Welcome to New York

Det slog mig i dag, at det egentlig går ret så udemærket med at flytte de to Vesterbro borgere til New York.

Christian kom hjem fra en hurtig tur til København i går og kom helt roligt gennem Newark Airport og hjem i en taxa, som tog over 1 time på grund af den altid uforudsigelige trafik (normalt tager turen under 30 minutter). Alligevel kom han afslappet ind af døren (kunne måske også skyldes noget søvnunderskud), forklarede roligt om trafikken og så smuttede vi ned og syndede med en Shake Shack burger, fordi det var søndag, og fordi vi begge var trætte. Stille og roligt gik vi rundt i vores kvarter og små-sludrede. En perfekt søndag aften i Tribeca.

Den anden dag præsterede jeg at besøge posthuset anno 1945 på Canal Street og sende en pakke til Tyskland på 35 minutter. Det har før taget mig 1,5 time og involveret stress-tab af hår, svedig overlæbe og hysterisk høj stemme. Jeg lavede kun én fejl, og det var min egen. Succes! Forrige gang involverede besøget en enorm stor kvinde, som sad bag diskens tremmer, og grinede højlydt af mig, mens hun insisterede på at give mig forkerte instrukser 3 gange, bare for at se, om jeg ville knække (min udokumenterede teori dog).

Forleden, da jeg gik på gaden med musik i ørerne, kiggede jeg pludselig ned og så, at en rotte havde været lige ved at lave zig zag mellem mine fødder, da den skulle krydse fortorvet fra sit skjul i en buks og ned gennem en rist ved vejkanten. Den undveg mig hurtigt og overhalede mig i stedet. Jeg gik videre, rystede skuldrene og tænkte ikke mere over det. Man siger, at når man befinder sig på Manhattan, er man aldrig mere end 4 fod (det er kun ca. 120 cm) væk fra en rotte. Jeg vælger at tro, at det ikke gælder for vores lejlighed på 7 sal.

Rotter er for klamme, så her er i stedet en Banksy rotte

Det sidste lille tegn på, at jeg er ved at falde til i New York, kom snigende i dag til frokost, uden jeg egentlig lagde mærke til det, før et par timer efter.

Lidt forhistorie:
De fleste kontoransatte har ikke kantine eller frokostordning på deres arbejde, så de myldrer alle ud fra bygningerne og stiller sig i kø for at købe frokost mellem 12 og 14. Pt. skal man især undgå Chop't (bland en salat og få den hakket til ukendelighed - smager genialt!) og Sweetgreens (samme koncept, uden hakkeriet, men til gengæld med funky økologiske ingredienser såsom grønkål og hørfrø). De fleste new yorkere har 30 minutters frokostpause, hvoraf de bruger 5 minutter på at beslutte sig for frokoststedet, 20 minutter på at stå i kø og 5 minutter på at gå tilbage, hvorefter frokosten bliver spist foran skærmen. Alle vil gerne optimere de 5 minutters spisetid, så frokoststederne gør deres bedste for at få folk hurtigt ind, bestille, få deres mad, betale og nærmest løbe hurtigt ud igen. For at få processen til foregå gnidningsfrit, ansætter man en lille hysterisk mand på gulvet, som zig zagger rundt mellem kunderne (lidt ligesom ovennævnte rotte egentlig), rykker rundt på dem, så de står pænt på række, går de rigtige steder hen og siger de rigtige ting, ofte hjulpet på vej af hans høje stemme og hysteriske håndtegn. Resultatet var tit, at jeg i 1 time efter besøget havde en hvilkepuls på 300.
Så hvis man har muligheden, som jeg har nu- så køber man enten ind til frokost derhjemme, eller også henter man frokost inden kl.12. Det lærte jeg, da vi boede på hotel i 6 uger, og jeg spiste frokost ude hver dag.

I dag var jeg altså sulten kl.12.15, køleskabet var tomt og jeg havde lyst til en ristet, lækker Potbelly sandwich. Potbelly er også et særdeles velbesøgt sted i frokosttimerne, så jeg bevæbnede mig med tålmodighed og ro. Men da jeg gik ud fra stedet for at gå hjem med min sandwich, lagde jeg mærke til, at jeg havde været helt rolig under hele bestillingsprocessen, ikke havde spurgt to gange til, hvad ekspedienterne spurgte mig om og trissede lige så stille og roligt hjem med min sandwich, med Taylor Swift i ørerne:

Like any great love, it keeps you guessing

Like any real love, it’s ever changing

Like any true love, it drives you crazy

But you know you wouldn’t change anything, anything, anything

"Welcome to New York" – Taylor Swift