Patriarkisk brunch - en advertorial

-af Anne-Sofie Hein
Nedenstående blog indlæg sendte jeg egentlig til VIPP, som et oplæg til en advertorial. Personligt var jeg ret vild med vinklen, men de bed desværre ikke på mig, selvom den marketingansvarlige skrev tilbage, at jeg havde gjort hende lækkersulten.

Forhistorien er, at VIPP nu har begivet sig ind i køkkenområdet med produkterne brødkasse, morgenmad-på-sengen-bord og salt & peber sæt. Det giver jo meget god mening, når man designer boligprodukter, at udvide sortimentet til hjemmets andre rum, men når man er synonym med toiletspanden, toiletbørsten og andre badeværelsesprodukter, er springet til madvarer...lidt akavet.

Derfor var min vinkel, at man skulle snakke mad, mad, mad og ændre samtalen. Sagt med Don Drapers ord: "If you don't like what's being said - change the subject". Det vil sige - løb hurtigt i den anden retning, læg fokus på indretning, mad og hjemmet.

Min idé var derfor at fokusere på advertorials, som ikke mange annoncører i Danmark kan finde ud af bruge, ej heller magasinernes annonceafdelinger. Kombinér den annonceringsform, som er relativ ny i Danmark, med den enormt voksende madinteresse i Danmark og det faktum, at Danmark har rasende mange madbloggere (I should know).

Resultat: advertorials i magasiner i mad blog format. Her er et eksempel, som ledsages af et billede af det opdækkede bord med VIPP produkterne i fokus:

Når man møder manden i sit liv og skal giftes, er det samtidig en sammensmeltning af to familier. Søndag afholdtes derfor Den Patriarkiske Brunch på Vesterbro. Og hvordan gør man så dét bedst? Man gearer ned, slapper af, fylder lejligheden med nybagt brød duft og små overraskelser i kokotter.
Her er menuen, som var ledsaget af hyggelig jazz, gamle røverhistorier om hjemmebryg og masser af grin:

Hjemmebagte boller6 store boller
En kvart pakke gær
3,5 dl lunkent vand
Salt efter smag
Et skvæt smagsneutral olie
150 gram grahamsmel
300 gram hvedemel
Start aftenen før
Opløs først gæren i vand, med salt og olie.
Bland herefter begge slags mel i
Det bliver en meget løs og våd dej, og det skal den være.
Vikl et viskestykke omkrig skålen og stil den i køleskabet
Om morgenen tager du skålen ud, former 6-8 boller med en ske, drysser lidt salt og valgfri kerner over.
200 grader i 17-18 minutter (varmluft)
Server med lækre oste og marmelader
Brunch i en kokotte, 6 personer
1 rulle butterdej
6 ægg
6 skiver bacon
6 spsk sødmælk
salt og peber

Form en skal af butterdej, som du forer de små kokotter med, først en lang strimmel og bagefter en bund.
Slå et æg ud i kokotten, drys små tern af stegt bacon ned (1 strimmel per kokotte), hæld forsigtigt en spiseskefuld sødmælk i, krydret med salt og peber, oven på og rør forsigtigt rundt, uden at prikke hul på blommen. Sæt i ovnen ved 200 grader i cirka 10 minutter, indtil overfladen er stivnet, men mens blommen stadig er flydende.

På bordet:
Små spicy pølser
Græsk yogurt med ahornsirup og friske bær
Friskpresset appelsinjuice med jordbær
Forskellige oste

God fornøjelse:-)

Spuntino: rutineret, velkørt og forudsigeligt

-af Anne-Sofie Hein

Madanmelderne skal støves af
Her kommer en sten i skoen: madanmeldelser efterlader mig meget tit frustreret. Jeg elsker som bekendt mad, at spise den, at læse om den og at snakke om den, så jeg burde elske madanmeldelser, og det gør jeg til dels også. Men hvorfor skal det være så kedeligt skrevet? Hvorfor skal anmelderne altid fortabe sig i lange og tørre diskussioner om vinkort, syrebalance i maden, teste (og til tider ydmyge) kokkens viden ud i krogene og i det hele taget tage alle følelserne ud af oplevelsen?
Det vil jeg virkelig gerne gøre op med. Når man er ude at spise, er det en helhedsoplevelse - hvem er de andre i restauranten, hvordan får tjenerne en til at føle sig, hvordan lander maden på smagsløgene og i maven og føler man sig tilfredsstillet og rigere, efter at have skrevet under på dankortkvitteringen? Der er ikke nogen madanmelder-skole, så jeg kan heldigvis gøre, som det passer mig, og det vil jeg så gøre.

Det bliver følelsesladet og fyldt med personlige betragtninger, til gengæld er der meget lidt om vinens komplementaritet og kokkens viden om sicilianske madtraditioner - for det interesserer ikke mig og formentlig heller ikke dig, hvis du bare gerne vil vide, hvor man kan få en hyggelig aften, spise noget god mad og slingre hjem i fantastisk humør.

Det gamle BB
Min barndomsveninde og jeg deler en kæmpe kærlighed til mad og har begge et meget tæt forhold til vores mave og dens behov. Vi har fornylig etableret en mødekombination af hygge-og-følgen-op-på-livet med nye-restauranter-i-et-tilnærmeligt-prisleje-som-lyder-spændende. Sidst var vi på Mother i Kødbyen, og det skal jeg huske at fortælle jer om senere.

Mandag aften var vi dog på Spuntino, som er nyeste skud fra Cofoco menneskerne, som bekendt af madverdenens svar på Coldplay - they never mess up. Ikke sådan helt eklatant i hvert fald. Den ligger, hvor den gamle Berntsens Ballade lå, og intet er stort set ændret fra dengang i indretningen.
Men hvorfor også ændre et hyggeligt lay out? Der er hyggeligt, god akkustik (en ting, som ellers virkelig kan ødelægge en god aften) og rustikt, men ikke på den autentiske Vesterbro måde, som de færreste Vesterbro borgere alligevel ikke rigtig gider længere. Der er hyggeligt!

Der var fyldt på en mandag aften og når jeg kiggede mig omkring, kunne jeg se et andet venindepar, en del voksne familier uden børn og et enkelt familieselskab på 10-12 mennesker. Jeg ved aldrig helt, hvor jeg skal gøre af mig selv, når sådan et selskab begynder på en talerrække - skal vi allesammen så holde mund og lytte til familiens høhø- og snøfthistorier? Herudover var der en voksen vennegruppe, bestående af 4 nydelige mænd i 50'erne, som slog over i flydende italiensk, da de bestilte. Blæret.

Pellegrino som ledsager
Min veninde havde haft en travl dag og glemt at drikke nok vand, så vi slog os på Pellegrino flasken og jeg tog rollen som wino på mig og bestilte et glas pinot grigio. Alle vinflasker (delt ind i bobler, hvid, rød, sød med cirka 5 valg i hver kategori) kunne købes på glas - dejligt! Jeg er ikke sommelier, men bliver jævnligt bombarderet med vinlærdom, så jeg følte mig nogenlunde sikker på, at mit glas kunne gå til forret såvel som hovedret, hvilket da også viste sig af holde stik (note to self: husk at prale). Derudover kan det godt være, at der er noget vandsnobberi i Pellegrino, men det smager altså godt!

På bordet kom først en kurv med autentisk italiensk brød (den slags, som på en eller anden måde både har sprød kant, er saftigt i midten og med gigantiske huller, uden man føler sig snydt) og den lækreste lille buttede flaske med velsmagende olivenolie.

Velsmagende forretter på skærebræt
Spuntino menu
Jeg havde lyst til stor smag og noget blød tekstur, så jeg valgte andelevermousse til forret, og min veninde jomfruhummer. Vi forelskede os begge i serveringen på rustikke skærebrædder, hvor hver forret var anrettet - godt tænkt, når nu temaet er det rustikke Italien. Min mousse var både kraftig og kærlig, med portvin i smagen, men på den diskrete måde. Ingen slemme flashbacks til de tidlige 90'ere, hvor man nærmest blev fuld af sådan en portion. Mousse ægget lå på en bund af syltede rødløg, mens sprøde flager af pancetta klyngede sig til ægget og 2 skiver ristet brød, af samme slags som velkommen-brødet, omkransede set-up'et. Det smagte skønt! Min venindes jomfruhummer var kogt perfekt med en hvidløg og persille dressing på sig og en medfølgende mascarpone creme, som friskede godt op med citrus, men ikke på den parfumerede måde. I det hele taget var smagene godt afstemte og man fik indtrykket af, at alt var nøje afstemt og indøvet.

Velkørte hovedretter
Hovedretterne...her blev jeg misundelig på min venindes bestilling, som var canneloni med spinat, brunet smør, salvie, parmasan og pinjekerner. Enkelt anrettet og autentisk. Jeg fik i stedet dagens fisk, som var slethvar med artiskokbunde, ansjos, kapers og en skysauce. Det smagte godt og de skape kapers og ansjoser stod godt til den faste fisk. Men lidt kedeligt. Pancettaen ville have stået godt til retten, tror jeg. Der manglede noget "mmmm". Desuden vil jeg rigtig gerne advares, når fisken serveres på benene, for det kunne man ikke umiddelbart se. Jeg har store traumer fra barndommen, hvor jeg skulle sidde og gnaske tørt rugbrød for at lirke et fiskeben væk fra min lille barnehals. Det ødelægger ligesom stemningen lidt.

Vi bestilte begge en enkel grøn salat med balsamico som side order, som hverken var mere eller mindre end som beskrevet - lidt sprødt og syrligt til alt det bløde.

Overflødige desserter
Vi kunne meget snildt være stoppet her, for portionerne var rigelige, og da Spuntino kører med 2 seatings og vi havde valgt den tidlige, var vi ikke sådan helt gammelsultne (og brødet var som sagt rigtig lækkert - hvornår lærer man at lade det stå?!). Men, og det er så her, at man mærker maskinen bag Spuntino - det er 3 retter for 275,- og sådan er dét. Du kan ikke bestille 1 eller 2 retter, eller jo det kan du godt, men så skal du stadig betale 275,- for det. Så vi lagde en hånd på maven og bad om to nonna, fordi det lød friskest. Spuntinos nonna kan bedst beskrives som en æblekompot, som har været igennem en lidt krydret kogning, hvor en crumble af mandler og makroner giver et sødligt bid og toppet med en kugle vanilieis, hjemmelavet tror jeg, men jeg vil ikke lægge hovedet på blokken. Øverst, og det vekslede vi lige et blik over, lå friteret rosmarin. Som min veninde sagde "skal vi nu til at smage lam i isen?", men det gjorde man ikke. Friteringen havde fået noget sødligt frem i krydderurten, som egentlig gav ok mening. Jeg havde dog ikke behøvet det. Jeg havde sådan set slet ikke behøvet dessert, så måske jeg var lidt farvet i mine tanker.

En italiener og to danskere
Hvordan var betjenningen så? Vi var igennem 3 tjenere, som alle var søde og venlige, omend ikke falde-på-halen-opmærksomme. En enkelt tjener var italiener (som overhørt ved ankomsten ved de 4 mænds bord) og viste os nåde ved at tale engelsk til os. Jeg er ok med en engelsktalende tjener, det er fint. Især når det er fordi han er italiener på en italiensk restaurant. Jeg er bare glad for, at de øvrige to kvindelige tjenere ikke var svenskere. Det er jeg nemlig ved at være godt og grundigt træt af. Men det er en helt anden historie, som jeg ikke skal trætte med her.

Helt efter planen var vi ude af døren klokken lidt i 9, uden at være blevet prikket på skulderen og mindet om vores lovede udsmidning. Det var rart og viser jo også bare, at de kan deres kram på Spuntino og kan time betjeningen optimalt, uden man føler sig skyndet på.

Mangler lidt fanden-i-voldskhed
Jeg ved ikke helt - jeg manglede nok noget galskab fra Berntsens Ballades tid. Det var et rutineret, velkørt og ordinært+ besøg, som jeg sagtens kan finde på at besøge med min søster, veninder, kæreste + venner etc., før en biograftur eller en anden aftale, for man er sikker på ankomst og afgangstidspunktet, og at man er mæt og tilfreds bagefter uden de helt store emotionelle oplevelser.

2 mennesker, dog kun med et enkelt glas vin og en flaske Pellegrino  (ser først nu at de glemte at tage penge for flaske nummer 2) blev 695,-, hvilket må siges at være overordentlig rimeligt for 3 retter til 2 personer på et stabilt godt niveau.

Det her begynder mere og mere at minde om en anmeldelse af en Toyota med 5 døre og plads til hele familien, og det er ikke helt fair. Spuntino har nemlig en vigtig kvalitet, som skal nævnes: det er madglade mennesker, som kommer på besøg - eller det er i hvert fald min tese. Folk smagte godt på maden, diskuterede maden og smagte hos hinanden - DET kan jeg godt lide!

...med lidt hjælp fra pastaen

-af Anne-Sofie Hein

Efter en lang dag i går, måtte jeg sande, at jeg havde et stort spørgsmål, som jeg måtte have hjælp til at besvare.
Så jeg lavede en hurtig aftale med en veninde om at mødes og angribe sagen lige på og hårdt. Med pasta og rødvin.

Vi endte på min spisestue nummer to: Café Høegs. Se, hvis du bor på Vesterbro eller kender Vesterbro godt, behøver jeg med garanti ikke at præsentere Høegs yderligere. Til jer andre kan jeg kun sige: man går aldrig derfra med fornemmelsen af "hmmm....det var ikke sådan helt godt, vel?" Eller jo, jeg er én gang gået derfra skuffet, men så kan jeg lære, at jeg skal lave min creme brulé selv.

Café Høegs bliver besøgt af alle: barselsmødre, venner før en koncert på Vega, venner før en bytur, kærestepar som ikke gider lave mad, bedsteforældre, naboerne. Alle. De tilbyder alle de gængse caféretter (og deres burger er altid kvalitet), men har også de varme retter om aftenen, som min veninde og jeg valgte. Ens bestilling kommer altid indenfor 10 minutter, varm, veltillavet og serveret med et smil.

Det var nemlig en af de aftener, hvor vi begge havde brug for kærlighed på en tallerken = varm cremet pasta med laks, champignoner, parmasan og rucola. Jeg ville ønske, at jeg havde bestilt husets limonade, for bitterheden ville have passet perfekt til den. Pastaen var blød, men havde alligevel lidt bid og druknede ikke i fløde. Stykkerne af laks faldt i flager, parmasanen gav lidt kant sammen med ruculaen og champignonerne gav variation midt i alt det milde. Love on a plate!

Jeg skal være den første til at sige: Høegs er ikke gourmet. Det er ikke engang en restaurant. Men de fejler aldrig, når man har brug for at verden lige lader være med at ændre sig i 5 minutter, så man kan få ro på tankerne og en tilfreds mave.
Mit drømmejob er at skrive om mad og om livet. Blandt andet hvorfor mad smager bedst, når man lever livet og hvorfor livet er lidt mere håndtérbart, når man spiser cremet pasta? Jeg håber, at det er et job.

Der er længe længe til...

-af Anne-Sofie Hein
Det er ikke nogen hemmelighed: jeg er ikke verdens mest tålmodige mennesker. Ikke engang Vesterbros mest tålmodige menneske og muligvis ikke engang denne lejligheds mest tålmodige, for ARGH - hvor jeg dog ikke duer til at vente på svar efter en samtale!!
Det er muligvis min egen skyld, fordi jeg lægger liv og sjæl i hver ansøgning, som jeg sender ud. Når jeg først læser et opslag, begynder jeg allerede dér at forestille mig selv arbejde i netop dén virksomhed, med netop dén chef og i netop dét område.
Det bliver ikke bedre, når samtalen er overstået. Jeg besøger muligvis deres hjemmeside en del og googler måske også deres medarbejdere lidt på Linkedin. Det er jo godt at kende ens kollegaer lidt på forhånd. En enkelt optimal cykelruteplan bliver det nok også til. Derudover beslutter jeg mig hver gang for ikke at fortælle til nogen, at jeg har søgt den stilling, fordi jeg ikke vil lægge for meget pres på livets karma. Med andre ord: jeg dater et job og endda lidt som en stalker. Jeg er Sarah i Love Actually.

Det er da heldigt, at jeg om 1 uge skal kokkere en 5 kilos gås, 1,5 kilo kartofler, uanede mængder mandler, fløde og en lang liste af andre julegodter. Forhåbentlig er det en meget forstående gås, for den skal høre på min skøn- eller klagesang, mens jeg propper svesker og æbler op i måsen på den.
Stakkels gås either way.

Morgen-Middag-Aften

-af Anne-Sofie Hein
Jeg blev medlem af Eat, Pray, Love gruppen på Facebook, efter jeg havde læst bogen, men før jeg havde set filmen. Forstå mig ret - filmen var da ok og havde flotte billeder fra Bali, men den fangede på ingen måde den følelse, som bogen gav mig. Jeg kunne SMAGE hendes måltider i Italien, mine tanker fløj også væk, da hun ikke kunne finde meditationsro i Indien og jeg kunne mærke Felipes arme bære mig i Bali. Men vigtigst af alt: jeg kunne fuldt ud relatere til hendes karakteristisk i Italien: una buona forchetta = madøre.

Nå, men tilbage på sporet: Facebook gruppen. På siden spørger de medlemmerne, hvad deres yndlingsmåltid er: morgenmad, frokost eller aftensmad. Hvorfor ikke bare spørge, hvilket familiemedlem, der er deres yndlings?

Morgenmåltidet er mit ømme punkt og der, hvor jeg er mest følsom overfor min maves præference lige præcis den dag. Hvis jeg ikke har lyst til den sædvanlige AXA müsli med mælk, er der INGEN måde, hvorpå jeg kan få min krop til acceptere det. Jeg kan ikke gå på kompromis med præferencerne om morgen. Niks. For tiden skifter jeg mellem den omtalte AXA müsli, hjemmebagte grovboller og havregryn med rosiner og mælk. Jeg tænker tit, at der inde i min morgen-mave bor en 3 årig kræsen og stålsat pige.
Yndlingstidspunktet er, når jeg drikker den først sip af den varme kaffe og mærker kroppen langsomt vågne, mens jeg bryder den 7-8 timers lange faste.
Morgenmaden skal vække mig nok til at jeg kan tænde min mail og planlægge dagens jobsøgning, opfølgning eller decideret stalking af potentielle arbejdsgivere.

Frokosten er mere fleksibel. Jeg fandt fornylig ud af, at jeg ikke er alene med én af mine yndlingsspiser til frokost: en humpel kernerugbrød med karrysild. Min veninde deler denne forkærlighed og nu har jeg så for første gang lavet high five i SuperBest over karrysild. Det smager fantastisk! Andre favoritter er samme rugbrød med varm økologisk okseleverpostej med økologiske rødbeder. Jeg er ikke fanatisk med økologi, men lige præcis de to produkter smager væsentligt bedre end deres ikke-økologiske fætre. Hvis jeg ikke er i humør til rugbrød, og ikke er ved at dø af sult efter træning (som jeg nu har rykket op til om formiddagen...fordi jeg kan), koger jeg noget grovpasta og vender det med lidt Philadelphia med purløg, salt, peber og røget laks i mini stykker eller måske med lidt tomatbiksbaks og mozarella.
Hovedformålet her er selvfølgelig at tilfredsstille kroppen efter træningen, men jeg kan ikke stå hovedløst bøjet over en dåse tun og et glas kakao. Det skal føles frisk, energifyldt og gerne med lidt bid i, så jeg ikke sløver hen til eftermiddagen, som er en jobsøgendes peak-period.

Om eftermiddag slår virksomhederne og jobsites nemlig deres nye stillinger op. Omkring kl.15-16 sidder jeg derfor parat med en varm kop tempel te og noget crunch. Crunchen kan være hjemmebagte knækbrød, pebernødder eller måske en hjemmebagt bolle. Det skal være comfort food, mens jeg viser bisserne frem og løfter halen, i mine ansøgninger.

Det er også omkring det her tidspunkt, hvor vi i december måned får trukket gardinerne for sollyset og ikke længere kan se, om istapperne kommer susende mod os på gaden. Så det er nok smartest alligevel at blive indenfor. Jeg får nogle af mine bedste idéer i løbet af den blå time, fordi jeg rent kreativt peaker på det tidspunkt. Jeg elsker den blå time og min varme kop te.

Så kommer vi til aftensmaden og det er ingen hemmelighed, at Christian og jeg de sidste 3 år har gjort vores til at forsørge mange caféer og take-way steder på Vesterbro: Høeghs, Thai Away, Taco Shop, Chili Mili, Sticks & Sushi,  Kokken & Karry, Gastronomia etc. Når man først kommer sent fra kontoret, er madkreativiteten borte og jeg magter ikke at slås med andre kontortrætte mennesker ved køledisken i Superbrugsen. MEN disse dage får jeg hygget igennem med madlavningen og det er faktisk lykkedes at skabe en form for kompromis mellem Christians forkærlighed for traditionel dansk mad og min for fisk, grøntsager og store smagsnuancer. I aftes f.eks fik jeg kombineret strimlet kylling, stegt på panden med stærk karry, mango chutney, lidt creme fraiche, salt og peber, til sidst vendt med kogt fuldkornspasta og ærter. YUM!
Aftensmåltidet skal forberede min mave på de kommende 7-8 timers faste, mens jeg sover, så det skal mætte godt, uden at slå mig omkuld. Det skal nære, uden at hidse maven op og det skal tilfredsstille alle smagsløgene, så jeg kan lægge mig under dynen nogle timer senere og glæde mig til næste dags jobsøgning, gode idéer og uventede muligheder.

Jeg kan ikke vælge mit yndlingsmåltid, for hvert måltid møder forskellige behov og formål.
Man kan jo ikke være en kreativ jobsøger på tørt brød og myseost, vel?

Blogsammenføring

-af Anne-Sofie Hein
Jeg har en tilståelse: jeg har skrevet på to blogs på samme tid. Jeg elsker begge meget højt, men der er efterhånden tegn på, at de burde smelte sammen. Mere om det senere...

Det er egentlig tankevækkende, at en blog om jobsøgning føltes uforenelig med en blog om min hobby. Jeg tænkte dog, at min blog om jobsøgning burde være saglig og konkret, hvor jeg kunne baske lidt mere med ordene i hobby bloggen. Lige indtil en veninde gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke baskede nok i min blog om jobsøgning. Hun savnede at kunne se mig i ordene.
Herudover har der i den sidste uge været en del korrespondance frem og tilbage om jobs, som på mange måder drejer sig om mad.

Derfor kommer der nu om lidt 3 indlæg til hygge-læsningen - alle om mad ("Hvorfor mad er så fantastisk", "Madøre" og "Thanks-no-so-giving".

Og for at spinde tråden mellem dem yderligere: i dag udnyttede jeg den bidende kulde og den helt fænomenale søvn, som udspringer af de seneste 2 måneders energi-opladning og komplette mangel på stress i mit liv.
Jeg er ellers ikke en fan af gammeldags dansk mad, men i dag gjorde jeg en undtagelse, fordi min store kærlighed arbejder hårdt og fordi han er min trofaste støtte i alle mine jobovervejelser. Jeg lavede wienerschnitzel. Med brasede kartofler, citron, peberrod, kapers og ærter. Og jeg satte ketchup på bordet af mig selv. DET er kærlighed!

PS. Perchs hvid tempel te er god efter sådan en omgang dansk mad, bare lige for at minde dig selv om, at du stadig er ung. Og lækker.

2 pers.

2 kalveschnitzler, størrelse afhængig af appetit og dine pander
1 æg
God rasp (ikke den der pose til 5 kroner - det er høvlspåner)+salt+peber+den hemmelige ingrediens (nu knap så hemmelig): en knivspids hønsebouillon pulver
Smør og olie til du skammer dig

2 citronskiver
2 tsk peberrod
2 tsk kapers
evt. 2 ansjosfileter, hvis du magter lugten

Kartofler
Ærter

Kog kartoflerne til de er møre, hæld vandet fra og lad kartoflerne kølne lidt af ved at skære dem i halve eller kvarte, afhængig af størrelse.

Tag kødet ud af køleskabet, så det ikke er helt koldt, når du arbejder med det.
Bland imens rasp, salt, peber og hønsebouillonpulver i en dyb tallerken
Pisk ægget sammen i en anden dyb tallerken.

Læg hver schnitzel mellem 2 stykker vitawrap og bank dem tyndere med en bagerulle. De skal ende på cirka 1 cm tykkelse, men det er en smagssag. Personligt kan jeg godt lide dem lidt tyndere.

Dyb herefter schnitzlerne en efter en i først det sammenpiskede æg og bagefter rasp blandingen. Det er ikke særlig kønt eller praktisk, for det sviner en del. Læg herefter kødet på en tallerken, klap lidt ekstra rasp blanding i kødet og lad kødet stå for at trække æg og rasp til sig, i cirka 5 minutter.

Varm en pande op til en lidt over middel varme og lad smøret bruse af. Steg herefter kødet i en blanding af smør og olie, cirka 3-4 minutter på hver side. Pas på at pandevarmen hverken er for høj, så raspen sortner før kødet er færdigstegt eller for lav, så raspen bliver blød.

Når kødet er færdigt, lægges det i et varm fad med sølvpapir over, i nærheden af varmen, mens kartoflerne vendes på panden og får lidt farve og ærterne koges.

På med den lille hat af citronskive+kapers+peberrod+ansjos på kødet og server kartofler og ærter til.

Thanks not-so-giving

-af Anne-Sofie Hein
 

Gennem mange år har jeg hver november ærget mig sådan over, at jeg ikke havde tid til at svinge en komplet thanksgiving middag sammen. Ikke fordi jeg er vanvittig tosset med kalkun, men fordi det er sådan et dekadent og overdådigt måltid med så meget tilbehør, stuffing og tærter med søde kartofler osv.

Det lyder som en Sisyfos middag og jeg har derfor researchet og lavet excel ark i vildskab gennem de sidste par uger, da jeg ENDELIG havde tiden og endda havde fået overtalt en intetanende tidligere kollega til fortære kalkunen med mig og kæresten.

Men så nemt er det ikke at skabe en original Thanksgiving middag i Danmark viser det sig. Jeg havde først undersøgt kalkun priserne hos min lokale slagter og blevet enig med mig selv om, at hans kalkuner var alt for store og dyre til kun 3 personer. Jeg regnede derfor med, at jeg kunne finde en mindre af slagsen i et almindeligt supermarked. Hvis dette glippede, havde jeg en plan B parat - at stuffe et kalkunbryst.

På indkøbslisten stod der endvidere ingredienserne til en pecan pie, sweet potato mash, onion and apple stuffing, green beans, cranberry sauce and corn bread. Det er trist, men sandt: de danske supermarkeder delte ikke mine begejstring for den amerikanske højtid, og medmindre jeg ville satse på at tø en 5 kilos kalkun op på 12 timer og derudover besøge flere end 4 supermarkeder og finde drem til deciderede amerikanske specialkøbmænd, måtte jeg opgive projektet.

Så i aften står den på pad thai og pecan pie. Men mon ikke også pilgrimmene ville have haft bedre af en sund og nærende omgang hjemmelavet thai mad i virkeligheden? Lad os sige det...