Et hjem

Så er det sidste dag i vores lejlighed på Vesterbro, og ganske som forventet vågnede jeg op med sentimentaliteten i øjenkrogen.
Jeg sidder i en meget tom stue, hvor den store sofa forsvandt med en glad køber i går og tæppet er rullet væk, da jeg i min iver glemte, at det måske var smartest at vente med at rulle tæppet væk, til sofabordet var fjernet. Klassisk.

Når man deler et hjem med sin udvalgte mand i 5 år, kommer der trods alt en del minder. De kan ikke sammenlignes med de minder, som jeg kunne se i min fars øjne, da vi flyttede hans ting ud af det sommerhus, som han havde ejet i over 40 år, men ikke desto mindre skelsættende for Christian og mig. Vi har virkelig elsket at bo her, på anden sal på Vesterbro.

Vi skulle egentlig slet ikke have købt lejligheden. Det gav ingen økonomisk, praktisk eller følelsesmæssig mening. For 5 år siden boede vi i Christian store andelslejlighed rundt om hjørnet, hvor der var rigelig plads til os og som var billig at bo i. Så kom denne næsten-sammenlagte lejlighed til salg i samme andelsforening, vi gik op og kiggede på den, jeg kiggede på Christian med store øjne, og så købte vi den. Rationalet? Jeg syntes, at vi skulle starte vores egen lejlighed op sammen (læs: jeg syntes, at den gamle lejlighed havde lige lovlig mange ungkarle-minder).

Det var en stor renovering af lejligheden og gennem et stykke tid boede vi i kasser og sorte plastiksække i ét af værelserne. Engang imellem kiggede vi på hinanden og tænkte "WTF har vi rodet os ud i??".

En dag tog håndværkerne af sted og vi begyndte at kalde lejligheden for vores hjem.  Samtidig begyndte det liv, som vi nok om 10 år vil kalde for De Uforpligtende og Unge År. Men vi har dog klemt en del voksenhed ind i de år, synes jeg.

Et bryllup og efterfølgende bæren-over-tærsklen
Jobsskift
Middage med venner og familie
Venners børn, som altid snublede over det samme dørtrin
En køleskabslåge, som først blev lavet, da vi solgte lejligheden
Mange lange snakke om fremtiden

Og så er der de gange, hvor vi har været kede af det i lejligheden, men de minder efterlader jeg gerne med nøglerne. Man skal glæde sig over det liv, som er levet, de vinduer som åbnedes når dørene blev lukket og de spring som sluttede i gode landinger.

Vi glæder os helt ubeskriveligt meget til at starte et nyt hjem op og skabe nye minder!