Sidste år overraskede han mig med en gaffel. Omkring gaflen var viklet et brev, hvori der stod, at jeg skulle ud og spise rigtig god mad. Verdens bedste mad, for at være mere præcis. Han havde fået bord til frokost på noma og jeg gik fluks i gang med at researche hjemmesiden, menuen, stjernerne og anmeldelserne. Og for at være helt ærlig - det var alligevel virkelig svært at forestille sig, hvad jeg havde i vente.
noma er verdens bedste restaurant. Verdens bedste. Hvordan dælen måler man det? Og som nomas direktør Peter Kreiner fornylig udtalte i et interview i Gastro: "Den dag, hvor vi selv begynder at tro på det, så har vi et problem!" I stedet forberedte jeg mig på en oplevelse, fremfor at min verden skulle rystes, for det ved jeg slet ikke, hvordan man forbereder sig på.
Og lad mig sige det med samme - jeg skriver ikke en almindelig anmeldelse af noma her. Det har andre gjort igen og igen, sidst i denne weekends Børsen. Ingen kan være i tvivl om nomas overlegenhed, når man tæller superlativerne og klapper sig gennem de komplicerede, omend korrekte, les mots de la cuisine.
Den første surrealistiske oplevelse var at sætte sig ind i en taxa for 10 minutter senere at være på verdens bedste restaurant. Vi har før rejst for at besøge eminente restauranter, men det føltes bare mærkeligt at stå på Christianshavn og gøre sig klar til VERDENS BEDSTE RESTAURANT. Men som vi blev enige om - det kommer med stor sandsynlighed ikke til at ske igen i vores levetid, at NO 1 ligger i DK, så vi gik ind med spændte skridt.
Og her vil jeg gerne have lov til at komplimentere de ansatte hos noma. Helt nede på jorden, smilende, imødekommende og ikke i nærheden af at være fulde af dem selv. Til gengæld var de meget opmærksomme på, at de fleste af deres gæster har ventet i mange måneder på at træde ind i Strandgade 93 og glædet sig stort, og den slags skal man respektere ved at guide gæsterne blidt og kyndigt gennem menuen. På intet tidspunkt følte man sig som en noma-nybegynder, selvom de fleste denne frokost nok var det. Men må jeg ikke nok have lov til at pippe lidt til os danskere: når I besøger en excellent restaurant, hvor I har ventet på bord i meget lang tid, vil I så ikke nok være søde at lade hverdagstøjet blive hjemme? Hvorfor skal vi være så forhippede på at bevise, at vi da I HVERT FALD ikke snobber op ad? Der var mennesker i køkkenet, som havde stået og børstet svampene til menuen i 3 stive timer, før vi kom - vil I ikke nok at vise DET lidt respekt?
Og hvilken menu! Jeg vil slet ikke begynde at lades som om, at jeg kan huske alle retterne, for det var slet ikke mit mål. Mit mål var at suge til mig med øjnene, med næsen og med smagsløgene. Det, jeg sugede til mig, var 10 appetizer retter (jo, 10) og 12 (jo 12) menu retter. Hver ret var anrettet med kirurgisk præcision og med stor kunstnerisk indsigt. For alt var meget smukt. Og meget velsmagende. Og meget smukt igen. Der er ikke skyggen af tvivl om, at noma er resultatet af et voldsomt ambitiøst manifest, som Claus Meyer har skabt og der er ej heller nogen tvivl om, at det er lykkedes.
Jeg er nok bare ikke typen, som spiser mad for at opleve et manifest. Jeg blev overjordisk begejstret for perfektionen på hver tallerken, for den idérigdom, som lå i hver ret og for den foruroligende kirurgiske måde at anrette mad på. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke tilbage på den barnlige glæde og leg, som man oplevede i hver ret på The Fat Duck, den dekadence, som vi oplevede på Ensemble og den glæde for hver ingrediens, som vi oplevede på MR.
Og så lad være med at poste dette billede igen på Twitter, som respons til Michelin inspektøren...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar