Viser opslag med etiketten Madøre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Madøre. Vis alle opslag

torsdag den 29. marts 2012

Bocuse Århh!

Sidste uge var en rigtig god uge.

Jeg ankom mandag aften til Bruxelles, hvor jeg blev installeret på det nydelige hotel Sheraton Bruxelles. Rent og pænt og vigtigst af alt: en dejlig stor morgenbuffet.
Med godt fyldt mave gik turen tirsdag morgen til HoReCa Life messen i Brussels Expo.

Hold nu op, hvor har Danmark noget at lære! Alle aspekter af restaurantionsbranchen var repræsenteret, og uden en speciel gruppe var over-repræsenteret. Jeg spiste mig gennem alle boderne og kunne konstatere 2 ting:
Mange kaffe brands er begyndt at tilbyde konceptløsninger til caféer.
Is er det nye chokolade. Sjældent har jeg set is med så mange specielle og til tider mystiske smagsvarianter. Is med foie gras smag anyone?

Men der var jo et højdepunkt, og jeg havde glædet mig som et lille barn til det: Bocuse d'Or - EM for kokke. Danmarks deltager var Jeppe Foldager fra Søllerød Kro, som var sekunderet af assistent Christoffer Brink fra Geranium og Coach Jakob de Neergaard, tidligere Mr Søllerød Kro. Teamet gik på onsdag og fra om formiddagen havde jeg mulighed for at komme helt tæt på det danske tilberedningskøkken ved konkurrencen. Man kunne skære i koncentrationen. Det var utrolig inspirerende at se den grad af perfektion og minutiøs planlægning!
Undervejs kunne jeg ikke lade være med at smile, da Coach Jakob de Neergaard sagde til de hårdtarbejdende danske konkurrencedeltager: "husk nu at drikke noget vand, drenge". Godt han passede på dem, for både temperatur og tempo var høje.

Selvom jeg følte mig særdeles VIP, var der desværre ikke nogen som tilbød mig smagsprøver og jeg modstod fristelsen til at stikke en lillefinger i de forskellige små saucer rundt om i køkkenerne. Nok meget godt.
(Undskyld de rystede billeder - jeg var muligvis lidt eksalteret på daværende tidspunkt)

Og det er jo ikke nogen hemmelighed, hvordan konkurrence endte. Midt i et inferno af ko-klokker, tågehorn og ske-på-gryde larm, blev Norge udnævnt som vinder, Sverige på 2.pladsen og Fantastiske Jeppe på 3.pladsen. Dermed har Danmark sikret sig en plads til verdensmesterskabet i Lyon til januar.

I'm there. Med gaffel, så du siger bare til, Jeppe, hvis jeg skal smage noget til.
(Et glad Team Danmark, inkl. en MEGET glad dansk dommer John Kofod!)

mandag den 16. august 2010

Madøre

-af Anne-Sofie Hein 

Jeg bliver tit og ofte kaldt for et madøre. Forfærdeligt ord! Jeg kommer altid til at tænke på de vacuum pakkede griseører, som jeg sad og bibbede igennem i Prima, efter gymnasiet. De var krøllede, orange og tit rimelig behårede. Det vil jeg gerne være fri for at blive associeret med. Italienerne har et meget bedre ord: una buena forchetta (tilgiv mig for mit utilstrækkelige italienske).

Nu ved de fleste jo, at hvis det ikke står på de første 1-2 sider på google, så kan man ikke finde svaret (google logic), så der findes ikke en forklaring på, hvorfor en person, som er "overordentlig glad for, interesseret i og tænker mere end den gennemsnitlige person på" mad, skal kaldes for et madøre.

I går stod jeg sammen med kæresten og klappede en fælles ven over målstregen til Challenge Copenhagen. Vanvittig flot klaret på under 11 timer! Jeg råbte, hoppede op og ned og baskede vildt med armene for at få en reaktion fra ham før målstregen, så Christian kunne få et billede med øjenkontakt, og det lykkedes.

Da vi bagefter stod og talte med Ironman'en, der var skåret helt ind til benet og som så langsomt begyndte at ryste, fordi kroppen var gået i gang med at restituere, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad jeg ville gå hjem og spise, hvis jeg var ham. Først en skål varm ærtesuppe med sprødt bacon. Så ville jeg få en Halifax burger leveret og drikke et godt glas Brunello til. Til sidst slutte af med en kop varm te, benene op og vente på at jeg kunne trække vejret og strække benene igen.

Man er ikke et madøre, når man tænker på den måde. Man er bare opmærksom på sit brændstof og det faktum, at livet er alt for kort til at gøre tingene halvt.

Et stort tillykke til alle de seje Ironmen og Ironwomen i går - det var satme godt gået!!