Kæft, det er svært at aktivere hjernen igen! Det føles som at forsøge at vække en slumrende bjørn i dvale….med tømmermænd. 2 års tømmermænd. Sidder pt på en lækker minimalistisk café i New York for at forsøge at manifestere noget effektivitet, tjekkethed og…let’s face it…..selvtillid. Når man som jeg har været hjemmegående i nu snart 3 år, så sker det, at kreativiteten og troen på egen formåen flytter til Texas, mens man selv tripper rundt på brostenene i Lower Manhattan og egentlig føler sig ret New Yorker kreativ på den afslappede måde. Det viser sig så bare, at den der afslappethed egentlig dækkede over, at mens jeg nu er 100% opdateret på de mest sikre autostole og de mest ernæringsrigtige snacks til børn, så er den venstre hjernehalvdel stukket af. Den er ikke væk for altid (håber jeg!) - den skal bare lige hentes hjem, lidt modvilligt, fra ferien. Nå ja…..og så er den begyndt at lave kække sætninger på engelsk, frem for dansk…..så det skal også lige justeres.
Summa summarum - mens jeg sad og prøvede at brainstorme på et projekt, som kan komme en virksomhed i Danmark til gode, begyndte jeg at skrive dette for at kickstarte hjernen. Og det føles godt. Det føles faktisk som at komme hjem.
Det med “at komme hjem” at blevet en flydende tilstand de sidste 3 år. Jeg siger stadig “vi tager hjem til jul”, når vi besøger venner og familie i Danmark. Og jeg siger “Nu skal vi hjem”, når vi sætter kursen mod New York igen, med champagne og kransekage i blodet efter ferien. Og så er der det mentale hjem oppe i hovedet - det sted, hvor man tænker “Det her, det er Fie” - det har det faktisk med at forblive det samme, viser det sig. Jeg havde for nogle dage siden en helt igennem genial snak med en person, som tidligere har været en stor hjælp, da jeg skulle finde ud af, hvad jeg skulle gøre med det job, jeg havde (som udviklede sig med lynets hast, men som dræbte al lykke) og det job, som jeg gerne ville have, men ikke vidste hvad var. Efter at have talt med hende sidste gang, begyndte jeg at blogge og fik til sidst et job i filmbranchen, som jeg elskede! Jeg strakte mine kreative muskler, og skulle samtidig gå fuldstændig vidunderligt OCD amok som projektleder, fordi vi lancerede så ekstremt mange film på relativ kort tid. Alt imens jeg var omgivet af skønne, skøre, skabende mennesker, der følte så stærkt for film, at de lavede Frank Underwood-værdige krumspring for at få film og deres kampagner på benene. Fanme sjovt! Og mens vi havde det sjovt, travlt, hårdt og alt mulige kombinationer af de ting, fik jeg to dejlige venner. Det job føltes også som “hjem”.
Tillad mig på dette tidspunkt at lave en lille situationsbeskrivelse fra hvor jeg sidder lige nu:
Jeg sidder på en café, der hedder Gotan. Den ligger i Tribeca, hvor Franklin St (som mest er kendt for, at Taylor Swift bor der), West Broadway (som er min yndlingsvej i Tribeca) og Varick St mødes. Hvor de tre veje mødes, ligger der en lille grøn trekant (en ejendomsmægler ville sikkert kalde den for en park), som er omkranset af Gotan, en lille italiensk restaurant, en fantastisk lille fransk café og en vinbar. Jeg elsker det her område! Gotan er indrettet i en ret typisk industrielt udseende stil: store rør over kakkel-loftet, rå trægulve og langborde, med et enkelt højbord og barstole, hvor vi med Mac Airs sidder og lader som om, at vi har et meget vigtigt og kreativt job. Ham ved siden af mig sidder f.eks og koder, mens han spiser en bagel med laks og cream cheese. Selv nørderne på Gotan er lidt tjekkede. Kvinden overfor mig drikker en cold brew (iskaffe for os andre dødelige). Jeg er 95% sikker på, at hun sidder og skriver på en modeblog. Den danske model Camilla Vest har lige hentet en kaffe og sandwich to-go, og talte så rullende New Yorker engelsk, at jeg egentlig kom i tvivl om det var hende. Bag disken står en person, som i lighed med Taylor i Billions nok foretrækker at blive omtalt som “they” or “their” (gender non-biary - det er en ny identitetsbeskrivelse for de uindviede). Til trods for den trendy vibe, er her ret afslappet, og jeg føler mig ikke udstillet, selvom mit hår stadig er vådt og jeg ikke har make-up på. Gotan’s menukort er også et ret god indblik i, hvad der rykket på mad-fronten i New York:
Avocado toast med chili
Bialy (en slags bagel med løg, som ikke er kogt) med laks
Flat white kaffe
….og en hel masse med blomkål
Instagram vidner om, at især avocado-toasten er ret fotogen, så den måtte jeg selv sagt prøve(indsæt selv rullen med øjne). Den smager rasende godt!
Undskyld…..Harvey Keitel er lige kommet ind…..siger det bare….
På den måde bliver jeg ret tit mindet om mit tidligere virke i filmbranchen. Jeg elsker at sende sms’er til min veninde med “Meg Ryan - tjek!”, for det er altså ret syret at gå på en gade og pludselig få øje på en kvinde, hvor man tænker “……jeg kender den måde hun går på, men jeg kender hende da ikke……gør jeg?…….DET ER SGU DA MEG RYAN!” Og jeg får altid lyst til at gå hen og sige “guuuuuuuud, ved du hvad? Jeg har engang versioneret filmplakaten til din film i 2014 til de danske biografer!”. Det er de nok lidt ligeglade med, men jeg synes egentlig, at vi på den måde kender hinanden lidt.
Nu må I have mig undskyldt, men jeg monster-fryser og er begyndt at nyse (sidder åbenbart lige under en air condition), så jeg vil gå videre. Tak fordi I læste med i min jagt på en velfungerende hjerne- Tandhjulene er langsomt at begyndt at køre rundt igen…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar