En genoplivet computer, et projekt og et stort spørgsmål

Der skal lyde en stor tak til Apple's Genius Bar, Tech guderne og mit held (det betaler sig alligevel ikke at gå under de stiger åbenbart)! 

Min computer gik til tælling sidste uge og forsøgte gentagne gange at starte op, men nåede aldrig helt derhen. Så jeg tilbragte min tirsdag i Genius Bar, hvor de igen lykkedes med at genoplive min lille skat. Mens jeg sad og ventede på Yoda klædt i blåt, overhørte jeg en noget frustreret mand forsøge at gøre sig forståelig overfor de IT kyndige (det kan altså også være sin sag at finde et fælles sprog - det giver jeg ham). Han tog dog frustrationen til nye højder, da han pludselig råbte ud i lokalet "I'M A VICTIM OF APPLE FRAUD!!". Let's face it - det er vi vist alle, men ham her ville altså ikke finde sig i det. Jeg havde mere held med min sag, og da jeg her til morgen satte mig til rette med en almond latte på Gotan, fandt jeg mit u-udgivede indlæg fra forrige uge. Det lå trygt og slumrede oppe på iSkyen og lod sig villigt hive ind på bloggen. Så her er sidste uges indlæg med et spørgsmål til jer, der skulle læse med.

Jeg er tilbage på Gotan. Den sidste uge har jeg forsøgt mig med Kaffe 1668, Le Pain Qoutidien og Maman, og selvfølgelig hjemmets sofa, men der var absolut ingen mojo at finde. Det kan dog også skyldes en lille mands 3.kindtand, som er på vej ud   - hold nu op, hvor er de nogle små vederstyggeligheder, de kindtænder! Så jeg har hængt sammen på et minimum af søvn, og den slags kommer der ikke fede idéer ud af, højst lidt sarkasme og galgenhumor. 

Så her sidder jeg igen - Amy Winehouse i højtalerne, almond latte i koppen og en tom tallerken, hvor der før lå en cheddar biscuit med scrambled eggs (fingerlicking good!!). Ingen celebrities endnu, men jeg vender tilbage, hvis det ændrer sig…

Med hensyn til det med idéerne…min tanke var at finde på et spændende freelance projekt her i New York, som dels kunne tjene som et fleksibelt job for mig, men som også potentielt kunne overføres til et andet land, hvis skæbnen eller viljen vil have det. Det er der kommet en række forslag ud af - nogen mere realistiske end andre. Nogle har jeg skudt af sted med det samme til virksomhedens ejermand, fordi jeg hverken har ressourcer, erfaring eller lyst til at gøre yderligere ved dem, såsom at få Rudolph brandet eksporteret til New York. Andre ligger og ruger lidt på listen….måske udklækkes de og måske går de i sig selv. 

Og så er der en idé, som jeg gerne vil høre jeres mening om. Idéen til den kom stille og roligt til mig, fordi jeg tit bliver kontaktet af venner og bekendte (og af venners og bekendtes venner og bekendte), der skal til New York og har brug for tips og tricks til booking af hotel og restauranter. Jeg kan godt forstå det - jeg talte også med en tidligere kollega om hotel i New York, da vi skulle herover første gang, for priserne var komplet urealistiske at genneskue, og jeg anede ikke hvilke bydele jeg skulle lede i. Men fornylig begyndte jeg at overveje, om jeg ikke kunne sætte det lidt mere i system.

Så derfor - her er idéen! Jeg vil rigtig gerne høre jeres mening om den, herunder i kommentar-feltet. 

I skal på ferie til New York i en uge og vil gerne bo på Manhattan. Du har været der før for nogle år siden, din mand/hustru/kæreste har ikke og det er jeres børns første tur til byen. Du kan huske, at du boede på et HIlton hotel i Midtown, og det fungerede ret godt. Nu skal hele familien af sted, og du kan på ingen måde huske, om de tilbød børnesenge, om morgenmaden var god eller om den nærliggende subway station havde elevator. Desuden larmede det vist ret meget om natten. Du finder derfor nogle alternative hoteller, men kommer i tvivl: er der børnevenligt i Brooklyn? Ville det være fedt at bo oppe ved Central Park i oktober? Hvad med Financial District - hvorfor er hotellet mon så meget billigere end de andre? 

Du skriver til mig og fortæller om jeres familie, hvad I har tænkt jer at se og opleve i løbet af ugen, hvad der er vigtigt ved hotellet (stille om natten, børnevenligt, lækker morgenmad, god service, rent etc. Til gengæld er I lidt ligeglade med nærliggende subway, for I tager taxaer eller går. Og I behøver ikke en bar eller fitness center. Du skriver de 3-4 hoteller, som du selv har set på og beder mig om min mening. Jeg tager rundt til de udvalgte hoteller og tjekker de punkter, som er vigtige for jer, går en tur i området og kommer med indspark til alternativer i samme priskategori, hvis ingen af de valgte hoteller fungerer optimalt. 

Had synes I - ville I synes godt om sådan en service?

At hente sin hjerne hjem

Kæft, det er svært at aktivere hjernen igen! Det føles som at forsøge at vække en slumrende bjørn i dvale….med tømmermænd. 2 års tømmermænd. Sidder pt på en lækker minimalistisk café i New York for at forsøge at manifestere noget effektivitet, tjekkethed og…let’s face it…..selvtillid. Når man som jeg har været hjemmegående i nu snart 3 år, så sker det, at kreativiteten og troen på egen formåen flytter til Texas, mens man selv tripper rundt på brostenene i Lower Manhattan og egentlig føler sig ret New Yorker kreativ på den afslappede måde. Det viser sig så bare, at den der afslappethed egentlig dækkede over, at mens jeg nu er 100% opdateret på de mest sikre autostole og de mest ernæringsrigtige snacks til børn, så er den venstre hjernehalvdel stukket af. Den er ikke væk for altid (håber jeg!) - den skal bare lige hentes hjem, lidt modvilligt, fra ferien. Nå ja…..og så er den begyndt at lave kække sætninger på engelsk, frem for dansk…..så det skal også lige justeres. 

Summa summarum - mens jeg sad og prøvede at brainstorme på et projekt, som kan komme en virksomhed i Danmark til gode, begyndte jeg at skrive dette for at kickstarte hjernen. Og det føles godt. Det føles faktisk som at komme hjem. 

Det med “at komme hjem” at blevet en flydende tilstand de sidste 3 år. Jeg siger stadig “vi tager hjem til jul”, når vi besøger venner og familie i Danmark. Og jeg siger “Nu skal vi hjem”, når vi sætter kursen mod New York igen, med champagne og kransekage i blodet efter ferien. Og så er der det mentale hjem oppe i hovedet - det sted, hvor man tænker “Det her, det er Fie” - det har det faktisk med at forblive det samme, viser det sig. Jeg havde for nogle dage siden en helt igennem genial snak med en person, som tidligere har været en stor hjælp, da jeg skulle finde ud af, hvad jeg skulle gøre med det job, jeg havde (som udviklede sig med lynets hast, men som dræbte al lykke) og det job, som jeg gerne ville have, men ikke vidste hvad var. Efter at have talt med hende sidste gang, begyndte jeg at blogge og fik til sidst et job i filmbranchen, som jeg elskede! Jeg strakte mine kreative muskler, og skulle samtidig gå fuldstændig vidunderligt OCD amok som projektleder, fordi vi lancerede så ekstremt mange film på relativ kort tid. Alt imens jeg var omgivet af skønne, skøre, skabende mennesker, der følte så stærkt for film, at de lavede Frank Underwood-værdige krumspring for at få film og deres kampagner på benene. Fanme sjovt! Og mens vi havde det sjovt, travlt, hårdt og alt mulige kombinationer af de ting, fik jeg to dejlige venner. Det job føltes også som “hjem”. 

Tillad mig på dette tidspunkt at lave en lille situationsbeskrivelse fra hvor jeg sidder lige nu: 

Jeg sidder på en café, der hedder Gotan. Den ligger i Tribeca, hvor Franklin St (som mest er kendt for, at Taylor Swift bor der), West Broadway (som er min yndlingsvej i Tribeca) og Varick St mødes. Hvor de tre veje mødes, ligger der en lille grøn trekant (en ejendomsmægler ville sikkert kalde den for en park), som er omkranset af Gotan, en lille italiensk restaurant, en fantastisk lille fransk café og en vinbar. Jeg elsker det her område! Gotan er indrettet i en ret typisk industrielt udseende stil: store rør over kakkel-loftet, rå trægulve og langborde, med et enkelt højbord og barstole, hvor vi med Mac Airs sidder og lader som om, at vi har et meget vigtigt og kreativt job. Ham ved siden af mig sidder f.eks og koder, mens han spiser en bagel med laks og cream cheese. Selv nørderne på Gotan er lidt tjekkede. Kvinden overfor mig drikker en cold brew (iskaffe for os andre dødelige). Jeg er 95% sikker på, at hun sidder og skriver på en modeblog. Den danske model Camilla Vest har lige hentet en kaffe og sandwich to-go, og talte så rullende New Yorker engelsk, at jeg egentlig kom i tvivl om det var hende. Bag disken står en person, som i lighed med Taylor i Billions nok foretrækker at blive omtalt som “they” or “their” (gender non-biary - det er en ny identitetsbeskrivelse for de uindviede). Til trods for den trendy vibe, er her ret afslappet, og jeg føler mig ikke udstillet, selvom mit hår stadig er vådt og jeg ikke har make-up på. Gotan’s menukort er også et ret god indblik i, hvad der rykket på mad-fronten i New York:

Avocado toast med chili

Bialy (en slags bagel med løg, som ikke er kogt) med laks

Flat white kaffe

….og en hel masse med blomkål

Instagram vidner om, at især avocado-toasten er ret fotogen, så den måtte jeg selv sagt prøve(indsæt selv rullen med øjne). Den smager rasende godt!

Undskyld…..Harvey Keitel er lige kommet ind…..siger det bare….

På den måde bliver jeg ret tit mindet om mit tidligere virke i filmbranchen. Jeg elsker at sende sms’er til min veninde med “Meg Ryan - tjek!”, for det er altså ret syret at gå på en gade og pludselig få øje på en kvinde, hvor man tænker “……jeg kender den måde hun går på, men jeg kender hende da ikke……gør jeg?…….DET ER SGU DA MEG RYAN!” Og jeg får altid lyst til at gå hen og sige “guuuuuuuud, ved du hvad? Jeg har engang versioneret filmplakaten til din film i 2014 til de danske biografer!”. Det er de nok lidt ligeglade med, men jeg synes egentlig, at vi på den måde kender hinanden lidt.

Nu må I have mig undskyldt, men jeg monster-fryser og er begyndt at nyse (sidder åbenbart lige under en air condition), så jeg vil gå videre. Tak fordi I læste med i min jagt på en velfungerende hjerne- Tandhjulene er langsomt at begyndt at køre rundt igen…