer og resten af tiden skal den lille mand enten lige markere hver time, at han er i live ved at råbe i søvne alternativt sætte sig op og være edderspændt rasende over guderne-må-vide-hvad. Og nej - han er ikke syg/har øreproblemer eller alle de andre ting, som jeg har tæsket Google tyndt for. Han har bare lige så travlt med alt muligt om natten, som han har om dagen. Tak kære husbond for den videreførte energi...

I og med, at det er stille-og-roligt 14 måneder siden (+/-), at jeg har skrevet, bliver det her lidt med helikopter-perspektivet på, for jeg synes ikke rigtig, at det føles rigtigt at hoppe direkte ind og fortælle om en sjov mand, jeg mødte på gaden i dag..Derudover var dagen i går en meget stor dag for vores nye by, og den fik mig til at tænke lidt over vores 2 år på øen.

I går var det 11.september, og det har vi jo oplevet før, men der boede vi i en anden del af byen, Tribeca. Nu bor vi i Battery Park City, som ligger klods op af Ground Zero, og det skulle vise sig at være en helt anden oplevelse. Søndagen startede i vanlig tidlig stil kl.6.12 (tak, Hugo), og efter lidt morgenmad gik sønnike og jeg ned og købte en croissant, som vi delte ved havnefronten i en solstråle (præcis lige så hyggeligt, som det lyder), og bagefter gik vi ned mod Ground Zero. På vejen mødte vi ca 6 politibetjente pr 15 meter. Der var virkelig ekstremt, så meget sikkerhed der allerede var kl.7.30, men det kunne man måske forvente. Hvad der gav mig en klump i halsen og ret så våde øjne var stemningen. Politibetjentene var alle stille med et seriøst drag om munden, og da jeg spurgte en af dem, om Ground Zero var åben for offentligheden i dag, kiggede han på mig med et venligt og forfærdeligt trist smil og sagde, at alle var velkommen på pladsen i dag, men det var fortrinsvist for familierne. Da jeg kiggede over på Ground Zero var det som at få en mavepuster, for der var jo proppet med mennesker - 3.000 menneskers nærmeste pårørende fylder meget! Jeg gik på hug og forklarede min komplet intetanende søn, som stadig gumlede lidt croissant, hvorfor pladsen var lukket i dag og hvorfor der var så mange politimænd. Jeg nåede til "for 15 år siden fløj nogle meget onde mænd 2 fly ind i 2 skyskrabere lige her, og der var rigtig mange mennesker inde i bygningerne", så måtte jeg stoppe og gå hjem igen til Christian, hvor alt var lyst, venligt og varmt.

Photo: SFgate.com

For lige pludselig er der åbenbart sket det, at New York er blevet min by og USA mit land. Jeg tror, at det skete efter ca. halvandet år. Det første år var virkelig hårdt - det gider jeg slet ikke lyve om. Vi flyttede ind i en lejlighed, som var halvt så stor som vores Vesterbro-lejlighed, arbejdsdagene for Christian var lange, jeg skulle forstå vores sygesikring, fikse social security kort, jeg skulle finde læger til os, finde ud af, hvordan bruger man tørgær, hvad man gør når man skal indrapportere til skattevæsenet i New York, og så skulle jeg også lige gro et menneske og i den forbindelse slås med alt fra læger til sygeplejersker og forsikringen, fordi jeg ikke fandt det nødvendigt at skære min søn ud per default. Så blev vi 3 mennesker i lejligheden, som viste sig ikke at blive større af dén grund, men Christian sparkede heldigvis så meget røv på kontoret, at de syntes, at han skulle hoppe et par trin op af rangstigen, hvilket betød, at vi flyttede til en større lejlighed. Og SÅ begyndte det at gå den rigtige retning.

Vi valgte at sætte Hugo i day care, da han var 9 måneder (som sådan cirka svarer til vuggestue) 6 timer om dagen, 5 dage om ugen. Ikke fordi jeg skulle ud og karriere den (lige nu), men fordi vi gerne ville have, at Hugo skulle lære at være omkring andre børn og voksne, få et stærkere immunforsvar og generelt lære at solen ikke står op og går ned med ham. Vuggestuens leder så mildest talt overrasket ud, da vi gav det som forklaring for vores valg.
Lidt baggrund for lederens høje øjenbryn: langt de fleste kvinder med børn, som jeg kender i New York, vælger at få en nanny til deres børn. Det giver en langt større fleksibilitet for dem, fordi de ikke er afhængige af åbningstider, de er ikke tvunget til at blive hjemme, hvis deres barn er sygt, og der er generelt mindre sygdom, fordi børnene ikke konstant bliver smittet af andre børn......jeg lader den lige stå et øjeblik........og så sparker jeg alligevel det her ind i jeres forargelse: New Yorkere er ikke dårlige forældre eller dårlige mennesker. Men de arbejder under utroligt dårlige forhold for familien, sammenlignet med danskere. De er dybt afhængige af at kunne passe deres jobs og blive minimalt holdt væk fra arbejdspladsen af deres barn, hvis de ellers skal have råd til mad, skole, bolig, forsikringer, sygesikring etc.
Nåmen, vuggestuen betød jo, at jeg pludselig havde noget tid for mig selv! De timer blev, og bliver, hovedsagligt brugt på (i prioriteret rækkefølge): oprydning, tøjvask, indkøb, bad, indtag af mad uden barn på armen, snakke og skrive med familie og venner i Danmark, SOVE! og læse lidt om at der åbenbart er en hel verden derude, som er fortsat med at være splitterravende sindssyg, mens jeg har været i barselsboblen. Lidt om det amerikanske valg i et senere indlæg...

En anden ting, som gjorde, at vi efter ca 2 år virkelig har sænket skuldrene, sat benene op på sofabordet og kalder New York for vores hjem er, at vi ikke konstant skal gøre tingene for første gang og dermed ikke skal bruge hjerneaktivitet på de mindste ting, såsom at finde den nærmeste subway station, købe en passende værtindegave til en amerikaner eller lave frikadeller med det rigtige kød.

Så - her går det godt! Og forhåbentlig kan jeg nu komme i gang med at skrive igen her på bloggen - I skal bare love mig, at I bærer over med utrolig dårlig ordstilling, manglende kommaer og eventuelt stavefejl - det der med søvn går vi som sagt ikke så meget op i endnu :-)

Ventetiden...

Der er dage, man må acceptere ikke rigtig eksisterer, har jeg fundet ud af. En af disse dage er ens terminsdato. I dag er det d.25.juni, som skulle være vores søns fødselsdag, men det ser ikke rigtig ud til, at han har fået dén invitation. Det skorter ellers ikke på reminders fra omverden - det meste af dagen har jeg modtaget søde, forsigtige, betænksomme og kærlige beskeder på sms, Whatsapp, Facebook, mail og opkald. Flest fra faren, som ikke rigtig forstår den totale ignorering af både hans Outlook indkaldelse, hans "Tale til Maven" og de mange, mange gåture, som jeg har hevet ham ud på de sidste par dage. Ikke desto mindre sidder jeg pt. i vores sofa med en meget livlig søn i maven, som ikke ved, at han egentlig er for stor til al den dansen omkring derinde og at han virkelig kunne fyre den max af med bas-arm, hoppende ben og hvinen, hvis han ellers kom ud til os. Jeg har forsøgt at forklare ham, at der er cirka 30 gange sjovere herude end derinde, men han danser videre indenfor og ignorerer mig. Det lover ikke helt godt for teenage-årene...

Til gengæld kan jeg godt love, at jeg kommer til at savne den ekstreme hensynsfuldhed, som man oplever i New York som gravid! Jeg kan praktisk talt ikke gå udenfor en dør, uden nogen tilbyder mig hjælp med at trække vejret. Så sent som i forgårs kom en kvinde ilende hen til mig i vaskerummet for at tilbyde at hive mit tøj ud af maskinen (min arbejdsposition med måsen i vejret  og maven mellem benene så åbenbart lidt anstrengt ud), vores dørmand springer hen og åbner alle døre for mig, når jeg kommer vraltende og ekspedienterne i supermarkedet flår nærmest min indkøbstrolley (ja, sådan en som pensionisterne har - min er bare funky lilla og fra Whole Foods - NÅ!) ud af hænderne på mig, så de kan pakke mine madvarer ned.
Stort set hver dag bliver jeg spurgt af fremmede, hvornår min due date er og hvad maven gemmer af køn. Når jeg siger datoen og en søn, bliver jeg stort set hver gang mødt med et "WOW! That's soon!" og et "Boys are the best - so much easier than girls!" og jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal tage kønsdebatten op i lige dén situation, så jeg lader den som oftest ligge og lader min mand puste brystet lidt frem og stråle.
Hvis vores søn ellers nogensinde beslutter sig for at komme ud og hilse på verden, har jeg lovet mig selv at lære ham, at han er født med et kort på hånden, som han skal behandle med respekt - at han er dreng og senere mand. Han er født med visse privilegier og visse udfordringer og med dem kommer et ansvar. Mest af alt vil jeg arbejde for, at han bliver et godt menneske. Vi er på jorden i så kort tid - lad os bruge tiden på at være gode mennesker.

"Be kind to one another" - Ellen Degeneres

Jeg er blevet dybt afhængig af at se Ellen Degeneres' talkshow, efter vi er flyttet. Hver eftermiddag kl.16-17 optager vores fjernsyn 1 time med jokes, dans, livsglæde og inspirerende mennesker, som gør gode ting for andre uden at forvente noget som helst til gengæld. Det kan man godt savne lidt i den almindelige hverdag, når nu postnummeret hedder 10007 og staten New York.

New Yorkere er ikke ufølsomme mennesker dog, og jeg vil faktisk sige, at jeg er positivt overrasket over, hvor utrolig høflige og hensyntagende mange new yorkere er. Fordi der er så helt afsindigt mange mennesker hele tiden omkring en, passer folk oprigtigt på ikke at gå i vejen for andre, ikke at gå ind i andre og hjælpe folk, hvis de ikke rigtig kan komme videre i deres gå-spor (gå-spor vel at mærke - hvis du er i bil, gælder Darwin's Survival of the Fittest - og der er ingen nåde!). Uden at tænke over det, tager travle forretningsmænd fat i den ene ende af barnevognen, hvis en fremmed forælder ikke kan komme op af trappen med den i subwayen, man holder døren for andre (altid, og både mænd og kvinder) og man samler ting op, som andre taber, hvis de ikke selv kan samle det op. Man tager hensyn og man passer på hinanden. 

(Væsentlig disclaimer: vi bor downtown i et pænt kvarter - jeg tør ikke udtale mig om, hvordan folk opfører sig i eksempelvis Brooklyn eller New Jersey).

Endnu et eksempel på den her medmenneskelighed mødte vi for 5 måneder siden. Efter 3 års forsøg, rigtig meget hjælp fra en dansk fertilitetsklinik, 3 opslidende spontane aborter og en flytning til New York, sad jeg helt chokket og stirrede på 2 streger på en graviditetstest på vores lille badeværelse. Det var en mandag morgen, det var efterår og Dagen efter skulle vi have haft vores første konsultation på en new yorker fertilitetsklinik. Vi beholdt mødet, efter anbefaling fra klinikken, og dagen efter sad vi overfor en empatisk kvindelig overlæge med så mange diplomer på væggene, at jeg  frygtede lidt for tapetets holdbarhed. Vi forklarede vores historik, hun kiggede os dybt i øjnene og sagde de magiske ord "I'll do everything I can to help you keep your baby this time". Hver uge stod jeg derfor i hendes klinik, fik taget blodprøver og kontrolleret, at det lille hjerte stadig slog. Da hun til sidst ikke kunne få plads til hele vores baby på ultralydsskærmen, sendte hun mig ud i verden til en almindelig obstetriker med ordene "please send me a picture, when he's born". Hendes sygeplejerske, som var en mexicansk kvinde i 50'erne (der godt nok var umanérlig dårlig til at ramme mine blodårer) tog min hånd og sagde "God bless you".  Og så sad jeg ellers dér på en undersøgelsesbriks og vandede høns!

I modsætning til det danske sygehusvæsen er hele graviditetsforløbet meget op til en selv at planlægge og man bliver ikke indkaldt af et hospital til undersøgelser, når de kan se, at man er x antal uger henne. Derfor var det blandt andet op til mig selv at finde en såkaldt OB-GYN (obstetriker - gynækolog), som skulle følge min graviditet og også tage imod vores søn på hospitalet, når den dag kommer. Man kører ikke så meget med jordmødre, men man kan få en såkaldt midwife tilknyttet, som dog lyder som en rimelig amputeret udgave af den danske jordmoderfunktion. Så jeg holder mig til min OB-GYN, som både kan give mig drugs og skære i mig, hvis det bliver nødvendigt. Sidstnævnte måtte vi dog lige have os en alvorssnak om ved den sidste konsultation, da amerikanske læger i gennemsnit udfører kejsersnit på 30% på alle fødende kvinder, hvor tallet i Danmark hedder 20%. På samme måde er landsgennemsnittet for at pushe epidural til fødende kvinder i USA 63%, hvor det i Danmark er ca. 15%. Mnjah.....hvad kan man så udlede af det? Amerikanere er pænt smerte-forskrækkede og de er panisk angste for sagsanlæg, hvis en fødsel bliver kompliceret. 

Så jeg kiggede min læge dybt i øjnene og forklarede, at jeg muligvis var en hippie i hendes øjne, men jeg ville gerne have lov til selv at bedømme, om jeg kunne udholde smerten, før der blev sprøjtet drugs ind i mig og at et kejsersnit var en absolut nødplan, hvis enten mit eller vores barns liv var i fare. Og så var det, at jeg fandt ud af, at amerikanske og danske læger har noget meget væsentligt til fælles: de tager det ikke så pænt, hvis patienten tror, at de ved bedre end dem. 

Dr Pena satte sine briller lidt længere ned på næsen og sagde høfligt, men meget bestemt til mig, at det var helt op til mig, hvis jeg gerne vil opleve smerten, men hvis hun på noget tidspunkt ikke følte, at jeg deltog nok i fødslen på grund af for mange smerter, så ville hun tale på mig, indtil jeg indvilgede i en epidural. På samme måde forklarede hun mig, at hun (og hendes 3 med-klinik-læger på hospitalet) havde den laveste kejsersnit-rate og at de under ingen omstændigheder ville snitte i mig, uden at have mit ok. Til gengæld skulle jeg love at stole på hende og hendes dømmekraft, for hun havde trods alt læst et par år på lektien og bragt en del børn til verden.

Ok så....

Hun sluttede af med at fortælle mig, at hun selv havde termin til april og derfor havde hele oplevelsen meget frisk i hukommelsen til min fødsel i slutningen af juni. Hun ville jo være tilbage i praksissen i god tid før min fødsel. (Amerikanere holder mellem 8 og 12 ugers barsel. Tag den, danske kvinder...!)

Der er mange flere af den slags sjove kulturelle og faglige forskelle mellem Danmark og USA. Min storebror anbefalede mig at skrive dem ned, mens de stadig var nye i mit oplevelseskartotek, men tit når de ikke længere end til en latterkvalt samtale med min familie og venner hjemme i Danmark eller et billede på Whatsapp. Man vænner sig så lynhurtigt til forskellene og pludselig tager man det nærmest personligt, når danske besøgende påpeger en forskel som irriterende, som man selv har vænnet sig til. Her er dog en sød lille ting: når man kommer til de store graviditetsskanninger i USA, bliver man indlagt på hospitalet! Jeg ved ikke helt, om de er bange for, at man flytter ind eller stikker af, men man får i hvert fald armbånd på og frasiger sig enhver form for ansvar, hvis man kommer (yderligere) til skade, mens man er på hospitalet. Personligt kunne jeg godt have noteret det som en skade, da vi fik et 1,5 times foredrag fra en russisk radiolog, under anatomi-skannigen, om at alting var bedre dengang Rusland her Sovjetunionen...

Jeg beklager, at det blev et langt indlæg om hospitaler og graviditet, men det fylder en del i min hverdag for tiden. Som 37 årig kvinde med en såkaldt højrisiko graviditet bliver man, nogen gange bogstavelig talt, holdt kronisk i hånden af den ene eller den anden lægelige instans. 

Udover den lægelige opmærksomhed fik jeg en skøn kompliment sidste uge fra en amerikansk kvinde med 4 døtre, som var sød nok til at se, at jeg var i den fase, hvor man ikke helt kan se, om jeg bare er svært overvægtig eller gravid. Det var ikke kun høfligt men også utrolig venligt og medmenneskeligt - og jeg tager alt, hvad jeg kan få alt fra den skuffe!  (især når Prinsesse Kate insisterer på at gå rundt og være 7-8 måneder gravid og stadig ligne en, som bare har slugt en vindrue på tom mave!)

Welcome to New York

Det slog mig i dag, at det egentlig går ret så udemærket med at flytte de to Vesterbro borgere til New York.

Christian kom hjem fra en hurtig tur til København i går og kom helt roligt gennem Newark Airport og hjem i en taxa, som tog over 1 time på grund af den altid uforudsigelige trafik (normalt tager turen under 30 minutter). Alligevel kom han afslappet ind af døren (kunne måske også skyldes noget søvnunderskud), forklarede roligt om trafikken og så smuttede vi ned og syndede med en Shake Shack burger, fordi det var søndag, og fordi vi begge var trætte. Stille og roligt gik vi rundt i vores kvarter og små-sludrede. En perfekt søndag aften i Tribeca.

Den anden dag præsterede jeg at besøge posthuset anno 1945 på Canal Street og sende en pakke til Tyskland på 35 minutter. Det har før taget mig 1,5 time og involveret stress-tab af hår, svedig overlæbe og hysterisk høj stemme. Jeg lavede kun én fejl, og det var min egen. Succes! Forrige gang involverede besøget en enorm stor kvinde, som sad bag diskens tremmer, og grinede højlydt af mig, mens hun insisterede på at give mig forkerte instrukser 3 gange, bare for at se, om jeg ville knække (min udokumenterede teori dog).

Forleden, da jeg gik på gaden med musik i ørerne, kiggede jeg pludselig ned og så, at en rotte havde været lige ved at lave zig zag mellem mine fødder, da den skulle krydse fortorvet fra sit skjul i en buks og ned gennem en rist ved vejkanten. Den undveg mig hurtigt og overhalede mig i stedet. Jeg gik videre, rystede skuldrene og tænkte ikke mere over det. Man siger, at når man befinder sig på Manhattan, er man aldrig mere end 4 fod (det er kun ca. 120 cm) væk fra en rotte. Jeg vælger at tro, at det ikke gælder for vores lejlighed på 7 sal.

Rotter er for klamme, så her er i stedet en Banksy rotte

Det sidste lille tegn på, at jeg er ved at falde til i New York, kom snigende i dag til frokost, uden jeg egentlig lagde mærke til det, før et par timer efter.

Lidt forhistorie:
De fleste kontoransatte har ikke kantine eller frokostordning på deres arbejde, så de myldrer alle ud fra bygningerne og stiller sig i kø for at købe frokost mellem 12 og 14. Pt. skal man især undgå Chop't (bland en salat og få den hakket til ukendelighed - smager genialt!) og Sweetgreens (samme koncept, uden hakkeriet, men til gengæld med funky økologiske ingredienser såsom grønkål og hørfrø). De fleste new yorkere har 30 minutters frokostpause, hvoraf de bruger 5 minutter på at beslutte sig for frokoststedet, 20 minutter på at stå i kø og 5 minutter på at gå tilbage, hvorefter frokosten bliver spist foran skærmen. Alle vil gerne optimere de 5 minutters spisetid, så frokoststederne gør deres bedste for at få folk hurtigt ind, bestille, få deres mad, betale og nærmest løbe hurtigt ud igen. For at få processen til foregå gnidningsfrit, ansætter man en lille hysterisk mand på gulvet, som zig zagger rundt mellem kunderne (lidt ligesom ovennævnte rotte egentlig), rykker rundt på dem, så de står pænt på række, går de rigtige steder hen og siger de rigtige ting, ofte hjulpet på vej af hans høje stemme og hysteriske håndtegn. Resultatet var tit, at jeg i 1 time efter besøget havde en hvilkepuls på 300.
Så hvis man har muligheden, som jeg har nu- så køber man enten ind til frokost derhjemme, eller også henter man frokost inden kl.12. Det lærte jeg, da vi boede på hotel i 6 uger, og jeg spiste frokost ude hver dag.

I dag var jeg altså sulten kl.12.15, køleskabet var tomt og jeg havde lyst til en ristet, lækker Potbelly sandwich. Potbelly er også et særdeles velbesøgt sted i frokosttimerne, så jeg bevæbnede mig med tålmodighed og ro. Men da jeg gik ud fra stedet for at gå hjem med min sandwich, lagde jeg mærke til, at jeg havde været helt rolig under hele bestillingsprocessen, ikke havde spurgt to gange til, hvad ekspedienterne spurgte mig om og trissede lige så stille og roligt hjem med min sandwich, med Taylor Swift i ørerne:

Like any great love, it keeps you guessing

Like any real love, it’s ever changing

Like any true love, it drives you crazy

But you know you wouldn’t change anything, anything, anything

"Welcome to New York" – Taylor Swift