mandag den 12. maj 2014

Nomadens tid


Der findes nogle tidspunkter i livet, hvor man føler, at man bør modregne tidsforskel, før man ringer til sin familie, selvom man blot befinder sig omkring 70 km fra hinanden. Sådan et sted befinder jeg mig lige nu – med havet som nabo og fuglene som overboere. Jeg har lige spist 2 skiver middelalderbrød fra bageren, som modvægt til den halve liter pistacie is, som jeg har konsumeret - og livet er dejligt!
Foto: madforlivet.dk

Eneste minus er selvfølgelig, at jeg pt. lever på 7.uge uden min mand. Jeg skal sove 11 gange endnu, før han kommer hjem, og det er på nuværende tidspunkt ca. 11 gange for meget.
Efter en veloverstået flytning, sov jeg et par dage hos min søster på en luftmadras, så gik turen til Boston, bagefter New York, tilbage til søster og luftmadrassen og nu hygger jeg mig i det dejligste sommerhus. 

Jeg har været af sted og kigge på lejlighed til os i New York, og ud over at byen netop på lejlighedsdagen valgte at udspy infernalske mængder vand i hovedet på mig, var det en god oplevelse. Vi kan bo i et godt kvarter i en lejlighed, hvor vi ikke nødvendigvis støder ind i hinanden hvert 5.minut (selvom det nu lyder meget hyggeligt lige for tiden) - og det var mit største formål ved at begynde lejlighedseftersøgningen et par uger for tidligt. Nu ved jeg, hvilket kvarter vi sådan cirka skal bo i, cirka hvor meget plads vi får og hvilke ting der er vigtige, når vi finder den endelige bolig. 

Jeg fejrede lejlighedsdagen ved at købe en all american deli sandwich rundt om hjørnet og gå op på hotelværelset for at vride mit tøj. På hotelsengen foldede jeg et stort håndklæde ud og holdt picnic med Kardashian søstrene i fjernsynet (OMG! Det frieri var fantastisk!). Undervejs stoppede jeg op og kiggede mig omkring: jeg var i gang med at konsumere en sandwich, som højst sandsynligt kunne gøre 5 mennesker mætte (jeg gav også hurtigt op), mine hænder havde skiftet farve af al den juice fra kødet og dressingen, som løb ned af mine hænder, men jeg drak selvfølgelig en kildevand for at spare på kalorierne (??!) og fjernbetjeningen var pakket ind i toiletpapir, fordi jeg en gang har læst, at hotel-fjernbetjeninger er smækfyldt med....nasty. Hvor meget nasty der var i sandwichen, behøver vi ikke tale om, men den smagte FABELAGTIGT! 

Lige så selvmodsigende og modsætningsfyldt regner jeg med, at vores liv i New York bliver. Christian og jeg er utrolig forskellige og utrolig ens på nogle lidt spøjse punkter. Jeg er den følsomme og autoritetstro, som elsker alene-tid og skæve tanker. Christian er energisk, handlingsdrevet og udpræget ekstrovert. Vi er begge ekstremt strukturerede, kreative og...har vi fundet ud af...helt afhængige af at have hinanden i vores hverdag. Derfor er jeg kommet frem til, at vores hverdag i New York nok bliver struktureret på den måde, at vi...ikke aner, hvordan vores hverdag bliver, og det er faktisk både spændende og helt ok. Det eneste, som vi ved med sikkerhed, er, at vi skal være sammen om det. 
Vores hjem bliver vores private base, hvor der skal samles energi til at håndtere den fabelagtige, vejr-ekstreme, ildelugtende, energiske, smukke, strækkende-mod-himlen, hurtige, kreative, altomfavnende, altafvisende by, som snart er vores hjem - New York City.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar