Rejsen til Amerika

I dag er det 1 uge siden, at Christian satte af sted på vores helt egen Rejsen til Amerika.

Siden da er vi:

- tjekket ind på et Hilton "discount" hotel (og det er sådan med hoteller, som er til at betale i New York, at man får 3 overraskende gode dage, og så begynder problemerne at melde sig, skulle det vise sig).

Pæn udsigt fra værelset...det første værelse

 - blevet rimelig ok til at subway'e os omkring (personligt er jeg helt pjattet med konceptet, for det er det ULTIMATIVE menneskelige forstørrelsesglas!)

- blevet blæst omkuld af den mængde af papirarbejde, som ALT i New York kræver - at begynde på et arbejde, at åbne en bankkonto (almindelig bankkonto, vel at mærke, ikke en kreditkonto), at få social security kort, at få lov til at kigge på lejelejligheder og til sidst droningen af dem alle: at få lov til at skrive under på en lejekontrakt på en lejlighed....36 sider!)

Hjem, pr. 15.august - YAY!

- fået fantastisk, og billig, manicure og pedicure (mig, ikke Christian, trods alt)

- fundet et helt genialt økologisk supermarked

- været oppe i det røde felt et par gange, men landet blødt igen, fordi....vi er jo i New York

Jeg begynder at indse, at det forholder sig sådan med den her by, at hun minder lidt om flere af mine elskede veninder: hun rummer så meget, at hun giver mig åndenød over hvor helt igennem smuk hun er! Når jeg kigger op og ser bygningerne tårne sig op over mig, kan jeg simpelthen ikke lade være med at smile. Og så står man der som en lalleglad turist med snuden vendt mod himlen, indtil man er ved at blive trampet ned afalle de mennesker, der har helt ekstremt travlt hele tiden på gaden. 

Så har de heller ikke mere travlt i byen...Boat House i Central Park

Hun rummer endeløst mange gode historier, og jeg bliver aldrig træt af at høre dem, fra alle de mennesker, som er i byen. Eksempel: da jeg sad og ventede 1,5 time på social security kontoret (dyb indånding), sætter en mand, i ca. 50'erne, sig ved siden af mig med sin bunke papirer og smiler venligt til mig. Vi sidder lidt der i tavshed, indtil hans mobil ringer. I den anden ende er en helt utrolig vred kvinde. Han lytter tålmodigt til hendes galde, som jeg kan høre, fordi hun taler så højt. Han prøver at forklare sig roligt et par gange, mens jeg kan høre "you lying piece of....." og "don't you tell what to do, you...."" flyve ind i hans ører. Til sidst kommer der en gangster svada ud af hans mund, leveret helt roligt og i et lavt stemmeleje, som er så imponerende, at jeg ville ønske, at jeg havde optaget den. Vred kvinde pipper "Ok, talk to you later", og så lægger han på, smiler undskyldende til mig og siger "sorry 'bout that". Og jeg kan helt ærligt sige til ham "no problem", for han har lige leveret mig en scene, som jeg er rimelig sikker på, at jeg har set før i en film. 

Nævn en film 1

Og sådan er det med flere af de ting, som sker rundt om mig hver dag: jeg synes hele tiden, at jeg har oplevet det før, fordi jeg har set det i en film eller i en tv-serie. Eller måske er det netop fordi, at jeg simpelthen synes, at jeg kender New York, fordi hun er som mine veninder: altid i fart, knivskarp, fyldt med gode historier, varm(!), kærlig, sjov og sidst men ikke mindst: noget af en bitch, når det passer hende. Det skal man kunne være, hvis der bliver trådt på en og man har brug for at svare igen. Og det kan New York.

Nævn en film 2

I dag gav hun mig en røvfuld, men hun skyndte sig at gøre det godt igen:

Når man lige er flyttet til byen, er alting nyt og alting bliver gjort for første gang: finde den rigtige mælk til morgenmaden, købe frimærker (ja, det er nødvendigt, når der skal sendes sneglepost til offentlige DK), købe den rigtige deoderant, finde de rigtige vitaminpiller, prøve at udvælge et sted at købe frokost (der er jo helt tosset mange valgmuligheder overalt!) osv.

Tak for frokost-spiseplads i Central Park, Ruth & Stan

I dag startede jeg oppe på den høje klinge, på grund af hotellet. Jeg vil ikke kede med detaljerne, men vi er nu på 5.værelse på hotellet, og jeg er ikke sådan en, som klager over noget, medmindre det er helt galt. Det brugte jeg 3 timer på.
Herefter skulle jeg prøve at finde nogle forskellige dagligdagsting, som jeg ikke lige havde regnet med var umulige at få herovre (går New Yorker mænd kun med AXE deo?), når jeg nu til min store fryd havde fundet skyr og speltbrød :-D
Dullen i supermarkedet havde åbenbart set sig gal på mig, for da jeg spurgte efter frimærker til international post, sendte hun mig af sted til et posthus 14 blokke væk. Da jeg nåede frem, fortalte den søde posthusmand mig, at jeg havde passeret 2 andre på vejen. Sæk.

Big Bird, over and out

Så jeg surmulede mig lidt ned ad gaden, snublede over en kantsten og tabte min kaffe. Jeg var lige ved at råbe nogle rigtig grimme ord på dansk, da jeg kiggede op og så en konvoj af blinkende Escalades. Gaden var spærret af og folk stod og kiggede hen mod bilerne. Så satte bilerne i fart, alle vinkede til bilerne, og jeg prøvede at kigge ind af de tonede ruder, da de kørte forbi, men jeg så kun nogle meget alvorlige Secret Service mænd. Jeg gik hen til en politimand og spurgte ham, hvem der sad i bilen, der var kørt forbi, "The First Lady, Mrs Obama, ma'm". Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg fik kuldegysninger og blev lidt rørt.

First Lady on the move

Det kan godt være, at den her by engang imellem bitcher ud på de nyankommende og lige skal sætte sig i respekt, så man ikke fejlagtigt tror, at man kan tæmme hende. Og det er sådan set ok, for efter hun har kørt sin attitude af på en, sørger hun for at give et kærligt kram og minde en om, at man er den heldige, fordi man får lov til at bo i verdens fedeste by, New York.

Ikke mit billede, men se! Hun er så smuk.