Et hjem

Så er det sidste dag i vores lejlighed på Vesterbro, og ganske som forventet vågnede jeg op med sentimentaliteten i øjenkrogen.
Jeg sidder i en meget tom stue, hvor den store sofa forsvandt med en glad køber i går og tæppet er rullet væk, da jeg i min iver glemte, at det måske var smartest at vente med at rulle tæppet væk, til sofabordet var fjernet. Klassisk.

Når man deler et hjem med sin udvalgte mand i 5 år, kommer der trods alt en del minder. De kan ikke sammenlignes med de minder, som jeg kunne se i min fars øjne, da vi flyttede hans ting ud af det sommerhus, som han havde ejet i over 40 år, men ikke desto mindre skelsættende for Christian og mig. Vi har virkelig elsket at bo her, på anden sal på Vesterbro.

Vi skulle egentlig slet ikke have købt lejligheden. Det gav ingen økonomisk, praktisk eller følelsesmæssig mening. For 5 år siden boede vi i Christian store andelslejlighed rundt om hjørnet, hvor der var rigelig plads til os og som var billig at bo i. Så kom denne næsten-sammenlagte lejlighed til salg i samme andelsforening, vi gik op og kiggede på den, jeg kiggede på Christian med store øjne, og så købte vi den. Rationalet? Jeg syntes, at vi skulle starte vores egen lejlighed op sammen (læs: jeg syntes, at den gamle lejlighed havde lige lovlig mange ungkarle-minder).

Det var en stor renovering af lejligheden og gennem et stykke tid boede vi i kasser og sorte plastiksække i ét af værelserne. Engang imellem kiggede vi på hinanden og tænkte "WTF har vi rodet os ud i??".

En dag tog håndværkerne af sted og vi begyndte at kalde lejligheden for vores hjem.  Samtidig begyndte det liv, som vi nok om 10 år vil kalde for De Uforpligtende og Unge År. Men vi har dog klemt en del voksenhed ind i de år, synes jeg.

Et bryllup og efterfølgende bæren-over-tærsklen
Jobsskift
Middage med venner og familie
Venners børn, som altid snublede over det samme dørtrin
En køleskabslåge, som først blev lavet, da vi solgte lejligheden
Mange lange snakke om fremtiden

Og så er der de gange, hvor vi har været kede af det i lejligheden, men de minder efterlader jeg gerne med nøglerne. Man skal glæde sig over det liv, som er levet, de vinduer som åbnedes når dørene blev lukket og de spring som sluttede i gode landinger.

Vi glæder os helt ubeskriveligt meget til at starte et nyt hjem op og skabe nye minder!

Tilbage til 50'erne

Forleden genoptog jeg én af mine yndlingsbeskæftigelser: gå ned på en hyggelig cafe med min bærbar, drikke en masse kopper kaffe og ordne dagens projekter.

Foto: meyerlavigne.blogspot.com

Ét af dagens projekter var at researche lidt på min arbejdstilladelse i USA. Vores kontaktperson derovre havde sagt, at hun ville prøve at ordne en arbejdstilladelse til mig, gennem min mands, men jeg var lidt bange for, at det ikke kunne lykkes, og at jeg måske hellere selv skulle starte en proces. Så jeg googlede og læse nogle ekstremt tunge engelske tekster om emnet og fandt frem til en tilføjelse til loven, som er blevet gennemført for få år siden:

The regulation states that employment may not be granted when the earnings are to be used to support the J-1 visa holder. Rather, the earnings must be used for the “Family's customary recreational and cultural activities and those related travel”. Source: 8CFR 21A.2(j)(1) (v) (A)

Med andre ord: jeg kan søge om min egen arbejdstilladelse, når min mands er gennemført, og han har fået sit social security number, MEN de penge som jeg tjener må kun bruges til sjove ting og min mand må ikke bruge dem :-D

Hvis man ser bort fra den åbenlyse mulighed for at hidse sig op over kønsdiskriminering, så er jeg egentlig a-okay med den formulering - jeg skal nok sørge for at hygge godt igennem for mine egne penge.

Empire state of mind

Jeg har forsømt dig til fordel for den glamourøse og glitrende filmbranche. Jeg beder om forladelse.

Det sidste halvandet år har jeg projektledt og koordineret min mås ud af bukserne (nogen gange bogstavelig talt - der er nogle rimelig perverse typer i filmbranchen....siger det bare). Jeg har hørt mig selv sige sætninger som "Kan vi ikke retouchere nogle af de pubeshår væk?", "Kan I finde en mere maskulin baby-blå farve til baggrunden?", "Hvor blev hans øre af?"(gæt selv en filmplakat) og jeg har grint så meget, at jeg har rullet rundt på gulvet med nogle af verdens bedste kollegaer.

Så hvorfor sidder jeg så nu her igen, bag min elskede Air, med en varm kop kaffe og skriver om mit liv igen? Fordi min mand og jeg har besluttet os for at lave den helt store livsrengøring, sælge vores dejlige andelslejlighed (nogen der mangler 133 nyistandsatte m2 på Vesterbro?) og flytte til New York til juni. Jep, vi skal være smarte-i-en-fart, bruge-alle-vores-penge-på-husleje og snakke-super -overfladisk-om-hvor-fabulous-alting-er, mens vi spiser frysetørrede nudler i vores 30 m2 lejlighed på Manhattan. Og vi GLÆDER os!!

Ikke vores lejlighed. Jeg håber stadig på noget, som er lidt større end en celle.

Jeg er rimelig overbevist om, at jeg ikke er en god trofæ hustru på fuldtid, så da min mand blev tilbudt job på Manhattan, gik jeg i gang med at finde mit eget job. Hvor hyggeligt det end ville være at trave gaderne tynde hver dag, hænge ud på muséer og drikke kaffe på små lækre caféer, mens jeg skrev på min blog, må jeg nok hellere finde en måde at finansiere alle de kopper kaffe.

Nu er der sendt uopfordret ansøgning til VisitDenmark og sat en føler ind hos Eurowoman. Jeg er ikke nærig med mig selv:-)

Duft til kagen, sæt filter på og send til Instagram

For at citere diverse medlemmer af Mads & Monopolet: "Der er en kedelig tendens i samfundet til..." - at være offentligt irriteret over andre menneskers lyst til at broadcaste små detaljer fra deres liv. Det er fair nok - de er for travle, for vigtige og for kendte til at gøre den slags. Fred være med det.

I dag fik jeg dog det store smil på over at overvære netop ovenstående. Jeg havde været til møde på Christianshavn, solen skinnede og jeg blev overhalet (det sker en del) af en nynnende mand på en gammel cykel. Da jeg kommer lidt længere ned ad Islands Brygge, ser jeg en kvinde inde på stien, som står på tæer og med strakte arme, med sin iPhone i hånden. Hun forsøger at fange de nyligt udsprungne træer og den blå himmel i et billede. Hun lignede en, som var på vej fra noget til noget andet og uden den store tid til at stoppe op. Men det gjorde hun alligevel.

Og det gav god mening, se selv (ja, jeg stoppede lige efter hende og tog det samme billede):

Jeg havde egentlig heller ikke tid (og jeg var godt sulten, hvilket plejer at være den korte vej til nedadvendte mundvige og hurtige pedaler), men solen skinnede, træerne blomstrede og folk nynnede. Så SKAL man stoppe op. Hvis ikke jeg havde haft et sted at poste følelsen efterfølgende, var jeg ikke stoppet op. True story.

Der er mange mennesker, som har usandsynlig dårlige social media vaner. De skriver updates, når de er sammen med andre mennesker, de tager billeder af folk på gaden og håner dem i en update til deres venner og de bruger et sprog overfor offentlige personligeheder, som burde bortcensureres.

Men så er der den positive side, og da solen skinner, er det den, som jeg har valgt i dag.

De sociale medier har givet folk som mig en stemme. Jeg elsker at skrive, men jeg glemte at søge ind på journalisthøjskolen og lære at skrive på den rigtige måde, så jeg skriver her i stedet. En kvinde på min venneliste har fået en visuel stemme i form af de fotos, som hun tager i Australien. Hun flyttede til udlandet med sin mand for mange år siden og er CEO i deres hjem. Hun valgte fotos som sit udtryk, købte sig et kamera, tog et fotokursus og poster nu billederne på sin Facebook side - og hun får ros, bekræftelse og viljen til at blive dygtigere og dygtigere.
En gammel folkeskoleveninde er blevet designer og bruger Instagram som test for sine inspirationsbilleder og midtvejsresultater på sit arbejde.

Vi kan dårligt huske livet inden de sociale medier efterhånden, og de har ændret ikke bare vores medievaner, men også vores sociale vaner. Det nye i min verden er dog, at folk stopper op og tager stilling til de ting, som sker for dem, fordi de ser dem, med social dækning for øje.
Når de ser den perfekte middagsret, stopper de op og tager et billede af den, fordi de gerne vil dele den med deres venner. Når de ser en solopgang, som får dem til at tabe pusten, stopper de op og tager et billede og deler det. Jeg har endda lidt på fornemmelsen, at folk nogen gange leder efter motiverne i oplevelsen, for at kunne formidle følelsen.

Det er ikke nødvendigvis negativt eller selviscenesættelse, at dine venner poster billeder af deres mad, deres hjem, deres børn og deres hunde i tæt omfavnelse med hjemmeskoene. Det betyder, at i lige præcis dét øjeblik, der var din ven lige der og havde en følelse, som han gerne ville dele med dig.

Jeg vil gerne dele en helt fænomenal kokos/rabarber/marengs kage med jer - den er fra BRØD på Enghave Plads, og den fås ikke bedre! Ja, jeg er alene hjemme og jeg har tænkt mig at spise den hele selv - DET er en god følelse :-D

No 2 and that ain't bad, part deux

Sidste gang jeg skrev et indlæg herinde var den 10.august - og jeg er tydeligvis ude af form, for jeg har lige omformuleret den første sætning 3 gange - jøsses!
Det har altid været sådan, at jeg kun skrev herinde, når jeg fik en sætning ind i hovedet, som jeg havde lyst til at skrive ned. Det kunne starte med "number two and that ain't bad" - en sætning fra en gammel Jennifer Aniston film tilbage fra 1997 (Picture Perfect), som jeg oversatte til beskrivelsen af verdens andenbedste restaurant. Det var forresten en sød film...

Picture Perfect - bemærk "The Rachel"

Det med film er jo blevet en ganske signifikant del af min hverdag, for jeg nu laver materiale til dem, når de skal lanceres. I forlængelse af dét, er det gået op for mig, at jeg har et noget McDonalds'ish forhold til film. Jeg kan citerer mere eller mindre samtlige Jennifer Aniston film fra 90'erne, har set alle Twilight film (nogen af dem adskillelige gange) og jeg GLÆDER mig til de store filmlanceringer. Til gengæld fangede jeg ingenting af Tree of Life og jeg skynder mig at slå blikket ned, når mine kolleger taler om Gøgereden, Scarface og besynderlige Stanley Kubricks film. Jeg bliver rørt af store følelser, ikke af mental forstoppelse og jeg griner af sproglige ørefigner, ikke af Shakespearean la de da.

Helt ærlig...hvad gik hele kaleidoskop sekvensen ud på?

Jeg skal snart udvælge et klip til mit arbejdes morgenmøde, og det gruer jeg lidt for. Jeg troede egentlig, at jeg vidste lige præcis, hvad jeg ville vise, og jeg gruede allerede for det. Det var en film med Julia Roberts, og absolut ikke en af dem, som hun vandt en Oscar for! Det er en af dem, hvor hun sådan set bare skal være yndig og grine meget højt med sin hestemund. Men som en del af præsentationen skal man begrunde sit valg, og den del havde jeg også styr på. Filmen var Stepmom og grunden til, at jeg ville vise lige nedenstående klip var, at det lærte mig at konfrontere min følelser i forbindelse med min mors sygdom og kommende død. Ja, det ville have været meget følelsesladet og dybt, men det ville også have været ok. Det havde jeg sådan set ikke et problem med..indtil jeg var til filmklub på arbejdet.

Ceci est un flm parfait

Min chef udvælger hver måned til Filmklubben 2 film, som bør være en del af vores almene dannelse, som medarbejdere i et filmdistributionsselskab. Jeg ved det godt - jeg har verdens hårdeste arbejdsplads.  Indtil nu har jeg undskyldt mig på vej ud af døren med "Arrrrmen, chef, jeg er jo den kommercielle, hende den mainstream med alle citaterne fra Pretty Woman...det er jo min rolle - jeg kan ikke se smalle serbokroatiske film!" Men nu ville jeg alligevel prøve, og det gik ud over mit valg til morgenmødet.

For en af filmene var Ponette - en fransk film fra 1996, som handler om en 4 årig pige, som skal håndtere sin mors alt for tidligere død, og filmen er fortalt som børn ser verden. Hold nu op, hvor jeg hulkede gennem den film...helt-ned-i-maven-og-ud-som-utrolig-grim-gråd. Den lille 4 årige pige spillede måsen ud af det i øvrigt utrolig pæne franske børnetøj og vandt i Venedig for Bedste Skuespillerinde i '96. Gad vide hvad hun sagde i takketalen egentlig...Merci m'a fait pleurer?
Jeg har aldrig set noget lignende...aldrig. Min chef fortalte, at Ole Michelsen i Bogart havde givet den 5 stjerner og sagt, at den burde være mærket "forbudt for voksne", og jeg er meget enig. Man er et andet menneske, efter man har set den film og kan man aldrig tale til børn på samme måde.

Så nu er jeg tilbage med tegnebrættet og skal vælge mellem at holde fast i Stepmom eller skifte til Dirty Dancing...

Fifty Shades of Marketing

I en boghandel i Atlanta Airport (hold nu kæft, den er stor....lufthavnen), styrede jeg direkte mod bestseller reolen og fandt Fifty Shades trilogien.

Min beslutning var baseret på en artikel i Politiken, forskellige chokeret-hånden-for-munden-updates på Facebook samt omtale i amerikanske magasiner. Med andre ord: en relativ bred palette af mediepåvirkning.

Ekspedienten var en kvinde i 20'erne, som var særdeles dårlig til at skjule et smørret smil. Uhhh....så så man lige os amerikanere være frigjorte og skrive om sex i en bestseller bog. ...helt ærlig.

Klip til mig, som ligger i en solstol ved strandkanten, omgivet af amerikanske par i 30'erne. Langsomt begyndte jeg at folde forside og bagside mere og mere sammen, som jeg kom ind i bogen. Og jeg ved stadig ikke helt hvorfor. Jeg er jo dansker for dælen da! Vi opfandt mere eller mindre pornoen!

Lily Broberg som frigjort

Fifty Shades of Grey startede som fan fiction under titlen Master of the Universe til Twilight bøgerne. Men eftersom E.L.James' sprog var en anelse mere seksuelt eksplicit end Twilight bøgerne, rejste fans sig i protest og James måtte fjerne starten på sin bog fra den pågældende Twilight fanpage.

Det skulle dog ikke holde E.L.James tilbage, og bogen Fifty Shades of Grey udkom i USA. Marketing budgettet var stærkt begrænset, så man kørte en social media strategi, som involverede e-bogs udgivelser, WoM og blog anmeldelser. Det gik sådan set meget godt, kan man sige: 20 millioner bøger solgt på omkring 1 år. Det er rigtig rigtig fint gået, Ms.James!

Og vi mangler stadig pointen, men den kommer her:

I Danmark er det forlaget Pretty Ink, under Rosinante&Co, som udgiver den danske udgave, og de har ligeledes lavet en gennemført social media marketing plan: 

Flere bloggere har efterhånden skrevet, at de har modtaget en first draft kopi i super tjekket indpakning, blandt andet Blogsbjerg og Pust til Mælkebøtten. Derudover bliver der lystigt blogget om den rundt omkring. 

Og så fandt jeg dette microsite: fiftyshades.dk/

Og det er så godt lavet, at jeg sidder og spinner: der er facebook feed, der er link til amerikansk merchandise, der er link til de bloggere, som har skrevet om bogen, der er interview med forfatteren, der er hylesjove youtube videoer med bla. 3 italienske bedstemødre og en højtlæsning med Ellen Degeneres osv osv osv. 

Det er SÅ godt!

Derfor: well done, Pretty Ink! DÉT er lækker markedsføring!

Jeg er helt glad nu:-)

Well done, young padawan

Jeg har et stolt øjeblik lige nu: Kiley Hagerty, som skrev et gæste-blogindlæg her på bloggen (Please welcome... ), har de sidste måneder haft et editorial internship på EatingWell magazine i Vermont. And get this: hun fik det på grund af sit blogindlæg her på bloggen!

Det er overordentlig sejt gået, Ms Hagerty!