søndag den 20. november 2011

Serenity Cupcakes - syndigt sødt

Åh kære sukkerguder, hvor jeg dog elsker at være kvinde i København, når nogen laver det her:


Jeg kan ikke forestille mig, at nogen mand ville sætte en lilletå i denne butik. Det ville nærmest være at sammenligne med at sende ham på apoteket efter Canesten. Bare lad være.

Photographer Natassia Alisha Rode De'Lucia / www.tass.dk

Butikken er YNDIG, ekspedienterne er søde og pakker nøjsomt dine kager ind i de YNDIGSTE æsker og poser.
Og hvor er det dog en sur tjans jeg satte mig selv på i dag: at teste to Serenity Cupcakes varianter: Chocolate O'dream og Malteser.

Det er meget nærliggende at sammenligne Serenity med Agnes, fordi - lad os se det i øjnene - Danmark er et u-land, når det kommer til cupcakes. I hvert fald hvis man sammenligner med USA. Hvor Agnes efterhånden er ved at udvikle sig til en kæde med standardiserede produkter, har Serenity stadig sin uskyldighed, så at sige, fordi butikken stadig er relativt nyåbnet, desværre ikke overrendt og meget personlig i både indretning og smagsvarianter. Man har på fornemmelsen, at det her virkelig er et ønskebarn for ejeren Mariam Mistry. Stedet er indrettet med cake-away for øje, men der er også plads til at man kan sætte sig og bestille en kop kaffe eller te og en cupcake. Omkring sig kan man så eye-shoppe alverdens cupcake accessories eller gøre Serenity kunsten efter i ens eget køkken.


Photographer Natassia Alisha Rode De'Lucia / www.tass.dk

Jeg nøjedes som sagt med at købe 2 cupcakes med hjem og sendte onde blikke mod alle fortravlede buspassagerer, som kom inden for armslængde af min fine lyserøde Serenity pose. Jeg skulle jo tage billeder af de små sukkerbomber.
Og sukkerbomber var de, men jeg var også blevet skuffet over alt andet. Det viste sig, at selve grundkagen var den samme, nemlig en meget lækker chokolade kage, hvor der absolut ikke var sparet på smørret. Kender i den der sprøde, seje, lidt salte smag, når man spiser toppen af en kage, og den lige har nået at blive lidt hård, på den gode måde, på toppen? Den var der her.
Den bedste variant var uden tvivl Malteser. Selve grundkagen var iblandet Maltesers, så der var lidt crunch i kagen kagen...Mmmm! På toppen var der en marengs topping, som man egentlig godt kunne have brændt lidt til marengs - det havde været frækt. Og så selvfølgelig en Malteser på toppen. Rigtig godt!

Den anden variant var Oreo-ramt. Inde i chokolade grundkagen, var der støbt en Oreo ind - og det er jo altid en god idé. På toppen var der valgt en cream cheese topping med noget solbær iblandet, så man fik lidt syre til alt det søde og en Oreo igen helt på toppen. Jeg kan godt se tanken, men det blev en lille smule kvalmt med den fede cream cheese og Oreo cremen. Så hellere en marengstop eller en neutral "mælketop" lavet af kold vaniliecreme måske?
Og så et lille touch, som gør en forskel: formene, som Serenity Cupcakes står i, er lavet af et tykt sølvmateriale, som gør det væsentligt nemmere at få kagen ud af formen, uden den bliver ødelagt. Det er vigtigt og godt tænkt!

Det bliver absolut ikke sidste gang, at jeg køber cupcakes hos Serenity. Især ikke efter, jeg har fundet dem på Facebook og kan se, at de er overordentlig gode til at informere og opdatere deres fans. Det er et meget personligt sted, midt i København, og dem er der ikke for mange af. Flere selvstændige, som brænder for at lave mad og åbner butikker med passion og følelse, I say!

Serenity Cupcakes
Grønnegade 32
1107 København K
Mandag-Torsdag: Kl.12.00-18.00
Fredag: Kl.12.00-19.00
Lørdag: Kl.12.00-17.00

http://www.serenitycupcakes.dk/ (men den er vist ikke helt oppe at køre endnu...)
https://www.facebook.com/pages/Serenity-Cupcakes/201553699861611?sk=wall
1 cupcake: 25,-,
4 cupcakes: 90,-

2 kommentarer:

  1. Tak for den søde omtale Anne-Sofie! Hvis du lyster laver jeg gerne en oreo cupcake til dig med marengstopping en anden dag:o) Du kan altid bare sige til....Vi ses og endnu engang tak! Kh Mariam

    SvarSlet
  2. Kære Mariam,
    Tak for sit søde, og meget farlige tilbud!
    Nu bliver jeg jo NØDT til snart at komme ind til dig igen:-D

    SvarSlet