Ventetiden...

Der er dage, man må acceptere ikke rigtig eksisterer, har jeg fundet ud af. En af disse dage er ens terminsdato. I dag er det d.25.juni, som skulle være vores søns fødselsdag, men det ser ikke rigtig ud til, at han har fået dén invitation. Det skorter ellers ikke på reminders fra omverden - det meste af dagen har jeg modtaget søde, forsigtige, betænksomme og kærlige beskeder på sms, Whatsapp, Facebook, mail og opkald. Flest fra faren, som ikke rigtig forstår den totale ignorering af både hans Outlook indkaldelse, hans "Tale til Maven" og de mange, mange gåture, som jeg har hevet ham ud på de sidste par dage. Ikke desto mindre sidder jeg pt. i vores sofa med en meget livlig søn i maven, som ikke ved, at han egentlig er for stor til al den dansen omkring derinde og at han virkelig kunne fyre den max af med bas-arm, hoppende ben og hvinen, hvis han ellers kom ud til os. Jeg har forsøgt at forklare ham, at der er cirka 30 gange sjovere herude end derinde, men han danser videre indenfor og ignorerer mig. Det lover ikke helt godt for teenage-årene...

Til gengæld kan jeg godt love, at jeg kommer til at savne den ekstreme hensynsfuldhed, som man oplever i New York som gravid! Jeg kan praktisk talt ikke gå udenfor en dør, uden nogen tilbyder mig hjælp med at trække vejret. Så sent som i forgårs kom en kvinde ilende hen til mig i vaskerummet for at tilbyde at hive mit tøj ud af maskinen (min arbejdsposition med måsen i vejret  og maven mellem benene så åbenbart lidt anstrengt ud), vores dørmand springer hen og åbner alle døre for mig, når jeg kommer vraltende og ekspedienterne i supermarkedet flår nærmest min indkøbstrolley (ja, sådan en som pensionisterne har - min er bare funky lilla og fra Whole Foods - NÅ!) ud af hænderne på mig, så de kan pakke mine madvarer ned.
Stort set hver dag bliver jeg spurgt af fremmede, hvornår min due date er og hvad maven gemmer af køn. Når jeg siger datoen og en søn, bliver jeg stort set hver gang mødt med et "WOW! That's soon!" og et "Boys are the best - so much easier than girls!" og jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal tage kønsdebatten op i lige dén situation, så jeg lader den som oftest ligge og lader min mand puste brystet lidt frem og stråle.
Hvis vores søn ellers nogensinde beslutter sig for at komme ud og hilse på verden, har jeg lovet mig selv at lære ham, at han er født med et kort på hånden, som han skal behandle med respekt - at han er dreng og senere mand. Han er født med visse privilegier og visse udfordringer og med dem kommer et ansvar. Mest af alt vil jeg arbejde for, at han bliver et godt menneske. Vi er på jorden i så kort tid - lad os bruge tiden på at være gode mennesker.