No 2 and that ain't bad, part deux

Sidste gang jeg skrev et indlæg herinde var den 10.august - og jeg er tydeligvis ude af form, for jeg har lige omformuleret den første sætning 3 gange - jøsses!
Det har altid været sådan, at jeg kun skrev herinde, når jeg fik en sætning ind i hovedet, som jeg havde lyst til at skrive ned. Det kunne starte med "number two and that ain't bad" - en sætning fra en gammel Jennifer Aniston film tilbage fra 1997 (Picture Perfect), som jeg oversatte til beskrivelsen af verdens andenbedste restaurant. Det var forresten en sød film...

Picture Perfect - bemærk "The Rachel"

Det med film er jo blevet en ganske signifikant del af min hverdag, for jeg nu laver materiale til dem, når de skal lanceres. I forlængelse af dét, er det gået op for mig, at jeg har et noget McDonalds'ish forhold til film. Jeg kan citerer mere eller mindre samtlige Jennifer Aniston film fra 90'erne, har set alle Twilight film (nogen af dem adskillelige gange) og jeg GLÆDER mig til de store filmlanceringer. Til gengæld fangede jeg ingenting af Tree of Life og jeg skynder mig at slå blikket ned, når mine kolleger taler om Gøgereden, Scarface og besynderlige Stanley Kubricks film. Jeg bliver rørt af store følelser, ikke af mental forstoppelse og jeg griner af sproglige ørefigner, ikke af Shakespearean la de da.

Helt ærlig...hvad gik hele kaleidoskop sekvensen ud på?

Jeg skal snart udvælge et klip til mit arbejdes morgenmøde, og det gruer jeg lidt for. Jeg troede egentlig, at jeg vidste lige præcis, hvad jeg ville vise, og jeg gruede allerede for det. Det var en film med Julia Roberts, og absolut ikke en af dem, som hun vandt en Oscar for! Det er en af dem, hvor hun sådan set bare skal være yndig og grine meget højt med sin hestemund. Men som en del af præsentationen skal man begrunde sit valg, og den del havde jeg også styr på. Filmen var Stepmom og grunden til, at jeg ville vise lige nedenstående klip var, at det lærte mig at konfrontere min følelser i forbindelse med min mors sygdom og kommende død. Ja, det ville have været meget følelsesladet og dybt, men det ville også have været ok. Det havde jeg sådan set ikke et problem med..indtil jeg var til filmklub på arbejdet.

Ceci est un flm parfait

Min chef udvælger hver måned til Filmklubben 2 film, som bør være en del af vores almene dannelse, som medarbejdere i et filmdistributionsselskab. Jeg ved det godt - jeg har verdens hårdeste arbejdsplads.  Indtil nu har jeg undskyldt mig på vej ud af døren med "Arrrrmen, chef, jeg er jo den kommercielle, hende den mainstream med alle citaterne fra Pretty Woman...det er jo min rolle - jeg kan ikke se smalle serbokroatiske film!" Men nu ville jeg alligevel prøve, og det gik ud over mit valg til morgenmødet.

For en af filmene var Ponette - en fransk film fra 1996, som handler om en 4 årig pige, som skal håndtere sin mors alt for tidligere død, og filmen er fortalt som børn ser verden. Hold nu op, hvor jeg hulkede gennem den film...helt-ned-i-maven-og-ud-som-utrolig-grim-gråd. Den lille 4 årige pige spillede måsen ud af det i øvrigt utrolig pæne franske børnetøj og vandt i Venedig for Bedste Skuespillerinde i '96. Gad vide hvad hun sagde i takketalen egentlig...Merci m'a fait pleurer?
Jeg har aldrig set noget lignende...aldrig. Min chef fortalte, at Ole Michelsen i Bogart havde givet den 5 stjerner og sagt, at den burde være mærket "forbudt for voksne", og jeg er meget enig. Man er et andet menneske, efter man har set den film og kan man aldrig tale til børn på samme måde.

Så nu er jeg tilbage med tegnebrættet og skal vælge mellem at holde fast i Stepmom eller skifte til Dirty Dancing...