XXX - Food Porn

Første gang jeg stødte på begrebet food porn var i skuespilleren Neil Patrick Harris', aka Barney Stinson, tweets. Hans størrelse taget i betragtning er det egentlig utroligt, at han kan spise så meget lækker mad, men det kan han! Hver gang han er ude med sin umanerlig pæne mand, er han så hensynsløs, at han poster billeder af den mad, han spiser. Heldigvis er han ikke den store fotograf, så smerten er til at bære.

"Dinner last night in Florence. Sweet heaven, the pizza here is superb"

Skuespilleren har på nuværende tidspunkt taget konsekvensen af sin mad-passion: han har oprettet en Twitter profil, som er dedikeret til food porn (@NPHFoodPorn). Han har min stemme...og follow.

Jeg blev nysgerrig og prøvede at google mig frem til food porn begrebets oprindelse...og det er der delte meninger om. Definitionen er dog:

Food porn is a glamourised spectacular visual presentation of cooking or eating in advertisements, infomercials, cooking shows or other visual media, foods boasting a high fat and calorie content, exotic dishes that arouse a desire to eat or the glorification of food as a substitute for sex. Food porn often takes the form of food photography and styling that presents food provocatively, in a similar way to glamour photography or pornographic photography/Wikipedia

Okay...så definitionen på food porn, i følge Wikipedia, - er, at det er MÅDEN, hvorpå maden bliver vist, som er pornografisk, i dets provokerende og sex-substituerende form. Det findes der desværre nogle rimelig skræmmende eksempler på, som jeg ikke vil udsætte jer for. Men lad os bare sige, at jeg ikke ser klementiner på helt den samme måde længere. 

Hvem startede så med at pornoficere den uskyldige mad? Wikipedia giver følgende eksempler:

1. Jim Lahey brugte det i forbindelse med promoveringen af sit bageri, Sullivan Street Bakery & co 

Restaurant. 

- Bevares, manden er da nydelig på sin hjemmeside, og han binder an med lidt "Get a loaf" (er det overhovedet frækt?), men personlig kan jeg ikke se skyggen af food porn på hans hjemmeside.

2. Nigella Lawson 

- Kvinden som kan få en æggeblomme til at se sexet ud og en køkkenmaskine til at lyde som en orgasme. Hér vil jeg give Wikipedia ret! 

NIgella Lawson - som pasta bør spises

Og så mit eget personlige eksempel: 

3. Paul Cunningham

- Hans kogebog er ikke kun spækket med lækre opskrifter og smukke fotos af samme. Han krydrer det med lidt...inspirationsfotos, om du vil: 

Fra Paul Cunningham "Incognito Royal"

Jeg har nok tabt halvdelen af læserne på nuværende tidspunkt med ovenstående billede, men prøv at scrolle ned, så I ikke kan se damen med blæksprutten og koncentrer jer...

Så er der food porn hjemmesiderne:

www.foodporndaily.com - fantastisk hjemmesidenavn! Vælg mellem sequential og random og vælt dig i dryppende, skinnende, sivende fotos af mad. Hjemmesiden har endda samlet de bedste fotos og opskrifter og udgivet en kogebog ved navn "Food Porn Daily - The Cookbook". 

www.foodporn.net - med undertitlen "if we don't make you hungry, no one will". En hjemmeside som er dedikeret til billederne af mad. Ingen opskrifter, ingen snak. Hardcore porn

www.skinnygourmet.blogspot.com - lad mig starte med at sige: allerede ved navnet på siden, stod jeg af. Det bliver ikke meget bedre i indholdet: en forsker-værdig dissekering af begrebet food porn. Og jeg citerer: 

If we break down a photograph of food as a cultural object, we can better analyze how each of its constituent parts contributes to the final sensation of some photos being more or less "food porny." When we observe a photograph of food, the food object itself may evoke somewhat pornographic imagery, as with dripping sauces or phallic foods. Furthermore, a particularly elaborate or exotic presentation of the food may also draw on pornographic sensibilities.

BESKIDTE profiteroles! Foto: Rick Poon

Så fik vi ligesom drevet alt det sjove ud af food porn.

Og fordi det er min blog, kommer her min definition:

Food porn er:

- at ligge i sin seng og læse kogebøger som aftenlæsning

- at være lækkersulten og blive tilfredsstillet under Food & Drink på Pinterest

- at snige sin iPhone op af tasken og tage billeder af ens mad, når man er sikker på, at ingen ser det, fordi man gerne vil genopleve oplevelsen senere

- at stoppe op i 8 sekunder og beundre en helt perfekt avocado, når man har skåret den igennem

- at holde ægte kaviar i munden uden at tygge, fordi det bare føles SÅ godt

- at holde weekend på sofaen med Masterchef Danmark

- at læse op på Mira Arkins mad blog, inden man læser op på politiken.dk

Food porn er et sjovt begreb og skal ikke tages så seriøst. Det er illustreret passion for mad, og dét kan man kun elske! 

Social Media har fået passionen ud af busken og ind på skærmen, så vi kan dele perversiteterne.  Let's indulge...

Foto: Serenity Cupcakes

Foto: www.yourownchef.co.uk

Foto: Peter Borring for Louisa Lorang

Foto: Mira Arkin

#2...and that ain't bad!

Helt generelt er det lidt tyndt at være nummer 2: man kan dårligt nyde triumfen over at have sneget sig op på skamlen, ligesom nummer 3 kan, til gengæld kan man kigge lige op i vinderens næsebor og ærgre sig.

Men der findes undtagelser: eksempelvis når man er verdens 2. bedste restaurant. Så er man ret fantastisk. Det er El Celler de Can Roca. Jeg skal være 100% ærlig og sige: jeg havde aldrig hørt om stedet før! Tre brødre ejer og driver stedet, og i en artikel i Gastro fra 2011, fik jeg indtrykket af, at de virkelig havde forstået at uddelegere roller i overensstemmelse med hver brors spidskompetencer: vinkort, mad og dessert. Forretningen står den ene brors kone for. Sådan. 

De tre brødre

Min mands fætter + hustru havde ramt hovedet på sømmet, da de valgte bryllupsgave til Christian og mig: et besøg på El Celler de Can Roca i Girona, Spanien. I over 1 år havde de kendt til hemmeligheden, mens vi havde rystet lidt på hovedet, da de i august måned bad os om at reservere en weekend i marts:  måske lige lovlig god tids varsel, til en simpel babysitting af deres børn.

Men i oktober pakkede vi et indrammet billede ud, hvor de inviterede os 2 dage til Barcelona og 1 dag til Girona, hvor vi skulle besøge restauranten. 

Barcelona er sikkert kendt af mange, men jeg havde aldrig været der. Skøn by med masser af historie, skønt vejr og tapas retauranter i hobetal, som konkurrerede om vores opmærksomhed.

Barcelona

Dag 2 besøgte vi La Vinoteca Torres på Passeig de Gràcia. På boulevarden, med masser af mennesker, som havde pakket jakken væk i de 22 grader forårsvejr, dyttende scootere og råbende spanske kvinder, satte vi os på fortorvscaféen og lod armene falde ned i afslappet tilstand.

Min svigerfar havde anbefalet stedet og det var ikke svært at se hvorfor: et bugnende vinkort, skønne enkle retter med gode råvarer og masser af mennesker at kigge på.

La Vinoteca Torres

Min ret bestod af lækkert mørt lammekød, serveret med en fløjlsblød hummus, en stor skål saftige oliven, sprødt brød og kraftig olivenolie til at dyppe i. Himmelsk!

Christian fik cannellonier og Fætter kastede sig ud i risotto med rejer. Alle var vi til fulde meget tilfredse, også med valget af en kølig rosé og et glas champagne til desserten: rum baba.

Således mætte og lettere slingrende satte vi kursen ned ad Ramblaen.

Næste dag skulle slaget stå og efter 100 km i nordlig retning, ankom vi til Girona. Helt helt anderledes end Barcelona. En mindre by med små brostensbelagte gader, hvor ældre mænd med stok kiggede nysgerrigt på os, og hvor unge spaniere sad parvis på murerne, med ansigterne tæt på hinanden og rullede på r’erne. Skøn forårsstemning!

Girona

Lige så charmerende som området omkring Hotel Nord 1901 var, lige så kedeligt og anonymt viste området omkring verdens nummer 2 sig at være. Så vi skyndte os at tage et billede ude foran restauranten og åbnede den tunge dør ind til maden.

Vi blev mødt med åbne arme og en rigtig god idé: en guidet tour rundt i køkkenet (hvor vi måtte komme rundt – det vil sige selvfølgelig ikke til områder, hvor der var mulighed for at inficere råvarerne). Åh, der var så pænt! Alting stod parat i små bøtter, alting var organiseret og utrolig tjekket. Indgangen til køkkenet var eksempelvis domineret af deres idé-tavle, hvor alle kokke havde mulighed for at skrive idéer til retter og menu-sammensætninger. Og så selvfølgelig et par små diskrete awards hist og her.

Troldmandens værksted

Selve restauranten var genialt indrettet: man havde bygget en stor trekant rundt om et beplantet område med smukke høje træer. Det vil sige, at alle sad med udsigt til natur i midten af området, og alle kunne fornemme, at man ikke var de eneste i restauranten, men man havde absolut privatliv, da bordene var adskilt af små reoler, hvor maden blev anrettet, før den ramte bordene.

El Celler de Can Roca-stjålet billede, da aften-billedet ikke ydede stedet retfærdighed

Ligesom med Noma: der kommer ikke en komplet gennemgang af alle retterne, for det ville ikke give mening. Hvis du gerne vil besøge stedet, vil menuen alligevel være skiftet ud. Men her er den menu, som vi nød:

Menuen

”Hvilken slags mad var det?”- er nok det spørgsmål, som jeg har fået flest gange, og det er virkelig svært at besvare. Jeg var som før nævnt så heldig at blive inviteret på noma for kort tid siden, og deres køkken er uendelig nemt at klassificere: nordisk mad, med stor innovation og uovertruffen perfektion i udførelsen.

Forrige år oplevede jeg The Fat Duck med samme mennesker, som jeg var i Barcelona med, og Heston Blumenthals køkken lader sig også nemt beskrive som ”rablende eksperimenterende og totaloplevelse for alle sanser, fordi intet smager, som det ser ud”.

Men hvordan var nummer 2’s køkken så? Det var meget europæisk på den måde, at smagsnuancerne var meget koncentrerede. Saucerne var kogt ind til mætningspunktet, små kartoffelkugler, smagte som kartofler kogt ind til essensen af kartoffel og kødet var tilberedt med fedtet intakt og sværen så knivskarp sprød, at man nærmest skar sig på tungen. Det var mad kogt ind til grund-essensen.

De 3 diskrete vinbøger. Det var ikke helt muligt at skabe kontakt til min elskede mand, før tjeneren fjernede dem igen

Standarden blev sat højt, for appetizerne var vanvittig lækre. Især den første tone, som blev slået an – en træstub, med 5 spyd sat i, hvorpå der var sat 5 kugler af ren smag og nydelse – var imponerende og overraskende. Da den blev serveret, var den omkranset af en papirsglobus.

The World

Trøfle ret komponent 1

Trøfle ret komponent 2

Green salad

Google-stjålet billede af de ansjos-dækkede oliven. Jeg lappede dem i mig uden konkurrence fra mine ledsagere...

Der var mange fiske retter, og en af aftenens absolut lækreste var en hummer ret, omringet af en kraftig bisque. Da vi endelig ankom til hovedretterne, var det nærmest en hel lettelse at sætte tænderne i et fedt og smagfuldt stykke pattegris.

Hummer

Pattegris

Af desserterne skilte især en kaffe mille-feuille sig ud, og jeg havde held til at erobre min mands dessert også heldigvis. Der var lige et stykke uudnyttet mave tilbage. 

Moka mille-feuille

Desserten "Smile" - kærlighed!

Desseretn "Flower bomb", som smagte af sæbe på den meget yndige måde

'Desværre levnede det så ikke meget plads til de FINE stykker petit fours, som ledsagede os ind til kaffen. 

Pretty petit fours

Ligesom vinkortet præsterede at få min mand og hans fætter til at tabe underkæben, kunne jeg se, at begge herrer meget seriøst overvejede at flytte ind, da de så ”de tilstødende gemakker”. I kaffe/te/avec rummet havde man på endevæggen indrettet et walk-in-space, som dels tjente som humidor og dels som opbevaring for spiritussen. Foran glasvæggene til rummet, nød vi den veltillavede kaffe og te i de bløde sofaer.

2 lykkelige fætre

Man skulle ikke tro det, da vi så stedet udefra, for det lignede mest af alt en lav kontorbygning i København NV, men inde bag murerne blev der i dén grad skabt madkunst, med inspiration fra og udsigt til naturen. 


El Celler de Can Roca blev grundlagt i 1986 af brødrene Joan Roca, Josep Roca og Jordi Roca. Restauranten har 3 Michelin stjerner og er blevet udnævnt som verdens andenbedste restaurant af Restaurant Magazine. På samme liste ligger noma nummer 1. 
Can Sunyer 48, 17007 Girona
www.cellercanroca.com

Bocuse Århh!

Sidste uge var en rigtig god uge.

Jeg ankom mandag aften til Bruxelles, hvor jeg blev installeret på det nydelige hotel Sheraton Bruxelles. Rent og pænt og vigtigst af alt: en dejlig stor morgenbuffet.
Med godt fyldt mave gik turen tirsdag morgen til HoReCa Life messen i Brussels Expo.

Hold nu op, hvor har Danmark noget at lære! Alle aspekter af restaurantionsbranchen var repræsenteret, og uden en speciel gruppe var over-repræsenteret. Jeg spiste mig gennem alle boderne og kunne konstatere 2 ting:
Mange kaffe brands er begyndt at tilbyde konceptløsninger til caféer.
Is er det nye chokolade. Sjældent har jeg set is med så mange specielle og til tider mystiske smagsvarianter. Is med foie gras smag anyone?

Men der var jo et højdepunkt, og jeg havde glædet mig som et lille barn til det: Bocuse d'Or - EM for kokke. Danmarks deltager var Jeppe Foldager fra Søllerød Kro, som var sekunderet af assistent Christoffer Brink fra Geranium og Coach Jakob de Neergaard, tidligere Mr Søllerød Kro. Teamet gik på onsdag og fra om formiddagen havde jeg mulighed for at komme helt tæt på det danske tilberedningskøkken ved konkurrencen. Man kunne skære i koncentrationen. Det var utrolig inspirerende at se den grad af perfektion og minutiøs planlægning!
Undervejs kunne jeg ikke lade være med at smile, da Coach Jakob de Neergaard sagde til de hårdtarbejdende danske konkurrencedeltager: "husk nu at drikke noget vand, drenge". Godt han passede på dem, for både temperatur og tempo var høje.

Selvom jeg følte mig særdeles VIP, var der desværre ikke nogen som tilbød mig smagsprøver og jeg modstod fristelsen til at stikke en lillefinger i de forskellige små saucer rundt om i køkkenerne. Nok meget godt.

(Undskyld de rystede billeder - jeg var muligvis lidt eksalteret på daværende tidspunkt)

Og det er jo ikke nogen hemmelighed, hvordan konkurrence endte. Midt i et inferno af ko-klokker, tågehorn og ske-på-gryde larm, blev Norge udnævnt som vinder, Sverige på 2.pladsen og Fantastiske Jeppe på 3.pladsen. Dermed har Danmark sikret sig en plads til verdensmesterskabet i Lyon til januar.

I'm there. Med gaffel, så du siger bare til, Jeppe, hvis jeg skal smage noget til.

(Et glad Team Danmark, inkl. en MEGET glad dansk dommer John Kofod!)

En dagsaktuel madanmeldelse...

Min mand og jeg har en tradition: vi pakker først hinandens julegaver op d.25.december, når det kun er ham og mig. Det er super hyggeligt og meget romantisk.

Sidste år overraskede han mig med en gaffel. Omkring gaflen var viklet et brev, hvori der stod, at jeg skulle ud og spise rigtig god mad. Verdens bedste mad, for at være mere præcis. Han havde fået bord til frokost på noma og jeg gik fluks i gang med at researche hjemmesiden, menuen, stjernerne og anmeldelserne. Og for at være helt ærlig - det var alligevel virkelig svært at forestille sig, hvad jeg havde i vente.

noma er verdens bedste restaurant. Verdens bedste. Hvordan dælen måler man det? Og som nomas direktør Peter Kreiner fornylig udtalte i et interview i Gastro: "Den dag, hvor vi selv begynder at tro på det, så har vi et problem!" I stedet forberedte jeg mig på en oplevelse, fremfor at min verden skulle rystes, for det ved jeg slet ikke, hvordan man forbereder sig på.

Foto: Gastro
Og lad mig sige det med samme - jeg skriver ikke en almindelig anmeldelse af noma her. Det har andre gjort igen og igen, sidst i denne weekends Børsen. Ingen kan være i tvivl om nomas overlegenhed, når man tæller superlativerne og klapper sig gennem de komplicerede, omend korrekte, les mots de la cuisine.

Den første surrealistiske oplevelse var at sætte sig ind i en taxa for 10 minutter senere at være på verdens bedste restaurant. Vi har før rejst for at besøge eminente restauranter, men det føltes bare mærkeligt at stå på Christianshavn og gøre sig klar til VERDENS BEDSTE RESTAURANT. Men som vi blev enige om - det kommer med stor sandsynlighed ikke til at ske igen i vores levetid, at NO 1 ligger i DK, så vi gik ind med spændte skridt.

Og her vil jeg gerne have lov til at komplimentere de ansatte hos noma. Helt nede på jorden, smilende, imødekommende og ikke i nærheden af at være fulde af dem selv. Til gengæld var de meget opmærksomme på, at de fleste af deres gæster har ventet i mange måneder på at træde ind i Strandgade 93 og glædet sig stort, og den slags skal man respektere ved at guide gæsterne blidt og kyndigt gennem menuen. På intet tidspunkt følte man sig som en noma-nybegynder, selvom de fleste denne frokost nok var det. Men må jeg ikke nok have lov til at pippe lidt til os danskere: når I besøger en excellent restaurant, hvor I har ventet på bord i meget lang tid, vil I så ikke nok være søde at lade hverdagstøjet blive hjemme? Hvorfor skal vi være så forhippede på at bevise, at vi da I HVERT FALD ikke snobber op ad? Der var mennesker i køkkenet, som havde stået og børstet svampene til menuen i 3 stive timer, før vi kom - vil I ikke nok at vise DET lidt respekt?

Og hvilken menu! Jeg vil slet ikke begynde at lades som om, at jeg kan huske alle retterne, for det var slet ikke mit mål. Mit mål var at suge til mig med øjnene, med næsen og med smagsløgene. Det, jeg sugede til mig, var 10 appetizer retter (jo, 10) og 12 (jo 12) menu retter. Hver ret var anrettet med kirurgisk præcision og med stor kunstnerisk indsigt. For alt var meget smukt. Og meget velsmagende. Og meget smukt igen. Der er ikke skyggen af tvivl om, at noma er resultatet af et voldsomt ambitiøst manifest, som Claus Meyer har skabt og der er ej heller nogen tvivl om, at det er lykkedes.

Billede lånt af ganeoggaffel.dk, da jeg aldrig kan få mig selv til at tage billeder af maden...

Jeg er nok bare ikke typen, som spiser mad for at opleve et manifest. Jeg blev overjordisk begejstret for perfektionen på hver tallerken, for den idérigdom, som lå i hver ret og for den foruroligende kirurgiske måde at anrette mad på. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke tilbage på den barnlige glæde og leg, som man oplevede i hver ret på The Fat Duck, den dekadence, som vi oplevede på Ensemble og den glæde for hver ingrediens, som vi oplevede på MR.

noma er second to none - det er der slet ingen tvivl om, og jeg havde håbet, at de havde fået deres velfortjente 3.stjerne i dag. Men det gjorde de ikke, og det er der sikkert gode grunde til. Dog vil jeg sige dette: stop aldrig. Bliv ved med at stræbe efter perfektion. Man skal bare også huske at have det lidt sjovt imens.
Og så lad være med at poste dette billede igen på Twitter, som respons til Michelin inspektøren...

Food for a living

Kære blog,

Jeg savner dig! Forhåbentlig er det en trøst, at jeg har forsømt dig for få andre mennesker til at købe mere kvalitetsmad.

Siden d.2.januar har jeg arbejdet i METRO Cash & Carry i Glostrup, hvor jeg arbejder som vikar med at markedsføre de 5 varehuse og hvad METRO kan, som ingen anden kan. Og det er faktisk kommet en del bag på mig, hvor meget vi kan.

Vi har blandt andet noget af det bedste kød og fisk, som man kan opdrive i Danmark. Vidste du det? Det gjorde jeg godt nok ikke! Og det kan gud og hvermand jo sådan set også komme at påstå, men når Europamesterskabet og Verdensmesterskabet for kokke vælger at bruge fisk og kød fra METRO, så er der nok noget om det, tænker jeg...

Hvilket leder mig hen til noget andet, og tak fordi du spørger - jeg skal nemlig til Bruxelles lige om lidt for at heppe på Jeppe Foldager og for at finde ud af, hvordan METRO håndterer det her fantastiske sponsorat. Glæder jeg mig? Det tror jeg nok lige, at I skal regne med, at jeg gør. Det eneste, som jeg kan sammenligne det med, er, hvis nogen spurgte Klaus Pagh, om han kunne tænke sig en tur på Playboy Mansion.

Og er det hårdt? Ja, det er det også. For konkurrencen om danskernes gunst, når det kommer til kvalitetsmad, er stor. Især fordi alle ikke ved, hvordan god mad ser ud og hvad det skal koste.

Så det er jeg i gang med at fortælle dem, og det er sindssygt spændende!

Stay tuned og se hvad vi kan - det bliver rigtig godt:-)

Et nik i forsamlingen

Kender I situationen, når nogen lige sender en et diskret nik, som for at sige "jeg ser dig, og det er godt, det du laver"? Sådan et har jeg lige fået fra skønne Maria fra Let them eat cake. Og så skal man nikke tilbage.

Jeg kender ikke den omtalte blog-vandrepokal, men jeg skal ikke være den, som lægger mig ud med madentusiaterne. Den slags kan betyde bandlysning fra mad.

Så her er proceduren:
1. Link awardgiveren - done!
2. Vis vandrepokalen - done!

3. Giv awarden videre til 5 blogs med mindre end 100 followers!
Leaving Woman
Kristines Komfur
Sandheden om alt
The Food Club (men jeg er ikke 100% sikker på, om den har under 100 followers)
Cake me Up (ditto)

4. Svare på 5 spørgsmål:
1. Hvorfor begyndte du at blogge?
Fordi jeg sagde mit job op på et mediebureau og var virkelig dårlig til at have så meget tid på hænderne. Så jeg begyndte at skrive om at søge jobs, at finde sin passion, mens man tænker på mad:-) I dag arbejder jeg med kommunikation af kvalitetsfødevarer for METRO Cash & Carry.

2. Hvilke blogs følger du?
Jeg er ikke så god til at følge noget slavisk. Det er nok derfor, at jeg har så latterligt mange forskellige tv-serier på DVD efterhånden - for jeg får aldrig set noget, på et specielt tidspunkt, hver uge i fjernsynet. Men jeg elsker blogs med alvor iblandet humor. Og mad. Lige for tiden er jeg dybt afhængig af Knirke Egedes rejseblog, og jeg smider alt, jeg har i hænderne, når Lynge skriver på Sandheden om Alt.

3. Favoritfarver
Øhh...det er vist nærmere flader, med en smuk blanding af farver. Som en flot solopgang.

4. Favoritfilm
Den, hvor man mister tidsfornemmelsen. Drive og Moulin Rouge f.eks.

5. Hvilke lande drømmer du om at besøge og hvorfor?
Jeg ville rigtig gerne besøge USA igen. Det er efterhånden 23 år siden, og jeg ville gerne se mere. Jeg er også nysgerrig på Australien, Sydafrika og Canada. Jeg tror, at der er VILDT gode desserter i Canada med al den ahornsirup! Og jeg tror, at Australien kan noget med kød. Sydafrika har smukke solopgange tror jeg.

Det her er altså smart...kanelsnegle i vintervejret

Ikke verdens mest konstruktive vejr i dag, synes jeg. Og så fik jeg lyst til at dufte til kanel. Kun dufte til, forståes. Hvad dufter af kanel? Kanelsnegle! Jo, det burde klare trangen...

Men jeg magtede slet ikke det der med en dej, som skulle hæve, slås ned, hæve, formes, hæve osv., så jeg kom i tanke om en rulle fuldkornspizzadel i køleskabet og resten lå på lageret i skuffen. Smart!

1 rulle fuldkornspizzadej (SuperBest)
100 gram smør (hmmm....ja)
2 tsk kanel
1 dl brun farin
1 æg

Jeg valgte at rulle dejen lidt tyndere, fordi det jo ikke er dén, som skal være i fokus. Den endte med at være i nærheden af 40x40.
100 gram smør stilles til blødgøring og blandes derefter med kanel og farin. Fyldet smøres på den tynde dej og det hele rulles sammen, på den korte led. Hellere flere tynde snegle end få tykke, I say.

For at slippe for udflydte (det er vist ikke et ord) snegle, placerede jeg dem i en smurt teflon muffinform, men plads til 12, og der bliver ca 10 snegle ud af denne opskrift. Hvis man ikke har en teflon muffinform, kan man bruge almindelige papirsmuffinforme og sætte 2 sammen til 1 - husk at smøre dem lidt. Det har den fordel, at evt. udsevet fyld bliver samlet i bunden og danner den mest inciterende klistrede karamelmasse.
Pensl dem med 1 sammenpisket æg og drys evt. med lidt kanelsukker, hvis du har det. Kan man få det FOR sødt? Det tror jeg ikke...

200 grader i ca 12 minutters varmluft. Mmmmmm!!