Børneopdragelse i København og New York

Jeg berørte det lidt i sidste indlæg, men jeg ville egentlig gå lidt mere i dybden med det nu - hvordan er børneopdragelsen anderledes i New York end i København.
Det giver sig selv, at jeg nok kommer til at lave nogle rimelig heftige (og sikkert stærkt fornærmende) generaliseringer, når jeg skal lave sådan en sammenligning - så på forhånd undskyld. Derudover baserer jeg min opfattelse af den danske børneopdragelse på hvordan jeg oplevede den, da jeg boede i Danmark....og ikke havde barn. Så det skal nok gå godt.

Ikke desto mindre er der nogle ret typiske forskelle:
1. Baby året - søvntræning
2. At opføre sig pænt, når man er ude
3. Tålmodig pædagogik
4. Revselsretten
5. Ambitioner

Godt, så har jeg vist fået sorteret de fleste børnetrætte læsere fra:-)

1. Søvntræning
Mit første og meget konkrete møde med forskellen på New York og København kom, da Hugo var 4-6 måneder gammel....og var meget langt fra at sove igennem, for nu at sige det mildt. Når jeg luftede de mørke rander og usammenhængende tale for mine med-mødre i omgangskredsen kiggede de forfærdede på mig og spurgte, om vi dog ikke havde haft søvntræning? Når jeg spurgte lidt ind til konceptet, varierede svarene en del. Den mest rabiate version var at at lukke døren ind til baby, tage ørepropper i (de voksne ører altså) og lade ham/hende græde sig i søvn, så "de kunne lære at sove".
Den mildere version var at gå frem og tilbage til børneværelset og lade bebs forstå, at mor/far stadig var der, men nu var det altså godnat. Men jeg skal være helt ærlig og sige, at størstedelen faktisk benyttede sig af en variant af ørepropper og lukkede døre. Da en af mine bekendte en nat havde lukket døren for første gang og puttet ørepropper i hendes og mandens ører, spurgte jeg hende næste morgen, hvordan hendes søn havde haft det om morgen, da hun gik derind? Han havde været lidt træt....og hæs. Min hjerte kunne næsten ikke holde til det.
Hvis man luftede dén idé i min danske online mødregruppe, er jeg rimelig sikker på, at flere mødre ville overveje at kontakte myndighederne og lige lufte idéen om de evt skulle tjekke op på hende galningen. Bogen "Godnat og sov godt" er vidt brugt i Danmark, og denne metode er lig med den amerikanske "Cry it out"...men jeg vil vove den påstand, at danske forældre kører en ret bevidst og konkret strategi som gør, at de holder øje med deres børn og sikrer sig, at hvis deres børn har brug for dem, så kan de være der for dem.
Igen - jeg skal ikke dømme nogen. Og når begge forældre bliver nødt til at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter 8-12 uger, så har de selvfølgelig brug for at kunne sove om natten. Så det forklarer nok en del af det, som vi i Danmark ville kalde kynisme i bedste fald og børnemishandling i absolut værste fald. Men jeg er helt ærlig overfor disse forældre og forklarer dem, at det kan jeg ikke få mig selv til overfor min søn, fordi jeg er rimelig sikker på, at det har nogle langtidsvirkninger, som ingen af os helt kan sætte ind i et excel ark og diskutere. På den anden side - Hugo er først begynde at vise tegn på at ville sove igennem nu.....i en alder af 2 år. Kunne jeg have sovet trygt og godt i 1,5 år?

2. Indpasning
Så til noget lidt mere positivt: New Yorker børn er helt vildt gode til at være blandt andre mennesker! De lærer allerede i en tidlig alder, at der altså er ret mange mennesker i den her by, så man bliver nødt til at have øjne i hovedet, nakken og helst også ude på ørerspidserne. De zigzagger med smidige ben og med rygsækken pakket godt ind til kroppen ned ad Broadway, og hvis de kommer til at støde ind i nogen, kommer der prompte et "´scuse me" og så ellers videre.
På caféer og restauranter sidder der på selv rigtig pæne steder mange børn i højstole, hvor de sidder og spiser deres mad, leger, tegner, iPad'er eller snakker med deres forældre - uden skrig og skrål. Ok - det giver sig selv, at alle børn har dårlige dage og deklarerer deres selvstændighed med rimelig store ord og/eller spaghetti. Men generelt er New Yorker børn meget meget bedre til at opføre sig pænt ude blandt andre mennesker på gaden, caféer og restauranter.
Min opfattelse af børn på caféer og restauranter i København er, at mange steder sørger for ikke at have højstole til rådighed, fordi de næsten ikke magter at have et 2-årigt monster til at skille deres mad i atomer. Jeg kan godt forstå det - men jeg tror helt ærligt, at alle børn kan lære det, det kræver bare, at de er vant til at blive taget med ud og forstår spillereglerne.
Hvordan min egen søn klarer sig? Han er vildt god til at gå på travle fortorv, hvis jeg må have lov til at prale. Han holder sig til os, kigger sig omkring og går sjældent i vejen for andre....uden i hvert fald at sige "'scuse me". Og han bliver bedre og bedre til caféer og restauranter - mest vist nok fordi han har fundet ud af, at der er god mad i det, hvis han opfører sig pænt.

3. Tålmodig pædagogik
Mnjah.....så er der den med den tålmodige pædagogik. Jeg har nogen gange på fornemmelse, at der ganske enkelt ikke er nok timer i døgnet for New Yorker forældrene og at de fleste virkelig føler sig umenneskeligt presset på deres jobs. Konkurrencen er ganske enkelt hårdere her, fordi der er flere, der kan lave dit job - også bedre og hurtigere, og de er ikke bange for at lade albuerne fortælle det. Så New Yorker forældre er stressede, ingen tvivl om det. Så når mor kommer hjem halv syv/syv efter 10 timer på kontoret, hvor chefen kaldte hende et forkert navn og hendes assistent havde udleveret fortrolige oplysinger til en konkurrerende kollega, og lille Danny hellere vil fortælle om den helikopter han så i dag, end rydde op på sit værelse inden sengetid, og måske ikke helt har ordforrådet til at sige til sin mor, at han bare har savnet hende, så kollapser situationen nogen gange. Jeg er selv sagt ikke inde i alle lejlighederne i byen om aften, men jeg har øjne og ører, så jeg hører desværre ret tit forældre skælde ud på deres børn på tidspunkter, hvor jeg tænker, at børnene vist havde mere brug for et kram eller 10 minutter på gulvet med deres forældre og en legetøjsbil. De er ikke dårlige forældre, og de er ikke uopdragne børn - de er bare stressede, og det er virkelig synd for begge parter.
Nuvel, jeg har også set danske veninder og bekendte rulle med øjnene og tage genveje i pædagogikken med jævne mellemrum. Ingen har særlig meget tålmodighed efter en arbejdsdag, hvor bilen punkterede og kaffen var kold, og ens afkom har fortalt om en bille på vejen i 5 minutter. Men jeg synes generelt, at der er lidt mere tid og mentalt råderum til at slå måsen i gulvet, tage en dyb indånding og kigge ens barn i øjnene i Danmark, når der er brug for det.

4. Revselsretten
Åh, den er så svær den her. Men faktum er, at det er tilladt for forældre i alle 50 stater at fysisk disciplinere deres barn, hvis de finder det nødvendigt. Ja, man må stadig gerne slå sit barn i USA. Og inden I begynder på de forargede smæk med tungen, så husk lige, at Danmark først afskaffede forældres revselsret overfor deres børn i 1997! Det blev forbudt at slå "tyende" (1921), lærlinge (1937) og for lærere at slå børn (1967), før det blev forbudt for forældre at slå deres børn.
Det vil sige, at langt de fleste af os voksne faktisk er vokset op med forældre, som havde lov til at slå os. Spanien afskaffede den først i 2007 og Irland i 2015. Så....hvis vi skal sammenligne den lidt med rygeforbuddet, så går det altså pænt stærkt med holdningsændringen, når først et land sætter ind og afskaffer retten til at slå sit barn. Jeg har siddet og læst lidt debatartikler fra 1997, da man afskaffede revselsretten og tro det eller lad være, men der var faktisk ret stor modstand mod det. Pia Kjærsgaard udtalte blandt andet, at hun var imod afskaffelsen, fordi det var forældrenes ansvar at opdrage deres børn, ikke statens.
Mange af de amerikanske stater har forskellige formuleringer til denne ret - i nogle stater er det tilladt at slå sit barn med en lukket knytnæve, hvor man i andre stater kun har lov til at slå dem over hænderne. I de fleste stater har man formuleringen, at forældrenes disciplinering ikke må efterlade tydelige afmærkninger eller på anden vis skade barnet.
Vi behøver slet ikke diskutere, om det psykologisk skader et barn at blive slået af sine forældre - al forskning fortæller, at det gør det. Punktum. Men det er en tung tung kulturel arv og et meget meget følsomt diskussionsemne.
Faktum er, at der er bred opbakning bag denne ret i USA. Mange unge amerikanske forældre er selv blevet fysisk disciplineret og vil sige, at de ikke tog skade, og at deres forældre opdrog dem kærligt og konsekvent, for at lære dem at skelne mellem rigtigt og forkert.

5. Ambitioner
Jeg nævnte det kort i det forrige indlæg - New Yorker forældre er meget bevidste om deres ansvar som forældre og tager det meget alvorligt, at deres børn skal vokse op og være gode mennesker, dygtige studerende og succesfulde medarbejdere. De går meget op i deres børns uddannelse, helt ned til vuggestuealderen, de lader gerne deres børn sidde med en iPad, men børnene ser såkaldte "educational programs", hvor Elmo fra Sesame Street eller Mickey Mouse fra Mickey Mouse Clubhouse leger bogstaver, tal og gode manerer ind i børnene. Lige nu sidder jeg f.eks og kigger på en mor, som gik på knæ foran sin søn i køen hos Gotan og lod ham tælle mønterne til betalingen. Drengen er cirka 2,5 år. Det kan jeg virkelig virkelig godt lide! Børn ELSKER at lære, så hvorfor skal vi være så bange for at lære dem ting i en tidlig alder?
En af min mands kollegaer fortalte om alle de interviews de går til for tiden på skolerne på Manhattan. Deres søn er 2 år. Børnene bliver observeret, mens de leger, så man kan få en idé om deres "social skills" og faglige niveau mht ordforråd etc. De havde klare favoritter på deres liste over skoler, fordi de havde det højeste faglige niveau og den største procentdel elever, som kom på IVY League skoler. Det er ikke pacing, som jeg opfatter det - de vil oprigtigt bare gerne give deres barn de absolut bedste vilkår og forudsætninger for at skabe sig et godt og trygt liv i en konkurrencepræget by i et meget stort land.

Hvem har fat i den lange ende - New York eller København?  Hvis vi skal kigge helt objektivt på det, og diskutere "who's winning", så er det New York, efter min mening. New Yorker børnene er velopdragne, får gode uddannelser og vokser op til at kunne besidde stillinger i verdens måske mest konkurrencepræget by. If you can make it here.....and all that jazz.
Hvis vi kigger på det med mine lilla og rimelig bøjelige briller, så er det København. De københavnske børn vokser op med forældre, som har deres børn som centrum i deres liv. Børnene ved, at deres fysiske og psykologiske behov altid vil blive dækket, at de kan vælge og vrage på uddannelseshylden efter passion, fordi de nok skal blive samlet op af en eller anden statslig institution, hvis de fejler i at finde job som dyrlæge i Tappernøje med speciale i grønlandske isbjørne. Og så vokser de op og får at vide, at de tilhører verdens gladeste folkefærd, så kan de SÅ komme i gang med at være glade!
Som nævnt tidligere, så tror jeg helt ærligt, at de to byer kan lære rigtig meget af hinanden. Det ville oprigtigt talt klæde rigtig mange københavnske curlingforældre at lære deres børn, at solen ikke står op med dem, at det er vigtig at kunne opføre sig pænt blandt andre mennesker og at hvis man gerne vil have et godt job og give ens egne børn gode muligheder, så skal der arbejdes for det. På den anden side ville jeg sådan ønske for mange New Yorker børn, at Det Hele Menneske (TM) blev indført som en del af pensum i forældreskolen. Børn har brug for at blive kigget i øjnene, hørt og krammet, når alting går lidt hurtigt.
Der er mange vuggestuer, børnehaver og skoler, hvor der er fokus på den rummelige pædagogik i New York, især på Manhattan i de ressourcestærke områder. Da jeg spurgte vores vuggestue, om de afstraffede børnene fysisk, kiggede de meget forfærdet på mig og sagde, at hvis jeg ledte efter den slags vuggestue, måtte de nok råde mig til at finde et andet sted.
Den slags sociologisk udvikling har det med at starte i de højtuddannede områder og så sprede den sig - som det var tilfældet i Danmark.

 Så jeg burde vel egentlig kunne præsentere det perfekte barn nu, ikk? Dét kan jeg selvfølgelig også.....nogen gange.

At være forældre i New York

Du går ud til bilen en kold januar morgen og  krydser fingre for, at listen holder, når du åbner døren. Gummiet knirker faretruende, og du skynder dig ind i bilen, mens du gnider dine kolde hænder. Du sætter nøglen i tændingen og sender en stille bøn af sted til De Gamle Bilers Barmhjertige Gud - “Kom nu…..bare én tur mere…….så skal jeg nok skifte din olie og huske at sætte dig i garagen imorgen…..please, kom nu……bare én tur mere…..”. Efter et par meget klare afvisninger fra motoren, overgiver din trofaste gamle ven sig, og starter op med et vrangvilligt grynt. 

Det er min hjerne i dag.

Så….idé-udviklingen er sat lidt på pause i dag. Til gengæld gør jeg så det, som jeg gør, når jeg mangler overskud til at strukturere og videreudvikle: jeg filosoferer lidt over hverdagsting.

Jeg bliver tit spurgt om, hvordan livet som mor til en 2-årig i New York er anderledes end hvis vi boede hjemme. Mit sammenligningsgrundlag er selvfølgelig udelukkende veninders fortællinger, så tilgiv mig eventuelle generaliseringer og deciderede fejlantagelser.

Den nemmeste sammenligning er nok den kronologiske…

Vores morgen derhjemme ligner nok en dansk morgen med en 2-årig ret meget…intens glæde over, at mor sørme også her til morgen kommer ind og siger godmorgen, når man med sin spæde røst råber “MOOOOOOOAAAAAAARRRRRR” gennem væggen. Herefter skift til “unscented and hypoallergenic” bleer (størstedelen af de solgte bleer i USA er tilsat parfume)og tøj. Morgenmaden består hovedsagligt af økologisk mad og mælk, købt online på New York’s svar på nemlig.com eller i Whole Foods, som er New Yorks svar på en kombination af Mad & Vin og Irma…på Tour de France-værdige steroider. Produktionen af økologiske madvarer i USA er stadig en del år efter Danmark - det koster en bondegård og i mange tilfælde er kvaliteten simpelthen decideret dårlig. Især udviklingen af personlig pleje produkter er ca 10-15 år efter Danmark. Det er umuligt at finde en solcreme til børn f.eks, som ikke efterlader både barn og mor som meget gnavne spøgelser.

Efter morgenmaden tilsnusker jeg mig et bad, med hjælp af Mickey Mouse Clubhouse. Budskabet er pænt klart, når min søn kravler op i min seng og beder om “Goofy, Donald…..Ohhhhh Toooodles!”

Når vi begiver os ned til vuggestuen, foregår det på en rute, som nok ville give de fleste danske forældre stress, men vores søn er vant til ambulancernes udrykninger, isbilens musik, taxachaufførernes skænderier og bilernes konstante dytten. Han vinker til “pretzel guy” på hjørnet, siger “Beep Beep”, når bilerne dytter og griner, når ambulanceføreren tænder for lysene, selvom bilen holder parkeret. 

Når vi efter 25 minutters gåtur langs vandet, eller 10 minutter på cykel, når vuggestuen, bliver tingene nok for alvor anderledes end i Danmark.

Vuggestuen hedder Bright Horizons og ligger i Tribeca. Det er ikke nogen hemmelighed, at Tribeca er et ret velhavende område, og derfor har vuggestuen et rimelig striks sikkerhedssystem. Der er flere skuespillere, modeller etc., som har deres børn opstaldet dernede, så der er et hav af papirer der skal underskrives hvert år vedrørende sikkerhed og privatliv. Man vil ikke risikere, at børnene bliver fotograferet eller at lærerne sælger oplysninger til sladderpressen. For at komme ind i selve bygningen, skal man låse sig ind gennem to døre med sikkerhedskode. Når man er kommet ind, skal man logge barnet ind via en personlig kode. Herefter bliver der sendt en e mail til begge forældre om, at barnet nu er ankommet til vuggestuen. 

Jeg lader som regel Hugo gå noget af vejen selv, selvom det foregår nær ret travle veje. De andre forældre synes, at jeg er meget laissez-faire. Det er forresten en ret generel holdning til vores måde at være forældre på - at vi er meget…..skandinaviske. Det kommer jeg tilbage til :-)

I modsætning til danske vuggestuer, er der ikke et udendørs areal, hvor børnene kan lege. Huslejepriserne på Manhattan gør det ganske enkelt umuligt. Til gengæld går lærerne ture med børnene to gange om dagen.

Der er ikke fleksible aflevere- og hentetider i vuggestuen. Når du indregistrerer dit barn, vælger du et timeantal (0-6, 7-9 eller 9+ timer) og hvilke timer din barn skal være der. For hvert minut du afhenter dit barn for sent, bliver du opkrævet $1. Så man kommer til tiden!

Vuggestuen er delt op i:

Infant 0-1 år (børnene begynder typisk, når de er 10-12 uger gamle grundet den helt håbløse barselslovgivning i landet)

Toddler (1-2 år)

Young Preeschool (2-3 år)

Preschool (3-4 år)

Pre-kindergarten (4-5 år) 

Kindergarten (5-6 år). 

På den måde er børnene hele tiden omgivet af alderssvarende børn, og det kan vi godt lide. Ulempen er selvfølgelig, at de skifter rum og lærere hvert år - det kræver lidt tilvænning i et par uger hvert år. 

Hugo afleveres med morgensnack, frokost og eftermiddagssnack, som jeg har lavet til ham. Herudover står forældrene også selv for at sørge for, at ens barn har bleer, vådservietter og evt creme liggende. 

Og alt dette får man selvfølgelig betalt af staten med en mindre brugerbetaling, ikk? Nope! Hugos vuggestue (og han er kun på såkaldt deltid, 6 timer om dagen) koster $2500/måneden. Hvis han skulle være der 9+ timer om dagen, som langt de fleste børn er, skulle vi betale $3400. Dollaren står cirka i 6,5. Ja tak.

Alligevel synes vi begge to, at de penge uden sammenligning er de bedst brugte penge hver måned. Alle lærerne er uddannede lærere, der er ro på stuerne, ingen stress og der er ekstremt høj service overfor både børn og forældre. Hvis man har en bekymring omkring en lærer eller hvis nogen børn har brug for et specielt hensyn, bliver der lyttet og efterkommet. Børnene starter allerede som babyer med at blive vant til, at dagen er struktureret ved hjælp af et skema - de har musik timer, kunst, spansk, idræt, fysik og matematik. Det hele bliver selv sagt leget ind, men det er reelle timer, hvor der kommer en faglærer ind og underviser børnene. Tillad mig her at prale - Hugo er 2 år og kan på nuværende tidspunkt stave til sit eget navn, synge alfabetet, tælle til 20 på engelsk og til 10 på spansk. Jeg måtte youtube hvordan man tæller på spansk, for det vidste jeg sgu da ikke! Jeg havde bare lige pludselig en søn, der gik rundt og sagde “Siete, Ocho, Nueve, Diez”, og Pretty Fly sangen stopper altså efter une, dos, tres, quatro, cinco, seis, så jeg anede ikke, hvad han havde gang i!

Nu hvor Hugo er blevet 2 år har de også timer med deres lærer, hvor hun lærer dem at sige fra overfor mobning, hvordan man er en god ven og hvordan man hilser på andre børn og voksne.

I løbet af dagen opdaterer lærerne ens personlige tilgang på deres app, så jeg kan se, hvornår Hugo spiser, bliver skiftet og sover. Og så uploader de billeder fra dagens aktiviteter. Det kan en mor godt lide:-)

Når jeg henter Hugo, siger han pænt farvel til sine små venner og sin lærer ved navn (Miss Franny, Mr Levar etc.).

Det er meget udansk at begynde indlæring så tidligt, og jeg er meget taknemmelig for, at det ikke sker på en eller andet hysterisk forberedelse-til-college-måde. Til gengæld synes jeg, at det er en kæmpe gave, at vores dreng stort set altid opfører sig eksemplarisk på legepladsen overfor andre børn og voksne, at han pænt siger “No thank you”, når han ikke vil i bad :-) og at han allerede nu har en forståelse for tal og bogstaver. Det kan umuligt være en ulempe.

Alternativet til vuggestue er at ansætte en nanny. Hun eller han kommer til ens hjem om morgen og passer så dit barn indtil du kommer hjem. Mange nannies laver den mad, som dit barn spiser i løbet af dagen samt forberededer den mad, som forældre og barn spiser om aften, efter nanny’en er gået. I løbet af dagen er det så op til nanny’en hvad de laver i løbet af dagen. Mange forældre sørger for at tegne medlemsskaber af forskellige centre, hvor børnene kan komme i løbet af dagen til musiktimer, rytmik osv. Fordelen for den typiske New Yorker familie er en kombination af pris (det er som oftest billigere end en vuggestueplads) samt fleksibiliteten. Man behøver ikke nødvendigvis være nede i vuggestuen på et specielt tidspunkt og hvis barnet har skoldkopper, kan man stadig komme på arbejde, fordi nanny’en kommer hjem til en. Ja, vi kan diskutere, om det er helt rigtigt at få sit barn passet ved sygdom, men hvis alternativet er, at man bliver fyret, fordi ens arbejdsplads ikke giver fri ved barnets sygedage, så kan jeg egentlig godt forstå forældrene. Det er et hårdt land at have børn i for langt de fleste forældre. 

Indskudt observation: nej, der er ikke lige kommet en kendt ind og bestilt kaffe. Til gengæld har en dansker lige sat sig overfor mig på Gotan og begyndt at rådgive sin ven over telefon omkring booking af Norwegian vs SAS fly til New York. Jeg forholder mig tavs, for jeg ELSKER at overhøre danskers samtale, når de tror, at ingen forstår dem. Sådan er jeg:-)

Mht at være en meget anderledes forælder i forhold til de andre forældre nede i vuggestuen, er her et par direkte sammenligninger:

1. Da vi indregistrerede Hugo, begrundede vi vores valg af day care med, at vi bla. gerne ville styrke Hugos immunforsvar ved at lade ham socialisere med andre babyer. De kiggede på os, som om vi var galninge, da de normalt tager imod mange mange opringninger fra irriterede forældre i starten, når deres barn konstant er syg de første måneder.
2. Jeg bliver dagligt spurgt om, hvordan pokker jeg får Hugo til at spise fisk, grøntsager, brød med kerner etc. fordi de andre børn nægter at spise mad uden sukker tilsat. Jeg sender i den forbindelse en tak til den gode danske mad-opdragelse og kostpyramiden.
3. Da Hugo var lille, blev jeg i hvert fald ringet op en gang om ugen med afrapporteringer om, at Hugo havde stødt sit hoved på en pude eller snublet over sine egne ben. Til sidst sagde jeg til dem, at medmindre Hugo blødte eller havde synlige tegn på faldet, ville jeg hellere havde, at de brugte tiden på at give ham et kram, istedet for at ringe til mig.
4. Da Hugo begyndte i vuggetuen, ankom vi med hans lille dyne og bamse, som han altid sover med. Lærerne kiggede undskyldende på mig og forklarede, at børnene intet måtte have med ned i deres senge, når de sov lur. Og ja - det er faktisk også en dansk anbefaling, at børn sover helt uden noget i sengene, pga kvælningsfare, men INGEN danske forældre kunne drømme om at efterleve det jo! Som en veninde  forfærdet skrev til mig: “Jamen……hvordan skal han så kunne putte??!!” Vi er altså nogen dejlige hygge-dyr, os danskere:-) Jeg fik en læge til at skrive en recept på en dyne, men lige lidt hjalp det - Hugo fik kun dispensation til at sove med sin abe-bamse….og han overlevede.

Som med andre forskelle mellem Danmark og USA, kunne jeg ikke drømme om at udelukkende nedgøre USA og glorificere Danmark - vi gør alle det bedste vi kan (selv Trump er sikkert overbevist om, at han gør sit bedste) for at klare os bedst muligt og give vores børn den bedst mulige opdragelse. Vi kommer også alle med vores egen opdragelse i bagagen, en hel bunke kulturelle pakkenelliker og en toilettaske fyldt med gode intentioner. 

Jeg har også lært meget af New Yorker forældrene:

1. Børn er ikke lavet af glas, og forældre har brug for at kunne leve deres liv også. Så dit barn bliver taget med til brunch med vennerne på travle caféer, tager subwayen i myldretiden og bliver passet af en barnepige i en weekendaften, så mor og far kan komme ud og pleje deres ægteskab. Og det klarer de fint - om noget udvikler de lidt hårdere hud. Jeg har endnu ikke hørt en Manhattan forælder bruger diagnosen “Særlig sensitiv”. Jeg siger ikke, at det er en fup diagnose - men man skal ikke bo her, hvis man har et barn, som har særlige behov - der er ganske enkelt ikke ressourcerne til at honorere det.
2. Det er rigtig rigtig ok at forlange ting af dit barns vuggestue/børnehave/skole. Også ting, som ikke er normen. Vi betaler rigtig mange penge for Hugos vuggestue, og det er også noget af grunden til, at de i høj grad tager vores forslag og krav til efterretning. Men jeg ville gøre det samme i Danmark nu, hvis vi flyttede hjem. Måske ville den danske institutionsleder ikke lytte og efterleve på samme måde, men hvorfor ikke prøve og blive ved med at prøve? Det er min erfaring (fra min omgangskreds), at man i meget høj grad gør tingene, “som vi altid har gjort” i de danske institutioner, men hvis ikke nogen stille krav eller kommer med forslag, så sker der jo aldrig noget. 
3. Hav nogle ambitioner, når det kommer til de muligeder du gerne vil skabe for dit barn. En Manhattan mor græder også første gang hun afleverer sit barn i vuggestuen (sit 12 uger gamle barn vel at mærke), men hun ved, at det er nødvendigt, hvis hendes barn skal kunne spise ordentlig mad, have et sted at bo og have mulighed for at komme på et godt universitet. Så hun bruger ikke tid på at slå sig selv oven i hovedet - hun løber ned til vuggestuen om aften igen, krammer sit barn og fortsætter opdragelsen. Forældrene her har et mål for deres børn og det holder de altid for øje. 

Igen - jeg siger ikke, at Manhattan Måden (tm) er den rigtige måde i sin rå form - men jeg lader mig i hvert fald inspirere til at holde mig for øje, hvilke muligheder jeg gerne vil have, at Hugo har, hvilken opførsel han skal have overfor andre og de krav det medfører til hans lærere...og hans forældre selvfølgelig. Og så prøver, prøver PRØVER jeg virkelig at gøre op med vat-mentaliteten og udfordre mit barn til være selvstændig og mentalt stærk. På nuværende tidspunkt taler vi om at kunne lege med LEGO i 10 minutter selv og kunne vente på, at det er hans tur til at fylde sin spand med vand på legepladsen. Så I behøver ikke ringe efter myndighederne endnu:-)

At hente sin hjerne hjem

Kæft, det er svært at aktivere hjernen igen! Det føles som at forsøge at vække en slumrende bjørn i dvale….med tømmermænd. 2 års tømmermænd. Sidder pt på en lækker minimalistisk café i New York for at forsøge at manifestere noget effektivitet, tjekkethed og…let’s face it…..selvtillid. Når man som jeg har været hjemmegående i nu snart 3 år, så sker det, at kreativiteten og troen på egen formåen flytter til Texas, mens man selv tripper rundt på brostenene i Lower Manhattan og egentlig føler sig ret New Yorker kreativ på den afslappede måde. Det viser sig så bare, at den der afslappethed egentlig dækkede over, at mens jeg nu er 100% opdateret på de mest sikre autostole og de mest ernæringsrigtige snacks til børn, så er den venstre hjernehalvdel stukket af. Den er ikke væk for altid (håber jeg!) - den skal bare lige hentes hjem, lidt modvilligt, fra ferien. Nå ja…..og så er den begyndt at lave kække sætninger på engelsk, frem for dansk…..så det skal også lige justeres. 

Summa summarum - mens jeg sad og prøvede at brainstorme på et projekt, som kan komme en virksomhed i Danmark til gode, begyndte jeg at skrive dette for at kickstarte hjernen. Og det føles godt. Det føles faktisk som at komme hjem. 

Det med “at komme hjem” at blevet en flydende tilstand de sidste 3 år. Jeg siger stadig “vi tager hjem til jul”, når vi besøger venner og familie i Danmark. Og jeg siger “Nu skal vi hjem”, når vi sætter kursen mod New York igen, med champagne og kransekage i blodet efter ferien. Og så er der det mentale hjem oppe i hovedet - det sted, hvor man tænker “Det her, det er Fie” - det har det faktisk med at forblive det samme, viser det sig. Jeg havde for nogle dage siden en helt igennem genial snak med en person, som tidligere har været en stor hjælp, da jeg skulle finde ud af, hvad jeg skulle gøre med det job, jeg havde (som udviklede sig med lynets hast, men som dræbte al lykke) og det job, som jeg gerne ville have, men ikke vidste hvad var. Efter at have talt med hende sidste gang, begyndte jeg at blogge og fik til sidst et job i filmbranchen, som jeg elskede! Jeg strakte mine kreative muskler, og skulle samtidig gå fuldstændig vidunderligt OCD amok som projektleder, fordi vi lancerede så ekstremt mange film på relativ kort tid. Alt imens jeg var omgivet af skønne, skøre, skabende mennesker, der følte så stærkt for film, at de lavede Frank Underwood-værdige krumspring for at få film og deres kampagner på benene. Fanme sjovt! Og mens vi havde det sjovt, travlt, hårdt og alt mulige kombinationer af de ting, fik jeg to dejlige venner. Det job føltes også som “hjem”. 

Tillad mig på dette tidspunkt at lave en lille situationsbeskrivelse fra hvor jeg sidder lige nu: 

Jeg sidder på en café, der hedder Gotan. Den ligger i Tribeca, hvor Franklin St (som mest er kendt for, at Taylor Swift bor der), West Broadway (som er min yndlingsvej i Tribeca) og Varick St mødes. Hvor de tre veje mødes, ligger der en lille grøn trekant (en ejendomsmægler ville sikkert kalde den for en park), som er omkranset af Gotan, en lille italiensk restaurant, en fantastisk lille fransk café og en vinbar. Jeg elsker det her område! Gotan er indrettet i en ret typisk industrielt udseende stil: store rør over kakkel-loftet, rå trægulve og langborde, med et enkelt højbord og barstole, hvor vi med Mac Airs sidder og lader som om, at vi har et meget vigtigt og kreativt job. Ham ved siden af mig sidder f.eks og koder, mens han spiser en bagel med laks og cream cheese. Selv nørderne på Gotan er lidt tjekkede. Kvinden overfor mig drikker en cold brew (iskaffe for os andre dødelige). Jeg er 95% sikker på, at hun sidder og skriver på en modeblog. Den danske model Camilla Vest har lige hentet en kaffe og sandwich to-go, og talte så rullende New Yorker engelsk, at jeg egentlig kom i tvivl om det var hende. Bag disken står en person, som i lighed med Taylor i Billions nok foretrækker at blive omtalt som “they” or “their” (gender non-biary - det er en ny identitetsbeskrivelse for de uindviede). Til trods for den trendy vibe, er her ret afslappet, og jeg føler mig ikke udstillet, selvom mit hår stadig er vådt og jeg ikke har make-up på. Gotan’s menukort er også et ret god indblik i, hvad der rykket på mad-fronten i New York:

Avocado toast med chili

Bialy (en slags bagel med løg, som ikke er kogt) med laks

Flat white kaffe

….og en hel masse med blomkål

Instagram vidner om, at især avocado-toasten er ret fotogen, så den måtte jeg selv sagt prøve(indsæt selv rullen med øjne). Den smager rasende godt!

Undskyld…..Harvey Keitel er lige kommet ind…..siger det bare….

På den måde bliver jeg ret tit mindet om mit tidligere virke i filmbranchen. Jeg elsker at sende sms’er til min veninde med “Meg Ryan - tjek!”, for det er altså ret syret at gå på en gade og pludselig få øje på en kvinde, hvor man tænker “……jeg kender den måde hun går på, men jeg kender hende da ikke……gør jeg?…….DET ER SGU DA MEG RYAN!” Og jeg får altid lyst til at gå hen og sige “guuuuuuuud, ved du hvad? Jeg har engang versioneret filmplakaten til din film i 2014 til de danske biografer!”. Det er de nok lidt ligeglade med, men jeg synes egentlig, at vi på den måde kender hinanden lidt.

Nu må I have mig undskyldt, men jeg monster-fryser og er begyndt at nyse (sidder åbenbart lige under en air condition), så jeg vil gå videre. Tak fordi I læste med i min jagt på en velfungerende hjerne- Tandhjulene er langsomt at begyndt at køre rundt igen…

Welcome to New York

Det slog mig i dag, at det egentlig går ret så udemærket med at flytte de to Vesterbro borgere til New York.

Christian kom hjem fra en hurtig tur til København i går og kom helt roligt gennem Newark Airport og hjem i en taxa, som tog over 1 time på grund af den altid uforudsigelige trafik (normalt tager turen under 30 minutter). Alligevel kom han afslappet ind af døren (kunne måske også skyldes noget søvnunderskud), forklarede roligt om trafikken og så smuttede vi ned og syndede med en Shake Shack burger, fordi det var søndag, og fordi vi begge var trætte. Stille og roligt gik vi rundt i vores kvarter og små-sludrede. En perfekt søndag aften i Tribeca.

Den anden dag præsterede jeg at besøge posthuset anno 1945 på Canal Street og sende en pakke til Tyskland på 35 minutter. Det har før taget mig 1,5 time og involveret stress-tab af hår, svedig overlæbe og hysterisk høj stemme. Jeg lavede kun én fejl, og det var min egen. Succes! Forrige gang involverede besøget en enorm stor kvinde, som sad bag diskens tremmer, og grinede højlydt af mig, mens hun insisterede på at give mig forkerte instrukser 3 gange, bare for at se, om jeg ville knække (min udokumenterede teori dog).

Forleden, da jeg gik på gaden med musik i ørerne, kiggede jeg pludselig ned og så, at en rotte havde været lige ved at lave zig zag mellem mine fødder, da den skulle krydse fortorvet fra sit skjul i en buks og ned gennem en rist ved vejkanten. Den undveg mig hurtigt og overhalede mig i stedet. Jeg gik videre, rystede skuldrene og tænkte ikke mere over det. Man siger, at når man befinder sig på Manhattan, er man aldrig mere end 4 fod (det er kun ca. 120 cm) væk fra en rotte. Jeg vælger at tro, at det ikke gælder for vores lejlighed på 7 sal.

Rotter er for klamme, så her er i stedet en Banksy rotte

Det sidste lille tegn på, at jeg er ved at falde til i New York, kom snigende i dag til frokost, uden jeg egentlig lagde mærke til det, før et par timer efter.

Lidt forhistorie:
De fleste kontoransatte har ikke kantine eller frokostordning på deres arbejde, så de myldrer alle ud fra bygningerne og stiller sig i kø for at købe frokost mellem 12 og 14. Pt. skal man især undgå Chop't (bland en salat og få den hakket til ukendelighed - smager genialt!) og Sweetgreens (samme koncept, uden hakkeriet, men til gengæld med funky økologiske ingredienser såsom grønkål og hørfrø). De fleste new yorkere har 30 minutters frokostpause, hvoraf de bruger 5 minutter på at beslutte sig for frokoststedet, 20 minutter på at stå i kø og 5 minutter på at gå tilbage, hvorefter frokosten bliver spist foran skærmen. Alle vil gerne optimere de 5 minutters spisetid, så frokoststederne gør deres bedste for at få folk hurtigt ind, bestille, få deres mad, betale og nærmest løbe hurtigt ud igen. For at få processen til foregå gnidningsfrit, ansætter man en lille hysterisk mand på gulvet, som zig zagger rundt mellem kunderne (lidt ligesom ovennævnte rotte egentlig), rykker rundt på dem, så de står pænt på række, går de rigtige steder hen og siger de rigtige ting, ofte hjulpet på vej af hans høje stemme og hysteriske håndtegn. Resultatet var tit, at jeg i 1 time efter besøget havde en hvilkepuls på 300.
Så hvis man har muligheden, som jeg har nu- så køber man enten ind til frokost derhjemme, eller også henter man frokost inden kl.12. Det lærte jeg, da vi boede på hotel i 6 uger, og jeg spiste frokost ude hver dag.

I dag var jeg altså sulten kl.12.15, køleskabet var tomt og jeg havde lyst til en ristet, lækker Potbelly sandwich. Potbelly er også et særdeles velbesøgt sted i frokosttimerne, så jeg bevæbnede mig med tålmodighed og ro. Men da jeg gik ud fra stedet for at gå hjem med min sandwich, lagde jeg mærke til, at jeg havde været helt rolig under hele bestillingsprocessen, ikke havde spurgt to gange til, hvad ekspedienterne spurgte mig om og trissede lige så stille og roligt hjem med min sandwich, med Taylor Swift i ørerne:

Like any great love, it keeps you guessing

Like any real love, it’s ever changing

Like any true love, it drives you crazy

But you know you wouldn’t change anything, anything, anything

"Welcome to New York" – Taylor Swift

En lille smule magi...

Jeg havde en virkelig rådden New Yorker dag for nogle dage siden. Hen på eftermiddagen, da jeg stod nede i hotellets kælder og igen var kommet op at slås med en gammel vaskemaskine, slog det mig, at dagens hidtige længste samtale, havde været med vaskemaskineoperatøren. Det er den slags, som man skal passe lidt på med i byen - her er så mange smukke bygninger, flotte parker, fænomenal shopping og spændende museer, at man nogen gange helt glemmer at holde den menneskelige kontakt. Hvilket i sig selv er en selvmodsigelse, for man er omgivet af mennesker i den her by, 24/7.

Men der gik ikke mere end to dage, og så havde jeg mit første lille magiske New Yorker øjeblik.

Jeg tjekkede Facebook om morgen, og så at følgende opslag var kommet i "Det Danske Netværk i New York"-gruppen:

Ulrik viste sig at være dansk entreprenør i New York, på den virkelig spændende måde, med en virksomhed (VIA NYC), som jeg personligt syntes var super fed! Vi mødtes på en kaffebar i East Village og inden længe havde jeg fået overdraget 2 sider fra hans hjemmeside, som han meget gerne ville have omskrevet. Han har boet i New York i 18 år, så hans danske sprog er en anelse rustent, ikke meget men nok til at agency blev oversat til agentur osv.

Så jeg tog hjem med to sider i indbakken og sendte ham et oplæg dagen efter. Jeg elsker ord og tekster!
Der kommer ikke mere ud af den lille opgave, heller ikke løn, men det føltes som et lille indblik i den netværksenergi, som driver byen, og jeg elskede at have noget at arbejde med og at møde et nyt inspirerende menneske! Om nogle uger får jeg min arbejdstilladelse, og så får jeg forhåbentlig flere af den slags cool øjeblikke:-)

I dag har jeg travet byen tynd - fra SoHo til Washington Square Garden til Grand Central til Hells Kitchen. Undervejs gav jeg op og besluttede mig for at indvie mit helt nye metrokort. I toget fra Grand Central til Times Square sad en ualmindelig glad og easy chillin' mand, som begyndte at spille på sin guitar og synge lidt hjemmebryggede sange. Efter 2 minutter havde han fået hele vognen med som back up sangere og da vi nåede Times Square, brød alle ud i spontane klapsalver.

Manner, jeg elsker den her by!

Empire state of mind

Jeg har forsømt dig til fordel for den glamourøse og glitrende filmbranche. Jeg beder om forladelse.

Det sidste halvandet år har jeg projektledt og koordineret min mås ud af bukserne (nogen gange bogstavelig talt - der er nogle rimelig perverse typer i filmbranchen....siger det bare). Jeg har hørt mig selv sige sætninger som "Kan vi ikke retouchere nogle af de pubeshår væk?", "Kan I finde en mere maskulin baby-blå farve til baggrunden?", "Hvor blev hans øre af?"(gæt selv en filmplakat) og jeg har grint så meget, at jeg har rullet rundt på gulvet med nogle af verdens bedste kollegaer.

Så hvorfor sidder jeg så nu her igen, bag min elskede Air, med en varm kop kaffe og skriver om mit liv igen? Fordi min mand og jeg har besluttet os for at lave den helt store livsrengøring, sælge vores dejlige andelslejlighed (nogen der mangler 133 nyistandsatte m2 på Vesterbro?) og flytte til New York til juni. Jep, vi skal være smarte-i-en-fart, bruge-alle-vores-penge-på-husleje og snakke-super -overfladisk-om-hvor-fabulous-alting-er, mens vi spiser frysetørrede nudler i vores 30 m2 lejlighed på Manhattan. Og vi GLÆDER os!!

Ikke vores lejlighed. Jeg håber stadig på noget, som er lidt større end en celle.

Jeg er rimelig overbevist om, at jeg ikke er en god trofæ hustru på fuldtid, så da min mand blev tilbudt job på Manhattan, gik jeg i gang med at finde mit eget job. Hvor hyggeligt det end ville være at trave gaderne tynde hver dag, hænge ud på muséer og drikke kaffe på små lækre caféer, mens jeg skrev på min blog, må jeg nok hellere finde en måde at finansiere alle de kopper kaffe.

Nu er der sendt uopfordret ansøgning til VisitDenmark og sat en føler ind hos Eurowoman. Jeg er ikke nærig med mig selv:-)